Hvis man følger dagspressen, vil man have set, at bataljen i Parken i sidste weekend krævede mange ofre. Den største taber var naturligvis selve fodboldspillet. Men med UEFA's dom i går, hvor Danmark idømmes et skrivebordsnederlag til Sverige på 0-3, og Christian Poulsen får tre spilledages karantæne, mens de næste fire landskampe skal spilles mindst 250 kilometer fra København, må både DBU og landsholdet betragtes som ofre for tumulten på grønsværen. For et par dage siden trådte Christian Poulsens mor så frem i B.T. og indikerede, at også hendes søn må regnes for offer for den ballade, hans mavepuster til Markus Rosenberg udløste. Ja, flere kommentatorer har ligefrem udtalt, at også det visne øljern, der invaderede banen iført stramtsiddende landsholdsreplica må regnes blandt ofrene, da han har pådraget sig en hel nations vrede og efter eget udsagn knap tør forlade sin bopæl i Göteborg af frygt for repressalier (hvad indbyggerne i den sydsvenske storby så end skulle have imod ham).
Hvad der er blevet overset i alt denne hurley burley er, at den største pris for skandalematchen i Parken må bæres af landstræner Morten Olsen. Hans offensive spilsystem har lidt et endegyldigt nederlag, og hans egen position er bragt i fare. Var Danmark blevet udsat for en regulær ydmygelse af Sverige - som meget tydede på, da de blå-gule havde bragt sig foran med 3-0 på 25 minutter - er der ingen tvivl om, at kravet om Morten Olsens afgang ville have rejst sig fra folkedybet og formiddagsavisernes spalter. Men selv efter at det lykkedes holdet at kæmpe sig tilbage i kampen, bør man ikke ignorere, at indsatsen mod svenskerne afslørede klare begrænsninger i Morten Olsens spillefilosofi. Sagen er jo, at Danmark ikke fightede sig tilbage i kampen på grund af landstrænerens taktiske dispositioner, men på trods af dem. Det var tydeligt for enhver, der oplevede det skift i spillestil og attitude, der fandt sted, da slaget syntes tabt, og hele holdet blev kastet frem i en betingelsesløs offensiv for at redde stumperne. Indtil da - i den første halve time, hvor de danske spillere dydigt holdt sig til landstrænerens rigide 4-5-1 koncept med Jon Dahl Tomasson alene på toppen - virkede opspillet låst og krampagtigt; kombinationerne var for forudsigelige, og løbemønstrene virkede så indstuderede, at de nærmest forekom mekaniske. Svenskerne trevlede efter behag de danske angreb op og iværksatte en stribe giftige kontrastød. På denne halve time blev Morten Olsens fløj-baserede angrebssystem, der virkede så nyt og frisk, da det blev introduceret i 2000, i realiteten stedt til hvile. Det blev kulet ned i graven af et hold hårdtarbejdende svenskere, der havde gjort deres hjemmearbejde ordentligt og vidste, hvordan de skulle forhindre de danske kantspillere i at komme i gang; Og jorden blev påkastet af et langlemmet stortalent, som blev sat på banen fra starten af 2. halvleg, og som viste, hvordan de rød-hvide skal spille angrebsfodbold i fremtiden, hvis de fortsat skal kunne gøre sig gældende på den internationale scene: Nicklas Bendtner.
Har ikke lært lektien
Bendtner står for alt det, Morten Olsen ikke kan lide. Han lunter rundt på banen, tager sjældent imod gode råd fra de ældre i gamet, kæfter op i pressen og viser manglende respekt over for sine holdkammerater. Men det er der bare ikke noget at gøre ved. For han er samtidig den mest spændende angrebsspiller, Danmark har fostret siden Preben Elkjær.
Det demonstrerede han tydeligt i de 45 minutter, han fik mod svenskerne. Med sine uortodokse ryk skabte han dynamik i den danske offensiv, og han gav samtidig Jon Dahl Tomasson mulighed for at trække lidt ned i banen og spille den plads, han udfylder bedst, nemlig rollen som hængende angriber. Det var dette taktiske skift - kombineret med den desperation, der tvang resten af holdet til at smide alle de snærende taktiske bånd i 2. halvleg - der frembragte det forbløffende comeback. Og det kan hverken krediteres til Morten Olsen eller assistentræner Peter Bonde, der styrede udskiftningerne under kampen. Bendtners tilstedeværelse på banen skyldtes jo ikke et velovervejet ønske fra Olsens side om at ændre spillestil, men skal udelukkende tages som udtryk for, at den 19-årige angriber fra Arsenal var holdets sidste chance for at redde sig ud af en håbløs situation. Dermed kom Bendtner til at personificere trænerens taktiske fejlgreb, samtidig med at han bragte Danmark tilbage i kampen inde på banen. Havde Morten Olsen sendt det rette mandskab på banen fra start - altså et hold, der både havde inkluderet Bendtner og Tomasson i angrebet - er det næppe sandsynligt, at danskerne havde brugt de første halve time på at løbe ned ad offensive blindgyder og forære svenskerne den ene kontra-chance efter den anden.
Men at Morten Olsen ikke har lært lektien, blev desværre demonstreret i kampen mod Letland onsdag aften. Her startede Nicklas Bendtner ganske vist inde, men han blev pillet ud midt i 2. halvleg, selv om han sammen med Dennis Rommedahl havde været Danmarks bedste og ved flere lejligheder udfordret det lettiske forsvar. Og efter kampen nævnte Olsen oven i købet Bendtner som en spiller, der fortjente særligt hård kritik for ikke at have arbejdet nok for holdet:
"En centerforward skal også lave et løbearbejde, men han er en ung fyr og har vist, at han har talent, så det skal vi nok få rettet op på."
Mangler evne og vilje
Landstrænerens melding er bekymrende, fordi den afslører, at han både mangler viljen og evnen til at finde plads til et dyrebart talent som Bendtner i det stramme taktiske koncept, han har snøret landsholdet ind i. Gu' er det rigtigt, at Bendtner ikke løber særligt meget for resten af holdet. Og hvad så? Det gjorde Elkjær heller ikke. Det gør Filippo Inzaghi, der scorede for Milan i Champions League-finalen, heller ikke. Og det gør Zlatan Ibrahimovic, Ruud van Nistelrooy og Michael Owen for den sags skyld heller ikke. Den slags spillere - egoisterne, måltyvene, de fødte afsluttere - konserverer deres energi til de få øjeblikke i hver kamp, hvor de har chancen for at score. Det er det, der gør dem så farlige. Det er derfor, de handles for store summer over hele Europa.
Olsens manglende forståelse for Bendtners kvaliteter er et tydeligt tegn på, at hans tid som landstræner er ved at rinde ud. Han har bygget holdet op om et spillekoncept, der var skræddersyet til de spillere, han havde til rådighed, da han tiltrådte som chef for landsholdet for syv år siden. Men i takt med at disse spillere takker af og erstattes af nye typer, er det nødvendigt, at han justerer på konceptet, og det har han ikke formået. Inden længe vil det også give ham problemer med det helt centrale element i landsholdets offensiv, nemlig fløjspillet. Det hviler stadig på Grønkjær, Rommedahl og Martin Jørgensen, der har været en del af landsholdet i hele Morten Olsens periode. Men som kampen mod svenskerne demonstrerede, så er de efterhånden blevet gennemskuet - og desuden er de også ved at være oppe i årene - så det er ved at være på tide, at man indkorporerer næste generations fløjspillere på holdet. Og det er særdeles tvivlsomt, om landstræneren kan løfte den opgave. Hvis man kaster tankerne tilbage til VM i Tyskland sidste år, vil man erindre, at det mest væsentlige taktiske nybrud, der blev demonstreret under den turnering, var, at flere nationer anvendte fløje, der flagrede meget i deres spil, og som så hyppigt søgte ind i banen, at de nærmest optrådte mere som centrale midtbanefolk end wings i store dele af kampene. Denne nyskabelse har også bredt sig til flere klubhold. Herhjemme stiller FCK hyppigt med en yderst mobil Atiba Hutchinson på fløjen, hvorfra han involverer sig i spillet over hele banen, og man ser tilsvarende tendens i mange andre klubber.
Den præger også de kantspillere, der står på spring til at overtage fløjpladserne på landsholdet efter den gamle garde. Yngre folk som Kahlenberg, Jan Kristiansen og Michael Silberbauer er alle spillere, der ynder at søge ind i banen og skabe overtalssituationer på midtfeltet, men det får de ikke lov til på landsholdet, hvor Morten Olsen klæber sine fløjspillere til sidelinien, hvilket er en af hovedårsagerne til, at en storspiller in spe som Thomas Kahlenberg endnu ikke har udlevet sit fulde potentiale i landsholdsdragten.
Moralen på retur
Slutteligt vækker det også bekymring, at landsholdet tilsyneladende er begyndt at blive hjemsøgt af disciplinære problemer; noget, man ellers tidligere har været lykkeligt fri for. Morten Olsen initierede dem selv ved at miste besindelsen og pådrage sig en bortvisning under udekampen mod Spanien. Efterfølgende slog det klik for Christian Poulsen, og i dagene op til kampen mod Letland forsøgte Martin Laursen gennem pressen at tale sig selv ind i startopstillingen i stedet for Mi-chael Gravgaard - hvilket lykkedes. I stedet for at banke Laursen på plads, belønnede Olsen ham med en fuld kamp i Riga; og netop som Olsen i øvrigt havde bebudet, at det nu skulle være slut med at pådrage sig dumme advarsler, tog Rommedahl helt bevidst trøjen af efter sin første scoring mod letterne for at afsløre en t-shirt med en påskrift, der henviste til en intern joke i landsholdslejren. Hvorefter han selvfølgelig fik gult og nu kun befinder sig ét kort fra en karantænedag. Ingen meldinger fra landsholdslejren tyder imidlertid på, at Olsen agter at disciplinere den hurtige kantspiller, der så åbenlyst trodsede ham.
Alting peger i samme retning. Vi befinder os i Morten Olsen-regimets sidste tid. Opløsningstendenserne er sat ind. Hans autoritet smuldrer internt i truppen. Og på banen tegner der sig et stadig mere tydeligt billede af en landstræner, der er låst fast i et forældet koncept, og som ikke formår at integrere nye talenter på holdet. Han har for anden kvalifikationsturnering i træk været med til at anbringe Danmark i en så vanskelig situation, at vi sandsynligvis skal vinde de sidste seks puljekampe for at kvalificere os til Europamesterskaberne. Det sker ikke. Næste gang vi sætter point til, bør Olsen tage sit gode tøj og gå.
