Jeg er har været tilbage i New York i ni timer, og jeg vil starte med at tage den negative vante på. Der er alligevel ikke noget mere irriterende end folk, der blabrer op om, hvor fed New York er. Som om man ikke vidste det i forvejen.
Så altså: Jeg sidder på en restaurant, og jeg sidder og venter, og jeg sidder og bliver mere og mere knotten.
Restauranten hedder Pink Pony, og det er normalt et sted, jeg elsker at komme, blandt andet fordi der hænger et fotografi af mig, ved siden af fotografier af Malcolm X, Vincent Gallo og Andy Warhol. Ejeren af restauranten synes, at jeg er det helt store nummer, og han har hængt et billede op af mig. Det er altid meget godt at vide, når ens selvværd kravler ned under gulvbrædderne, hvilket af forskellige grunde plejer at ske.
Lige nu hjælper det dog ikke, at jeg sidder i en restaurant, der har mit billede hængende på væggen. Det hjælper ikke en skid! Jeg er ved at blive godt gnaven nu! Nu har jeg ventet i 45 minutter og normalt er 15 minutter min grænse! New York er til grin: En kapitalistisk hallucination, hvor alle tror, at de bliver millionærer i næste uge! New York: Hvor alle slacker på deres aftaler, fordi der pludselig sker noget mere spændende et andet sted!
Mit jetlag letter
Jeg sidder og venter på en ven, vi kunne kalde Danny. Han laver film og bor også normalt i LA, men han er lige nu er i New York, ligesom mig. Og han skulle være kommet for 30 minutter siden. Jeg kigger mig om i restauranten, på servitricerne der alle er kunstnere af den ene eller den anden slags.
De er normalt altid så søde og sjove, men lige i dag virker de ikke særligt søde. De virker mere som usikre fortabte sjæle i en by, der ikke er særlig nem for folk, der ikke rigtigt ved, hvad de vil.
Hvorfor alle disse negative tanker? Det er Dannys skyld. Hvor fanden bliver han af? Nu gider jeg ikke at vente mere, og sender ham en sms og går min vej. Folk på gaden virker sure, og jeg tænker: "Hvorfor var det lige, jeg syntes at denne her by var så fed? Var det bare en fantasi, en drøm om frihed?"
En mand bliver smidt ud af en taxa og falder bagover og lander på ryggen på Avenue B, og han bliver bare liggende, mens han gestikulerer og forbander taxachaufføren, der bare starter sin bil og kører videre.
Det er koldt, og det støvregner, og det er, som om foråret ikke rigtigt er kommet til New York. Og så alligevel: Nede på Essex St. subway stationen står to puertoricanske teenagepiger og en lidt ældre transvestit. Transvestitten smiler flirtende til mig, og selv om hun har overskæg og vom og mangler en tand, gør hendes smil mig på en eller anden måde i enormt godt humør. Hun er jo fantastisk. Hendes gå-på-mod, ja i det hele taget hendes eksistens. Jeg mener, prøv at forstille dig hendes skæbne i Danmark.
Her ville hun uden tvivl være pumpet fuld af anti-psykotisk medicin, spærret inde i en overhygienisk institution og mandsopdækket af en hær af hvidkitlede fangevogtere. Det er jo frygteligt at tænke på. Eller, jeg mener, det er jo fantastisk! At hun ikke er spærret inde, men derimod står her, frit fremme og prøver at finde sig en ny kæreste.
Næste morgen har mit jetlag fortaget sig, og jeg går jeg ned mod en laptop-cafe for at arbejde. Ok, Brooklyn er noget lort, glasskår og bilvrag og hjemløse bumser og støjende puertoricanere over det hele, men på trods af alle påmindelserne om, at jeg er flad og bor i et latterligt kriminelt nabolag, ja, så er jeg faktisk pludselig i godt humør igen.
Tør tegne, hvad han tænker
Samme aften på et galleri i Brooklyn møder jeg min ven Danny, ham jeg skulle have mødt i går. Han fortæller, at han, da vi skulle have mødtes, var i et spanking rum med to veninder fra Upper West Side og en 60-årig dominatrix. Han var spændt fast på en bænk af en slags, og var derfor ikke i stand til at tage sin telefon. Det må siges at være en god undskyldning.
Stemningen er pludselig god igen, selv om Dannys ven Peter ikke er særligt imponeret af hans eskapader. "Jeg har ikke været interesseret i den slags siden college," siger han og driller Danny. Danny ser pludselig ud, som om han ærgrer sig over, at han overhovedet fortalte historien.
Næste eftermiddag tager jeg med Danny til Chelsea for at se på kunst.
Først tager vi på Matthew Marks og ser Andreas Gursky. Har du nogensinde set et Gursky-fotografi? Det vil ændre dit liv. Det er en lang historie. Google ham! På David Zwirner bliver det endnu bedre. Her er en udstilling med Robert Crumb. Min helt. Robert Crumb. Den eneste tegneserietegner, jeg har en komplet samling af. På udstillingen er der tegninger af gamle blues-musikere, tegninger af pornoskuespilleren Vanessa Del Rio, af hans kone, af hans venner. Der er også forsider fra nogle af hans gamle tegneserier samt, selvfølgelig, en hel del tegninger af hans velkendte seksuelt udfordrende amazonkvinder.
Robert Crumb slår de fleste i kunstverdenen, fordi han ikke er bange for at tegne, hvad han tænker på, fordi at han ikke er bange for at udstille sin paranoia og sine seksuelle fantasier. Se, det er langt mere modigt end noget, som Jyllands-Posten kan finde på. Hvordan kan man overhovedet tillade sig at kritisere andre, hvis man ikke udstiller sig selv først?
Vi har brug for flere folk som Robert Crumb i Danmark, hvor det ikke kun er de neo-konservative, men også venstrefløjen og beton-feministerne, der forsøger at starte et neo-puritansk korstog, hvor folk til højre og venstre beskyldes for sex- og tanke-forbrydelser. Bare tænk på Jørgen Leth, og Henrik List, og hvem bliver den næste?
Kunst gør lykkelig
"Hey!" tænker jeg og afbryder mig selv, "du er i New York og ikke i København. Slap af!"
Danny og jeg går ned af 10th Avenue i silende regn og taler om ekskærester og film. Vi går forbi et kæmpe billboard, en reklame for On the Lot; Steven Spielbergs nye reality show, hvor unge ubeskrevne filminstruktører kan vinde en million dollars og retten til at lave en film.
"Jeg kender produceren," siger Danny. "Hun siger, at hvis jeg vil være med, skal jeg bare ringe til hende. Det er latterligt," fortsætter han og siger, at han ikke vil være med. Jeg siger, at han skal sige ja, at det vil blive sjovt at se, hvor meget det amerikanske publikum vil hade ham.
Vi skilles, og jeg går østpå og skyder genvej gennem Washington Square park, og pludseligt kan jeg høre en velkendt og underlig rytme. Din dah dah, din duh duh...
Hey, det er jo George Crantzs Trummel Tanz; det nummer jeg hørte i Helsingør som 12-årig; det nummer, der fik mig til at blive forelsket i hip hop!
Hvad sker der her? En masse mennesker af forskellig nationalitet og hudfarve står samlet rundt om en scene hvor 12 sorte teenagere i hvide t-shirts danser breakdance. I baggrunden dj'er en ældre sort herre, han er vel midt i 50'erne og har dreadlocks. Pludselig går det op for mig, at det er Kool DJ Herc; manden, der med to pladespillere og en mixer opfandt hip hop i de tidlige 70'ere. Wow! Han står der bag sine pladespillere, omringet af børn og børnebørn, og smiler, og selv om han ikke har fået del i særlig mange af de 1,5 milliard dollars som "hip hop industrien" omsætter for årligt, så ser han meget, meget glad ud.
Og hvorfor skulle han ikke være glad? Hvor mange kan sige, at de var med til at opfinde en helt ny musikgenre, der blev kendt fra Beijing til Mombasa, en helt ny musikgenre der ændrede verden?
Multikultur er bedst
Publikum smiler og mange danser, og jeg går videre hen over Broadway og jeg får en sms fra min ekskæreste, der bor her lige om hjørnet, og jeg føler mig lykkelig, og jeg forstår, hvor meget kultur betyder, hvor meget det betyder at være omgivet af mennesker og kunst, som man kan relatere til.
Det går pludselig op for mig, hvor meget jeg elsker livet, hvor glad jeg er for at være i live, lige nu, i denne tidsalder, lige nu, i denne krop! Alt smelter i mit hoved, og som en tåbe fyldes jeg af en kosmisk glæde over det hele, hele livet, mine fjender og venner. Mine brødre. Folk jeg arbejder med. Mine venner. Mine ekskærester. New York! Vi er alle fra den samme familie. New York! Et multikulturelt samfund er muligt. New York! Et multikulturelt samfund er bedre! På mandag starter hverdagen, med kaffe og arbejde. New York! Jeg elsker dig!
