Læsetid: 6 min.

Det nytter ikke at ligne en grønthandler

Abu Malek er manden bag Marwan - Århus første perker-rapper, og succesen fortsætter. De umulige indvandrerunger har nemlig hip-hop potentiale
Abu Malek er manden bag Marwan - Århus første perker-rapper, og succesen fortsætter. De umulige indvandrerunger har nemlig hip-hop potentiale
Moderne Tider
8. juni 2007

"Hey, kom nu! Hende journalisten venter på dig. Tag dig nu lige sammen."

Abu Malek snerrer ned i sin mobiltelefon. Han har prøvet det 1.000 gange før: At lillebroderen Marwan fucker sine aftaler op og lader drømmen om en rap-karriere fortone sig i et hash-tåget nu. Da Marwan endelig dukker op, lusker han forbi sin storebror, men indleder derefter interviewet med en lang lovprisning af sin brors evner som producer, manager og talentspotter.

"Det er Abu Malek, som fik mig til at starte. Han havde sagt det til mig i lang tid; At jeg skulle være rapper, for hvad skulle jeg ellers være. Og så lige pludselig, så kom det," siger han og glemmer gangster-attituden, da han flækker i et stort genert grin.

Han har svaret på mange spørgsmål, siden hans plade P.E.R.K.E.R udkom i begyndelsen af maj, for journalisterne har kastet sig over ham.

Her er endelig et dansk hiphop-idol, som ikke er vokset op i et villakvarter. Marwan er 'real' - en perkernigger med en opvækst, der indeholder både Sandholmlejren og Gjellerupplanen, så autentisk, at den spirende karriere som rapstjerne er sat på standby i sommermånederne, fordi han skal afsone en dom for hæleri.

"Marwan er ikke verdens bedste rapper, men han leverer fedt, og han har noget at fortælle om. Jeg var ellers holdt med at lytte til dansk hiphop, fordi det mest er drenge, som kun kan rime og ikke har noget at sige," siger Emil Simonsen fra Tabu Recz, som har produceret og udgivet det nye album. Han tror på den nye perker-rap.

"Fornyelsen vil komme fra de unge indvandrere, for de er blevet den nye underklasse, og god hiphop kommer tit af smerte."

Pimp-A-LOT

Abu Maleks lejlighed er stort set lavet om til pladestudie. På bordet står en mixer og et par tomme dåseøl, og kun et par arabiske puder i den store lædersofa afslører, at beboeren er en palæstinensisk flygtningedreng og ikke en hiphop-producer fra Texas. Lillebroderen Marwan er den første af drengene fra Århus Vest, som har fået en rigtig pladekontrakt, men han bliver ikke den sidste, hvis det står til Abu Malek.

I rap-kollektivet Pimp-A-LOT har han siden 1997 forsøgt at opdyrke nye hiphop-talenter, og i dag består Pimp-A-LOT af 13 medlemmer, hvoraf langt de fleste har indvandrerbaggrund. Abu Malek får hele tiden nye henvendelser på Myspace fra andre, som også vil være med. De helt grønne får et par cd'er med i tasken, når de har været til lyn-audition, men de fleste har selv tjek på hiphop'en og elsker ligesom Abu Malek den tunge macho gangsta-rap fra de amerikanske sydstater.

"Der er mange af de unge, som sammenligner sig selv med de sorte i USA, men jeg ved ikke, om det holder. Vi har det 1.000 gange bedre i Danmark end i Texas, men selvfølgelig så har vi jo også lavet lort. Det er jo det, Marwan rapper om," forklarer Abu Malek.

Troldmandens lærlinge

At blive en del af Pimp-A-LOT-crewet kræver et kursus i autencitet og ghettostil. Abu Malek og Marwan ligner selv lækre rap-stjerner i store bukser og guldkæder om halsen, og Abu Malek kan godt finde på at kommentere på sine lærlinges looks.

"Det nytter ikke at ville være rapper, hvis man ligner en grønthandler. Nogle af indvandrer-drengene er begyndt at farve håret blondt. Det ser jo forfærdeligt ud," siger Abu Malek med foragt. Den vigtigste del af oplæringen går dog på at lære dem at skrive tekster, som passer ind i Pimp-A-LOT's stil.

"Jeg giver dem tit nogle beats, som de så kan skrive henover. Det lyder meget bedre, end hvis de har skrevet teksten på forhånd," siger Abu Malek. Han vil helst have historier om the real life - kriminalitet, livet i ghettoen, problemer med forældrene. Alt det som skiller perkerrapperne fra de danske hiphop-wannabees. Brok over danskerne eller besyngelse af islam bliver derimod slettet fra demobåndene.

"Alt sådan noget med at svine Pia Kjærsgaard til, vil jeg ikke høre på. Jeg plejer at sige til dem, at hun ikke har noget med deres liv at gøre. Danmark er et fedt nok sted, der er endda elevatorer i ghettoen. De skal ikke begynde at brokke sig," siger Abu Malek.

Også Marwan har prøvet storebroderens pisk.

"På et tidspunkt ville jeg gerne skrive en kærlighedssang til min eks-kæreste. Jeg blev bare totalt til grin," siger han og ser stadig lidt flov ud.

Integrationsrap

Abu Maleks begejstring for det danske samfund skyldes blandt andet, at danskere fra producere til kommunalarbejdere har været særdeles aktive i arbejdet med at forvandle Pimp-A-LOT fra utilpassede unge med anden etnisk baggrund til perkerrap-stjerner. Da Pimp-A-LOT havde udgivet sin første cd på egen hånd, blev de kontaktet af den århusianske kaospilot Torsten Gejl. Han skaffede en halv million kroner til pladestudier, koncerter og promotion af Pimp-A-LOT's næste plade. Det var ikke svært, for Torsten Gejl havde et argument, der kunne åbne fonde og kommunale kasser.

"Man er jo nødt til at give de her drenge respekt inden for systemet, for ellers ender de bare med at få respekt ved at køre rundt i store biler. Det er bedre, at de laver hiphop end kriminalitet," forklarer han.

Alligevel havde Pimp-A-LOT ikke helt let ved livet i de professionelle pladestudier.

"Vi blev smidt ud af en masse studier, fordi vi røg, og så blev vi beskyldt for at stjæle noget udstyr. Helt latterligt, for hvad skulle sådanne unger bruge en professionel båndoptager til?," siger Abu Malek.

I dag har Århus Kommune bygget et ægte professionelt pladestudie til de unge hiphop'ere ude i Århus Vest. Det er Pimp-A-LOT glade for, selv om Abu Malek godt kan blive træt af at få integrationsstemplet sine musikalske projekter.

"Hver eneste gang, vi skal have penge til noget, så skal vi slå på det der med integration, men hvis man skal have ungerne ud af ghettoen, så skal man jo ikke lægge et pladestudie i Gjellerup."

Perker-stemplet

Abu Malek og Marwan har det også blandet med Marwans nye status som perker-rapper og den nye cd, som på forsiden viser Marwan på et stiliseret politifoto.

"Jeg kunne ikke finde ud af, hvad min cd skulle hedde, og så til sidst foreslog jeg bare P.E.R.K.E.R. Det var de helt vilde med på Tabu Recz," forklarer Marwan. Abu Malek synes heller ikke specielt godt om titlen.

"Perker? Hvorfor skulle den hedde det? Det er hele tiden det der ord," siger han irriteret. Han har personligt forsøgt at rydde op i lillebroderens sproglige fejl, før han indspillede pladen.

"Det er ret charmerende med den der indvandreraccent, især fordi den er jysk, men jeg gider ikke, at Marwan siger fejl på pladen. Når han står og siger 'en kilo' så retter jeg ham. Det kan godt være, at de andre er ligeglade, men det er jeg ikke," forklarer Abu Malek.

Hverken Marwan eller han var begejstret, da Nyhedsavisen pludselig offentliggjorde, at Marwan skal i fængsel til sommer. En historie, som ellers passer fint ind i imaget om den autentiske rapper, men som Marwan omhyggeligt havde holdt skjult for sin familie.

"Hvad fanden skulle de skrive det for? Jeg vil bare videre med min musik," siger Marwan, men har alligevel besluttet sig til at give en storstillet afskedskoncert, inden han afsoner sine to måneder i et åbent fængsel. Han ved godt, at det er iscenesættelsen som gangster, som er hans bedste kort i spillet om det gode liv.

"Jeg har ikke haft de store planer før nu. Jeg gik bare og hang ud, men nu kunne jeg godt tænke mig at få en karriere, så jeg senere kan få hus og børn. Det ville være fedt," siger Marwan og ringer til et par stykker af de andre fra Pimp-A-LOT, så de kan komme med på fotografens billede og score lidt gratis promotion. Marwan skal ikke være den sidste perkerrap-star fra Århus Vest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bliv ved drenge, jeg er stolt over at I er kommet så langt :D
Jeg elsker jer :D