Læsetid: 6 min.

Overskrift

af Benni Bødker
'Voldens teolog' var Dan Turèlls beskrivelse af den hårdkogte, amerikanske kriminalforfatter Dashiell Hammett. Og meget bedre kan man heller ikke karakterisere den åndsbe-slægtede tegneserieskaber Frank Miller...
9. juni 2007

af Benni Bødker

'Voldens teolog' var Dan Turèlls beskrivelse af den hårdkogte, amerikanske kriminalforfatter Dashiell Hammett. Og meget bedre kan man heller ikke karakterisere den åndsbe-slægtede tegneserieskaber Frank Miller. Fra sin karrieres begyndelse har han bevæget sig rundt i et ultra maskulint og ekstremt voldeligt univers. Først med sine superheltehistorier - kulminerende med Nattens Ridder, hvor Batman portrætteres som en aldrende selvtægtsmand på kant med et samfund i opløsning - og senere med sine helt egne fortællinger fra bunden af Sin City, hvor den hårdkogte genres klicheer får en ekstra omgang gennem tærskeværket. Frank Millers aktuelle graphic novel på dansk er 300, der ligesom Sin City har vundet stor udbredelse takket være en relativt trofast filmatisering. Her dyrker han mere end nogensinde æsteticeringen af volden, så man på intet tidspunkt er i tvivl om, at der er tale om langt mere end blot billige virkemidler, men snarere en decideret besættelse af volden og dens væsen. 300 handler om slaget ved Thermopylæ år 480 fvt., hvor den spartanske kong Leonidas' arrogance bringer perserkongen Xerxes' horder over de græske bystater. Det historiske stof har virkelig talt til Frank Miller og giver ham mulighed for en dyrkelse af den stålsatte vilje, den stærke leder og volden som legitimt redskab i en verden, hvor ord som pligt, hæder og ære ikke klinger hult. Alligevel udarter tegneserien sig ikke til kvalmende, fascistoid propaganda, fordi der hele tiden er en dobbelthed i fortællingen - som i en græsk tragedie ved både læser og hovedpersoner fra starten, hvordan det hele vil ende: Uanset hvor meget de stolte spartanere bliver hyldet og dyrket for deres muskelkraft, så vil de alligevel blive ramt af undergangen og kun have sig selv at takke for det.

De gode mod de onde

At læse 300 er som at læse den tyske forfatter Ernst Jüngers besyngelser af krigens forløsende kraft. Kong Leonidas og hans spartanske elitekrigere skal bevogte bjergpasset Thermopylæ mod en knusende overmagt, og kongens eneste fortrydelse er, at han kun har sig selv og de 300 mænd at ofre: "Alle hans 50 år har været et lige spor mod dette strålende skæbneøjeblik - dette ene, funklende sammenstød mellem skjold og spyd og sværd og knogler og hud og blod". Den næsten samtidige krønikeskriver Herodot er eftertidens kilde til slaget, og det er fra ham, at Frank Miller har overtaget opfattelsen af Perserkrigene som de frie grækeres sejr over de barbariske og tyranniske asiater. Et synspunkt, der i en nutidig optik meget nemt kan komme til at lyde som den frie verdens kamp mod slyngelstaterne. Det er en tolkning, der næppe er Frank Miller fremmed, men i hans visuelt betagende iscenesættelse, der brat skifter fra fastfrosne øjeblikke og stærke poseringer til hidsig kamptummel og blodig nedslagtning, tilgiver man ham gerne.

Nutid i tegneserieform

Hvad enten man er politisk enig med Frank Miller eller ej, kan man ikke fraskrive ham en ægte anfægtelse. Han fortæller sin historie, fordi han føler, den er nødvendig. Den slags overbevisning brænder som regel igennem på en god måde. Men ikke altid, og det bliver for alvor tydeligt i franskmanden Francois Bourgeons to afsluttende bind i serien Cyanns saga. Bourgeon har en slags nyklassikerstatus i den mere traditionelt indstillede del af den franske tegneserie for voksne på grund af sin sensuelle og sensationelle historiske serie om Vindens passagerer, der midt i 1980'erne formåede at nå en læserskare langt uden for genrens traditionelle publikum.

