Læsetid: 10 min.

Lomborg alene i verden

Bekymringen for global opvarmning har indtaget den politiske verdensscene og sendt klimaskeptikerne ud i kulissen. Nu gør en af dem, danske Bjørn Lomborg, klar til endnu en fremkaldelse. I sin nye bog, Cool it!, advarer han imod at træffe vigtige beslutninger på baggrund af massehysteri. Spørgsmålet er, om der stadig er nogen, der gider lytte til ham?
2. juni 2007

"Som du kan se, er jeg ikke rigtig kommet på plads endnu," siger Bjørn Lomborg, og slår døren op til sit hjørnekontor på femte sal i nybyggeriet af glas og stål, som udgør Copenhagen Business School. Overalt på gulvet står der flyttekasser med bøger, som han ikke har haft tid til at pakke ud, selv om det er godt halvandet år siden, han blev ansat i dobbeltstillingen som adjungeret professor på CBS og direktør i Copenhagen Consensus Center. Jo, han er stadig en travl mand, Bjørn Lomborg. Men hans indflydelse i klimadebatten har de senere år været på kraftig retur.

Det begyndte med de multinationale selskaber, modemagasinerne og Hollywood-stjernerne, der pludselig besluttede sig for at erklære 'grøn revolution' og kaste sig ind i 'kampen mod klimaet'. Så kom Al Gore's film 'En ubekvem sandhed', som den danske regering med Connie Hedegaard i spidsen hurtigt erklærede sig "helt på linje med". Siden fulgte det tunge skyts i form af Sir Nicholas Sterns 700 siders rapport til den britiske regering sidste år, som slog fast, at de menneskeskabte klimaforandringer er et problem, det kan betale sig at skride ind overfor. Og efter den, de længe ventede rapporter fra FN's klimapanel, som også melder om relativt små omkostninger ved at forebygge klimaforandringer. Til slut faldt danskernes dom, da de i tre forskellige meningsmålinger udpegede klimaet som den største globale trussel overhovedet.

Lægger man det hele sammen, har man svaret på, hvorfor Bjørn Lomborg i dag står mere isoleret end nogensinde. Trods modgangen har han dog ikke i sinde at afmønstre fra den offentlige debat lige foreløbig. Tværtimod er han klar til endnu en holmgang med sine kritikere, når han til september udkommer med sin nye bog Cool it! - eller på dansk: Køl ned! Ifølge Lomborg selv er bogen ment som en opfordring til alle om at bevare det kølige overblik og ikke lade sig rive med af den øjeblikkelige stemning:

"Hovedbudskabet er, at den globale opvarmning er en realitet, men at mange af de påstande, man hører om klimaet, er vildt overdrevne. Og det er usandsynligt, at vildt overdrevne statements vil lede til gode beslutninger om, hvordan vi skal prioritere vores penge," siger Lomborg.

I bogen kommer han blandt andet med eksempler på kvasi-religiøse beskrivelser af potentielle skrækscenarier, som med Lomborgs ord tenderer "klimaporno":

"Et af de eksempler, jeg bruger, er fra et engelsk magasin, som siger, at hvis vi ikke gør noget ved global opvarmning nu, er der mange ansete forskere, der mener, at havene kan koge og regnskoven bryde ud i flammer. Altså, hallo! Det er så langt ude," siger Lomborg og tager sig til hovedet.

I modsætning til den udbredte karikatur af ham benægter Bjørn Lomborg ikke, at der finder global opvarmning sted, og at den er menneskeskabt, ligesom han heller ikke bestrider det faktuelle grundlag, som FN's klimapanel baserer sine konklusioner på. Men han bestrider, at klimaforandringer bør have verdenssamfundets øjeblikkelige førsteprioritet. Mange af verdens øvrige problemer bør ganske enkelt ligge os mere på sinde, mener han.

"FN's klimapanel er blevet sat til at se på klimaet. Derfor er det ikke overraskende, at de anbefaler, vi bruger pengene dér. Men hvis du spørger UNAIDS, om vi skal stoppe aids i morgen, vil de jo også sige ja. Hvis du spørger malariaeksperter, om vi skal stoppe malaria i morgen, vil de også sige ja. Og i den ideelle verden ville vi tage os af alle de problemer, der er. Men vi lever ikke i en ideel verden, så vi bliver nødt til at have en diskussion om, hvad vi vil gøre først."

Det var det samme budskab, Lomborg bragte til torvs, da han i 1998 debuterede i Politiken med kronikserien 'Verdens sande tilstand'. Også dengang advarede han mod dommedagsprofetier og unødig bekymring, og også dengang stillede han spørgsmålstegn ved, om vi nu brugte vores penge fornuftigt. Så hvorfor bliver han ved? Fordi debatten til stadighed har brug for "en Lomborg", forklarer han.

"I en vis forstand er vi altid i fare for at løbe lidt ud af en tangent. Vi er rationelle væsner, der fordrer en argumentationslogik, men vi ligger samtidig hele tiden under for retorik, fordi vi også er nogle følelsesmæssige individer, der hopper på det, der nu er 'oppe at køre'. Det har vi set talrige gange. Vi har let ved at hoppe på verdensbilleder, og man kunne nævne mange andre områder, hvor det også ville have været nødvendigt, at der var 'en Lomborg'".

Ind og ud af rampelyset

Egentlig var det slet ikke meningen, at Bjørn Lomborg skulle have været en fremtrædende skikkelse - hverken i klimadebatten eller i offentligheden generelt. Da han i slutningen af 1990'erne gik rundt på gangene på Århus Universitet var det med forestillingen om, at det 'gode liv' var som lektor for et par hundrede studerende på statskundskab. Den forestilling fik en brat ende, da hans kronikker om 'Verdens sande tilstand' udkom i bogform under titlen 'The Skeptical Environmentalist'. I medierne fik Lomborg hurtigt ikon-status som den pizza-spisende, CocaCola light-drikkende, homoseksuelle vegetar, som iført en altid stramtsiddende t-shirt, turde tale de herskende meninger på bjerget midt imod. Bjerget var i slutningen af halvfemserne ikke mindst den voksende industri af velmenende miljøorganisationer, som mange mente havde snablen lidt for langt nede i statens pengekasser. For slet ikke at nævne "Svend Aukens miljøimperium", som oppositionen døbte det daværende Miljø- og Energiministerium. Da Fogh-regeringen kom til magten i 2001 gjorde den hurtigt Lomborgs devise om "mere miljø for pengene" til sin egen, og året efter kunne Lomborg sætte sig til rette i direktørstolen på det nyoprettede Institut for Miljøvurdering. Men det var ikke kun i Danmark, man havde hørt om Bjørn Lomborg. Også på den internationale politiske scene begyndte dørene at åbne sig. I 2004 placerede Time Magazine ham på listen over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, året efter kårede læserne af tidsskrifterne Foreign Policy og Prospect Magazine ham til den 14.-mest indflydelsesrige intellektuelle, og britiske Channel Five dedikerede i 2005 et helt program til ham i udsendelsesrækken 'Big Ideas that Changed the World'. Fremtiden tegnede lys og lovende, men så begyndte den at forme sig, den 'grønne bølge', der i dag stort set har skyllet Lomborgs cost-benefit-doktrin ud af den offentlige debat. Nu udtaler regeringen sig ikke længere varmt om Bjørn Lomborg - tvært imod har miljøminister Connie Hedegaard mere end travlt med at lægge afstand til ham.

Selv tager Lomborg virakken om sin person ganske afslappet. Om ikke andet, mener han, så viser hans dalende popularitet hos regeringen, at han ikke er og aldrig har været til salg for højstbydende:

"Mine opponenter har gerne villet tegnet et billede af mig som regeringens skødehund, der nu står tilbage uden indflydelse. Men man kunne også sige, at jeg tidligere havde indflydelse og nu viser, at jeg ikke er regeringens skødehund."

- Er det en rigtig fremstilling, at regeringen holdt dig inde i varmen, så længe du gjorde nytte, men satte dig ud i kulden, da du begyndte at blive en belastning?

"Det tror jeg, du skal snakke med regeringen om. Men det er jo helt oplagt, at når politikere vælger at lytte til en, så skyldes det ikke bare det, man siger, men også nogle andre strategiske hensyn. Jeg koncentrerer mig bare om at lave rigtige argumenter."

Lomborgs mission

Hvad er det så for argumenter, Lomborg turnerer med? For det første er de tunge af tal:

"Køber man CO2-kvoter for 200 dollar, gør man for 20 dollar godt i verden, hvis man i stedet gav pengene til malaria-bekæmpelse, ville man gøre for 800 dollar godt i verden," lyder blot et af dem.

Lomborg er en omvandrende talmaskine og hovedet er fyldt med regnestykker, som han kan lire af, indtil øjnene på hans tilhørere bliver fjerne og blanke og begynder at køre rundt. Men midt imellem de mange tal hører man hele tiden en sætning gå igen: "Det handler om at tage rationelle beslutninger". Det er det, der er Lomborgs mission: I sin egen forståelse forsøger han at skabe de bedst mulige vilkår for at rationaliteten kan udfolde sig:

"Det er jo ikke et afstemningsspørgsmål, som afgør, hvad der er det mest fornuftige. Det er et faktuelt spørgsmål. Men lige nu ser vi ud til at være på en lemminge-strategi, der gør, at det er enormt bekvemt at ville afhjælpe den globale opvarmning, selv om det ikke er det mest fornuftige sted at bruge pengene".

I Lomborgs egen optik er det bare det, han gør. Han lægger fakta frem, så folk har et bedre grundlag for at træffe deres beslutninger. Men i kritikernes øjne, gør han meget mere end det: Han manipulerer. Sådan lyder anklagen i hvert fald i bogen Miljøvurdering på økonomisk vis, som udkom i februar. Her gør en række fagøkonomer op med Lomborgs måde at fremstille miljøproblematikken på. Der findes ikke et teoretisk grundlag for at sætte hele verden på en pengeværdi, lyder det i bogen, og derfor bruger Lomborg de økonomiske beregninger politisk. Medforfatter til bogen og økonom på FN's Miljøcenter på Risø, Kirsten Halsnæs:

"Lomborg har overtrådt alle de regler, som vi lærte var gode dyder på økonomistudiet: at man ikke bare skal sammenligne alle individer og sætte priser på alt - og især ikke over lange tidshorisonter. Han overholder ikke de basale teoretiske grundforudsætninger og -antagelser, som er de forbehold man må tage," siger hun.

Det er ikke første gang, Bjørn Lomborgs metoder har været draget i tvivl. I 2003 faldt Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed over 'Verdens sande tilstand', men allerede året efter blev anklagen trukket tilbage. Heller ikke denne gang kan Bjørn Lomborg tage kritikken af hans arbejdsmetoder seriøst. Miljøøkonomerne skyder med spredehagl, mener han:

"Hvis du læser bogen, er der ikke et eneste sted, hvor de konkret kan sætte fingeren og sige: 'Sådan her kan man ikke gøre'. De formulerer sig i brede vendinger om, hvordan økonomiske beregninger altid skal bruges med omtanke og forsigtighed. Det kan jeg kun være enig i, men grundlæggende undrer det mig meget, at de er sluppet af sted med at markedsføre deres bog som en kritik af mig, når de vel at mærke har glemt at lave kritikken".

- Men hvad siger du til argumentet om, at man ikke kan sammenligne og prissætte så forskellige områder, som Copenhagen Consensus lægger op til - og slet ikke med den lange tidshorisont in mente?

"Der er ingen tvivl om, at det er svært, og at det er lettere at vælge imellem æbler og pærer nede i supermarkedet. Men lad mig minde om, at vi i forvejen hele tiden prioriterer, hvordan vi bruger vores penge. Vejdirektoratet er et af de bedste eksempler: Hvis vi sætter en rundkørsel op til ti millioner i Vestjylland, så redder vi statistisk set to liv om året. Alligevel lader vi være, fordi vi i stedet vælger at sige: 'Så vil vi hellere se en der dør'. Det er ikke noget, vi har lyst til at sige, men det er jo det vi gør, når vi foretager den slags beslutninger".

Studiekreds med samfundslivet

Når det kommer til at kritisere Copenhagen Consensus, står miljøøkonomerne dog langt fra alene. En af dem, som står med, er kommunikationschef for Det Kongelige Teater, Kresten Schultz Jørgensen, der som daværende debatredaktør på Politiken var med i beslutningen om at lade Lomborgs kronikker optrykke i 1998. Han mener, at Lomborgs miljøøkonomiske tilgang dengang var et "frisk pust", men at hans betydning for klimadebatten i stigende grad har udviklet sig i en "katastrofal retning". Bjørn Lomborgs seneste projekt, Copenhagen Consensus, betegner han som et moralsk tvivlsomt forsøg på at "lege studiekreds med samfundslivet":

"Projektet bygger på et demokrati-teoretisk postulat om, at man kan samle alle argumenter omkring et bord og derefter tage den Sande beslutning. Øvelsen nærmer sig det amoralske, når den gøres til genstand for autoritative beslutninger. Lomborg anbefaler i ramme alvor at standse en demokratisk samtale, som består af tusindvis af små politiske beslutningsprocesser og nødvendige, trinvise justeringer, for i stedet at prioritere én beslutning over alle andre. Sådan er der jo ingen beslutningsprocesser, der er foregået, bortset fra i de mest totalitære diktaturer," siger Kresten Schultz Jørgensen.

Men heller ikke den kritik har Bjørn Lomborg andet end hovedrysten til overs for. Den kunne ikke ramme mere ved siden af, mener han:

"Og det er sjovt, hvordan Kresten og mange andre i virkeligheden ender med at komme til at sige, at de helst ikke vil have for mange informationer. Det er klart, at hvis jeg vitterligt samlede otte udemokratisk valgte topøkonomer og sagde: 'Nu må I beslutte', så ville det være et kup, så ville der være tale om et diktatur. Men det er der altså heller ingen, der har foreslået. Vi prøver bare at fortælle, hvad omkostningerne er på tværs af de mange cigarkasser, vi typisk snakker inden for. Det er mere information til Kresten Schultz Jørgensen. Så kan han vælge at sige, at økonomerne er nogle narrehatte, og at han hellere vil investere sine sparepenge i klima. Men i det mindste har vi gjort ham og alle andre en lille smule klogere på, hvad det er, de vælger mellem ".

- Og historien vil give dig ret?

"Jeg tror ikke et øjeblik på, at historien vil huske hverken dig eller mig. Men det er min bedste overbevisning, at vi om tyve år vil se tilbage på klimadebatten i dag og sige: 'Du godeste, tænkte vi virkelig det?'".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu