Læsetid: 3 min.

Lesbiske: de nye bøsser

Bøsserne har altid ført an i den kulturelle kamp - mens de lesbiske har været den stille pige nede i hjørnet. Nu er hun endelig begyndt at råbe højt og mærkeligt!
15. juni 2007

Her i morgen den 16. juni lukker den legendariske parisiske klub Le pulp. Det er ellers pisse ærgerligt. Den ligner en blanding af klassisk fransk cabaret og et 80'er-disko. Det er en lesbisk klub, men siden slut-90'erne har torsdagen været åben for alle seksuelle afarter af den franske hovedstads sorte, men festklædte undergrund. De seje tatoverede stamgæstende bulldykes og resten af deres små-vilde entourage på torsdagsklubben 'kill the dj', har til tonerne af benhård elektronisk musik - formet begreber som dyke-hags og ce-lesbians. (celebrity+lesbian = celesbian)

Bøsser har ellers altid ført den kulturelle kamp. I ved H.C. Andersen, hele den britiske litterære højmodernisme, Andy fucking Warhol og den der gamle fantastiske joke: en mand kommer ind i en pladeforretning i London i midt-80'erne og kigger rundt på hylderne: Queen, Spandau Ballet, Bronski Beat, Pet Shop Boys, George Michael, Erasure og derudaf og han vender sig mod ekspedienten: "Excuse me do you have any record with an artist who is not gay?"

Den stille pige

Nævn mig en nybølge eller en gadget eller rendyrket totalfashion, som ikke har bøsse tagget hen over panden. Det skulle da lige være straight-acting. I alt fra folk-rock (Ruuufus!) til den metroseksuelle far, fra voksen minimal æstetik, til more is more klubkid-generationen hviler der en let og fin mandlig homoerotisk arv. Drengene har været jaget og ombejlet vildt - kriminaliseret og gaybashet, men altid højtråbende - de er jo sjovt nok også mænd.

Lesbiske har til sammenligning i ubærlig mange år, været den stille pige nede i hjørnet af det offentlige kulturelle rum. Ikke rigtig eksisterende. Forbigået og usynliggjort jo, men også selvundertrykkende og selvudslettende og alt for mange digte til skrivebordsskuffen, streger i sandet, forstillede hjerter i barken og sommerfuglekys.

Selvfølgelig har der været højdepunkter og guldaldre som hos Sapphos og slænget i det antikke Grækenland, Getrude Steins fester i Paris i 20'erne og forfatterinderne i Bloomsbury Street nogenlunde samtidig. Men hvad så: noget 70'er-bekendelses-litteratur og kvindelands-utopien? Sportsverdenen? Venstrefløjen? Lille My fra mumitroldene, Pippi på en god dag og hende der tomboy'en fra 'De fem'.

Sjovt at være lesbisk

Det først her inden for de seneste cirka 10 år, at jeg synes det for alvor er blevet sjovt at være lesbisk. Der er stort set ingen regler tilbage i undergrunden og på barerne, og vi er sågar i bladene - det er fint at være aggressive femme eller total lipstick, som de fleste er i den corny L Word (Sex and The City-agtig tv-serie - bare med L. A. dykes) Det er også helt fjong at køre på skateboard, og der er tøjforretninger nok til erotisk buttede damer, der stadig gerne vil have hængerøv. Der er et væld af alternative maskuliniteter og Drag King shows og kønsforsknings-pigerne på KUA. Der er en støt voksende queer-bevægelse, hvor det om noget er pigerne, der tager fat. Og i mainstream kulturen og modebranchen har bl.a. Calvin Klein stjålet punkens stædige markedsføring af det kvindeligt androgyne lidt tynde look. Heroin-chick der snaver heroin-chick, på forsiden yeah! Og med electroclashens do-it-yourself superstjerner som Le Tigre, chicks on speed og Peaches er døren for alvor sparket ind, til at være kulturelt toneangivende, højtråbende og afsmittende. Alle tre bands har slået deres første kejtede folder på Parisiske Le Pulp.

Det samme har det ultimative bud på en ny kvindelig freak og køns-idol, den tyskfødte Susanne Oberbeck. No bra, som hun hedder, når hun performer, ligner en blanding af mit yndlingskærestepar fra Island. Langt, langt uklippet hår, insunkne øjne og en helt igennem dude attitude. Bare bryster, et lille overskæg, SS-armbind og en stemme der matcher Nico's (Velvet Underground) i både mørke og indsigt. Hun er Hedi Slimanes, (manden der opfandt de stramme sorte bukser, Dior Homme og Pete Doherty) nye muse. Hun er frygtindgydende androgyn, smart, sej, aseksuel, bøsse men typisk lesbisk.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret klubberne Suicide Sundays, Yo!had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu