Læsetid: 4 min.

I den sovendekæmpes land

Heldigvis har vi da Folketinget og DK4. Ellers kunne det jo være, at vi holdt op med at kede os, og det ville sådan cirka være det værste, der kunne ske
2. juni 2007

Kedsomhed er på mange måder en glimrende tilstand at befinde sig i. Så længe man keder sig, udsættes man ikke for farer af nogen art - og man er heller ikke i stand til at tilføje andre skade. Hvis til-standen skulle true med at ophøre, befinder vi os jo i et land og en kultur, hvor der er rig mulighed for at fastholde og vedligeholde den. Man kan f.eks. tænde for sin DAB-radio og høre transmission fra Folketinget. Hvis man er heldig, er det Poul Nødgaard fra Dansk Folkeparti, der beklæder formandssædet. Han er et scoop med sin skolelærerfine hyggeonkelstemme, ikke rigtig dannet, men bestemt meget, meget pæn. En røst fra de autoritetshærgede 50'ere, hvor der skulle så uendelig lidt venlighed til at gøre én glad og munter. Når lægen eller præsten i al folkelighed brugte det lille ord 'sgu', og dermed demonstrerede dejlig almindelighed, blev man skam glad. Men altså, emnet for folketingsdebatten kan f.eks. være råd og hussvamp i private boligbyggerier. Det er selvfølgelig vigtigt nok for de stakkels lejere. Men man risikerer ikke ligefrem at blive grebet af neglebidende spænding, mens man hører på indlæggene fra salen og den ansvarlige ministers påtænkte foranstaltninger. I al fortsat kedsomhed har man god tid til at tælle, hvor mange af Tingets medlemmer, der overhovedet er i stand til at udtrykke sig nogenlunde klart ved hjælp af det danske sprog. Det er ikke nogen overvældende majoritet.

Alt det der moderne

En anden, mere visuel, måde at kede sig på er at se tv-kanalen DK4. En af de allerførste gange, jeg så fjernsyn, tilbage i slutningen af ovennævnte 50'ere, var hos min morfar på Sjælland. Han var ikke nogen tilhænger af det moderne, men han fik nu alligevel fjernsyn før de fleste andre. Det vi så, morfar og Lille Bent, en sommerlørdagseftermiddag, var tennis fra Wimbledon. Det var evig sjov. Det var for resten ikke kun det moderne, morfar ikke var vild med, han kunne heller ikke ret godt lide opmærksomhedskrævende børn. Men jeg var god til at sidde stille og bare glo, så det var lige før, jeg blev hans yndlingsbarnebarn. Evnen til bare at glo, uden risiko for at følelsen af kedsomhed pludselig forsvinder, er en betingelse for at få det fulde udbytte af DK4. Men opfylder man den, står Tivoli til gengæld vidåben, man kan se frem til et væld og en perlerække af knaldgod underholdning af indslumringstypen. Måske har jeg ikke set nok af det, måske ville visse nuancer blive åbenbarede, hvis jeg så det altid, men indtil videre er det min bestemte opfattelse, at alle DK4-magasiner bestyres af mandlige programværter. Langt de fleste midaldrende og med gråt skæg, og det hvad enten de forelæser (for det er nærmest det, de gør, heldigvis, ellers ville man vel vågne op) om livsanskuelses-spørgsmål, om fiskeri, jagt, kirker, eller om de kører rundt i de norske fjelde i det, som jyderne kalder en kampingsvugn. Især det sidste er jeg en stor fan af. Endeløse norske kilometer (der jo, som vi ved, er cirka dobbelt så lange som vores egne), fjelde og fjordudsigter. Imens forklarer programværten om fordele og ulemper ved autocamperen, om det behagelige ved at have brusebad monteret i vognen, om nødvendigheden af at holde pauser undervejs. Jo, man er i gode hænder hos DK4, man kan tage det helt roligt. Måske skulle man overveje at gå på efterløn, når man fylder 60. Så kunne man jo investere i sin egen kampingsvugn og realisere sine hedeste DK4-drømme.

Her i NYC havde vi engang vores eget lokal-tv. Falsters Lokal-tv, hed det. De transmitterede fra åbne byrådsmøder, fra handelsmes-ser og den slags. Kulturindslag lavede de også. Engang medvirkede man skam selv, sammen med Gorm Rasmussen og Arthur Krasilnikoff. Vi stod, tre mand høj altså, og læste op fra afdøde Angelo Hjorts bøger i et kunstgalleri. Medievante Arthur havde endda taget et ekstralangt og meget kulørt halstørklæde på, sådan ét, der når helt ned til gulvet og får en til at tænke på kæderygende franske intellektuelle. Men Arthur havde vistnok bare lidt ondt i hal-sen - og den unge mand ryger jo slet ikke, allerhøjst andres cigaretter (især mine) og kun ved særlige lejligheder. Lokal-tv'et besluttede vistnok, at vores oplæsning trods alt var for kedelig, derfor blev optagelsen aldrig sendt. Det gjorde en hel musical der-imod, nemlig én som en lokal friskole fremførte på teatret her i byen. Den handlede om den nordiske mytologi. Jeg kan stadig huske den gennemgående sang med det pædagoglyriske omkvæd: Livet er fedt i Val-hal-la. Og det er det måske, men nok lidt vel drabeligt også. Vi er jo trods alt et folk, hvis store helt er en sovende kæmpe.

Det værste der kan ske

For den, der trives godt med kedsomheden, er mareridtet selvfølgelig at blive rusket vågen af noget udefrakommende. Det kan vi fand'me godt nok ikke lide. Sådan noget som et toilet, der løber - altså tager vand ind, selv om cisternen må være fyldt. Skal man selv prøve at klare det - eller kan man lige så godt ringe efter en VVS-mand med det samme? Hvis man selv prøver, ved man, det bliver et drama uden lige. Hvor er ens værktøj henne, f.eks.? Det er der selvfølgelig ingen i hele husstanden, der kan give en forklaring på. Nåja, tænker man så. Så lad os da ringe efter en VVS-mand. Han ankommer, er gæst i vort hjem i urealistiske femogfyrre minutter og griner svedent, da han går. Derefter sætter man sig udmattet hen for at se travløb på DK4.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu