Læsetid: 11 min.

Når hekse hekser - finder de altid en parkeringsplads

Hekse har altid været spundet ind i spindelvæv af myter. Men glem alt om sorte kapper og spidse hatte. Moderne hekse er både folkeskolelærere og it-specialister, fuldstændig uenige om, hvordan en rigtig heks er - og så har de har intet med heksen på Sankt Hans-bålet at gøre
22. juni 2007

De plejede altid at samle en flok hekse og tage til stranden for at se vintersolen stige op over horisonten og mærke sammenhængen med naturen på årets korteste dag. Men for et par år siden kunne Rebekka Carlson ikke være med til solhvervsritualet. I stedet måtte hun stige på det røde S-tog for at komme på arbejde sammen med alle de andre morgensure mennesker. Hvis man går glip af det her, tænkte hun, så er det hele ødelagt.

"Men så kørte toget forbi et sted, hvor man kunne se solen stige op mellem træerne, og jeg tænkte, at det er lige meget, hvor man er, man er en del af det alligevel. Der fik jeg en klump i halsen, tårer i øjnene og måtte lige bøje mig ned og rode rundt i min taske for at folk ikke skulle se for mærkeligt på mig og spørge, 'om jeg var ok'."

Rebekka Carlson ved godt, det lyder besynderligt. Og hun kan sagtens forstå, hvis andre har svært ved at forstå, hvorfor netop denne morgen har boret sig dybt ind i hendes hukommelse. Selv mener hun, at det er, fordi hun lige pludselig blev mindet om, hvordan verden hænger sammen, at den giver mening, og at hun selv er en del af det hele. For det er det, hekseidentiteten handler om for hende: at alt er besjælet, at alt i naturen har en bevidsthed, og at man skal passe på den.

"For andre lyder det meget vildere, når jeg fortæller om et ritual, hvor vi rendte nøgne rundt på en strand, drak rosévin, spiste jordbær og brugte havet som element. Men det andet var på en måde dybere. Det er så svært at sætte ord på, netop fordi følelsen er det, der er tilbage, når ordene slipper op."

Google og strikkeopskrifter

Den følelse går 29-årige Rebekka Carlson efter, når hun i lighed med flere hundrede andre danskere kalder sig selv for heks. Nogle af heksene er organiserede i foreninger, mødes til hekseweekender og udfører ritualer, finder urter og danser rituelle danse, mens andre kun er sig selv. Nogle kan lide stearinlys i bestemte farver og store, sorte fløjlsskørter, mens andre, som Rebekka Carlson, fortrækker gummistøvler og jeans. Nogle af heksene er healere, clairvoyanter eller arbejder med helbredende urter lige som Danmarks mest kendte heks, Dannie Druehyld fra Rold Skov, mens andre er biologer og folkeskolelærere. Eller som Rebekka Carlson bibliotekar og cand.it, popper op på Technorati om, hvad Stephen Fry har sagt om Web 2.0, lægger nye strikkeopskrifter på sin strikkeblog, eller blander sig i heksedebatten på Cyprianus, det heksenetværk, hun selv har været med til at grundlægge.

De moderne hekse har intet med de historiske at gøre, mener Gustav Henningsen, der er dr.phil. og har brugt det meste af sit liv på at forske i hekseforfølgelserne, som er behæftet med alt for mange myter og usandheder. Blandt andet, da heksene blev set som foregangssøstre for den feministiske kvindebevægelse i 70'erne, hvor man misbrugte hekseprocesserne fra 14-1600-tallet politisk ved at overdrive antallet af kvinder, der var blevet processernes ofre, mener Gustav Henningsen.

"Man har hævdet, at der blev brændt mange millioner hekse i middelalderen, og at de alle var kvinder. Men det svarer slet ikke til forskningen. Der er højst 100.000 heksesager i Europa og cirka 40.000, der blev brændt i Europa; højst 1.000 af dem i Danmark. Kvinderne udgjorde omkring 75 procent. Det var heller ikke i middelalderen, at hekseforfølgelserne kulminerede, det gjorde de først i midten af 1400- til midten af 1600-tallet. Det var først her, at heksene blev forfulgt med øvrighedens velsignelse, selv om folketroen er mindst 2.000 år gammel," siger Gustav Henningsen og peger på endnu en myte. Nemlig at inkvisitionen gik foran i hekseforfølgelsen. I virkeligheden var det nemlig befolkningen, der pressede på for at få kirken til at bedrive hekseprocesserne mellem 14- og 1600-tallet, hvor kirken begyndte at indføre et teologisk grundlag for forfølgelserne.

Kloge Søren

Anne Padesdatter fra Falster var den sidste heks i Danmark, der i 1693 blev brændt officielt på bålet. Men både før og efter hende har folk begået selvtægt, sidste gang, da en kvinde brændte inde i sit hus i Jylland i 1723. Dem, der havde bundet hende fast til stolen og tændt ild til huset efterfølgende, blev dømt for mord.

"Folketroen om heksene udsprang simpelthen af, at man levede på sultegrænsen. Og enhver mindre ulykke som en ko, der ikke gav mælk, var en økonomisk katastrofe. Man måtte have en syndebuk, og derfor havde man en tro på, at der var en i landsbyen der havde onde øjne og kunne gøre ondt. Heksene havde ikke gjort andet end at få et dårligt ry. De fik skyld for alle ulykker i deres omgangskreds, og de fleste af dem var modne kvinder, for det tog lang tid at opbygge heksery," siger Gustav Henningsen, der selv har mødt nogle af de sidste kloge koner og mænd.

"Den magiske mentalitet holdt sig helt op til 1950'erne, hvor jeg studerede heksetro på de Sydfynske øer, og hvor man var ganske modbydelig over for dem, man mente, var hekse. Jeg talte med en klog kone på Fyn, som fortalte, hvordan hun var indviet af Kloge Søren til at gå rundt om gården ved nattetide med udstrakt hånd og sige: 'Så langt min arm rækker skal ingen underjordiske trolde skade familie, gæs, og høns i Jesu navn'. Hun var bange, for hun troede djævlen havde gået lige ved siden af hende."

Heksetroen var en folketro, som gennemsyrede samfundet, fortæller Jens Christian Johansen, der er dr.phil og lektor ved Institut for Historie på Københavns Universitet. Han peger på to forskellige typer hekseprocesser: enkeltprocesser, hvor enkeltpersoner blev anklaget for at have gjort andre mennesker ondt, og masseprocesser, hvor flere blev beskyldt for at have indgået pagt med djævlen. Det krævede ofte, at der var nogle, der havde set den såkaldte heksesabbat, hvor 12 kvinder og en mand var samlet. Typisk brugte man tortur for at få dem, man troede var involverede, til at afsløre hinanden.

"Man kan jo få folk til at indrømme hvad som helst, det vidste man allerede dengang. Så det spredte sig lynhurtigt, og troen fik taget på folk, så det blev helt umuligt at stoppe. Anklagen for hekseri og trolddom fungerede som en ventil for skyld; så snart man fik udpeget en heks, fik man renset sin egen syndsbevidsthed. Det var en af hekseriets hovedfunktioner: At rense samfundet for synd og skyld. Det kender vi også fra andre steder i verden," siger han og peger på sagen i Uganda, hvor tre kvinder for nylig blev brændt som hekse.

I opposition til maskinerne

Men i dag bliver man hverken udpeget som heks eller får opgaven at rense resten af samfundet for skyld. Man vælger titlen frivilligt og gør det med stolthed. Modsat tidligere er det heller ikke muligt at sætte heksene på formel. Endsige at sige noget om, hvad en heks laver, eller hvor mange der findes, mener Dorthe Refslund Christensen, der er post.doc. på Institut for Informations- og Medievidenskab på Århus Universitet og har speciale i nye religioner.

"I lighed med mange andre nye religioner overtager heksene ikke bare hele pakken, men udvælger de lækre og brugbare elementer og sætter dem ind i en egen kontekst. Det er en typisk måde at være religiøs på i dag. I den vestlige verden går brugen af ordet heks meget på de neopaganistiske bevægelser, hvor man tilbeder en eller anden form for førkristne symboler og forbindelsen til jorden," siger Dorthe Refslund Christensen. For det handler om solen, månen, himlen og jorden, og man stiller sig selv i et eksplicit forhold til naturen. Ofte udfører man forskellige ritualer på særlige steder i naturen. For eksempel en høj eller et bjerg, som man anser for at være kraftfuld, og som bliver til temporære helligdomme, ligesom Stonehenge.

"Men at kalde sig heks er også at fortælle og iscenesætte sig selv for at adskille sig fra andre. Ofte vil man definere sig i opposition til samfundet, den kristne normsætning, den industrialiserede verden og den vestlige kultur. Det er også det, der kan provokere, at man kan tro på urter og alfer i vores moderne samfund," siger Dorthe Refslund Christensen, der mener, at det at være heks netop er en måde at opponere mod, at vi er kommet for langt væk fra naturen.

"At sige, at det ikke er meningen, at vi skal være omgivet af maskiner og ikke er i kontakt med vores krop eller ved, om månen er halv eller fuld. Derfor har man ofte et stærkt element af krop i de manifestationer, hvor man går ud i landskabet."

Men for Rebekka Carlson er det moderne ikke en modsætning til det traditionelle.

"For mig er det at være heks en grundindstilling til livet. For eksempel tror jeg på, at verden er besjælet, og at der også er andet, end det, vi kan se. At alt har en bevidsthed, og at vi skal passe ordentligt på det. Det er ikke sådan, at jeg om torsdagen skifter fra kedelige hverdags-mig ved at tage pænt tøj og lange skørter på, og så er jeg pludselig heks. Det er ikke ligefrem heksen i Hollywood-udgaven med flyvende ildkugler, det handler om," siger Rebekka Carlson, der med sit lysblonde, krøllede hår er langt tættere på billedet af naboens datter end eventyrenes pukkelryggede kvinde, der rører rundt i sin heksekedel. Ifølge sig selv lever hun da også et skuffende almindeligt liv med sin kæreste, som hun bor sammen med i en helt almindelig to-værelseslejlighed på fjerde sal på Frederiksberg. Og kæresten synes, det er fint, hun har noget for sig selv. Så må han have investeringsmarkedet og håndbolden for sig selv.

Den kvindelige magt

Hekseriet har hun haft, siden hun var 14 og købte en stak Vi Unge-blade hos den lokale antikvar. Der var en reportage med The Witch King of England, Alex Sanders, som Rebekka Carlson syntes, var utrolig tåbelig.

"Jeg kunne ikke tage en flok blegfesne englændere, der rendte nøgne rundt på en mark, alvorligt."

Alligevel sad artiklen i baghovedet, da hun begyndte at læse bøger om nordisk mytologi og feministiske hekseklassikere fra 70'erne, der koblede heksefiguren til den feminine magt. Og hun syntes, ideerne lød fornuftige.

Lene Sjørup, der er teolog, forsker og dengang var inspireret af den nye, feministiske teologi, der spirede frem i Californien, skrev en af dem. Du er gudinden, hedder bogen, som i dag er en klassiker blandt hekse.

"Den var koblet til en ny heksebevægelse i kølvandet på ungdomsoprøret med fælles meditation og ritualer, som bestod i healing, urtekendskab og i at dyrke jorden. Der var nogle teorier, som jo nok overhovedet ikke holder, der handlede om, at kvinder havde en særlig helbredende kraft, og at vi bare skulle tilbage til den. Men det spirituelle i forhold til feminismen var da også omdiskuteret dengang, fordi de politisk aktive kvinder mente, at åndelighed er verdensflugt. De var mere interesserede i kapitalen," siger Lene Sjørup, der i dag ser en ny generation, der har taget hekseideerne op igen.

"Selv om hver ny generation tilføjer og fjerner noget af det gamle, har noget af det altid handlet om at, at det var en måde at skaffe sig magt på: Mariaskikkelsen, som slår over i hekseskikkelsen og vender den rene kvinde til den farlige kvinde. Det er typisk et ungdomsfænomen, og det er mennesker, som søger livets mening. Jeg hører da stadig om folk, der går på glødende kul under fuldmånen, men selv er jeg blevet tilpas gammel, så jeg søger andre veje," siger Lene Sjørup.

Tankens magt

Og magten, der ligger i ordet, er da også en af grundene til, at Rebekka Carlson kalder sig heks.

"I princippet kunne jeg også have kaldt mig alt muligt andet. Men heks er et magtfuldt ord, og det er på en måde at tage ordet tilbage fra at have været brugt som skældsord. Nu er det vores."

Og det er det stadig. I sin taske har hun sit ravnesorte strikketøj, som hun er ved at strikke på til en af sine 'ligesindedes' bryllup, hvor de har tænkt vilde tanker om ritualer, hvor hun og to andre præstinder vier brudeparret. For der ligger altid en form for praksis i det at kalde sig heks; ritualer, som man bruger til gavn for andre mennesker og sig selv.

"Sådan er det i hvert fald for mig. Andre vil nok være uenige, hvor de i stedet ville sige, at det handler om, at man på stående fod kan opremse samtlige aktive stoffer i de mest almindelige danske lægeurter. Det gælder vist ikke mig, for jeg kan slå de fleste planter ihjel, hvis bare jeg kigger på dem. Jeg har opgivet at få grønne fingre," siger Rebekka Carlson, griner og indikerer igen sin uvilje mod at generalisere.

For hende indebærer ritualerne blandt andet at samle sine tanker, fokusere, huske at være i sin krop og mærker jordforbindelsen - hun kalder det morgenhilsen.

"Hvis man kan oparbejde en fornemmelse om, hvordan virkeligheden kommer til at gå, er sandsynligheden for, at det vil gå på den måde, meget større end ellers."

Det har aldrig regnet

Tanken om, at man kan tænke positivt og derved ændre sig selv, er en form for magisk tænkning, som er almindelig i det danske samfund, mener Rebekka Carlson. Man kan nærmest ikke åbne et ugeblad, uden at der står, man skal tænke positivt for at ændre ens liv.

"Det er den del, de fleste kan forholde sig til. Men det er, når du siger, at man kan sørge for, at det lader være med at regne, indtil man er i læ, eller at man kan sikre sig, at der altid er en parkeringsplads. Så er det, de fleste står af, for der taler man om at påvirke noget andet end sig selv. Hvis man render rundt og siger, man kan ændre virkeligheden ved tankens kraft, så synes folk man er gak i låget."

- Tror du selv på det?

"Nu har jeg hverken bil eller kørekort. Men jeg har aldrig haft problemer med at finde plads til min cykel."

Rebekka Carlson holder blikket fast med øjne, der afslører, at det ikke var ment som spøg.

"Det har heller aldrig regnet, når vi har mødtes ude i skoven. Det kan godt være, det har set ud til regn, eller at det har dryppet. Men det har aldrig regnet," siger hun så og holder blikket nogle sekunder til, inden hun slipper.

Alligevel vil hun ikke sige, at det er bevis på, at hun har påvirket vejret og cykelparkeringen ved tankens magt. For man kan jo ikke bevise det videnskabeligt. Det forbliver et spørgsmål om tro.

"Men det er heller ikke så vigtigt for mig, om det kan bevises objektivt. Hvis det fungerer, er det fint med mig. Og jeg ser nogle tegn på, at det virker."

For spørgsmålet er, om man tror på, at verden er på ens side eller ikke er på ens side.

"Og jeg vælger altså at tro på det første."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer