Læsetid: 5 min.

En morder iblandt os

Døden i Belmont. Med afsæt i sin families møde med Bostonkvæleren i 1963 serverer forfatter og journalist Sebastian Junger et rystende portræt af USA - dengang og måske også nu
Moderne Tider
23. juni 2007
Bostonkvæleren, som Albert Henry DeSalvo i virkeligheden hed, havde i løbet af et års tid dræbt 13 kvinder i og omkring Boston. En af dem var en kvinde, der boede i nærheden af forfatteren Sebastian Jungers barndomshjem. En dag stod han i husets trappe, og stirrede ned på Jungers mor.

Bostonkvæleren, som Albert Henry DeSalvo i virkeligheden hed, havde i løbet af et års tid dræbt 13 kvinder i og omkring Boston. En af dem var en kvinde, der boede i nærheden af forfatteren Sebastian Jungers barndomshjem. En dag stod han i husets trappe, og stirrede ned på Jungers mor.

Da Sebastian Junger var i slutningen af 20'erne og hans karriere som journalist og forfatter kørte i tomgang, besluttede han sig for at skrive om mænd med farlige job.

Det blev til artikler om hvalfangere, brandmænd, guerillasoldater og diamantsmuglere og i kølvandet herpå en prisbelønnet karriere som en af USA's mest eftertragtede magasinskribenter.

Bøger er det også blevet til; nogle kender ham måske som forfatter til Den fuldkomne storm: en sand beretning om mennesker i kamp med havet (1997), om en flok fiskere fanget i århundredets værste uvejr ud for Newfoundland, flere har sikkert set filmatiseringen med George Clooney og Mark Wahlberg i hovedrollerne.

I hvert fald blev den i dag 45-årige amerikaner hurtigt sat i bås som macho-forfatter og adventure-journalist, hvilket han var en kende utilfreds med. Af den grund brugte han god tid på at finde emnet til sin næste bog, der i dag foreligger på dansk. Døden i Belmont har intet med mænd af den rette støbning at gøre, men mon ikke historien, den opruller, vil få selv de mest hårdkogte af slagsen til ryste i bukserne af skræk?

I foråret 1963 blev familien Junger hvirvlet ind i dramaet om Bostonkvæleren, der i løbet af et års tid dræbte 13 kvinder i og omkring Boston.

Den hvide mands racisme

Albert Henry DeSalvo, som massemorderen hed, ernærede sig i en periode som håndværker, og et af de steder, han arbejdede, var i familien Jungers hus i forstaden Belmont. På et tidspunkt stillede DeSalvo og hans kollega op til et lille snapshot, hvorpå den et-årige Sebastian og hans mor også troner. De eneste, der kigger direkte ind i kameralinsen, er DeSalvo og drengen på skødet af sin mor.

Dette fotografi, som Junger fandt, da han for nogle år siden gjorde rent på sine forældres loft, er den direkte inspiration til Døden i Belmont, hvis måske mest hårrejsende passage er den, hvor Jungers mor er alene hjemme, og DeSalvo dukker uanmeldt op uden for arbejdstid og stirrer ned på hende fra toppen af kældertrappen-

Det var imidlertid nabokonen til familien Junger, en vis Bessie Goldberg, der blev voldtaget og kvalt, endda uden at den senere anholdte DeSalvo på noget tidspunkt blev mistænkt for udåden. Det gjorde derimod en sort, drikfældig rengøringsvikar ved navn Roy Smith, der havde taget hyre hos fru Goldberg et par timer, inden liget blev fundet.

Alle havde set Smith spankulere gennem kvarteret den eftermiddag, og, som Junger skriver, havde de alle undret sig over, hvad en sort fyr havde at gøre i deres nabolag.

Præmissen for Døden i Belmont er for så vidt ikke til at tage fejl af: Junger vil have opklaret sagen og dømt den egentlig morder.

Hvorvidt missionen lykkes, skal ikke røbes her, hvor vi nøjes med at konstatere, at det ikke går helt, som den hvide og liberalt rundede Junger havde forventet. Undervejs i sin grundige research må han blandt andet spørge sig selv, om han ikke er lige så racistisk mod de hvide, som datiden var det mod de sorte - "det er det ved racisme at det ikke nødvendigvis medfører, at den sorte fyr ikke havde gjort det," som han skriver i en passage, der får én til at mindes retssagen mod O.J. Simpson.

USA i 60'erne - og i dag

Med afsæt i sin families møde med Bostonkvæleren i 1963 serverer Sebastian Junger et rystende portræt af USA - dengang og måske også nu. Man kan spørge sig selv, hvad vi skal med Jungers bog på dansk. Har vi ikke hørt, læst og set nok om amerikanske psykopater, der slår ihjel til højre og venstre og ender som berømtheder?

Svaret finder vi, som allerede antydet, i forfatterens afvikling af denne i øvrigt elementært spændende krimiintrige, som han løfter til et portræt af en nation, der af frygt for det fremmede gav den ekstreme højrefløj markant indflydelse på den politiske arena, dræbte deres egne studerende, dømte farvede indbyggere til døden på under tre minutter, så deres bedste politikere blive skudt for øjnene af dem og gradvist lod sig splitte i spørgsmålet om en tvivlsom krig på den anden side af jorden-

På intelligent og uanstrengt vis lægger forfatteren blandt andet vejen forbi fænomener som lynchning, mordet på JFK, voldtægt, stranguleringens anatomi ("Når mennesker dør af kvælning - dør de som regel ikke fordi luftforsyningen til lungerne er blevet afbrudt; de dør fordi blodforsyningen til hjernen er blevet afbrudt"), brugen af piskning i fængslerne, hvilket først blev forbudt i 1971, og meget, meget mere.

Junger understreger selv en af bogens bærende pointer, når han hen i mod slutningen skriver, at "en retssag er en mikroudgave af hele det politiske system".

Allerede inden da har forfatteren fremlagt sine beviser, blandt andet en rystende episode, der udspiller sig den 22. november 1963, hvor dommeren i sagen mod Roy Smith vender sig om i stolen og henvendt til nævningene siger: "Nu har jeg en meget sørgelig pligt at udføre, mine herrer; jeg ved ikke, om De har hørt det. Tidligere i eftermiddag har en eller flere snigskytter i Texas, tilsyneladende højt oppe fra en bygning, affyret skud imod nogle af vores ledere - præsidenten døde tidligere i eftermiddag".

Kort derefter bliver nævningene - grædende og skræmte - bedt om at trække sig tilbage for at votere om, hvorvidt Roy Smith er skyldig eller ej.

Ud over at henvende sig til folk med interesse for krimigåder og virkelighedens amerikanske tilstande bør Døden i Belmont med andre ord være pensum for enhver læser, der har med journalistik i det brede feature-format at gøre. Ikke mindst alle dem, der stadig tager Tom Wolfes 34 år gamle ord om, at den amerikanske new journalism-genre er død, for gode varer.

Nævnes skal det slutteligt, at Sebastian Junger formår at fortælle hele sin historie på blot 240 luftige og medrivende sider, en kunst i sig selv, der ikke forringes af oversætter Svend Ranild, der fermt fanger tekstens nøgterne og effektiv tone.

Sebastian Junger: Døden i Belmont. Oversat af Svend Ranild. 250 sider. 249 kr. Aschehoug. ISBN 978-87-11-292945

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her