Læsetid: 6 min.

To stay or to go?

Kaffetræf. Det er ikke hjemme eller på arbejde, men 'det tredje sted', at knuderne i byens netværk knyttes. Emmerys, Baresso og nu også cafékæden Starbucks udvider voldsomt. Det handler om kaffe til kendere, men også om at sælge støj, samvær og bevægelse til rastløse bymennesker
Kaffetræf. Det er ikke hjemme eller på arbejde, men 'det tredje sted', at knuderne i byens netværk knyttes. Emmerys, Baresso og nu også cafékæden Starbucks udvider voldsomt. Det handler om kaffe til kendere, men også om at sælge støj, samvær og bevægelse til rastløse bymennesker
Moderne Tider
15. juni 2007

Kaffen er god, men udsigten elendig. Starbucks har landet sin første danske café i Københavns Lufthavn, nærmere bestemt den frit tilgængelige del af SAS-terminal 3, og der kan man så sidde og nyde sin kæmpemæssige Caffe Latte Venti til 40 kroner - med udsigt gennem panserglas til bagagebånd 6 og 7, hvor trætte flypassagerer spejder desperat efter deres kufferter.

Nej, udsigten er ikke værd at skrive hjem om denne formiddag i Kastrup, men nok kaffen. Den serveres i Starbucks efter et mildest talt velprøvet koncept. Den amerikanske cafékæde, der fandt sin nuværende form i Seat-tle i løbet af 1980'erne, åbner nu seks nye caféer verden over - hver eneste dag, forstås. Den dramatisk stigende mængde kunder betjenes af 140.000 ansatte, og vi tæller stadig.

En anelse samlebånd er der uvægerligt over foretagendet, og etiopisk connaisseur-kaffe til at tage med i papkrus med suttehul langes da også over disken i lyntempo af de ferme bryggere, barista'erne.

Lænestol og stikkontakt

Men inde bag baren, de stive træstole på flisegulv og den almindelige travlhed er der en smule ro.

Der findes nemlig hos de fleste Starbucks-caféer et tæppebelagt lounge-område med velpolstrede lænestole, stikkontakter til din batteriflade laptop samt trådløst internet. Vigtigst er, at der ikke ustandselig kommer en servitrice og tørrer bordet demonstrativt af for at få dig til at lette bagdelen og forlade etablissementet.

Hos Starbucks ser man tværtimod gerne, at du slår dig ned og lader som om, du er hjemme. Det vil sige ikke hjemme på den kedelige måde, med huslige pligter og en krævende partner, men snarere 'tilpas på det tredje sted'.

Betegnelsen det tredje sted - der hverken er hjem eller arbejde - har Starbucks søgt at hæfte på sig selv efter et marketingkoncept udtænkt af kædens leder, Howard Schultz.

Det er også et begreb i socialvidenskaben, oprindelig fremsat af bysociologen Roy Oldenburg fra Florida. I sin bog fra 1991, The Great Good Place, understreger han betydningen af disse byens tredje steder, der spænder lige fra hyggehjørnet i motionscentret og området foran det lille supermarkeds op-slagstavle til den lokale Starbucks.

Voldsom vækst

Han går så vidt som til at kalde det tredje sted for hjertet i det pulserende lokalsamfund og væksthus for græsrodsdemokratiet. Her er vi klart nok ude af lufthavnen og i gang med hverdagen i det livlige storbykvarter.

Antallet af kaffebarer er på det seneste steget eksplosivt. Den danske cafékæde Baresso har siden 2000 åbnet 14 caféer, og alene i den resterende del af året regner kæden med at åbne fem nye. Den århusianske bagerbutikskæde Emmerys, der også serverer kaffe til kunder på barstole, har på kort tid fået 18 butikker. Dertil kommer talrige enkeltstående kaffebarer. Og så er der Starbucks, som ikke vil afsløre, om de agter at indtage andet end lufthavnen i Danmark. Den samlede vækst i rene kaffebarer, der hverken sælger varm mad eller alkohol, ventes at være 30 procent om året i Danmark, lyder vurderingen fra en af aktørerne selv, Baresso.

Bestem selv tid og sted

Byforskeren John Pløger fra Roskilde Universitetscenter noterer sig kaffebølgen, men peger på, at de store danske byer halter efter i forhold til udviklingen af cafélivet i udenlandske metropoler.

Han henviser til den sydeuropæiske tradition for uformelle mødesteder, hvor man hilser på hinanden over en hurtig espresso - og til det mere nærliggende Oslo, hvor studerende ofte sætter hinanden stævne på kaffesteder for at lave gruppearbejde. Adfærden kendes dog også fra Danmark.

"Det virker helt planlagt. De studerende fravælger at samles i små lejligheder eller uddannelsesinstitutionens faciliteter. Man foretrækker kaffebarer med adgang til strøm og net. Men det er mindre kaffen end atmosfæren, der trækker," siger John Pløger og konstaterer:

"Det er en del af attraktionen, at der sker noget omkring en. Der er tale om en ny generation, som ikke føler sig helt så meget forstyrret af støj som tidligere generationer, og som også selv leverer en del støj."

Også personer med bestemte former for arbejde foretrækker i stigende grad at tilbringe en del af arbejdstiden på kaffebar, har John Pløger bemærket. "Det kan være folk, der arbejder freelance inden for kreative fag som journalistik eller skuespil. At sidde på kaffebar med sin bærbare betyder, at man ikke er alene. Samtidig skaber man sig en identitet og sender et signal til omverdenen om, at man befinder sig i en kreativ fase, og at man selv bestemmer over sin tid og selv vælger sit opholdssted," fastslår John Pløger og tilføjer, at der typisk er 50-60 procent singler i en storby.

For dem kan det uforpligtende fællesskab på kaffebarer overtage nogle af en families funktioner. Det kan for eksempel være om morgenen, hvor singlen henter sin kaffe og muffin og samtidig får hilst på andre, der heller ikke spiser morgenmad i ensomhed.

Mindst lige så vigtig i funktionen som lounge og avanceret dagligstue er dog kaffebaren som udleveringssted for to-go kaffe, mener John Pløger. "Storbylivet handler om mobilitet," siger han.

Gaden er det tredje sted

Det samme siger Henrik Reeh, der ved Københavns Universitet er lektor i moderne kultur.

"For 10 år siden hed det sig, at byen risikerer at forsvinde eller tørre ud, når alle sidder og kigger på deres pc-skærm. I dag ved vi, at menneskestrømmene i gaderne og på de tredje steder snarere fortættes, fordi folk bringer deres bærbare med sig rundt og slår skærmen op de mest uforudsigelige steder. Vi vil væk fra hjemmene og de faste arbejdspladser, vi bliver først til i bevægelse," siger Henrik Reeh, "ja, bevægelse med kaffekop i hånd."

"Det drejer sig om kontakter på kryds og tværs. Hvorfor dog sidde indespærret i et mødelokale, når ens liv krydser frem og tilbage mellem privatliv og arbejdsliv. Kaffebaren er springbræt for netværk, og den eneste ulempe er, at brugen er så stærkt kommercialiseret. Det slår ikke mindst igennem i Danmark, hvor prisen på en latte snildt ligger tre-fire gange højere end i Sydeuropa," vurderer Henrik Reeh.

Moder Jords brune skød

Starbucks' ankomst til terminal 3, hvor Baresso i øvrigt allerede har en café, tyder foreløbig ikke på, at der skal konkurreres ved hjælp af sydeuropæiske priser. Den mindste caffe latte hos Starbucks koster 30 kroner, og skulle man føle sig fristet til at købe en souvenir i form af et porcelænskrus med Starbucks-logo på, må man hoste op med 100 kroner. Og så er kruset tomt.

Til gengæld kan man glæde sig over, hvor gennemdesignet en oplevelse, besøget i Starbucks er.

Væggene, møblerne og endda plasticgaflerne til den fornuftige gulerodskage er holdt i brune og mørkegule kulører, der sikrer associationen til kaffe og andet godt fra Moder Jords skød. Her er meget langt fra de overbelyste spejlkabinetter, som var 1980'ernes foretrukne caféinteriør.

Også de gammeldags bodegaer er brune, men Starbucks er i modsætning til dem typisk dagsteder og i hvert fald fri for alkohol. Intet skal have lov at sløre tankegangen hos kaffefolket. Hjernen skal tværtimod stimuleres med koffein og den smagfuldt jazzede muzak, der møder en på de fleste Starbucks-caféer (bortset fra den i Kastrup), og som er udgivet på cd fra centralt hold i Seattle.

Det meste er topstyret i den kæde, hvilket gennem årene er faldet en del iagttagere for brystet. Starbucks skubber de lokale caféer ud, og kædens indkøb af fair trade kaffe er forsvindende lille og mest for det småfrelste syns skyld, lyder kritikken.

Placeringen i Kastrup Lufthavn er kun en forsmag på, hvad der sker, hvis Starbucks begynder på det, som kæden måske allerhelst vil, nemlig at smelte sig ind i hjørnet af enhver almindelig lokal gadeblok. Her vil udsigten også være en anden end den til de ventende passagerer ved bagagebånd 6 og 7 - som i øvrigt slet ikke byder Henrik Reeh imod.

"Det er da genialt gået af Starbucks! At vente, om det nu er på succes, døden eller kufferten, er et passende symbol på moderniteten. Dertil kommer det fantastiske syn af bagagebåndets særlige mekanik. Hvilken herlig mobil skulptur til kaffen," siger Henrik Reeh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her