Titelpersonen er en ung australsk kunstmaler (Abbie Cornish), som møder digterspiren Dan (Heath Ledger) og fascineres af hans dvask-dekadente bohemelivsstil. Snart deler Candy hans afhængighed af heroin, og deres liv er sød fortabelse komplet med postcoital E.E. Cummings-oplæsning. Men hvedebrødsdagene klinger af i takt med, at stofferne tærer på Dans evner som elsker.
Begge har de stærkt belastede forhold til deres forældre, men også en fælles reservefar og enabler i universitetsprofessoren Casper (Geoffrey Rush), som selv er på sprøjten.
Da Caspers økonomiske tilskud ikke rækker, begynder Candy at sælge sin krop, mens Dan viser sig at have talent for at narre penge fra folk. Inden han rigtig når at omsætte det til klingende mønt, indhentes han og Candy dog for alvor af deres hasarderede livsførelse.
Ikke under huden
Candy har et vist slægtskab med film som Trainspotting og Requiem for a Dream, men er mere personligt vinklet; det er primært en historie om to unge romantikeres besættelse af kunst og hinanden, som slås itu af en tredje og uvægerligt altoverskyggende besættelse.
At filmen underdriver samme besættelses kropslige konsekvenser - der er kun beskedne forskydninger i rødkindede Cornishs fremtoning før og efter Candys afvænning - udgør et troværdighedsproblem, men værre er det, at de to centrale figurers sjæleliv ikke har dybde og dimensioner nok til at holde interessen fanget. Set i det lys virker det dumdristigt, at Armfield undlader at dykke dybere ned i årsagen til Candy og Dans kæntrede familieforhold.
Stærkt spil fra Cornish, Ledger og Rush redder ikke Candy fra at føles som en slavisk tur gennem fiaskospiralen, og kapitelinddelinger som 'Heaven', 'Earth' og 'Hell' fremstår derfor prætentiøse.
Under huden.
Men hvis instruktør Armfield ikke kommer, nå ja, ind under huden på sine figurer, hænger han dem heller aldrig ud, og at vride moro ud af småsendrægtige og selvmedlidende Dan (som ikke føler sig kompetent nok til at blive trækkerdreng) uden at blive perfid, er lidt af en bedrift.
Dan tilkendes nu også et par værdige øjeblikke, som da han afleverer en ellers simpel betragtning - "verden er meget forvirrende for en junkie" - med en tyngde, som får sætningens budskab til at lyde langt større end summen af dens enkelte dele. I en tidlig scene, da alt endnu er eufori og gammen, får vi en humoristisk variant af samme observation, da oplevelsen af at fixe i en bilvask sammenlignes med at "blive overfaldet af tøjdukker."
Der er altså gode takter hist og her, men af en film, som handler om liv, død, kunst, kærlighed og besættelse at være, er Candy frustrerende fjern og forbløffende afrystelig.
Candy. Instruktion og manuskript: Neil Armfield. Australsk (Vester Vov Vov i København)
