Læsetid: 6 min.

Overskrift

Nu er også Ryszard Kapuscinski på vej ind i de æreløses rækker. Den prisbelønnede polske journalist og forfatter, der døde i januar, blev i den forgangne uges nummer af det polske Newsweek det seneste offer for lustracja (gennemlysning)...
Moderne Tider
2. juni 2007

Nu er også Ryszard Kapuscinski på vej ind i de æreløses rækker. Den prisbelønnede polske journalist og forfatter, der døde i januar, blev i den forgangne uges nummer af det polske Newsweek det seneste offer for lustracja (gennemlysning). Det er den anti-spion-lov, som Polens to overhoveder, tvillingerne Lech og Jaroslaw Kaczynski, har forsøgt at få vedtaget. Brødrene, der er henholdvis præsident og ministerpræsident, og som selv har opført sig som to dydsmønstre under hele Den Kolde Krig, vil have skovlen under Polens kommunistiske fortid. Skønt loven ikke kunne vedtages, er Kapuscinski blot den seneste af en lang række romanforfattere, digtere, dramatikere og intellektuelle, der er blevet afsløret som mere eller mindre beredvillige meddelere for den polske efterretningstjeneste (SB).

Dueskydning på højt plan

Adam Krzeminski, polsk forfatter og journalist, siger til Information, at den kuldsejlede lustracja-lov i realiteten er et opgør med den generation, der i dag er i 50'erne og 60'erne.

"De unge i Polen ønsker et generationsskifte. Med denne lov ville den nuværende polske regering i realiteten have kunnet ramme alle, den ønskede, og beskytte alle, den ønskede," siger Krzeminski i telefonen fra Warszawa.

"Som Günter Grass engang formulerede det i Der Spiegel, minder det om dueskydning: Først får man folk helt op at flyve, og så gælder det om at få dem skudt ned," siger Krzeminski.

Afsløringen af, at også Kapuscinski har haft noget at indberette til sikkerhedstjenesten, har fået Kaczynski-brødrenes heksebål til at blusse op igen. Det var ellers ved at gå ud, efter at den polske højesteret havde forkastet brødrenes lovforslag som forfatningsstridigt. Lech og Jaroslaw Kaczynski havde blandt andet forestillet sig, at en halv million offentlige ansattes fortid skulle gennemgås.

Konceptet var, at selv de, der blot havde underskrevet en erklæring om at levere oplysninger til efterretningstjenesten, måtte anses for belastede. Uanset, om det var en underskrift afgivet under pres, om vedkommende havde forsøgt at lade være med at rapportere og eventuelt senere sågar var blevet modstander af det kommunistiske regime.

Efter at loven blev forkastet, fremstår debatten og afsløringerne dog noget mere nuancerede, end brødrene havde forestillet sig. Instituttet for den Nationale Erindring fodrer medierne målrettet med dokumenter om prominente personers fortid, og der kommer lidt flere farver på paletten, end det var Kaczynski-brødrenes oprindelige tanke. Som nu for eksempel i tilfældet Ryszard Kapuscinski.

Grim og i seng med negre

Det kommer næppe som en overraskelse for nogen i Polen, at Kapuscinski, der som journalist havde lov til at rejse rundt i hele verden og levede et privilegeret liv i Warszawa, har måttet levere en modydelse for at opnå udrejsetilladelse og andre goder.

Det var han ikke ene om. For eksempel beskriver polakken Arthur Becker i en kommentar i Die Welt, hvordan hans far, der slet ikke var en intellektuel, efter hvert besøg i Vesttyskland skulle aflægge beretning for hærens sikkerhedstjeneste i deres lille hjemby Bartoszyce. Faderen skulle bl.a. svare på spørgsmål om, hvor mange tankstationer, der var i Bremen, og om han havde købt pladerne med Franz Lambert til sin kone.

"En forlængelse af passets gyldighed kom hurtigt i fare, hvis han besvarede spørgsmålene forkert. Jeg kan godt forstå, at min far en dag besluttede sig for at blive i Forbundsrepublikken," skriver Becker.

At dømme efter ugens afsløringer har Kapuscinski, der kun fungerede som meddeler over en kort årrække, nemlig fra 1967 til 1972, dog givet sine efterretningsvenner en sludder for en sladder. Således fremgår det af dokumenterne, at han har skrevet særdeles moderat om sine landsmænd, men så meget desto mere udførligt om mennesker, der var uden for efterretningstjenestens rækkevidde. For eksempel, skriver avisen Süddeutsche Zeitung, har han rapporteret om danske journalisters politiske anskuelser (som immervæk alligevel fremgik af deres artikler), om en britisk kvindelig kommunist, at "hun er grim og går i seng med negre" (måske ikke så pænt, men næppe farligt for den pågældende dame), eller hvordan en rig eksilpolak (der allerede var genstand for historier i pressen) levede. Selv fortolkerne af hans sagsakter er enige om, at Kapuscinski næppe kan have skadet nogen.

Adam Krzeminski kalder da også afsløringerne om Kapuscinski for harmløse.

"Kapuscinski rejste over hele verden, og man har jo altid vidst, at der gjaldt strenge regler for udlandskorrespondenter i 1950-1960'erne. Hans bøger ligger i stabler i boghandlerne. Folk ved, at han var kandidat til Nobelprisen. Hans renommé kan ingen artikel skade," siger Krzeminski.

Æresdoktor ved danske universiteter

Også i sociologen og filosoffen Zygmunt Baumans skabe rasler skeletterne. Bauman, der er født i 1925 i en jødisk familie i Polen, er en af den internationale venstrefløjs ikoner, hvis ærinde det livet igennem har været at tale de svages sag og hudflette det vestlige konsumsamfund. Han er æresdoktor både ved Institut for Sociologi ved Københavns Universitet og ved Roskilde Universitetscenter.

For et par måneder siden blev det afsløret, at det måske ikke er uden grund, at Bauman altid har været karrig med oplysninger om, hvad han egentlig foretog sig mellem 1944 og 1953. Historikeren Bogdan Musial, der er tysker med polsk baggrund, skrev i marts i Frankfurter Allgemeine Zeitung, at nyfundne sagsakter beviser, at Bauman "ikke bare var socialist, men en overbevist stalinist, og slet ikke blot en intellektuel salonstalinist". Tværtimod var Zygmunt Bauman allerede i en alder af 23 år højtstående politisk officer i Korpset for Indre Sikkerhed, hvis opgave det var at uskadeliggøre og tilintetgøre regimemodstandere og anderledes tænkende.

Musial skriver, at det fremgår af Baumans tjenesterapport, hvordan han i 20 dage befalede over en gruppe, som pågreb et stort antal 'banditter'. Hermed menes antikommunistiske partisaner og og deres familier.

"Ved sådanne 'befrielsesaktioner' begik tropperne for indre sikkerhed forbrydelser mod den sagesløse civilbefolkning. De brændte de mistænktes huse ned, mishandlede, torturerede, bortførte og myrdede sågar sagesløse civile," skriver Musial.

At Baumans fortid skulle være så belastet, er Adam Krzeminski slet ikke enig i: "Bauman tilhører en anden generation. Jeg forstår udmærket, at en jøde, der reddede sig fra den tyske værnemagt ved at tage østpå, følte, at han derefter havde en gæld til Den Røde Hær, som han måtte betale af. Man må tro ham på hans ord, når han i dag siger, at han kun deltog i propagandistisk arbejde. Hvad Musial skriver, er hans udlægning af sagen. Han har ingen beviser for, at Bauman virkelig var involveret," siger Krzeminski.

Bauman, der i sin tjenestebogs skudsmål både bliver rost for sine propagandistiske og agitatoriske evner, blev i efteråret 1945 spion i den militære efterretningstjeneste, hvor det var hans opgave at finde de brådne kar i egne rækker. Musial beskriver efterretningstjenestens hyppigste arbejdsmetoder som mord, tortur og udspionering.

Chef for propaganda og agitation

I juni 1949 blev den 23-årige Bauman chef for den øverste afdeling for propaganda og agitation i korpset for indre sikkerhed. Musial kalder det "en bemærkelsesværdig, ja, en svimlende karriere i det kommunistiske-stalinistiske terrorapparat".

Baumans foresatte mente dog, at den unge politiofficer var bestemt for noget større, og modstræbende forlod han efterretningstjenesten i 1953 for straks derefter at begynde sin karriere ved universitetet i Warszawa. Her avancerede han hurtigt til leder af sociologisk institut. Baumans partividenskabelige karriere i Polen endte dog brat, da han blev offer for de antisemitiske udrensninger i 1968. I 1971 fik han et professorat ved universitetet i Leeds i England, som han besad indtil sin pensionering i 1990.

Musial konkluderer, at "faktum er, at Zygmunt Bauman i mere end 20 år engagerede sig stærkt i det kommunistiske voldsregime i Polen og med våben i hånd bekæmpede og bagvaskede ægte og formodede modstandere af stalinismen. Hans virke kan dårligt tilskrives som en ungdomssynd begået af en intellektuel, der var blevet forført og forvirret af den kommunistiske ideologi. Og det kan undre, at Bauman, der så gerne moraliserer, ikke reflekterer over sine gerninger."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her