Læsetid: 2 min.

De knap så fantastiske fire

Tim Storys 'Fantastic Four: Rise of Silver Surfer' er en dum og uinteressant tegneseriefilmatisering
Tim Storys 'Fantastic Four: Rise of Silver Surfer' er en dum og uinteressant tegneseriefilmatisering
Moderne Tider
15. juni 2007

Det er den samme, gamle triste affære: Mand laver dårlig, men profitabel tegneseriefilmatisering. Mand får lov til at lave ny tegneseriefilmatisering, der bliver endnu dårligere. Sådan fungerer filmbranchen, ikke mindst i Hollywood - always has, always will. Men det skal naturligvis ikke forhindre filmanmeldere og tegneseriefans som undertegnede i at brokke sig højlydt, når det sker igen - som f.eks. med Tim Storys Fantastic Four: Rise of Silver Surfer, der er en opfølger til samme instruktørs Fantastic Four fra 2005.

Grundlæggende lider begge film under, at Story ikke tager superheltetegneserien bag, universet og figurerne, alvorligt, hvorfor man som publikum har svært ved at gøre det samme. Den spændende familiedynamik, der i tegneserien er mellem de fantastiske fire, er i filmene afløst af dårlige jokes og uartikulerede og alt for nemt løste konflikter, og man mistænker Story og Fox, der har produceret, for at snobbe nedad for at få så bredt et publikum som muligt.

Udvandet

Som titlen afslører, introduceres vi i Fantastic Four: Rise of Silver Surfer for det mystiske, sølvfarvede supervæsen, som surfer rundt i verdensrummet og finder planeter, som planetslugeren Galactus kan kaste sig over. Turen er kommet til Jorden, og De Fantastiske Fire - Reed Richards (Ioan Gruffudd), hans tilkommende, Sue Storm (Jessica Alba), hendes bror, Johnny (Chris Evans, og deres ven, Ben Grimm (Michael Chiklis) - er naturligvis de eneste, som kan gøre noget. De får hjælp af militæret og deres ærkenemesis, Dr. Doom (Julian McMahon), som de ellers troede var død, og han har ikke overraskende sin egen dagsorden, der handler om at erobre verdensherredømmet. Heller ikke han er så let at stoppe, da han først får fat i Silver Surfers usædvanlige surfbræt.

Silver Surfer er en klassisk, tragisk skikkelse, der i Tim Storys film reduceres til en ikke voldsomt overbevisende special effect, ligesom den på papiret så frygtindgydende Dr. Doom ikke længere er en superskurk af format for De knap så Fantastiske Fire. Det er en dum film for børn. Og alt det, der gør tegneserien interessant og original, også for voksne, er fjernet eller udvandet så kraftigt, at det stort set kan være lige meget.

Fantastic Four: Rise of Silver Surfer. Instruktion: Tim Story. Manuskript: Mark Frost og Don Payne. Amerikansk (Alt for mange biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her