Læsetid: 8 min.

På vagt for Sovjet

De rene og ranke. Hundredevis af danske unge lærte at udtrykke selvstændige interesser og erobrede plads og rum i den offentlige debat, samtidig med at de som medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom i 1970'erne uden tøven forsvarede nogle af verdens mest undertrykkende regimer, viser ph.d.-afhandling
Moderne Tider
30. juni 2007

"Den kommunistiske ungdom og de kommunistiske studenter i Danmark tilbageviser den kapitalistiske presses hetz-kampagne mod den beslutning, som det tjekkoslovakiske kommunistparti tog i 1968 om at tilkalde hjælp fra broderlandene for at opretholde den socialistiske orden og beskytte grænserne mod NATO's livsfarlige militære spekulationer..."

Sådan var tonen, da en delegation af danske ungkommunister og studenter i april 1978 holdt en hyldesttale på et ungdomsseminar i Tjekkoslovakiet.

Som citatet antyder, var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU, ofte mere doktrinære og moskvatro end selv lederskribenterne på avisen Land og Folk, som blev udgivet af Danmarks Kommunistiske Parti.

Da Land og Folk i en leder på ti-årsdagen for den sovjetiske besættelse af Tjekkoslovakiet forsøgsvis påpegede, at måske havde politiske løsninger været at foretrække frem for militære, skrev københavnsledelsen for DKU et harmdirrende protestbrev til avisen, hvori de unge kommunister fastholdt, at "indmarchen var nødvendig for at forhindre en direkte kontrarevolution. Således forhindrede indgrebet, at der blev skabt et Chile midt i Europa - ikke blot en trussel mod det tjekkoslovakiske folk, men mod selve freden i Europa."

Historie i 500 pakker

Det er historikeren Knud Holt Nielsen, der til en ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet om DKU's historie 1960-1990 har arbejdet sig gennem flere end 500 pakker i DKU-arkivet hos Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) sammen med dokumenter fra det gamle Østyskland, og dér har han fundet ovenstående citater.

Han sammenfatter sin opfattelse således:

"År efter år lærte DKU en masse unge at artikulere deres selvstændige interesser, så de unge blev tydelige på den offentlige dagsorden. I kølvandet på det såkaldte ungdomsoprør ville de unge høres, og de ville have plads, og på den baggrund må DKU's betydning for demokratiet og forholdet mellem stat og borger vurderes som meget positiv. Men det skete altså samtidig med, at DKU'erne loyalt har forsvaret en masse uhyrligheder, f.eks. ved fuldstændigt uforbeholdent at støtte et af verdens mest repressive regimer, om end Sovjetunionen i DKU'ernes forestilling var noget helt, helt andet. De danske ungkommunister lukkede øjnene for alt, der ikke passede ind i billedet. Da russerne besatte Afghanistan, drønede DKU for eksempel ud på uddannelsesstederne for at forsvare invasionen."

Interessen for DKU opstod, da Nielsen som nyuddannet historiker var ansat fire måneder på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og blev sat til at sortere dokumenterne i DKU-arkivet, som var overladt til ABA, efter at DKU rullede fanerne sammen i 1990.

"Indtil da havde pakkerne bare fået lov at stå og glo i et hjørne, men det slog mig straks, at det her burde nogen lave en afhandling om," fortæller Nielsen, der i forvejen havde skrevet om elevorganisationen LOE. Ph.d.-afhandlingen er blevet færdig på godt tre år.

"Unges selvstændige politiske ageren er et meget lidt beskrevet blad, hvis man ser bort fra ungdomsorganisationernes jubilæumsskrifter. Det er lidt lige som kvinderne for 30 år siden. Vi ved ikke særlig meget om hverken unges politiske ageren eller deres kultur for tre-fire årtier siden."

