Læsetid: 4 min.

'Selvfølgelig gør jeg mænd til objekter'

Seksuelt aktiv single. Britiske Abby Lee har vakt skandale og begejstring med sin skildring af sit relationsløse sexliv
Seksuelt aktiv single. Britiske Abby Lee har vakt skandale og begejstring med sin skildring af sit relationsløse sexliv
Moderne Tider
1. juni 2007

"Min verden er kommet tilbage til den oprindelige form. Ja, du gættede rigtigt: Jeg har lige fået pik. Det var alt sammen meget organiseret, næsten forretningsagtigt. Han var ude og inde af min lejlighed på under 90 minutter, og vi fik begge to det, som vi ville have. Desuden behøver jeg ikke sove sammen med ham i nat, hvilket er en bonus."

Sådan skriver Abby Lee i sin blog på www.girlwithaonetrackmind.blogspot.com.

Hendes bekendelser burde ikke vække opsigt i år 2007: En kvinde, som bekender, at hun vil kneppes i en fart, og at hun ved, hvordan hun får sit behov tilfredsstillet, men det gør det åbenbart. Bloggen og bogen The Girl with a one track mind (Pigen som kun tænker på en ting, red.) er blevet et hit på internettet med mere end to millioner besøgende, og særligt bogudgaven har udløst en voldsom blanding af fascination og forargelse i de 10 lande, hvor den indtil videre er er udkommet. En 'succes', som også er kommet bag på forfatteren selv.

"Det har også undret mig, hvad al balladen skulle til for, for i virkeligheden synes jeg ikke, at jeg siger noget nyt. Det er vel ikke noget nyt, at en kvinde har lyst til sex," siger forfatteren Abby Lee med et stort grin til Information.

Indtil for nylig var hun ansat i den engelske filmindustri, så udkom bloggen som bog, de britiske medier begyndte at jagte hende, og det førte til, at hendes rigtige identitet blev afsløret. I dag er hendes karriere i filmindustrien ødelagt. Til gengæld har hun fået en ny karriere som forfatter og klummeskribent, alt sammen på grund af sin blog, som skildrer hendes liv som seksuelt aktiv single i London.

Solosex

"Når det kommer til onani, er jeg altså lidt doven. Den der tidskrævende sensuelle/kærlige/parforholdsfantasi begynder nemt at kede mig, og så begynder jeg at tænke på hvad som helst, der får mig til at komme så hurtigt som muligt. Jeg kan faktisk køre den af på under et minut, hvis emnet er grotesk nok."

The girl with a one track mind er en usædvanlig bog/blog. Ikke kun fordi en så utilsløret kvindelig liderlighed stadig er et særsyn i mediebilledet, men især fordi Abby Lees lyst blomstrer, også når der ikke er en mand til stede. Hun fortæller kun om ganske få parfor-hold og forelskelser, til gengæld er bloggen fyldt med historier om nætter på swingerklubber, mislykkede one-night stands samt en onanifrekvens, som nemt kommer op over de fire gange om dagen. At fortælle om en kvindes seksualitet uden at fokusere på romantik og relationer var netop pointen med bloggen, forklarer Abby Lee.

"Massemedierne er fulde af sex, men det eneste tidspunkt, hvor kvinder har lov til at have lyst, er, når de er sammen med en mand. Det hele handler om at tilfredsstille sin elsker eller komme samtidig med ham, og det afspejler ikke min egen seksualitet," siger hun.

Abby Lee betegner sig selv som en andengenerations seksuel revolutionær. Hun er vokset op som datter af en venstreorienteret feminist og har altid taget det for givet, at hun skulle bruge de muligheder, som sexlivet i senmoderniteten byder på.

"Selvfølgelig er jeg inspireret af pornografi, for pornografi er overalt i dag, så jeg bruger det både som visuel stimulation og inspiration. Mange, som har læst min blog, siger, at jeg gør mænd til objekter, og det står jeg ved. Både mænd og kvinder er jo seksuelle objekter for hinanden," forklarer Abby Lee, som fik entusiastiske tilbagemeldinger fra sine læsere på nettet.

"Før jeg begyndte at blogge, fortalte jeg faktisk sjældent, hvor seksuelt aktivt jeg var, men pludselig opdagede jeg, at mange mennesker kunne relatere til mine oplevelser. Især kvinder skrev til mig og fortalte, at de havde det på samme måde," siger Abby Lee.

Ødelagt karriere

"Den nat, hvor vi mødtes for første gang, var jeg utroligt nervøs. Ikke engang de tre orgasmer, som jeg havde fået, før jeg forlod huset, hjalp på det. Jeg ville så gerne have, at du skulle se mig, for hvad jeg var, og ikke bare den der seksuelt besatte kvinde."

Da Abby Lee udgav sin blog som bog i sommeren 2006, var det til gengæld slut med både positive tilbagemeldinger og hendes anonymitet. Under overskriften "Om dagen arbejdede hun for Harry Potter, men om natten..." afslørede The Sunday Times hendes navn og hendes job som instruktørassistent på en række større filmproduktioner.

Artiklen, som beskriver Abby Lee som både seksuelt besat, pervers og desuden en dårlig skribent, var den første af mange arrige kommentarer. Mediestormen betød, at hun opgav sin karriere i filmindustrien.

"Filmbranchen er ekstremt mandsdomineret, og i forvejen er det svært at være kvinde, så for en promiskuøs kvinde ville det være helt umuligt. Jeg skal jo kunne give ordrer på et filmset, men ingen vil tage mig seriøst nu. Desuden er der nok mange filmselskaber, som ville være bange for at få dårlig reklame, hvis jeg var på credit-listen. Sunday Times får det jo til at lyde, som om jeg misbrugte børneskuespillerne i Harry Potter," forklarer Abby Lee, som stadig kun vil interviewes under sit pseudonym, selv om hendes rigtige navn nemt kan findes på nettet. I dag bruger hun al sin tid på bogen, som for nylig også er udkommet i Sverige og i Portugal.

"Min bogs og min blogs succes gør mig stolt, fordi jeg måske har rokket lidt ved fore-stillingerne om kvinder og sex, men det er jo også dybt ironisk, at den har betydet, at jeg nu ikke laver andet end at være kvinden, som er vild med sex. Længere er vi altså ikke kommet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her