Læsetid: 3 min.

Tequila til en solnedgang

Det startede som en trend i 80'erne. Så gik det ned ad bakke - og nu er anden bølge på vej, hvor det også handler om kvalitet
Moderne Tider
29. juni 2007
Det startede som en trend i 80'erne. Så gik det ned ad bakke - og nu er anden bølge på vej, hvor det også handler om kvalitet

Tequila er noget, som de fleste af Informations kernelæsere (det er dem med friværdierne!) vil forbinde med deres vilde ungdom i 80'erne. Dengang var drikken eksotisk og ny, og man skulle absolut drikke slammers og bodytequilaer på de mere dekadente steder, når man for alvor skulle give den gas.

Men ting kan også blive for folkelige, og den relativt billige og sprittede drik gled med tiden ned af skalaen og ud i periferien. Nu kan man så høre visse seriøse røster hævde, at tequilaen langsomt er på vej tilbage, denne gang blot i en mere ædel aftapning.

Lagrede sager er så småt på vej ind på markedet, og stadig har vi det bedste til gode på disse breddegrader. Men Alt over 17 besluttede ikke desto mindre at tage pulsen på denne nano-trend, og vi henlagde scenen til en smuk sommernat i det nordvestsjællandske.

Genopdagelse

Alle tanker om bodytequilaer blev straks opgivet. Primært på grund af personsammensætningen. Faster Anna havde lagt vejen forbi fra Århus i en moden alder, og chefredaktøren var også dukket uventet op, her aftenen før hans ambitiøst anlagte bryllup. Det ville have været på alle måder upassende - simpelthen ulækkert - om vi havde kigget os tilbage over skulderen på netop dette punkt.

Men derudover skulle det jo også være denne klummes formål at genopdage tequilaen i en mere seriøs kontekst, så vi satte os pænt med myggelys, salt og citroner, og så gik vi i gang.

Herraduraen viste sig at være en strålende start. Den er lavet på ren agave-kaktus, og ifølge rygter på Kultorvet skulle det med saltet komme af, at man etablerer tørke i munden - sådan ørkenagtigt plus/minus - og så kommer den læskende kaktus-drik rullende og sætter tunge og talebånd fri. Jeg ved nu ikke. Men godt smagte den, blød som en god snaps.

Sauza Hornitos er også ren agave og i den gode ende fra Sauza, selvom de laver dem meget finere til det amerikanske marked. Den var ok, men noget sprittet, og egentlig kom den lidt på mellemhånd, da vi åbnede Sauzas Gold. For smagsmæssigt skulle der næsten målfoto til, men Gold er billigere, yderligere sprittet, og så har den den gule farve, som sender en lukt tilbage til Casablanca og Dan Turell. Altså en rigtig tequila, en nostalgi-raket, og på dette tidspunkt i testen var vi i hvert fald mere end rede til at anerkende præcis denne kvalitet. Chefredaktøren skulle trods alt også giftes et halvt døgn senere, og den slags har det jo med at udløse ikke ubetydelige svung med følelserne.

Som losseplads

Til sidst skulle vi prøve en Mezcal, som er dem med den døde orm i bunden af flasken. Den vordende gom kunne huske, at jeg engang havde spist sådan en, men det kunne jeg ikke selv genkalde, hvilket også er en del af pointen. I dette tilfælde når vi dog næppe nogensinde ned til kræet, for sprøjtet smagte som en mexicansk losseplads en julidag. Råddent, simpelthen, hvilket fruen naturligvis som den eneste forstod at værdsætte.

Jeg har før nævnt hendes færøske blod, og hvad det gør for denne klumme, spiritus og sær mad i øvrigt, og nu fremturede hun fremdeles med, at dette fluidum havde karakter og fylde. Denne gang valgte vi dog at ignorere hende i stjernegivningen. Der må være en kant.

HHHHHIHerradura. 335 kr.

HHHIIISauza, Hornitos. 256 kr.

HHHIIISauza, Gold. 190 kr.

HIIIIILajita, Mescal (0,5). 175 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her