Læsetid: 11 min.

Når vi kvæler vore børn i kærlighed

Interview. Det er mødet med forældre til børn, der har begået selvmord, og en sand hær af små lidende personer, der defilerer forbi i hendes psykoanalytiske praksis, der har fået den franske psykoanalytiker Claude Halmos til at råbe vagt i gevær. Vi har glemt, at struktur og opdragelse er mindst lige så vigtige som kærlighed
Interview. Det er mødet med forældre til børn, der har begået selvmord, og en sand hær af små lidende personer, der defilerer forbi i hendes psykoanalytiske praksis, der har fået den franske psykoanalytiker Claude Halmos til at råbe vagt i gevær. Vi har glemt, at struktur og opdragelse er mindst lige så vigtige som kærlighed
Moderne Tider
15. juni 2007

På smudsomslaget på sin nye bog, Hvorfor kærlighed ikke er nok, ser Claude Halmos stramtantet og ung ud. Da hun åbner døren, efter at jeg er trasket op ad en typisk parisisk trappe med kunstige blomster på repos'erne, ser hun ældre ud. Men også langt mere afslappet, da hun byder mig ind i sin klinik, hvor der den dag hænger vasketøj til tørre.

"Jeg tager ikke imod i dag," forklarer hun.

Den franske psykoanalytiker Claude Halmos har skrevet en bog om kærlighed. Men i modsætning til den dyrkelse af kærligheden, hun nu ser alle vegne, er hendes bog en advarsel: Når vi opdrager børn, er kærlighed ikke nok.

Halmos har ikke kun sin praksis her midt i Paris, hvor divanen, de hundredvis af bøger og en del afrikanske skulpturer ånder freudiansk fred og ro. I mange år har hun også arbejdet inden for psykiatrien i en af de hårdeste parisiske forstæder. Og alle steder har hun kunnet konstatere det samme hos de børn, hun har set: Resultatet af en fuldkommen misforstået opfattelse af, hvad der skal til for at opdrage et barn.

- Hvad er det, vi har misforstået?

"Det er efterhånden en katastrofalt udbredt idé, at man kan opdrage et barn udelukkende med følelser. Hvis man bare elsker det, er det nok. I min barndom skulle børn adlyde, man skulle lære det en masse ting. Der var nærmest nogle, der dresserede deres børn. Men i al fald havde man den forestilling, at et barn var et stykke modellervoks, man var nødt til at forme."

-Hvad skete der så?

"Derefter kom der en hel bevægelse, der resulterede i 68, med et enormt oprør mod denne autoritære form. Jeg var selv del af 68, og det var jeg lykkelig for. Jeg studerede og levede som mange andre franske studerende af at være opsynshavende på et gymnasium. Så vi stod midt i 68 med dets 'det er forbudt at forbyde'."

Ikke en minivoksen

"Inden for mit fag var den franske psykoanalytiker Françoise Dolto's helt nye tanker uhyre vigtige, hun fik betydning langt ud over fagets grænser. Hun var del af en udvikling inden for børnepsykiatrien. Dengang så man stadig børn på psykiatriske hospitaler, som var spændt fast. Nu til dags binder man dem ikke længere til radiatorerne, man giver dem så meget medicin, at det ikke er nødvendigt. Som om det var bedre."

"Med Dolto begyndte man at betragte børn på en helt anden måde. Et barn er ikke en minivoksen, men et væsen med sin egen form for psyke. For en masse voksne var det utroligt vigtigt, at man gav det barn, de engang havde været, dets legitimitet tilbage. De havde lov til ikke at have været enige med de voksne."

- Hvad var det så, der gik galt?

"De fleste af disse voksne tænkte så, at de for alt i verden ikke ville udsætte deres børn, for det, de selv havde været udsat for. Og som det ofte sker i den slags tilfælde, så tog mange en kursændring på 180 grader, selvom det slet ikke var det, Dolto ville"

Ikke tab - forvandling

- Men det var vel rigtig nok, at man skal respektere barnet?

"Dolto siger, at et barn er et væsen i sig selv, og at man fra det er helt spædt skal tale til det om de ting, der vedkommer det. Både dets psyke og dets følelser er lige så stærke og komplekse som en voksens. Men hun understregede også, at det er et væsen, der er under konstruktion, og at det har et vitalt behov for voksne, der sætter grænser, forklarer det verden og uddanner det . I Det ubevidste kropsbillede skriver hun om det, hun kalder kastrationer. Det er de grænser, de voksne hele tiden sætter for barnet, helt ind i kroppen, og som ikke alene gør det muligt, men er helt uundværlige for, at det udvikler sig."

- På hvilken måde?

"Der er intet barn, der slipper brystet af sig selv. Det er moderen, der på et tidspunkt må mærke, at barnet er i stand til at klare sig uden. Som Dolto formulerer det, er det ligesom, når en blomst dør, for at frugten kan komme til. Det er ikke et tab, men en forvandling."

- Og er problemet, at vi er gået tilbage til en idé om, at barnet allerede er sig selv fra starten, og at vi bare skal elske det, som det er?