Ligesom dengang har også Cyanns saga en stærk kvinde i hovedrollen, men de historiske kulisser med slaveskibe og intriger i 1600-tallet er skiftet ud med et endnu mere eksotisk fremtidsmiljø, hvor Cyann rejser fra planet til planet. Bourgeon har tydeligvis haft stor fornøjelse af at komponere de meget detaljerede sætstykker, men den gumpetunge historie bruges først og fremmest til en fremskrivning af forskellige problemer ved vores nutid. Cyann oplever samfund, hvor kommercialiseringen er gået grassat, hvor klasseskellene er enorme, eller hvor forurening og økologiske katastrofer har gjort planeter ubeboelige. Forfatterens hensigt overskygger her langt lysten til at fortælle en historie, og serien formår dermed aldrig at være rigtig medrivende.

Danskeren Henrik Rehr har igennem sin mere end 20 år lange karriere bevæget sig inden for det samme traditionelle felt som Bourgeon, men nu er også han blevet smittet af de nye tider og tegneseriemediets genfundne lyst til at eksperimentere. Med Hyldest leverer han et album, der nærmest må beskrives som en billedfrise uden egentlig handling, et fortællende langdigt i visuel form. Tekst og billede knytter sig ikke nødvendigvis til hinanden, men alligevel skjuler der sig nok en form for sammenhæng, der i paradoksets form erklærer en tro på livet og et håb om en rensende genfødsel. Helt sikkert er det dog ikke, og tegneseriens uklarhed ligger ikke nødvendigvis kun hos læseren.

Det eksperimenterende genfindes i en anden aktuel graphic novel, Fotografen, der med en helt anden tilgang end Frank Millers beskæftiger sig indgående med krigens vilkår. Også i denne franske, romanlange beretning om Læger Uden Grænsers arbejde i Af-ghanistan under den 10 år lange krig er de gode intentioner tydelige, men heldigvis bliver alle negative fordomme i den anledning gjort til skamme.

Krigens billeder

Sommeren 1986 ankommer fotografen Didier Lefèvre - der døde tidligere i år - til Peshawar i Pakistan for at følge et hold læger, der skal ind i de afghanske bjerge for at oprette et feltlazaret. Krigen mellem den sovjetiske invasionshær og den kommunistiske regeringshær med hovedkvarter i Kabul på den ene side og på den anden side modstandsbevægelsen, mujahedinerne, har allerede raset i mere end fem år. Lefèvre skal lave sin første store krigsreportage, og seks af hans billeder havner i avisen Libération. Som fotograf har ekspeditionen dermed været en succes, men med mere end 4.000 billeder har han meget mere på hjerte. Forløsningen kom først 13 år senere, da tegneserieskaberen Emmanuel Guibert fik ideen til Fotografen. Her fortæller Lefévre om sine oplevelser i Afghanistan i form af en graphic novel med hans mange billeder indklippet som dokumentariske elementer. Det lyder fortænkt, men fungerer fremragende, fordi billederne er helt integreret i tegneserien. De kommenterer, uddyber og fortæller videre. Ind imellem kan Fotografen have et vist didaktisk præg, men først og fremmest er det en gribende øjenvidneberetning fra en månedlang karavane ind i de krigshærgede områder, mens flygtningestrømmene passerer den anden vej. Undervejs oplever ekspeditionen såvel paradisiske landskaber som landsbyer, hvor alle voksne stolt promenerer deres våben - eller kun bebos af kvinder, gamle og børn, der ikke har lært andet end krigens vej. Efter opholdet i Afghanistan er den anstrengende hjemtur væk fra krigens mange ofre flere gange ved at slå Lefèvre ihjel. Han mærker på egen krop de rædsler, som han ellers kun har indfanget med sit kamera, og han snydes og bedrages af de afghanere, han møder på sin vej. Alligevel kommer han oprigtigt til at holde af landet og dets indbyggere, og efter endt læsning stiller man sig nødvendigvis det spørgsmål, hvordan et sådant land nogen sinde kan komme på fode igen. Det er der ikke noget nemt svar på, men efter læsning af Fotografen forstår man måske bedre Afghanistans skæbne.

Bourgeon-Lacroix: 'Cyanns saga 3 og 4'. Oversat af Ole Steen Hansen. Faraos Cigarer. 76 sider, kr. 168,-. 87-91976-03-0

Guibert-Lefèvre-Lemercier: 'Fotografen'. Oversat af Per Vadmand. Egmont Serieforlaget. 264 sider, kr. 299,- 87-7679-383-4

Frank Miller: '300'. Oversat af Steffen P. Maarup. G. Floy Studio. Kr. 228,-. 978-87-91630-33-0

Henrik Rehr: 'Hyldest'. Fahrenheit. Kr. 99,50 978-87-90370-73-2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu