Læsetid: 5 min.

Den moralske krænkelse

Hvordan omgås man det batteri af krænkelser, som de fleste mennesker gemmer dybt nede i deres slamkiste af en sjæl - og som med jævne mellemrum og helt ufrivilligt kan dukke op og få galden til at strømme?
22. juni 2007

Moral rummer en fornuftig dimension. Man kan diskutere moral og argumentere for og imod. "Du har lovet det", siger man, "og derfor må du gøre det". For det ligger i et løfte, at det skal overholdes. Eller, i Kants fodspor, "pligten gælder for alle og derfor også for dig" - hvorefter man står med problemet om, og hvordan man kan gøre sig selv til en undtagelse.

Moral rummer også en følelsesmæssig dimension, som for David Hume er dens centrale drivkraft. "Udsluk de varme følelser og forkærligheden for dyden", siger han, og moralen vil helt ophøre med at styre vort liv.

Vi kan følge skismaet mellem fornuft og følelse i et eksempel. En mand ankommer til en lille ø, og aftalen er, at han skal hentes ved færgen. Men da han kommer, bliver alle andre end ham selv hentet. Til sidst står han alene tilbage i den mennesketomme havn. Han hanker op i sin bagage og begynder den kilomenterlange vandring imod sit bestemmelsessted. Mens han går, overfaldes og overmandes han af krænkede følelser. Det er for dårligt, at de ikke henter ham, når de har lovet det, det er ligegyldighed og mangel på respekt. Vredens og mindreværdets dæmoner begynder at rasle med deres skæl.

Manden har gode grunde til at føle sig krænket. Han er blevet brændt af. Glæden ved at have ret er dog ikke nok til at neutralisere krænkelsen, den hælder tværtimod benzin på. Følelsen brænder og bliver én af de kredsende livsytringer, som Løgstrup har beskrevet: klæbrig, insisterende og smålig. Selv om manden efterhånden kan se det idiotiske i at lade sig besætte af en krænkelse, som næppe kan siges at have historisk format, kan han ikke stille noget op: den er nådesløs. "Den menneskelige afmagt til at styre og hæmme følelserne kalder jeg trældom," siger Spinoza, så manden må se i øjnene, at selv om han har ret, er han blevet en slave.

Spot til skade

Hvilken moralsk status har den moralske krænkelse? Elementært har manden ret til at føle sig krænket, så det moralske problem synes enkelt nok: den udeblevne er synderen. Men er det i orden at lade sig bjergtage af sin krænkelse? Med det spørgsmål opstår et nyt moralsk problem på ryggen af det gamle, og accenten flyttes fra ham, som glemte at hente, til ham, som ikke kan slippe sin krænkelse. Det er næsten som føjes der spot til skade: først bliver han ikke hentet, så sættes han selv på anklagebænken.

Den moralske krænkelse følger følelsens binære logik: tiltrækning over for frastødning, glæde over for vrede. Derfor sætter den ligeligt ind over for stort og småt. Følgen er, at når den moralske krænkelse søger reparation, kan den være ondere end den handling, som udløste den, ligesom når medicinen er værre end sygdommen. En lille krænkelse kan fremkalde et stort raseri, især når man på landevejen er overladt til sig selv og sine fantasier. Jalousien, fornærmelsen eller ydmygelsen overtager bevidstheden og går i blodet, hvor de kan husere i årevis. De fleste mennesker gemmer dybt nede i deres slamkiste af en sjæl et batteri af sådanne krænkelser, som med jævne mellemrum og helt ufrivilligt kan dukke op og få galden til at strømme.

Krænkelsen er ikke blot en passiv reaktion på, hvad andre gør mod én. Den er også en motivkraft, som udløser aktion. Krænkelsen starter og vedligeholder de evige kredsløb af had og hævn - og skam få den som hævder, at han er højt hævet over den moralske krænkelse og dens misforhold mellem årsag og effekt. Jeg kendte en mand, som i over 30 år og til sin død hadede en fætter, fordi fætteren - uretmæssigt? - havde scoret et hjørneskab fra et familiært dødsbo.

Jagten på en bedre følelse

Men vi må tilbage til vor mand, som stadig går på landevejen, hjemsøgt af sin krænkelse. Hvad skal han gøre ved den? Han kan ikke skælde ud på synderen, som netop ikke er der, og efterhånden er det nærmest ham selv, som er synderen. Igen kan han ty til Spinoza: "En følelse kan hverken hæmmes eller ophæves uden ved en følelse, der står i modsætning til og er stærkere end den følelse, den skal hæmme". Altså ikke fordømmelse og raseri, men modangreb!

Hvor kan han finde en modsat rettet følelse? Den ligger ikke på landevejen, lige til at samle op. Så han må bruge sin opfindsomhed. Måske kan han nyde turen og glæde sig ved, at han får en times tid alene, i fred og ro, midt i the wonderful month of May, med grønne marker omkring sig, lun sol og skiftende duftbølger af syrener, hyldeblomster og hybenroser. Han kan, som Johs. V. Jensen i Memphis, sluge sin smerte, affinde sig eller ligefrem nyde situationen. Men der er noget forceret ved at nyde pr. viljesindsats. Følelser lader sig ikke kommandere, så krænkelsen lurer stadig som en slange i halvmørket, parat til at hugge til. Mellem at være krænket og at nyde naturen er et misforhold. De to følelser har ikke den nødvendige modsætning, så krænkelsen neutraliseres ikke.

Han kan så forsøge at aktivere andre følelser - venskab, forståelse, sindsro. Han kan igen gå til Spinoza, som hævder, at den blotte idé om, hvad der øger vor kraft til at handle, i sig selv øger vor kraft til at handle. Suggestion kan være effektiv. Måske virker det, måske ikke. En anden udvej er at lade tiden gå sin gang og afstedkomme den normale udmattelse. Ingen følelser kan holde sig selv oppe til evig tid. Men selv om følelser svækkes, har den moralske krænkelse en hukommelse som en elefant.

Afløb

Vi kan afslutte historien. Efter en lille time blev manden samlet op med mange undskyldninger og forklaringer. Men situationen var nu så forviklet, at den moralske krænkelse havde tabt sin kraft og spontanitet. Den kunne ikke længere blot afreageres. Noget var sket - følelsen var svækket ved at blive trukket ind i et spind af refleksioner. Det endelige kompromis blev at fortælle den udeblevne om det nye moralske dilemma, som var opstået på ryggen af den moralske krænkelse, og som handlede om, hvem der var den værste synder. På den måde fik vor krænkede mand både afløb for sin krænkelse på en adækvat måde og samtidig signaleret, at det ikke gjorde så meget.

Viel Geschrei und wenig Wolle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu