Læsetid: 10 min.

Psykopatens tidsalder

Psykopaten er måske ved at overtage narcissistens plads som tidens fremherskende socialkarakter. Et samfund, hvor omskiftelighed er normen, og mennesker i stigende grad bedømmes på ydre fremtræden, begunstiger psykopatens livsstrategier. Men hvori består psykopatens helt særlige magt over andre mennesker
Psykopaten er måske ved at overtage narcissistens plads som tidens fremherskende socialkarakter. Et samfund, hvor omskiftelighed er normen, og mennesker i stigende grad bedømmes på ydre fremtræden, begunstiger psykopatens livsstrategier. Men hvori består psykopatens helt særlige magt over andre mennesker
15. juni 2007

Hun burde have fattet mistanke, da hun mødte ham. En højt begavet mand i sine modne år, der i stedet for at være velkonsolideret stod i Ribers og levede bundløst forgældet. Og det burde i den grad have fået en alarmklokke til at ringe, at rykkere, inkassotrusler, kreditorer, der mødte op på bopælen, fogedbesøg og natlige arrestationer ikke gjorde indtryk. Han børstede det af sig, som var det ingen verdens ting. Han løj tit, opdagede hun, men på umærkelige måder, der isoleret set lignede hensyn til omgivelserne. Gælden, forklarede han, skyldtes udgifter til hans ekskones kræftbehandlinger. Og ingen af disse misforhold var trods alt noget, min veninde ville dømme et andet menneske på.

Over for hende var han intens, begærende, gavmild, impulsiv - og så kunne han være fantastisk klog og interessant at høre på, i hvert fald når det stak ham. Andre gange kunne han sige ting, der virkede så urimelige, at det ikke var til at begribe, de kunne komme ud af munden på den samme mand.

Der var ikke skygge af tvivl i hendes sind den lysende forårsdag, hvor de sad på en udendørs café oprømte ved udsigten til snart at flytte sammen, og han stillede sit spørgsmål. Hun kan stole på denne mand. For hun ved, han elsker hende.

"Jeg tjener ikke så mange penge om sommeren, det kommer jeg til igen til efteråret, men indtil da vil jeg bede dig om at låne mig til at leve for." To år senere ligger hendes økonomi i ruiner.

Lønnen er ikke længere hendes egen

Min veninde er mærkeligt paralyseret af den form for hæmningsløshed, hendes kæreste udviser. Det er som om det, hun oplever, ikke rigtigt kan gå op for hende. Han opretter billån i hendes navn, tager ekstralån i lejligheden i hendes navn, tager på dyre udlandsrejser, ordner tænder og holder familiefester. Når regningerne kommer, mangler han pengene - og hun må lægge ud. Hun bliver nervøs og uligevægtig, men selv om han er helt vild med hende, er han også underligt ligeglad med hendes følelser.

Da forholdet er forbi, trygler han længe om at genoptage samlivet. Samtidig giver han udtryk for, at lejligheden må kunne sælges med gevinst, og at han har krav på en del af denne gevinst. Han hævder, at han ikke kunne tjene nok, fordi hun forstyrrede ham ved at skabe konflikter. Han argumenterer for sin ret til at være ejer med, at han er kommet med idéer og forslag til lejlighedens istandsættelse.

Først da min veninde truer med at fortælle hans far om gælden, hvis ikke han betaler, accepterer han. Det viser sig, at han på de to år, de har boet sammen, er kommet til at skylde hende 200.000 kroner. Men han overholder ikke sine forpligtelser. I de følgende to år, der går, før det med besvær lykkes at afhænde lejligheden, bliver hun truet med Ribers, inkasso og sagsanlæg, og skattevæsnet ender med at gøre indeholdelse i hendes løn for hans ubetalte p-bøder. Så aldeles uanfægtet er han herover, at det får hendes egne normer til at vakle.

Hun åbner blot konvolutten med sin lønseddel måned efter måned og konstaterer med en form for sløv undren, at sådan er det altså. Hun råder ikke mere helt over sin egen løn. Og hvad mon hendes arbejdsplads tænker? En mærkelig vrangverden har syltet hende ind, endskønt hendes fornuft udmærket er i stand til at gennemskue urimeligheden. Ting, som i grunden ikke er plausible, vænner hun sig til uden at ville det.

Hans far dør, og afdragene stopper. Hun forklarer ham rystet, at de 200.000 er det absolut nødvendige grundlag for, at hun overhovedet kan blive boende sammen med sine børn, det sted hun er flyttet hen nu - en fireværelses i Brøndby. Han ignorerer hende. Holder blot op med at betale.

Hvad er det for en særlig magt en psykopat har over andre mennesker?

Tidligere på året udtalte flere eksperter til Information ("Brixtoftefænomenet: Mestre i masseforførelse" den 11. april, 2007) at folk som Peter Brixtofte, Claus Riskær Pedersen og Kurt Thorsen - uden at man kan sige, om de rent faktisk er psykopater - udviser træk, der ligner psykopatens.

På fjernsynet ser jeg Kurt Thorsen blive løsladt. "Her har I mig tilbage," synger han muntert, idet han træder ud af fængslet. De viser igen og igen det berømte tv-klip, hvor Kurt Thorsen står jovialt smilende uberørt efter retsmødet, mens Rasmus Trads brøler og spytter: "Føj for helvede, hvor er du led. Hvor er du en løgner. Føj for helvede, du må have det skidt med dig selv. Du må!" men det er jo just hele miseren og grunden til, at Rasmus Trads brøler sådan op. Thorsen har det ikke skidt med sig selv. Han magter at lyve og forvrænge sandheden og at være skyld i andres ulykke, uden at det afsætter nogen form for skam eller tvivl.

Her har i mig igen

Hvad er det Trads har i klemme? Han anråber en virkelighed, som nægter at indtræde.

Første pointe: Den, der relaterer sig til en psykopat, bliver udsat for et virkelighedstab!

Den ene skinner af charme og overskud, den anden ligner en knyttet næve. Jeg stirrer fascineret. For mig bliver dette uhellige par en art sindbillede på det, man kunne kalde 'psykopaten og mennesket'. Og det bliver billedet på det almindelige menneskes Waterloo, normalitetens hjælpeløse degeneration til indebrændt frustration, underskud og afmagt i mødet med psykopatens strategier.

For hvem fæster vi lid til, hvem hører vi på, og hvem foretrækker vi? En anfægtet og krampagtigt udskældende Rasmus Trads eller en afslappet rolig og venligt smilende Kurt Thorsen?

Ofte forestiller vi os psykopaten som personificeringen af vold og ondskab, som en koldblodigt planlæggende forbryder, der vil os det ondt. Men det er ikke sandsynligt, at psykopaten er særligt interesseret i andre mennesker eller i at komme dem til livs. Psykopaten er interesseret i sine egne behov og mangler etik og grænser med hensyn til, hvorledes han er parat til at forfølge dem. Psykopaten er sagtens i stand til at nære stærke følelsesmæssige præferencer. Det er dette, der forræderisk kan tage sig ud som varme. Men i virkeligheden er det en udstrækning af egoismen: Psykopaten foretrækker det andet menneske for sine egne behovs skyld og ikke for det andet menneskes unikke selvs' skyld. Man kan sagtens føle sig elsket af en psykopat og desto mere forvirres over den lejlighedsvise kulde og ufølsomhed. Der er tilbøjelighed til at trivialisere fænomenet ved at sige, at psykopater mangler evnen til indføling. Men psykopater er ofte formidable til at vide, hvad der forgår inde i andre mennesker og benytte sig af det. De kan godt aflæse andres følelser. Det særlige og radikale ved psykopater er, at de er ligeglade med andres følelser. Men det giver dem også en særlig suverænitet! Psykopater føler ikke skyld, de føler ikke skam, de er uden normale moralske hæmninger, de har en bemærkelsesværdig evne til at smyge alle bebrejdelser og anklager af sig. På grund af denne frihed fra anfægtelser har psykopater ofte en ekstremt stærk veloplagthed. Den helt uhæmmede forfølgelse af egne interesser får ambitionen til at tage sig ud næsten som dyrets instinkt. Som et stykke natur med andre ord. Psykopater er tiltrækkende, fordi de har dyrets suverænitet!

Anden pointe: Psykopaten er mere tiltrækkende med sin suverænitet end det normale menneske med sine hæmninger.

Psykopaten kommer altid igen. Det er den tumlingeeffekt, vi i virkelighedens verden ser med mænd som Brixtofte, Thorsen og Riskær. "Her har I mig tilbage," synger de og træder ud af fængslets port. Veloplagte, ukuelige gør de deres entre på samfundets scene.

Folk bliver ved med at fatte tillid til psykopater - selv med fængselsdomme og diagnoser hæftet på sig. Både på grund af deres særlige suverænitet. Men også, fordi psykopater vækker en dyb og ubevidst angst, der paralyserer mennesker.

Mig, mig, mig og så den anden

For at forstå psykopatens virkemåde, og hvad der gør det navnløst forfærdeligt at have været i relation til en psykopat, kan det være godt at se på det psykologiske begreb om intersubjektivitet. Den berømte amerikanske psykolog Daniel Stern siger, at det tidlige samspil mellem mor og barn ( = intersubjektivitet) er en umådeligt central læringsproces, som handler om at kunne være sammen med et andet menneske. Ethvert menneske er i denne henseende udstyret med en udviklingsmæssig fortid, der klæder vedkommende på til at indgå i forskellige forhold, f.eks. i et intimt forhold, med viden om den anden og med viden om, at den anden ved om én selv. Denne fond af følelsesmæssig viden, som skabes igennem de tidlige udvekslinger af opmærksomhed, kontakt og berøring konstituerer en fundamental virkelighedsfornemmelse. Alligevel kan man aldrig forudsige, hvad den anden vil gøre, tænke eller føle, understreger Stern. At lyve er et eksempel, hvor et menneske kan bryde et andet menneskes kendskab til den, der lyver og kendskabet til, hvordan man selv bliver opfattet - men det er kun muligt at lyve effektivt over for et andet menneske, hvis man ser, hvad der er inde i den pågældende. Ligesom ved empati kræver dette intersubjektivitet, som således kan fungere imellem to mennesker både på godt og ondt.

Det er altså her psykopaten er inde og operere: I intersubjektivitetens felt!

Psykopaten ødelægger ligesom løgneren kontinuiteten i dette felt. Han ødelægger, at vi kan vide om den anden og vide, at den anden ved om os - en fundamental forudsætning for, at vi kan orientere os i verden. Derfor fremkalder psykopater en navnløs rædsel. For de ødelægger hele dette førsproglige grundlag! De får det til at forsvinde. Det er dybest set dette virkelighedstab, psykopaten påfører andre mennesker.

Tredje pointe: Den rædsel, psykopaten vækker, skyldes, at psykopaten ikke selv har installeret 'den anden' i sig og at han ødelægger 'den anden' i andre mennesker. Dette er psykopatens egentlige vold.

Vi betaler en pris for den gave, det er at bære 'den anden' i sig. Prisen er en evig indre anfægtelse. Vi kan ikke konkurrere med psykopaten om magnetisk selvtillid og veloplagthed. Men gaven, 'den indre anden' giver os, er, at vi kan knytte dybe, varige og holdbare kontakter. Der kommer dybde, kontinuitet og udvikling i vores liv - og i vores indre liv. Denne nydelse kender psykopaten ikke.

Kynisk, udspekulret - og helt normal

I slutningen af 1800-tallet kunne en kunstner som Henrik Ibsen skrive Gengangere og med Fru Alving og Osvald som det ulyksalige mor/søn-par vise, at narcissisterne skulle blive neurotikernes børn. I første halvdel af det 20. århundrede afløste den narcissistiske socialkaraktertype gradvist neurotikeren som den fremherskende socialkaraktertype.

Omkring det nye årtusindeskifte viste den amerikanske forfatter, Siri Hustvedt i den berømmede samtidsroman Det jeg elskede, om generationen efter Anden Verdenskrig, at narcissister skaber psykopater. Især portrættet af den uhyggelige dreng, Mark, indhentede Hustvedt berømmelse. Med brug af forskningen i hysteri og spiseforstyrrelser trækker Hustvedt forbindelsen til psykopati som den ny tids fremherskende sygdom i skæringspunktet imellem kultur og individ.

Hvilke sociologiske fænomener afspejler, at vi måske befinder os i en tid, hvor psykopaten er på vej til at blive den fremherskende socialkaraktertype? Man burde se på netdating-kulturen. Her er løgne, manipulation og forstillelse gængs strategi blandt de drevne datere. En af mine bekendte - en kvinde på 40 - blev pludselig forladt af sin mand. Allerede næste morgen sad hun og surfede på netdating.dk. Hun skrev til fyrene, at hun aldrig havde prøvet det her før (i virkeligheden har hun brugt mediet flittigt igennem de sidste 10 år), var ganske usikker på, hvordan man gjorde, havde været alene længe og var nu klar til et dybtfølt forhold. Før man bliver forarget over kvindens løgnagtige og manipulerende måde at bruge mediet på, bør det fortælles, at de mænd, hun endte med at møde, var nøjagtigt lige så kyniske og udspekulerede.

En populær tv-serie, som Klovn af Casper Christensen og Frank Hvam, viser, at der er sket et skift i socialkaraktertypen. Klovnen - Frank Hvam - udstiller noget karakteristisk. Joken bygger så godt som altid på fremvisninger af især Franks totalt manglende evne til empati. Det er ikke mindst den uhæmmede udfoldelse af normalt tabubelagte former for aggression - så som racisme, sexisme, diskrimination af handicappede etc., der springer i øjnene.

Reality-programmer som for eksempel Love Island, Robinson, og Big Brother er tidstypiske. Programmerne opererer med et psykopatisk menneskeideal. Det er meningen, at deltagerne skal være denne særlige blanding af tiltrækkende, manipulerende og hensynsløse. Kun sådan kan de vinde.

Det diskuteres for tiden i psykologfaglige kredse, om man bør opgive psykopati som en diagnose, idet psykopati tilhører karakterafvigelserne, og det forekommer vanskeligt at definere en egentlig sygelighed.

Man burde overveje, om ikke der alligevel ligger en alvorlig udviklingsmæssig forstyrrelse og dysfunktionalitet til grund for psykopatien. Spørgsmålet er nemlig, om ikke man må bestemme psykopatens særlige forhold til realiteten, således at han på et følelsesmæssigt niveau simpelthen ikke har anerkendt 'den anden'. Heri ligger den bemærkelsesværdige evne til ikke at internalisere de vurderinger, der bliver placeret på ham fra samfundets side: fordømmelsen og straffen.

Jette Hansen er mag.art., forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mikkelsen

Hej Jette

Tak for den gode artikel. Siden jeg læste den første gang i avisen, har den dannet grundlag for mange samtaler og diskussioner i vores familie og på vores arbejdspladser.

Vi møder mange mennesker i forbindelse med arbejdet og nogle af dem har vi efter at have læst din artikel været i stand til at bremse inden de trængte sig ind på det intersubjektive plan. Simpelthen fordi, vi er blevet mere opmærksomme på, at man skal sætte grænsen med det samme, når man føler andre træde for tæt på i arbejdsmæssige relationer.

Også kolleger, der har været i kontakt med psykopater, eller mennesker, der har overskredet deres grænser, har haft stor glæde af at kunne eksternalisere deres oplevelser ved at blive gjort opmærksomme på de bagvedliggende mekanismer.

Venlig hilsen Anne Mikkelsen og Jan Printz

Hej Jette.
Fantastisk velformuleret artikel om en personlighedskarakter der også eftlerlader sig et sissyfosarbejde af gortiske knuder med tillidsbrud og rambonerede følelser. bag sig.

Ville ønske nogle som du ville skrive tilsvarende om konsekevenserne for børn, der følger i kølvandet når psykopaten kalder sig far og kræver samkvem eller rædselsscenaret: forældremyndighed. Helst inden konsekvenserne af den nye forældreansvarslov bliver fatale. Eller blot "nøjes med at donere ovenstående artikel til almen indsigt i samtlige Statsforvaltninger.

Love from someone who has been there.....

Det er naturligvis tankevækkende, at skiftet fra den narcissistiske personlighed til den karakterafvigende (psykopatiske) personlighedstype allerede kan registreres i et sådant omfang, at psykologerne nu vurderer det karakterafvigende, som noget nært det mest udbredte. Men at denne udvikling er en kendsgerning, er der på ingen måde nogen tvivl om. For gennembruddet af det karakterafvigende kommer uden den mindste tvivl med den opvoksende ungdom, og det i et sådant omfang, at ingen vil være det mindste i tvivl!

Men bortset fra disse kendsgerninger, da er artiklen ret så tandløs. For hvad skal vi bruge disse symptombeskrivelser til, når nu det karakterafvigende alligevel bliver normaliteten? For så vil ingen finde de andres karakterafvigende adfærd for påfaldende, men som noget helt normalt. Hvilket forskrækkeligt mange mennesker allerede gør i dag!

Det siger sig selv, at en narcissistisk/karakterafvigende mor, med en tilsvarende mand, ikke kan give sit barn en normal opvækst. For hun kan kun give sit barn, det hun selv er iboende. Og er det en karakterafvigende personlighed, der ikke kender til følelser, da bliver hendes barn i sagens natur et karakterafvigende, følelseskoldt menneske.

Ikke så svært at forstå, vel?

Så det siger sig selv, at det psykisk afvigende, via den sociale arv, på den måde konsekvent opformeres i befolkningen, hvorved normaliteten kun forbliver at være er en gennemsnitsfaktor, som hele tiden er under forandring i en stadig mere psykisk afvigende retning.

På den måde bliver også samfundet, og dermed også samfundstænkningen, psykisk afvigende, og det i en stadig mere sygelig retning. Der skal blot være mange nok, der har det på samme måde. På den måde bliver også demokratiet forstærkende det psykisk syge. Idet politikerne derved bliver afspejlende de psykiske afvigelser i befolkningen

Ikke så svært at forstå, vel?

At det ikke netop er det alvorlige psykiske forfald, som psykologerne fremhæver, er derimod meget svært at forstå. For de lader på den måde tingene udvikle sig til skade for hele samfundet. Man kunne jo være tilbøjelig at tillægge psykologernes tavshed, hvad det angår, den bagtanke, at udviklingen af de psykiske afvigelser netop giver mange kunder i butikken, og dermed arbejde til psykologerne. Men det kan jo også skyldes, at psykologerne måske nok undervises i at behandle, men bestemt ikke i at tænke.

Der er jo også den tredje, og måske nok mest sandsynlige mulighed, at psykologerne selv er så psykisk afvigende, at de ganske enkelt ikke kan se den negative udvikling i deres omgivelser. For den ser jo som bekendt ikke det hos den anden, som den selv er indeholdende. Og en kendsgerninger er det jo, at mange tager en uddannelse som psykolog, fordi de selv er tonset til med psykiske problemer. Hvilket jo så forklarer denne for psykologerne så udbredte "blindhed" for det psykisk afvigende udenfor terapirummet.

Under alle omstændigheder vil samfundet indenfor en overskuelig årrække går i opløsning, som konsekvens af denne udvikling. Som i den grad betinger, at menneskets evne til at indgå i sociale sammenhænge, herunder med deres egne børn, forsvinder. Til gengæld vil den kyniske vold stige ret så markant.

Alt dette kan vi så takke de ”blinde” psykologer for. Der med deres tavshed, manglende kendskab til de psykiske mekanismer eller på grund af en karakterafvigende pengegriskhed, har ladet tingene udvikle sig i en stadig mere karakterafvigende retning.

Bjørn Holmskjold

Reality-programmer som for eksempel Love Island, Robinson, og Big Brother er tidstypiske. Programmerne opererer med et psykopatisk menneskeideal. Det er meningen, at deltagerne skal være denne særlige blanding af tiltrækkende, manipulerende og hensynsløse. Kun sådan kan de vinde.

De vurderes bedst på basis af den spændende humanistiske forskning, der foregik under statsfeminismen.

Jette rammer plet med denne artikel.
Jeg har oplevet et par af slagsen i nærmeste omgangskreds. I begge tilfældene blev kvinderne taberne. Jeg vil tro det også kan være omvendt, men kender ikke selv tilfælde.
Det må have noget med styrkeforholdet at gøre, men på en underlig omvendt måde. Når en mand bruger sin styrke ved at spille underlegen så bliver han pylret om og er uhyre attraktiv for nogle kvinder. Er manden derimod kedelig, nærmest fej og bare passer sit, så er han i den grad 2nd choice. Kvinder, i har selv valgt idioterne.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på ham der bogstavelig talt splittede kone og børn ad i Valby (tror jeg nok) for nogle år siden, og i følge pressen fik flere ægteskabstilbud fra danske kvinder mens han var fængslet i USA. Det er vel også psykopater der kan finde sådan en attraktiv?
Mit bedste råd: Find ud af hvad i vil, bestem jeres ultimative grænser og hold dem - og find ud af det før i binder jer. Hvis i så kunne indvie manden i disse beslutninger, før han ofre livet på at forsørge jer frem for sig selv, så kan det næsten kun blive godt.

Jeg har oplevet et par af slagsen i nærmeste omgangskreds. I begge tilfældene blev kvinderne taberne. Jeg vil tro det også kan være omvendt, men kender ikke selv tilfælde.

Men hvis du gjorde, ville du da have skrevet en længere beretning om det i avisen ?

Næh Rolf, det ville jeg ikke. Jeg har desuden for længst indset at der er en besyndelig vekselvirkning mellem kvinders følelser og virkelighedsfornemmelse. Jeg vil gå så vidt at påstå at kvinder har følelser for en anden fordi de selv har behovet, og kun derfor. Det er nok også derfor de så let falder for psykopaten. Og i sidste ende har de jo alligevel fået dækket det følelsesmæssige behov de havde. Nogle vil kalde det egoisme. Der er ingen grund til at ynke disse kvinder, det er med åbne øjne, der ser kun det de vil se.

Claes Pedersen

Nu betvivler jeg ikke der findes mennesker der lyver og bedrager andre mennesker og malker dem for deres penge og overdriver deres evner på bekostning af andre og værdsætter kun materielt velstand som menneskelig værdi, og mangler den grundlæggende evne til en dybere ærlig kontakt til andre.

Men dog tror jeg ikke den rigtige måde at bekæmpe psykopati på er vogte sig imod og møde verden med angst, men det er derimod at udvikle et samfund er bygger på de gode værdier i stedet for at opbygge mure mennesker imellem. Da begreber har det med at blive brugt til slå andre oven i hovedet med og specielt når nogle ligger ned kan alle sparke på dem og deltage i hekse jagten.

Samt vil psykopater ikke i et udviklet demokratisk samfund ikke kunne få en så stor magt over andre mennesker hvor de udøver negativ indflydelse på andre, hvor de netop mangler den grundlæggende forståelse for andres sociale baggrund og ens personlig udvikling stopper i sammenvædret med disse mennesker.

Ellers vil det være hensigtsmæssige at demokratisere vores behandling system for jeg har dog også mødt mennesker af børn inde for dette system, der ikke har haft den bedste barndom med forældre der havde en dybere forståelse for dem, tros man skulle mene de skulle have det.

Men ellers bliver jeg bare kaldt dum, fordi jeg er ladet mig unytte økonomisk af mennesker der ikke ville mig det vel.

"Civilization, as we know it, is largely the creation of psychopaths. All civilizations, our own included, have been based on slavery and “warfare.” Incidentally, the latter term is a euphemism for mass murder.

The prevailing recipe for civilization is simple:

1) Use lies and brainwashing to create an army of controlled, systematic mass murderers;

2) Use that army to enslave large numbers of people (i.e. seize control of their labour power and its fruits);

3) Use that slave labour power to improve the brainwashing process (by using the economic surplus to employ scribes, priests, and PR men). Then go back to step one and repeat the process.

Psychopaths have played a disproportionate role in the development of civilization, because they are hard-wired to lie, kill, injure, and generally inflict great suffering on other humans without feeling any remorse. The inventor of civilization — the first tribal chieftain who successfully brainwashed an army of controlled mass murderers—was almost certainly a genetic psychopath. Since that momentous discovery, psychopaths have enjoyed a significant advantage over non-psychopaths in the struggle for power in civilizational hierarchies — especially military hierarchies."

http://www.agoracosmopolitan.com/home/Frontpage/2008/01/02/02073.html

Jakob, lad det hvile. Dianetik er noget fusk, psykopatisk profitorienteret religionævl for mig, noget værdifuldt for dig. Min religion eksisterer ikke, du har et navn til din. Vi har fælles elementer i adfærd, men ikke samme kasse at putte det i. Dianetik er en sammensurium af alt muligt, men kan ikke blive en behandlingsmetode, og må det ikke, fordi målet er forførelse. Det er prøvet før og det var ikke godt.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Tror du virkelig på det? Hvorfor er Tom Cruse så så manisk og overgearet grænsende til det sygelige? Han må da være clear? Stiller du aldrig dig selv det spørgsmål hvordan det kan være, at verden tilsyneladende ikke bliver et bedre sted at være, hvis så mange mennesker som det hævdes i den reklametekst du gengiver, har læst bogen Dianetics? Endvidere synes du selv ikke at være kommet over fx frygt hvis man skal gå ud fra dine kommentarer her på Luftskibet.

Bjørn Holmskjold

For en der følger debatterne her hvor din uhæmmede islamfrygt tydeligvis er kammet over i accept af de værste konspirationsteoriers rædselscenariers uundgåelige og uafvendelige komme, er det uhyggeligt at se hvad du skriver om psykopati og psykologi i det hele taget.

Bjørn Holmskjold

Tja, måske tager jeg fejl, men jeg mindes et afsindigt forsvar for al qaeda fra din side og din måde at argumentere på fik mig til at tro, at du oprindeligt har været ude af skræk for islam som man ser det hos så mange i disse år og at du for at komme dig over din angst simpelthen har valgt at acceptere islamismen som en psykologisk, uafvendelig naturnødvendighed. Men måske har jeg ikke forstået det rigtigt, du argumenterer ofte ligesom de gale imamer der mener at vestens dekadence og ødelæggelse af miljøet er berettigelse nok til at hjælpe til med at fremskynde den "såkaldte" vestlige civilisations undergang.

Nå, men det er nu også ligemeget, jeg er efterhånden holdt mere eller mindre op med at læse hvad du skriver fordi det ofte er så foruroligende rablende.

Fred være med dig.

MB

Jeg kan godt se du roder lidt rundt i tingene. Det skyldes nok, at jeg ofte må beskrive tingene i længere afsnit, hvilket, og det viser undersøgelser jo også, gør, at mange mennesker slet ikke får det læst. De kan ganske enkelt ikke koncentrerer sig i så lang tid mere. Så de taber sammenhængene undervejs.

Så det skal du så ikke undskylde. For det er en del af afviklingen af et samfund, som betinger dets borgere vilkår, så end ikke deres børn får en naturlig opvækst.

I erkendelse af dette forhold gør jeg da også tit brug af denne vending:

Lad herefter de, som kan forstå dette, forstå det der skal forstås. Ligesom de, der intet forstår, får at føle konsekvenserne af deres uforstand.

InshaAllâh

Bjørn Holmskjold

Det er ret morsomt som et par af debattørerne her har nogle morsomme historier at byde på ifht deres spirituelle opvågnen. I dag har Jacob Schmidt-Rasmussen ifbm en artikel om Blüdnikows kritik af Peter Øvig Knudsens Blekengegade-bøger løftet sløret for at mødet med en stor opvask efterladt af en flok kommunistiske friskoleelever og en kendt 68'er psykolog ledte den unge Jacob til Scientolgy.

Bjørn Holmskjolds beretning om mødet med Gud kan læses på flix.dk. Der skulle såmænd ikke mere til for den freudiansk-darwinistiske Bjørn end at sludre lidt med en muslim, der kunne genkende noget af det, der tydeligvis ligger Bjørn på sinde, nemlig Vestens psykiske forfald og misbruget af naturen. "Jeg forstår det du siger ved at have læst koranen. For jeg er muslim! Men med det du siger, da er du mere muslim end jeg. Og jeg har endog læst koranen!" Sådan, Bjørn havde mødt en gud at hænge sine teorier op på.

Mere skal der somme tider ikke til før folk finder Sandheden. Jeg kunne selv tilføje adskillige historier om menneskers ofte påfaldende pludselige møde med Sandheden fra min opvækst i Jehovas Vidner. Min erfaring er, at skuffede, desilusionerede og ulykkelige mennesker er villige til at goutere en hvilken som helst vild forklaring, hvis det blot føles rigtigt i maven i den rigtige situation. Men nok om det. Jeg synes bare med min religiøse baggrund, at det er lidt tragikomisk at se.

Aner det ikke, Jakob. Det er din anekdote. Jeg syntes bare den var lidt sød.

Mht. at du VED, at du har en sjæl. Ok. Hvordan skal man argumentere sagligt med én, der parrer pseudovidenskabelige lommeteorier med med overtro og finder et facit, der hedder Dianetik? Jeg skal ikke blande mg i folks trang til selvbedrag, men jeg forbeholder mig retten til at stikke til folk, der prædiker på offentlige fora.

@ Bjørn Holmskjold: hvordan skal man argumentere sagligt med én, der parrer pseudovidenskabelige lommeteorier med overtro og finder et facit, der hedder al-Qaeda er bare fjong? Jeg har al mulig grund til at vise min uforbeholdne afsky for enhver, der hylder morderbanden al-Qaeda på offentlige fora.

Bo Nielsen

Som du, så har også jeg al mulig grund til at vise min uforbeholdne afsky for enhver, der hylder de kræfter, som nedbryder naturen og naturligheden.

Desuden må det jo være en smal sag for dig at modargumentere én, der parrer pseudovidenskabelige lommeteorier med overtro.

Så hvad holder dig tilbage?

Bjørn Holmskjold

Hans Jørgen Lassen

Jeg må nu tilstå, at i den virkelighed, jeg lever i, vrimler det ikke ligefrem med psykopater.

Nu omgås jeg jo heller ikke Thorsen eller Bagger, og jeg hverken ser eller deltager i Love Island, Robinson, og Big Brother.

At forfatterens veninde har kvajet sig med en psykopat, er ulykkeligt. Men fra et sådant enkelttilfælde kan der ikke drages nogen som helst konklusioner.

Det er i hvert fald en fuldstændig vild konklusion, at hele verden, eller i hvert fald den danske befolkning skulle være ved at forvandle sig til psykopater.