"Ja, det er helt utroligt i, hvor høj grad vi lever i en stupid tidsalder. Det er utroligt, hvad folk kan sige uden at overveje konsekvenserne. Jeg ved godt, jeg lyder som en sur gammel kælling, men dengang jeg studerede, fik man at vide, at ja, man måtte da gerne have en mening, men så blev man også nødt til at formulere konsekvenserne."

-Som hvad for eksempel?

"Et typisk eksempel er alle de dameblade, der skriver artikler om, at hvis man bare elsker sit barn, så skal det hele nok gå. Jamen, det passer ganske simpelthen ikke. Man fødes ikke fuldt færdigudviklet. Det handler om at civiliseres. Hele denne forhippethed på gode følelser, moderkærlighed og hvad ved jeg, det fører til de værste misforståelser, fordi man så lader alt muligt andet stå til. Jeg har arbejdet i 20 år i en af de værste forstæder til Paris, hvor folk er virkelig fattige. Men det er ikke fattigdom i sig selv, der fører til psykisk forarmelse og kriminalitet. Inden for den offentlige psykiatri har jeg set, hvordan disse kriminelle er blevet 'skabt'. Ikke alene ved familiernes svigt, men også ved det offentliges," siger Claude Halmos, der mener, at man i forælderkærlighedens navn, lader alt for mange børn blive i helt umulige situationer, hvor barnet ville have haft langt bedre af at være blevet fjernet fra hjemmet.

Et ikke-opdraget barn er som et dyr

"Og det uhyrlige i de lovgivninger, der nu er ved at blive udarbejdet i Frankrig er, at man så igen har glemt dette så uhyre vigtige element, at et menneske skabes. På den ene side har man den sakrosankte kærlighed - eller eventuelt manglen på den, som man har meget, meget svært ved at se i øjnene. På den anden side et barn, der allerede fra starten er, hvad det er," forklarer Halmos.

Halmos havde næsten opgivet at skrive sin bog, fordi det gik op for hende, at den kendte amerikanske børnepsykolog Bruno Bettelheim allerede i 1950 havde skrevet en bog med titlen Kærlighed er ikke nok. Indtil den dag hun hørte en mor til et barn, der havde begået selvmord, fortvivlet udbryde: "Man siger, at man skal elske dem. At man bare skal elske dem. Men kærlighed er ikke nok!"

Det var det, der fik Halmos til at gå i gang med at forklare hvorfor, så hendes bog hedder Hvorfor kærlighed ikke er nok.

"Ethvert barn, der ikke er opdraget, slår på de andre børn, det er kort sagt et lille vilddyr. Det, som civiliserer et menneske, humaniserer det, som Dolto kaldte det, det er opdragelse. Og det er altså ikke nok at sige det 17 gange, man må også gribe ind, hvis barnet så ikke gør, hvad man siger. Hvis man har sagt, at ungen skal gå i seng, og han eller hun ikke gør det, så tager man det til sidst i kraven og lægger det i seng."

- Gør folk ikke det?

"Man har fuldkommen glemt, at der skal denne daglige konstruktion til. Og der er masser af velmenende forældre, der sådan set overhovedet ikke ønsker at lade stå til. Men når det så kommer til stykket, siger de: 'Jamen hvad skal vi gøre, vi har sagt til ham, at han skal i seng, og så gør han det ikke?' Og hvad gør de så? Ja, så siger de det en gang til, for man skal jo tale til barnet. Det, der mangler nu til dags, er måske ikke så meget at forklare reglerne som rent faktisk at føre dem ud i livet, at gribe ind. Det er som om, autoritet udelukkende betragtes som undertrykkelse."

- Det er måske svært at være autoritær, hvis man selv bestiller en pizza og smækker benene op i sofaen?

"Jamen, det kan man da godt gøre, men det er ikke en undskyldning for ikke at lægge et barn i seng, når det er sengetid. Det er ikke et enten eller. Hvis man tror, man først skal ændre forældrene totalt for at ændre barnet, kommer man ingen vegne. Man skal være meget mere pragmatisk. Jeg ser alle mulige slags mennesker, og det er såmænd ikke så svært at forklare, hvad man skal gøre. Jeg er jo en streng dame, og når forældrene kommer her med deres børn, pjatter vi ikke. Jeg forklarer barnet, at nu må han altså holde op med at stå op hele tiden. 'Dine forældre er et par, og de har brug for fred, og når du selv bliver stor og får en kone, så vil du også være i fred for din lille dreng. Så fra nu af, så sover du, når du kommer i seng og holder op med at stå op hele tiden, for ellers bliver far og mor vrede, og det ender galt'. Ungen får skældud, som han aldrig har fået det før, mens forældrene ser forfærdede til. Men netop med sådan en lille dreng kom forældrene så tilbage og sagde, at der åbenbart var noget, de ikke havde forstået. For da de kom ned på gaden, havde knægten sagt: 'Man har det nu godt hos Fru Halmos'. Børn er simpelthen lettede over at blive sat på plads. Så ved de, hvor deres plads er."

Mødet med det andet

- Regler letter altså både børn og forældre?

