Lige i disse uger slynger biavlerne årets første honning fra raps- eller æbleblomster og andre frugttræer. Friskslynget honning er flydende, og den har en unik fin smag. Honningen holder sig kun flydende kort tid, ca. 14 dage, før den krystalliserer og stivner. Den skal opbevares ved stuetemperatur. Når der høstes honning anden gang, og der ikke er nogen nektar fra korsblomstrede planter, bliver honningen ofte flydende i flere måneder.
Flydende honning har ikke tidligere være del af den danske tradition. Nu er det helt almindeligt at komme flydende honning på yoghurten, i dressinger, marinader og te, men sjældent er den af en kvalitet som den friskslyngede. De fleste danske biavlere har gennem tiden rørt honningen, så den bliver stiv og smørbar til madderne - og det er jo også fint til vintermaden. Den nyslyngede honning er en sæsonvare. Køb den direkte hos biavlerne, på markeder eller andre specialforhandlere. Den er fin til et stykke blåskimmelost eller på et stykke lyst evt. ristet brød. Til friske jordbær er den perfekt - smag det. Sæsonen for de to er præcis den samme - mon ikke det bliver en ny klassiker?
Danske jordbær er meget forskellige i smagsintensitet, sødme, fylde og 'jordbærsmag' - det afhænger meget af sorten. De første i sæsonen er Zefyr, der er en ældre sort og ikke så almindelige som det ret holdbare Honeoye. Det lille røde bær Polka ligner den ældre sort Senga Sengana, der ligesom Dybdahl har kortere holdbarhed. Af nyere sorter er Symphony, der er et stort bær, og det kan være meget intenst i smagen, mens Elsanta er stort og pynteligt, men smagsmæssigt knapt så interessant.
Spis jordbær så friske som muligt og helst samme dag, de er plukket. Jordbær er sarte og skal behandles med omhu. Skyl dem først i koldt vand lige før de skal bruges - pil bladene af bagefter. Jordbær kan evt. opbevares i køleskab. Tag dem ud et par timer før, de skal spises - så smager de af mere.
Hyldeblomsterne er tidlige i år, og vil man lave saft, snaps eller helt enkelt hyldeblomstsukker, der kan tørres og holde sig hele vinteren til kagedrys - så er det nu.
Hyldeblomstsukker
Pil blomsterne af hyldeskærme, til der er 0,5 liter. Bland med 250 g lyst rørsukker og skal af en citron. Blend halvdelen af det, og bland det blendede med resten. Lad det tørre på et stykke bagepapir på en bakke med et stykke bagepapir løst hen over. Når det er tørt, hældes det på et syltetøjsglas.
Rabarbersaft
- 500 g rabarberstilke
- 500 g lyst rørsukker
- 1 spsk. (15 g) citronsyre
- 2 dl appelsinjuice
- Evt. nonoxal
Skyl rabarberstilkene og skær dem ud i stykker på 1 cm. Kog dem med 1 /2 l vand i 20 min. Lad blandingen trække ca. 30 min., og sigt frugten fra.
Kog saften med sukker, til det er opløst. Fjern skum på overfladen. Tilsæt citronsyre og appelsinjuice (evt. tilsat nonoxal).
Hæld rabarbersaften på flaske. Fortynd 1:1 med vand eller hvidvin. Saften kan opbevares i køleskabet op til 1 måned.
Rabarber indeholder oxalsyre, der kan give en ubehagelig følelse på tænderne. Oxalsyre udfældes med calcium, som findes i nonoxal og f.eks. mælkeprodukter.
Nøddemarengs med jordbær og skum
Nøddemarengs (ca. 16 stk.):
- 6 æggehvider (2 dl)
- 300 g lyst rørsukker
- 150 g hele hasselnøddekerner
- 75 g hele mandler (usmuttede)
- 50 g pinjekerner
- 25 g pistacienøddekerner
Fyld til ca. 4 portioner:
- 1,5 dl piskefløde
- 0,1 stang vanilje
- 1-2 tsk. fintrevet citronskal
- 2 tsk. flormelis
- 500 g friskplukkede danske jordbær
Pisk æggehvide og sukker i en skål over kogende vandbad (en gryde) til en tyk og fast masse. Vend alle nødderne i marengsdejen.
Læg bagepapir på to bageplader. Sæt 8 skefulde dej på hver, og flad dem lidt ud med en palet. Bag i ovn med varmluft, 110 grader i ca. 1 time. Lad kagerne køle af på bagerist.
Skyl jordbærrene og skær dem i halve og de største i flere stykker.
Pisk flødeskum med kornene af vanilje. Tilsæt citronskal og lidt flormelis. Kom en god klat på 4 nøddemarengs og fordel jordbærrene.
www.biavl.dk
Der er en del steder i landet med pluk- selv. Nogle kan findes på www.danske-jordbaer.dk.
Og så er det værd at besøge den flotteste madmesse herhjemme. Den afholdes i Svendborg 23.-24. juni. www.kulinarisksydfyn.dk