DKU's dogmatisme

DKU oplevede en kraftig opblomstring i starten af 1970'erne, som blev organisationens storhedstid. Og netop den øgede tilstrømning af nye medlemmer fik stor betydning for, at DKU placerede sig som et af Vesteuropas mest dogmatiske og bogstavstro kommunistiske ungdomsforbund. Hvor det i 1960'erne især var børn af DKP'ere, der blev ungkommunister, dvs. i stor udstrækning børn fra arbejderhjem i industribyerne, så ændrede rekruteringsmønstret sig voldsomt i det næste årti:

"I 1970'erne var under en tiendedel af DKU'erne fra DKP-hjem. Flere end to tredjedele af de i hundredevis af nye medlemmer, der nu kom til, var fra provinsen og i høj grad fra borgerlige eller socialdemokratiske hjem, eller var ligefrem børn af selvstændige erhvervsdrivende, f.eks. gårdejerbørn, der var startet i gymnasiet. Den ændrede rekrutering medførte, at 70'ernes DKU'ere først skulle lære den kommunistiske kultur og tilegne sig den kommunistiske verdensforståelse. De skulle så at sige lære at betjene sig af et helt nyt sprog. Undervejs i den proces blev de langt mere dogmatiske, end organisationen var i 1960'erne," fortæller Nielsen og peger som eksempel på, at hvor DKU i slutningen af 60'erne støttede fri hash, så mente 70'ernes ungkommunister f.eks., at punkbandet Sort Sol var "kontrarevolutionært".

Smart at være DKU'er

Mens moderpartiet DKP var isoleret det meste af 60'erne efter den partisplittelse, der var resulteret i dannelsen af SF, så lykkedes det tidligt ungdomsorganisationen at bryde isolationen og gennem solidaritetsarbejde med Spanien og Vietnam at komme ind i et samarbejde med unge SF'ere og Socialdemokrater. Det førte dog ikke til, at medlemstallet steg.

Men på ganske få år i starten af 70'erne blev DKU'erne så den absolut dominerende politiske fraktion i en lang række uddannelsesorganisationer på folkeskoler, gymnasier, studenterkurser, lærer- og pædagogseminarer foruden lærlingeforeninger og Faglig Ungdom-afdelinger over hele landet. Og denne indflydelse førte igen til, at endnu flere unge blev tiltrukket af DKU.

"Det blev smart at være DKU'er. Især efter afstemningen om dansk medlemsskab af EF i oktober 1972 var DKU mere populært blandt unge danske end f.eks. SF. Og derudover engagerede DKU'erne sig voldsomt i solidaritetsorganisationer med bl.a. Chile og Sydafrika og senere i fredsbevægelsen."

Nielsen ser flere forklaringer på, at DKU hurtigt fik så solidt et fodfæste og stor indflydelse.

"For det første undlod VS bevidst at have en ungdomsorganisation, og der var en udbredt disrespekt for ungdomsarbejdet. Størstedelen af SF's ungdomsorganisation var gået med i VS, som trak de fleste ind i partiarbejdet, mens resterne af SUF i 1969/70 blev splittet mellem maoister og trotskister, som derefter helligede sig opbygningen af hver deres organisationer. Så banen var på sin vis meget åben for DKU, som i starten af 70'erne var de eneste på venstrefløjen, der interesserede sig for uddannelsesorganisationerne."

"Og for det andet tilbød DKU en løsning på et påtrængende problem, som ellers var dræbende for kontinuiteten i uddannelsesorganisationerne, nemlig den korte gennemløbstid. Det siger sig selv, at f.eks. gymnasieelever, der ville være aktive i Danske Gymnasielevers Sammenslutning (DGS), kun havde tre år til det, inden de forlod gymnasiet. I den situation kunne erfaringsopsamling fra en generation til den næste ske i regi af DKU, som derved fik endnu større indflydelse."

En mytes død

Derimod er en ofte gentaget anklage, nemlig at DKU fik deres store indflydelse i ungdomsorganisationerne på grund af intensiv skoling i Moskva eller Østtyskland, ikke rigtig. Bl.a. undervisningsminister Bertel Haarder har tidligere skrevet, at netop i skolingen lå nøglen til forståelse for DKU's greb om LOE, DGS, LAK, LLO osv. Fra midt i 70'erne sendte DKU da også ganske rigtigt hvert år 25-30 medlemmer på langvarige skolingsophold i DDR og Sovjet, viser gennemgangen af DKU-arkivet.

"Man har altid hørt, at DKU'erne var så dygtige: Giv dem to sten og en snor, og vupti! har de lavet en folkebevægelse, og det har de lært i DDR eller Sovjet. Men i virkeligheden er det sådan, at de folk, som kommer på skolingsophold, allerede har - eller har haft - en ledelsespost i en af uddannelsesorganisationerne. Ud af 115 på skoling i 80'erne blev de 107 ved hjemkomsten placeret inden for DKUs egen organisation. Altovervejende i lokalt ledelsesarbejde. Kun én blev i denne periode placeret i en uddannelsesorganisation. Det var bestyrelseserfaring i uddannelsesorganisationerne, der kvalificerede til de lange skolingsophold. Ikke omvendt. Det var gennem det praktiske arbejde i bevægelser, DKU'erne udviklede deres talenter for organisationsarbejde. Ikke i Østblokken."

Alle mand på gaden!

DKU's metode kan kort beskrives som at sætte ungdommen i bevægelse.

"DKU havde en opfattelse af, at hvis bare så mange unge som muligt blev mobiliseret, så ville det føre til samfundsmæssige forandringer. DKU kunne på den måde indkoorperere alle, eller i hvert fald rigtig mange, strømninger under samme hat. Man kan tilsvarende se, at DKU mange gange renoncerer på deres politiske opfattelse for at bevare kontrollen eller indflydelsen på en organisation. Kontrol over apparaterne og de unge på gaden - enkelt udtrykt var det DKU's opskrift."

Selv om recepten i 70'erne førte til stor fremgang, så indebar den også på lidt længere sigt organisationens undergang, mener Nielsen.

"Masser af gange endte det med, at DKU'erne sled og knoklede som arbejdsheste bare for at holde alle de organisationer, som de kontrollerede, kørende. Og for at bevare kontrollen endte DKU med at gøre en organisations politik til deres egen, så deres egne synspunkter og politik altså blev udvandet. I sidste ende førte det så til, at arbejdet med at opbygge en selvstændig identitet som DKU'ere blev forsømt."

Undervejs i ph.d.-afhandlingen nævner Nielsen mange eksempler på, hvordan DKU hidsigt forsøgte at forhindre, at konkurrende politiske strømninger, f.eks. VS eller det maoistiske KAP, fik nogen indflydelse. Venstrefløjsorganisationerne brugte i 70'erne og også i 80'erne oceaner af tid på at holde hinanden nede, ude og væk.

"Primært handler det om magt, men tendensen var især udbredt i 70'erne, hvor organisationerne i høj grad definerede sig selv ved at lægge afstand til de nærmeste konkurrenter. Men der var også tale om reelle uenigheder, selv om de ofte handlede om yderpositioner."

Nielsen nævner i den forbindelse invasionen i Tjekkoslovakiet i august 1968, opstilling af sovjetiske raketter i Østeuropa eller militærkuppet i Polen. Hvis det derimod drejer sig om mere 'ungdoms-specifikke' uenigheder med mere direkte relevans for danske unge, bliver uenighederne straks lidt mere tågede.

"VS'erne gik f.eks. ind for en bevidstgørelse lokalt, mens DKU'erne ville have de unge med i aktioner og på gaden for brede reformkrav. Altså en mobiliseringsstrategi over for en bevidstgørelsesstrategi. Men for at DKU kunne fastholde mobiliseringsstrategien, krævede det en kæmpeindsats. Det tager mange, mange timer at lave en rundsending til 2.000 folkeskoler med materiale, plakater osv. - eller tilsvarende materiale til gymnasierne i forbindelse med Operation Dagsværk."

Lukketid

Selv om DKU forsøgte sig med organisatorisk fornyelse op gennem 80'erne, inspireret f.eks. af den sovjetiske glasnost, og eksperimenterede med nye aktionsformer i f.eks. Ungdommens Ø og siden kastede sine kræfter ind i det tværpolitiske Next Stop Sovjet, blev den politiske grundopfattelse ikke tilsvarende fornyet, vurderer Nielsen.

Og i maj 1990 var det hele så forbi. På et møde på en skole i Hillerød besluttede de resterende medlemmer med 30 stemmer for og seks imod at nedlægge ungdomsforbundet.

"Langt de fleste medlemmer forsvandt ud af aktiv politik. For idealisterne har tiden efter sammenbruddet for den kommunistiske ide været utrolig hård at komme igennem, for magtmeneskerne er det nok gået en del lettere. Men selv om det spørgsmål er utroligt sensitivt, så findes der ingen opgørelser over det i arkivpakkerne," siger Nielsen, der forventer snart at udgive sin afhandling i bogform.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her