"Ja, og det kan man også sagtens forklare børn på f.eks. følgende måde: 'Når mennesker har fundet på regler, er det fordi livet var umuligt uden. Hvis man så gik ned på gaden, kom der bare en og slog dig i hovedet og tog din cykel. Og du kunne ikke gøre andet end bare lade det gøre ondt og græde. Men en dag besluttede man så, at man altså ikke stjæler andres cykler. Og når der så alligevel var nogen, der gjorde det, så opfandt man politiet.' Det kan selv små børn vældig godt forstå."

- De skriver, at narcissismen, altså kærligheden til sig selv, i vor kultur nu strækker sig til hele familien med sine egne regler, og at det i sidste ende fører til fremmedhad?

"At møde andre, det er også noget, man opdrages til. Når barnet er helt spædt findes de andre eller noget andet slet ikke, det er den primære narcissisme. Moderen, der er der hele tiden eller i al fald tilstrækkelig meget, som Winnicott formulerer det, bekræfter barnet i, at der ikke er andet end det selv. Men med tiden slipper moderen denne forbindelse, og barnet opdager, at der findes noget 'andet'. I øvrigt samtidig med realitetsprincippet, som jo netop består i, at verden ikke lige gør, hvad man selv vil. Man opdager, at de andre børn har andre lyster end, man selv har."

Også det har i følge Clause Halmos med den mærkelige kærlighed at gøre:

"Barnet er jo et meget mærkeligt kærlighedsobjekt. For mens voksne i deres kærlighedsforhold almindeligvis gør alt, hvad de kan, for at beholde den anden, så går det at elske et barn ud på, at det skal forlade en. Og det er faktisk temmelig svært."

- Får folk børn nu til dags for at beholde dem?

"Ja, sådan kan man godt formulere det. Men hvad skal de også stille op, hvis der ikke er nogen der forklarer dem noget andet? Selv når barnet er lille, har man jo ikke ret til det. Man har ikke ret til dets krop, det er incestforbudet. Og vi ved jo rent faktisk noget om, hvad der skal til, for at et barn får det godt. Det er ikke en viden, psykoanalytikere har på forhånd, det er en viden, de får fra deres patienter. Der er ganske enkelt ting, der ødelægger ethvert menneske, hvis det finder sted. Man skal ikke se sine forældre nøgne, man skal ikke have længselsfulde blikke fra sin far i en vis alder, det kan ødelægge et liv. Og der er masser af teenagere, der klager over, at der aldrig er blevet sat grænser. Der er visse ting, der skal være på plads for, at et menneske udvikler sig ordentligt, og det kan man godt sige noget om."

- De bebrejder andre psykoanalytikere, at de ikke siger disse ting højt?

"Ja, det er da helt sikkert. Jeg synes slet ikke, de træder nok frem og siger noget."

- Men bliver psykoanalytikeren så ikke normgivende?

"Jo, det er der jo altid risiko for. Men jeg ved ikke, om det egentlig er normgivende. De børn, der bliver kriminelle - eller, som det jo er sket, torturerer andre børn, det er ganske enkelt børn, der ikke har fået at vide, at det er forbudt. Så hvis det at sige, at der skal opdragelse til, er at være normgivende, så har jeg ikke noget imod at være det."

- Er problemet med den for megen kærlighed, så ikke, at vi alle er blevet mødre?

"Faderfunktionen er del af en mekanisme. Det er ikke fordi, faderen har en penis, at han er mere velegnet til at have autoritet end en kvinde. Moderen bærer barnet og ammer det og står det meget nær. Hvis det også er moderen, der har autoriteten, så bliver hun billedet på den totale magt. I det tilfælde har et barn to valg: Enten slet ikke at forlade hende - hvilket er tilfældet for masser af børn af almægtige mødre nu til dags. Eller også identificerer det sig med moderen, og så bliver det selv almægtigt og over loven, kort sagt kriminelt. Faderen er en tredjepart, som er anerkendt af moderen, og denne treenighed er modellen for ethvert lovsystem. Man kan ikke kun være to i sådan et system, for så kan man kun slås."

Kriminelle er lidende mennesker

"Problemet for de fleste kriminelle - og behøver man understrege, at det er lidende mennesker? - er ikke, at de havde fraværende fædre - hvilket dog også kan være tilfældet, men at de havde almægtige mødre. Faderens rolle er altså den idé, at man aldrig kun er to her i livet, men at der er tre. Og at den tredje, det er loven."

- Det er altså ikke bare et spørgsmål om, at faderen skal sætte grænser?

"Det er den henvisning, over for samfundet og dets love, han repræsenterer, der er vigtig. Det er også derfor, der må gælde de samme regler derhjemme som ude i verden."

- Man har så givet kvinderne skylden for, at de har taget hele magten. Nu bliver de også virksomhedsledere?

"Ja, og det er da rigtig udmærket, og det kommer overhovedet ikke sagen ved. Man kan sagtens have total ligeret, det er ikke det, det handler om. Det handler om, at en mor ikke ejer barnet, i første omgang fordi hun har fået det sammen med en anden. Og derefter, at man sammen henviser til samfundet i den måde, man opdrager barnet på."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her