Læsetid: 9 min.

Skyggen af en kvinde

Suzanne Brøgger møder Maram Al-Masri. De to digtere taler om kærlighed og litteraturens rolle på tværs af grænser. De spejler sig i hinanden
Susanne Brøgger er en generation ældre end syriske Maram Al-Masri, der bor i Paris, hvor hun blev gift med en fransk mand. Nu er hun skilt, fordi hendes mand blev jaloux på poesien. Det har Suzanne Brøgger også prøvet.

Susanne Brøgger er en generation ældre end syriske Maram Al-Masri, der bor i Paris, hvor hun blev gift med en fransk mand. Nu er hun skilt, fordi hendes mand blev jaloux på poesien. Det har Suzanne Brøgger også prøvet.

Neel Dich Abrahamsen

Moderne Tider
23. juni 2007

"Det er som om, jeg ikke føler mig hjemme noget sted. Hverken i Damaskus eller Paris," siger Maram Al-Masri hjælpeløst, men ærligt.

"Det er Deres rolle som forfatter. En digter hører ingen steder hjemme. Hun taler et sprog, som ikke er forbundet med nogen form for kollektiv identitet. Digtet er en personlig stemme," svarer Suzanne Brøgger.

Maram sidder under et maleri af en nøgen kvinde, og på kaminen bag Suzanne står whisky.

Suzanne er en generation ældre end Maram. De sidder i Suzannes andet hjem i indre København og fører en samtale om kærlighed, kvinderoller og litteratur.

De taler fransk, og tiltaler hinanden med De. Maram er født i Syrien, men kom til Paris som 20-årig. Hun giftede sig med en franskmand, nu er hun skilt, fordi hendes mand blev jaloux på poesien, der handlede om kærlighed, men udelukkende foregik i hendes fantasi.

Nu bor hun hos en veninde i Paris, fortæller hun helt lukket inde i den skæbne, som har fået hende til at skrive, og det går ganske godt med at skrive, for i Mellemøsten er hun én af de mere provokerende stemmer, som Suzanne også har været det i 70'ernes kvindeoprør.

Maram kunne ikke få sin seneste digtsamling Røde kirsebær på et hvidt lagen udgivet i Syrien, fordi man anså den for at være pornografisk.

Hun mener selv, den er sensuel. I stedet blev bogen udgivet på arabisk i Tunesien.

Samtalen mellem Suzanne og Maram er intim og bliver nærmest for privat.

De har begge hænderne foldede i skødet, som hinandens spejl.

Det er så svært at skrive om kvinders kamp for at nedbryde fordomme, undertrykkelse og kassetænkning, fordi det risikerer at bekræfte os i de fordomme i stedet for at nedbryde grænser. Maram er så personlig, at man tænker, hvad kommer det os ved, og samtidig kommer hun helt tæt på, og hun er så smuk.

Maram er i rødt, Brøgger i hvidt og kongeblåt, Brøgger har sokker på, der minder om balletsko, Marams sko er røde og høje, udseendet er ikke alt, men en del af pakken. Det er, som om det er det ydre, de elsker og overlever på, men samtidig hader og bedømmes af. Det er den slags tabu, de bruger i deres kunst, den slags tabu, de prøver at gøre op med, men samtidig bruger.

Leder efter lighed

Suzanne styrer samtalen.

"Jeg hører, De har modtaget en pris fra Adonis," siger hun til Maram, og fortæller, at hun selv har modtaget én af Adonis' bøger, som længe har været en Nobelpris kandidat.

"Måske sender han den til alle kvinder. Han skrev, at jeg havde et smukt blik," siger Suzanne lidt genert.

Hendes mørke øjne skinner omringet af arabisk inspireret khôl.

"De har også nogle smukke øjne, Adonis er en stor digter, han sender ikke bøger til hvem som helst," siger Maram og langer med pludselig forretningsmæssig mine Adonis' visitkort over bordet.

Suzanne skriver hans email over på en lap papir. På en anden lap står der, "jeg elsker dig".

"Jeg blev rørt over Deres optræden. Både Deres poesi, men også måden, De læste op på - følsomt og ydmygt," siger Suzanne til Maram.

"De minder mig om en veninde, jeg engang havde i Damaskus," giver Maram igen, og fortæller om sin digtning:

"Jeg talte med en canadisk forfatterinde, der altid ledte efter forskellene mellem os, når hun skrev sine digte. Jeg har altid skrevet om det, vi har tilfælles."

Mangel på begær

"Vi mangler begæret i Europa," fortsætter Suzanne.

"Begæret mangler over hele verden," svarer Maram.

"Vi har vores rutiner, vores ægteskab kører næsten som små, velsmurte maskiner. Der er ikke noget at kæmpe for, ingen passion," siger Suzanne.

"I Mellemøsten er kvinderne blevet så voldsomme i deres digte. Der er en egyptisk forfatterinde, der skriver om at onanere. Da hun læste op, sad de mandlige tilhørere og vred sig i stolen af væmmelse. De er ikke vant til at høre om kvindelig selvtilfredsstillelse," siger Maram, der personligt mener, det er trist, kvinder vil skrive så aggressivt som mænd. Poesi skal være subtil og delikat. Der er ingen grund til at være vulgær. Det er en misforstået form for frihed.

"Synes De, det er poesi," spørger hun Suzanne, der svarer:

"Der er forskellige årsager til at skrive. Nogen gør det, fordi det er vigtigt, deres stemme bliver hørt. Andre gør det for det formmæssige. Det er vigtigt, vi lytter til de arabiske kvindestemmer. Men man må ikke glemme magien. I poesi ved man ikke, hvad man skriver. Man skriver ud fra det, man har oplevet, men på sådan en måde, at det bliver relevant for andre end én selv."

Nøgen intelligentsia

Der var engang, hvor Suzanne stod nøgen på Det Kongelige Teater.

"Da jeg var ung kunne en intellektuel umuligt smide tøjet. Hvis man skrev, skulle man bære briller og være grim. Jeg ville gerne gøre opmærksom på, at man kunne være nøgen og skrive om Foucault," siger Suzanne, der spillede den skønne Helene i et stykke af Shakespeare.

"På den tid var det nødvendigt at ødelægge kasserne. Vi skulle redefinere alt. Ikke kun relationen mellem mand og kvinde. Det var som om, vi kom fra det ydre rum, og kunne se det hele på ny. Det var dengang, kvinder var usynlige, det var et oprør. Det er klart, at der så går noget tabt, som eksempelvis følsomheden," siger Suzanne og fortsætter:

"Der er altid en skyggeside, når man nedbryder, og der dør noget i enhver krig. Forholdet mellem mænd og kvinder lider stadig under den kamp for frigørelse. Jeg kender mange unge kvinder, som savner begæret og forførelsens elektricitet, som opholdes mellem mand og kvinde i traditionelle samfund," siger hun.

"I Mellemøsten er kvinderne slet ikke generte med deres krop. De forbereder sig på at modtage manden. Fjerner kropshår og gør sig lækre i fællesskab. Det er et søsterfællesskab," siger Maram og fortæller om de fantastiske beskeder, kvinder kan sende med deres øjne. Der er en stærk tiltrækning mellem kønnene, men i den slags samfund er der også skyggesider, som kan føre til underkastelse, og i nogle samfund som i Egypten, omskæring.

Undertrykt i Frankrig

"Det er ikke godt at udstille sig som luder eller bære slør, men det er nu ikke til at holde ud, at man ikke længere kan bære en bikini på stranden i Syrien, uden at modtage forfærdelige blikke," siger Maram.

For tilsløring er et paradoks, der også kan fungere som en tiltrækkende leg, hvor det hele blot bliver endnu mere seksualiseret.

Men det er nu en misforståelse at sige, at det blot er den mellemøstlige kultur, der undertrykker kvinder. Maram har ikke haft det nemt i Frankrig, selv om hun troede, at Paris, 'romantikkens by', gav hende frihed.

Marams poesi har vendt sig mod hende. Hendes eksmand bruger den i skilsmissesagen for at bevise hun var utro.

"Det var bare min fantasi, jeg skrev om. Det behøver ikke være virkeligt, men retten mener, at man kan læse, at jeg er løs på tråden. Det er ikke rigtigt, men sandt, at jeg viser min sårbarhed. Jeg står på scenen med alt tøjet på, men nøgen. Jeg fortæller mennesker om min hemmelighed. Det er ikke nemt at få sig selv til at fortælle, at man ikke er elsket, at man savner det. Nogen kan mene, det er grimt at se på, men jeg er der, fordi jeg har lyst til at give et lille gran af den følelse videre til andre," siger Maram. "Jeg har prøvet noget lignende," siger Suzanne og nikker.

"Jeg foretrækker at få direkte regler end at leve et såkaldt frit samfund som Frankrig, hvor der bare er stiltiende accept af undertrykkelse," siger Maram, der er opvokset med muslimske traditioner, men hendes mor er kristen.

Selv om hun ikke er religiøs, sidder de muslimske traditioner i hende som en del af hendes syriske opvækst. Hendes søster går med tørklæde, mens hendes mor var én af de første kvinder, der kunne gå i biografen med mænd.

"Jeg er opdraget til, at en mand skal gifte sig med mig, hvis han elsker mig. Han skal tage sig af mig og vise omsorg. Det er svært for mig at forstå, det ikke er sådan i Vesten," siger hun.

Det var baggrunden for at gifte sig med den franskmand, der bad om hendes hånd. Og hun var stolt af, at han var fransk, for han repræsenterede en frihed. Men han giftede sig tilsyneladende med hende, fordi han troede, hun var en ærbar muslimsk kvinde. Han ville have hende til at gå hjemme og tage sig af børnene.

"Min mand ville ikke have, at jeg lærte ordentligt fransk, han mente, at det var sødt med sådan en lille accent," forklarer hun Suzanne, der sidder med hovedet på skrå, nikker engang imellem og siger, "C'est vrai?" er det sandt? på én gang forbløffet og forstående. Maram fortæller videre, at han slog hende, hun gik fra ham, for hun kunne ikke byde sine børn, at hun blev behandlet med så lidt respekt.

"Hørte jeg noget i Deres digte om utroskab," spørger Suzanne så.

"Ja, men jeg mener ikke, utroskab er det værste. Det er i højere grad den ondskab, der kan være mellem et par. Det handler om, hvordan man behandler hinanden," siger Maram.

"Det var Deres ægteskab, der fik Dem til at skrive," spørger Brøgger.

"Der manglede noget i mit ægteskab, som jeg fik ud gennem skrift," svarer Maram.

"Det var meget svært at få en mand til at acceptere, at jeg skrev, da jeg var ung. Han var jaloux, følte, jeg elskede min skrift højere end ham, det kunne han ikke holde ud," siger Suzanne. "Så er der ingen kulturel forskel på den slags," siger Maram.

Nu handler det om ensomhed. Men det, der er kendetegnende for kulturer, er vel også, at de udvikler sig, de er ikke en stillestående størrelse, og det er mennesker heller ikke.

Suzanne skriver ikke længere Fri os for kærligheden.

Hun har fundet den og bor på landet med sin mand.

Blot kategorier

"Er Deres skrift så blevet mere kold med tiden," spørger Maram.

"Min sidste bog er skrevet på landet. Efter 25 år så tæt på mennesker, kommer man til at elske dem. Det er jo bare en anden form for kærlighed. Det handler også om ensomhed," siger Suzanne og fortæller om en mand, der glemte at fodre sine køer. De døde.

Brøgger prøver stadig at hoppe ud af fordommene, og den eneste måde er nedbrydelse, mener hun.

"Det er jo bare kategorier, undertrykt, luder, at være nøgen eller påklædt. For at komme ud af dem, bliver vi nødt til at nedbryde dem. Man bliver nødt til at være utro mod kategorierne. Det bliver man også i den personlige fortælling. Så udviskes fordommene. Vi forstår, at livet er paradokser, vi ikke kan sætte i bås. Jeg kan være mor og gå med læbestift og have venner og være gift og skrive digte," siger Suzanne, og Maram fortsætter:

"Og jeg kan være mor og have mænd og få orgasmer og være stolt af min krop. Vi kan være alt."

Digte fra digtsamlingen 'Røde kirsebær på hvidt lagen' oversat til dansk til lejligheden:

Jeg er bolchetyven

foran din butik,

mine fingre er klistrede,

og det er ikke lykkedes mig

at putte en eneste af dem

i munden.

Det banker på døren.

Hvem er det?

Jeg gemmer min ensomheds støv

under gulvtæppet,

jeg sætter mit smil på plads

og lukker op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her