Året er 1992. Henrik Bo Nielsen har i en alder af 30 år lige skrevet under på kontrakt om at blive Informations nye administrerende direktør. Avisens daværende chefredaktør Lasse Ellegaard trækker den nye direktør med hen ad Gothersgade, og ud for Kongens Have skubber han ham op ad en mur og siger: "Det bliver ikke dig og mig, der kommer til at lukke bladet."
Henrik Bo Nielsen genfortæller episoden, da han skal svare på, hvad der i særlig grad kendetegner hans 16 år på avisen. Episoden er et vidnesbyrd om, at det, der står på spil, er det unikke avisprojekt Information.
Henrik Bo Nielsen er manden, der har ført det stolte skib gennem turbulent farvand og tusindvis af forandringer.
"Det var en fantastisk tid, fordi vi på en måde altid var på arbejde. Vi havde ingen penge, tabte stort set en million kroner om måneden. Men allerede et år efter, jeg kom til, gav virksomheden overskud," siger han selv.
Nu er han på vej mod nye udfordringer som direktør for Det danske Filminstitut. Hans afløser på Information er Morten Hesseldahl, der som bestyrelsesformand for Filminstituttet var med til at ansætte Henrik Bo Nielsen. I miljøet og i medierne har det derfor svirret med rygter og konspirationsteorier.
"Det irriterer mig selvfølgelig. Jeg har bestræbt mig på i mit arbejde at gøre tingene så fnidderløst som overhovedet muligt. Og her var jeg i en situation, som jeg hverken kunne styre eller kontrollere. Jeg havde selv gættet, at det nok var der, det bar hen, men det irriterer mig, fordi jeg godt kan lide rene snit," siger han om rygterne.
Nøgleord kontrol
Kontrol er et nøgleord, når det gælder Henrik Bo Nielsen. Han har ry for at være mindst tre skridt foran andre i forhold til alle igangværende processer på avisen. Han kan virke dominerende, men er samtidig utrolig afholdt. Gennem de 16 år på Information har hans loyalitet først og fremmest været rettet mod at få avisen til at overleve. Og han har i den periode haft en finger med i spillet i forhold til alle væsentlige forandringer. Derfor efterlader han et tomrum: "Når den nordjyske solformørkelse går ud ad døren, vil der være mere rampelys til andre," som han selv udtrykker det.
Den måde at være direktør på er krævende. Især på en avis, der har så mange stærke personer med hver deres dagsorden og mening om, hvordan tingene skal gøres. Her er fysisk tilstedeværelse en magtfaktor i sig selv.
"Hvis du vil opnå dine mål et sted, hvor mange har mål, hvor mange har en dagsorden, så er der et tilstedeværelseskriterium. En af grundene til, at jeg har fået så stor indflydelse på Information er også, at jeg var der tit, nogle perioder hele tiden. Så får man automatisk meget indflydelse." Den måde at arbejde på hænger også sammen med hans behov for kontrol.
"Sådan er min facon. Folk skal opleve, at jeg er tilstede og ikke en fjern direktør. Man har krav på en leder, der også er fysisk meget til stede. Det er også min erfaring, at man derved undgår en masse konflikter."
Af samme grund er han ikke meget for paroler som work smart fremfor work hard:
"Work smart er en floskel. Mængden af personer, der har skabt resultater ved ikke også at knokle er meget lille. Det at være leder på Information bliver også en livsstil. Man er omgivet af spændende mennesker, der ved meget om livets forhold, filosoffer, tænkere, journalister, forfattere og hele paletten, som det er sjovt at være sammen med og blive klogere af."
De mange timer på arbejde har en pris. Det har kostet et ægteskab, og venskaber har lidt under det.
"Det er fristende at give det onde arbejde skylden, men det er kun den ene del af sandheden. Den anden er også, at jeg i perioder har prioriteret forkert og dermed sat udviklinger i gang, som set i bakspejlet skulle have været anderledes. Det prøver jeg så at blive klogere på."
Henrik Bo Nielsen beskrives af flere som en forunderlig sammensætning af en storskrydende livsnyder og en fedtsyl. Nordjyden har taget storbyen til sig. At han er god til at holde på pengene og bruge dem rigtigt viser hans 16 år på bladet. I mere formelle sammenhænge optræder han altid i jakkesæt. Selvom han er direktør for en miljørigtig avis kører han rundt i en stor BMW. Og læsere af avisen kender også til hans hang til god rødvin.
Lejligheden i Bredgade vidner også om kontrol og orden. Elegante gamle stole, grafik på de lyse vægge. I reolerne står klassikerne sammen med historisk faglitteratur. Men også en del nyere skønlitteratur. En hel hylde er forbeholdt Jan Stages bøger. På toilethylden står digtsamlingerne af folk som Klaus Rifbjerg, Henrik Nordbrandt og Kristen Bjørnkjær. Det er primært de mandlige digtere, der har fået plads på toilettet.
I det ene hjørne af stuen ligger boxsæt med tv-serien Præsidentens mænd.
"Man kan få mange gode ideer, når man sidder og slapper af med den serie," som han udtrykker det.
Én forfatter fylder mere end de øvrige og viser ind til en vigtig del af Henrik Bo Nielsens personlighed, nemlig Winston Churchill.
"Han har sin helt egen placering, fordi han er fuldstændig forfærdelig og fuldstændig genial og uundværlig i én pærevælling. Jeg er fascineret af den blanding af kunstner og kriger, grådig livsnyder og hans mesterlige stil som retoriker. Jeg kan selv godt lide at tale og bøjer meget gerne for overmagten, når jeg kan se den. Og sådanne gamle parlamentstaler er en stor fornøjelse."
Churchill er et strategisk forbillede for det politisk dyr, Henrik Bo Nielsen også er. Han er kendt for at være analytisk og for at manøvrere dygtigt mellem forskellige positioner. Et politisk jungledyr, hed det fornylig i et portræt i Politiken. Hans særlige egenskab, at han er god til at være på god fod med alle, kommer ham ofte til gode. Han taler eksempelvis lige godt med ordførerne for alle politiske partier. Han er på én og samme tid meget vellidt og bliver opfattet som en dygtig manipulator, fordi han uanset hvad får folk til at føle sig godt tilpas.
Og så er der det med anekdoterne. Folk omkring Henrik Bo Nielsen ved, at han har en anekdote til enhver lejlighed, som han møder en given situation med. Han er godt klar over, at anekdoterne nogle gange kan stå i vejen for en samtale.
"Det er en fortællefacon, der er god til at skabe billeder af, hvad man vil. Jeg oplever, at når man forsøger at skabe billeder, så bliver folk også mere trygge, nemmere at overbevise om nogle ting. Basalt handler det også om, at del af min fascination af journalistik er evnen til at fortælle historie, som er ufattelig vigtig. Det er noget af det, der i de senere år er gået fløjten. Der er færre storytellers, som kan fortælle en kontant begivenhed på en måde, så man gider sætte sig ind i den. At der måske ikke er helt samme respekt om, at noget er velskrevet. At det er en kvalitet i sig selv."
Med fra barndomshjemmet
Churchill og den strategiske tænkning har Henrik Bo Nielsen med fra barndomshjemmet, hvor der fandtes alt om Danmark under Besættelsen og bøger om Anden Verdenskrig. Han er vokset op i Vadum, en lille by 10 km nord for Ålborg. Hans far var officer, mens moderen var leder af en børnehave. Henrik Bo Nielsen betegner det selv som en pæn og ordentlig socialdemokratisk familie i den tradition, der blev grundlagt med H. C. Hansen, hvor man interesserede sig meget for politik og for at diskutere samfundsforhold.
"Det, jeg husker fra mine forældres middagsselskaber, var brede politiske diskussioner til langt ud på natten. Det savner jeg i den tid, der er nu. I mit barndomshjem kunne man klokken halv to om natten høre en næve blive banket i bordet og blive efterfulgt af et: 'sikke noget vrøvl'! Det har præget mig og givet mig lyst til at diskutere og lyst til at bruge ord."
Han kommer også fra et nysgerrigt hjem, hvor man rejste tidligt ud. Han husker at have haft mæslinger i Østrig og røde hunde i Italien. Men også et hjem, hvor man læste enormt mange bøger og diskuterede med børnene. Han er vokset op med et klart billede af, at en ordentlig måde for folk at tilbringe tiden på, var at læse bøger.
Når han skal gøre arvegodset op er det, at ting kan lade gøre, hvis man koncentrerer sig om det:
"En grundlæggende tro på, at hvis man gør sig umage, kan man det meste. Det er en af de gaver, jeg har fået med fra barndomshjemmet. Hvis jeg sagde, at jeg ville bygge en Storebæltsbro, så sagde mine forældre, at det lyder som en god idé; det vil måske fordre, at du bliver ingeniør, begynder med matematisk studentereksamen, men selvfølgelig kan du bygge en Storebæltsbro. Det er mere en anvisende end en korrigerende måde at gå til det på."
Grundlæggende skepsis
En måde at se verden på blev grundlagt, da Henrik Bo Nielsen i slutningen af 70'erne opholdt sig et år i USA som udvekslingsstudent. I konfrontationen med et andet billede af verden blev han grundlæggende skeptisk og følte et ubehag ved det, han kalder "senhalvfjerserskråsikkerheden":
"Det var ubehageligt, når man kunne høre Bodil med de runde sygekassebriller sidde og argumentere for, at det var helt rimeligt, at Hans-Martin Schleyer af Rote Armee Fraktion blev nakket som del af den væbnede kamp. Jeg er sikker på, at Bodil i dag er overbibliotekar i Bjerringbro og på vej til børnebørn og blevet et ordentligt menneske. Men det var hele tonaliteteten i den tid. Jeg har det svært med, at folk koster rundt med mig, og sådan har jeg det også, når folk tænker i absolutter."
Henrik Bo Nielsen befinder sig åbenlyst godt i iagttagerens og analytikerens rolle. Det har givet ham mulighed for i det mere skjulte at have meget stor indflydelse på udviklingen af avisen. Da David Trads for nogle år siden forlod posten som chefredaktør, blev Henrik Bo Nielsen konstitueret som chefredaktør, samtidig med at han fortsatte som administrerende direktør. Det var en helt anden rolle at spille. Han blev på et tidspunkt tilskyndet til at gå efter posten af en gruppe seniormedarbejdere, men kunne ikke få bestyrelsen med på den plan, men i dag afviser han, at det var en post han forfulgte for enhver pris:
"Det har altid været del af min facon at skabe rammer for andre mere end selv at være den, der træder frem. Der, hvor jeg fylder, er på de indre linier. Mit behov for personlig eksponering i en bred offentlighed har jeg aldrig forfulgt eller efterstræbt."
Andre peger på, at han led et knæk, da han ikke fik lov at fortsætte og oplevede det som en skuffelse.
"Det er svært efterfølgende at motivforske i den vifte af muligheder, der var til stede. Det stod hurtigt klart, at det ikke ville ende sådan og så tilsiger min pragmatisme mig, at så kører man videre - og så var det i virkeligheden mig der på bestyrelsens opfordring gik ud og fandt en ny chefredaktør."
