Læsetid: 6 min.

Luder og/eller madonna

Vi er kedelige, hvis vi ikke eksperimenterer med vores seksuelle identitet, og billige, hvis vi gør det. Efter 40 års seksuel frigørelse trækker vi nu i land igen. Men vi må beslutte, hvilken vej vi vil gå
Vi er kedelige, hvis vi ikke eksperimenterer med vores seksuelle identitet, og billige, hvis vi gør det. Efter 40 års seksuel frigørelse trækker vi nu i land igen. Men vi må beslutte, hvilken vej vi vil gå
Moderne Tider
1. juni 2007

Vi dyrker parcelhuset og det faste parforhold uden sidespring, og samtidig skal vi turde være lidt til det kinky. Og så alligevel ikke - for vi er kedelige, hvis vi kun er til missionæren - og billige, hvis vi også er til s/m. Seksuel frigjorthed anno 2007, ifølge flere sex-eksperter. I dag har vi sat hælene i igen, efter at grænserne udvidede sig sammen med swinger-, fetish- og s/m-miljøerne i 90'erne.

"Det frie informationstog kører af sted med os, og så bliver vi forskrækkede. Hvad gør vi med al den porno, der er blevet tilgængelig via net, tv, dvd'er og i reality-shows? Hvad gør vi med alle de erotiske fortællinger om den seksuelt aktive kvinde? Og hvordan håndterer vi erotiseringen af det offentlige rum?," spørger dokumentarfilmsinstruktør Steen Schapiro, der har lavet film om seksuelle subkulturer som fetish- og s/m-miljøerne og er med i Seksualpolitisk Forum.

Ved at tilbyde undervisning i seksuel afholdenhed, som Dansk Folkeparti foreslog for nylig? Eller ved forbud, som indenrigs- og sundhedsministeren, der for to år siden trak Sex & Samfunds oplysnings-cd-rom, Sexstarz, tilbage, fordi den indeholdt alle mulige andre former for sex end lige netop missionærstillingen?

Det har dog næppe forhindret, at unge dyrker analsex, eller at piger barberer sig forneden. Og derfor bliver man nødt til at tale om det, mener Lene Elbrandt, der er sygeplejerske og sexologisk rådgiver i Hillerød.

"Jeg tror ikke, at man kan gøre andet. Det er totalt passé at lade, som om disse seksuelle muligheder ikke eksisterer. Det har man prøvet i USA, og det virker jo ikke. De unge ved, at analsex er en mulighed, og det kræver meget lidt at finde ud af mere gennem internettet, så vi må bare vejlede, så godt vi kan," siger Lene Elbrandt, der eksempelvis også underviser skolepiger i intimbarbering.

"Jeg har fortalt dem, at det er vigtigt, at de bruger et skarpt barberblad og barberskum og ikke bare nøjes med intimsæbe. Det bliver jeg nødt til, for de fleste unge piger barberer sig dernede i dag. Det er fuldstændigt mainstream, og de kan få knopper og infektioner, hvis de ikke gør det ordentligt. Man kan sige, at det er en typisk ting, som kommer fra pornoindustrien, og som lægger endnu et pres på pigerne, men på den anden side betyder intimbarberingen også, at pigerne får kigget på sig selv forneden. At de faktisk får brugt et spejl, som vi jo i mange år har opfordret dem til, og at de får kontakt med deres køn. Det er jo positivt."

Men det er også et eksempel på den dobbeltkultur, vi har i dag, mener Steen Schapiro. På den ene side skal vi være frække, vilde og ligne Britney Spears, og samtidig skal vi helst være jomfruer.

"Det er nogle syge idealer, vi stiller op. Vi har en kultur, der i stigende grad rummer seksuelle fortællinger. Samtidig er der en anden kultur, hvor man både skal skamme sig og helst finde den eneste ene, ellers er man en hore og en player. Det gælder også for mænd. Vi får en dobbeltmoral serveret lige i hovedet, og hvordan skal de unge så navigere rundt i det," spørger Steen Schapiro, der mener, vi må komme rundt om det pres gennem bedre oplysning og vejledning på de unges præmisser. I stedet for at gå ud fra de præmisser, der herskede for 20 år siden, før internettet blev opfundet.

I moralens tidsalder

Og netop fordi vi lever i to seksualkulturer og to moralsæt på én gang, bliver vi nødt til at træffe et valg om, hvilken vej vi vil gå herfra, mener antropolog og seksualforsker Christian Groes-Green.

"Vi havde 90'erne, hvor der var en række forskellige seksuelle subkulturer, der blomstrede op, og vi fik anerkendt en række nye seksualiteter, eksempelvis transseksuelle. Men i dag lever vi i moralens tidsalder på godt og ondt."

Men betyder frisind ubegrænset frihed og nul tabuer? Nej, mener Christian Groes-Green, for der, hvor der ikke er grænser, er der ingen lyst.

"I dag har vi langt mere frihed end for 40 år siden, men frihed er ikke kun af det gode. Der er piger og drenge, der ligger under for skønhedsidealer. De synes, de har for små bryster, eller de har komplekser over størrelsen af deres penis, som blandt andet er forårsaget af pornostereotypier. For mig vil fremskridt på det her område betyde at ophæve stereotypierne, for det er dem, der begrænser os i dag," siger Christian Groes-Green, der peger på, at denne frigørelse vil kræve, at man inddrog almindelige mennesker i portrætterne af seksualiteten, i stedet for at den kun bliver portrætteret i pornofilm med pornoskuespillere i hovedrollen. "For folk ser jo ikke ud som i pornofilm."

Stereotype forestillinger om, hvordan en rigtig pige og en rigtig dreng skal være, møder Maria Dixen ofte. Hun rådgiver unge i Sex & Samfunds 'Sexlinien for Unge', hvor de fleste, der ringer ind, er mellem 14 og 20 år.

"Det er slående, at kønsstereotypierne stadig er så fremherskende både for piger og drenge. Pigerne ringer for eksempel ind og spørger, hvordan de egentlig skal agere over for drengen, når de skal have sex første gang. Det skinner igennem, at hun helst ikke skal tage for meget initiativ, for hun vil være en rigtig pige på lagnet," siger Maria Dixen, der fortæller, at der ikke er meget plads uden for normaliteten. For eksempel er det stadig bekymrende tabuiseret at springe ud som homoseksuel. Eller at være pige og have lyst til sex.

"Der var en pige, der ringede ind og sagde: 'Jeg har enormt meget lyst til sex, hvad er der galt med mig'. Onani er stadig et enormt tabu blandt pigerne, for det må pæne piger altså ikke. Der er rigtig mange, som påstår, at de aldrig har onaneret, og lyst er ikke noget, man ser i øjnene. Derfor ringer pigerne mest ind om praktiske ting, for eksempel graviditet og sexsygdomme, hvorimod det nærmest er sejt for fyrene at onanere og have været sammen med mange piger."

Præstationsangst

Men det betyder ikke, at fyrene ikke er pressede. Tværtimod, mener Maria Dixen.

"Du har så meget at leve op til både som kvinde og som mand - også på grund af, at vi bliver bombarderet med sex alle vegne fra. Og det resulterer i, at de er fyldt med præstationsangst. Drengene ringer ind og spørger, hvor stor en rigtig penis er. Der er pres fra begge sider, når de skal være sammen, og det bygger meget på, hvordan en rigtig kvinde skal være over for en mand, og hvordan en rigtig mand skal være over for en kvinde. Når en fyr for eksempel ringer ind og siger: 'Jeg er forelsket i Ida', så spørger han om, hvad piger godt kan lide. De er meget generaliserende over for kønnet," siger Maria Dixen.

Men på trods af alle begrænsninger og stereotype billeder af, hvordan vi skal være, er der ikke nogen tvivl om, at vi har fået større frihed og mulighed for at udfolde os i løbet af de seneste 40 år.

"Der er et fuldstændigt kulturskift bare i forhold til for 15 år siden. Dengang blev jeg nødt til at tage til Amsterdam for at filme i fetish-klubberne, for herhjemme var der ikke nogen. I dag er det fuldstændig almindeligt, at folk i alle aldersgrupper kobler sig på dating-sites og viser sig selv frem nøgne på internettet. De viser sig selv frem i små pornofilm, de stripper eller har små sexscener med deres kæreste. For 15 år siden skulle man helst holde alt det derhjemme," siger Steen Schapiro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her