Læsetid: 4 min.

To år i aktualitetens skygge

At kunne se det store i det små er en sjælden kunst, som den østrigske essayist Karl-Markus Gauß behersker til fulde. Også hans seneste bog er et opgør med den bevidstløse nyhedsstrøm. Og et forsvar for den selvstændige, insisterende tanke
Moderne Tider
2. juni 2007

"Det nye år er kommet, og tegnene på krig tager til. I månedsvis har vi set veloplagte folk i fjernsynet, hvis gode humør vi ikke bliver så påvirket af, at vi opfatter dem som løgnere."

En aktuel bog, sådan i medie-/forlagsverdens almindelige forstand og terminologi, kan man næppe sige, at Karl-Markus Gauß nye bog er. Irak-krigen er ved at være forbi - i hvert fald set med danske, britiske, ja europæiske øjne. Om nogle få uger bliver de sidste soldater trukket ud af det land, som jo nu er i stand til at forvalte sig selv. Nej, vi er tilbage i 2003. Ikke noget, Jens-Christian-Grøndahl-jeg-tog-fejl-refleksionsagtigt. Men heller ikke det modsatte: Se, hvad sagde jeg, jeg havde jo alligevel ret.

Nej, Karl-Markus Gauß' Zu früh, zu spät (for tidligt, for sent) unddrager sig en egentlig kategorisering. Det er kronologiske optegnelser, som er andet end en dagbog og andet end et essay, som begynder i januar 2003 og slutter et sted i sensommeren 2005; refleksioner, som kredser om Irak-krigen, men også om så meget andet - forholdet mellem Europa og USA, Gauß' hjemby Salzburg, litterære opdagelser i den hjemlige bogreol, barndomsminder. Tilsammen splinter af Europas politiske landskab, som, hvis ikke nogen ville samle dem op, var dømt til glemsel.

Historiens gang i bidder

De, der kender Gauß' forfatterskab, ved, at han behersker den om ikke udøende, så i hvert fald sjældne kunst, at kunne se det store i det små, at kunne montere et billede af tusind forskellige elementer, som hver for sig virker ubetydelige. Ligeså meget som Walter Benjamin og Siegfried Kracauer i 1920'erne var i stand til at fastholde historiens gang i fremstillingen af en engel eller revy-pigernes synkrone bevægelser, så flanerer Gauß igennem en europæisk dagligdag, som han på en og samme tid føler sig forbundet til, men også afmægtig overfor.

"I månedsvis er der sivet en gift ud, som begynder at lamme os. Vi betragter det allerede som uundgåeligt, at vi bliver løjet for, og det af løgnere, som ved, at vi griber dem i deres løgne, men som alligevel bliver ved med at gentage det, som de selv ikke tror på."

Bare den blinker

Det er langsommeligheden, netop det ikke-aktuelle, som er bogens sjæl og styrke. Man læser den næppe fra den ene ende til anden, men lader den ligge på bordet eller i arbejdstasken for at kunne tage den op og dykke ned i den hist og pist - altid beriget med en tanke, når man lægger bogen tilbage. Gauß' refleksioner er antitesen til de daglige nyhedsmedier, som i deres bevidstløse jagt på sensationer stiller sig tilfreds med at afbillede verdens overflade - bare den larmer, blinker og er fuld af farver, ja udgiver sig for at se anderledes ud end i går. En manglende insisteren, som statsministre, spin-doktorer, fhv. cykelstjerner, m.fl. for længst har erkendt, og som igennem den evindelige gentagelse bliver til et problem, når man som læser, lytter, seer, konsument af denne mediestrøm jo efterhånden kunne tro, at verden virkelig kun bestod af lutter overflade.

"Hvad driver ham (Blair, red.) til det? Er det de gamle forbindelser, som knytter Storbritannien og USA sammen? Er det den gamle mistillid, som mange briter nærer til Europa? Er det sentimentets eller resentimentets politik? Måske begge dele, men dertil kommer noget helt andet. Forelsket i det at sejre, opfatter Blair USA som den eneste magt, som på verdensplan altid vil sejre i en overskuelig fremtid. Og han vil hellere tage fejl sammen med denne magt end at få ret imod den."

Løgnen. Magtens arrogance. Og afmægtigheden over for dem. Emnet trækker sig som en rød tråd igennem de 400 sider - med hensyn til Irak-krigen, hvor den har kostet ved gud hvor mange menneskeliv, men også det offentlige rum i det hele taget. Gauß ved godt, at han alene ikke kan punktere overfladen og ændre historiens gang, men ved at sætte refleksionens kraft imod hulhedens fraser kæmper han vel med det værktøj, en forfatter har til sin rådighed.

At det samtidig er en forfatter, der stadig nærer håb for Europa, skinner igennem på næsten alle sider. Ikke, at det står så meget bedre til på dette gamle kontinent. Men måske fordi løgnen og magtens arrogance her stadig i langt hyppigere grad støder på en kritisk tradition, som tror på ordets og kun ordets magt.

"Ja, hvis USA ikke havde terroristerne, ville landet ikke være i stand til at begrunde mange af de ting, som det foretager sig. Og hvis europæerne ikke havde USA, kunne de ofte ikke begrunde, hvorfor de af helt egen drift gør, hvad de hellere burde undlade."

Karl-Markus Gauß: Zu früh, zu spät. Zwei Jahre. Paul Zsolnay Verlag. Wien 2007. 416 sider. 24,90 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her