Dette myldrende livfulde drama fra 1980 om parisiske teaterfolk under den tyske besættelse blev François Truffuts største succes i den senere del af karrieren, både hos publikum og kritik.
Catherine Deneuve har hovedrollen som skuespillerinden Marion, der nødsages til at drive sit teater videre alene, da hendes mand og partner, den jødiske Lucas (Heinz Bennent), går under jorden, på flugt fra den tyske besættelsesmagt.
Lucas skjuler sig i sit teaters kælder, hvor Marion besøger ham og henter gode råd. Hun forelsker sig i sin unge talentfulde og impulsive medstjerner der spilles af Gérard Depardieu - og kærlighed og kunst blandes godt og grundigt sammen, som Truffaut har for vane.
Med tyskerne må Marion spille et farligt spil. For hvor langt skal hun bøje sig for deres krav for at få tingene til at glide og teatret til at fungere? Og hvor langt rækker hendes trofasthed mod hendens indespærrede ægtemand?
Filmens mange detaljer fra besættelsesårene bygger delvis på Truffauts egne barndomserindringer fra den tiden omkring 1942, hvor nazisterne sad sikkert på magten i Frankrig, og anti-semitismen prægede en ikke uanselig del af befolkningen. Iøvrigt spilles filmens skurk, den nazistiske teaterkritiker Daxiat (bygget over en virkelig person) af en af Truffauts gode venner, instruktøren og manuskriptforfatteren Jean-Louis Richard. En blid mand med et troskyldigt blik og runde kinder, men sku ikke hunden på hårene i denne lille mesterpræstation! Pim.
-DR 2, fredag kl. 23.40-01.55
@Kalender1 hat WE:DRAMA
@Kalender2 rubrik WE:Et rigtigt menneske
Denne Dogme-film blander skamløs fantasi og nærgående realisme i historien om et fantasivæsen, der som en anden Kasper Hauser kastes ud i det danske samfund anno 2001 uden sprog og identitet.
Ikke overraskende oplever han fremmedfrygt, hverdagsstress og dobbeltmoral, men det skematiske i historien blødes gang på gang op af instruktøren Åke Sandgrens flimrende filmfornemmelse, der vitaliserer fortællingen gennem skæve vinkler og uventede pointer.
Poesi og satire går ubesværet hånd i hånd på 'det rigtige menneskes' rejse gennem et land, hvor få har tid til at tage sig af ham og færre til at forstå ham. Nikolaj Lie Kaas yder en mesterpræstation, fuld af smerte og poesi, som dette undrende, troskyldige menneskebarn født ind i den særeste af alle verdener - den danske velfærdsstat anno 2001.Pim.
-Sverige 2, lørdag kl. 21.15-22.45