Læsetid: 5 min.

Verdenslitteraturens franske tilbagekomst

Fransk litteratur er i de sidste år nærmest gået i selvsving om sin egen navle og en af grundene er, at Frankrig, Paris og ikke mindst sproget stadig er højborgen. Nu kalder en række fremtrædende franskskrivende forfattere til oprør
Verdens navle. Opråbet fra de -frankofone- forfattere tager sigte på at få fransk poesi og litteratur til at løfte blikket fra sin indadvendthed og begynde at beskrive den verden, der omgiver den.

Verdens navle. Opråbet fra de -frankofone- forfattere tager sigte på at få fransk poesi og litteratur til at løfte blikket fra sin indadvendthed og begynde at beskrive den verden, der omgiver den.

23. juni 2007

Fordelen ved at rapportere fra en bogdebat fra litteraturens verden er, at man så kan nyde selve læsningen. Lad os da her starte med at citere en aldrende digter, martinikaneren Édouard Glissant:

"Digteren er ikke den, der som Faulkner eller Joyce kommer op fra dybet med et stort skrivesystem. Han dukker op med trang, drifter og noget blændende, som man kalder digte, og som er det eneste særlige ved ham. Han kommer frem med et skrig, hvor forfatteren kommer frem med en struktur. Skriget er sværere, for det er altid muligt at forbedre strukturen, men når først skriget er der, så er det, hvad det er. Det var derfor Rimbaud ikke kunne fortsætte, da han først havde skreget."

Nu vil enhver litteraturkender øjeblikkelig konstatere, at der her er tale om en poetik. Man kunne måske kalde den romantisk. Men hvis læseren så lige vil lege lidt med, sætter vi nu spørgsmålet ind før denne poetik, der nemlig er et svar. Spørgsmålet lyder: På hvilken måde udgør poesien som genre den ypperste form for forholdet mellem skrift og politik?

Overraskende ikke?

For så er det, skriget pludselig handler om noget... andet.

Udvekslingen står at læse midt i en netop udkommet essaysamling Pour une Littérature-monde - en titel, der naturligvis leger med begrebet "verdenslitteratur", men denne gang handler det om, at den skal handle om: Verden.

Verden som den er i dag og ikke kun for hvide intellektuelle parisere, der sidder på både forlagsverdenen og de store franske prisuddelinger.

"Disse dværge har i al stilhed taget magten overalt og kæmper for at få skåret litteraturen ned til deres egen størrelse," siger en af essaysamlingens redaktører, forfatter og filosof Michel Le Bris, der er en vred mand.

For han er mere end almindeligt træt af en fransk litteratur, som i en sakrosankt strukturalismes navn snart udelukkende handler om sproget, og som nærmest har nedlagt institutionelt forbud mod fiktion, der handler om noget.

Michel le Bris har siden 1990 stået for en litteraturfestival i Saint Malo, "Etonnant voyageur" (Den overraskende rejsende, red.), og her i foråret er han for alvor gået i offensiven. Først med et manifest i dagbladet le Monde i marts, underskrevet af 44 prominente forfattere. Og nu med denne essaysamling, redigeret sammen med forfatteren Jean Rouad.

Frankofont

Indlæggene er stort set alle skrevet af franskskrivende forfattere og digtere, der ikke er franske, men skriver på fransk. Der er navne som Alain Mabanckou, Tahar Ben Jelloun, Nancy Huston, Chahdortt Djavann, i alt 27 indlæg fra kunstnere, man plejer at kalde for 'frankofone'. Det er denne patroniserende betegnelse, de fleste bidragsydere prøver at vriste sig fri af. Et eller andet sted inde fra sproget, der naturligvis er lidt anderledes, når det er afrikansk eller martinikansk fransk, kommer der et oprør. Ikke mindst fordi man især kalder det "frankofont" når det er "farvet" - som i Mabanckous eller Glissants tilfælde - mens de "hvide" som Beckett, Kundera, Cioran eller Littell - der vandt Goncourtprisen sidste år, og da også straks blev tilbudt fransk statsborgerskab - ja, de skriver bare på fransk.

De fleste af essayene er højst interessante, omkring dobbeltsprog og dobbelt kultur, men ikke nær så polemiske som Michel le Bris', der overalt i pressen er gået til åben kamp mod fransk litteraturs navlebeskuende selvtilstrækkelighed. Han synes til en vis grad, at bruge disse forfattere som spydspidser i kampen mod "dette utrolige lighus af pedanter, der sidder på alting og påtvinger deres normer, dikterer deres smag og afsmag, selvdeklarerede universalistfunktionærer, så selvoptagne at det ikke engang er gået op for dem, at de taler ud i et tomrum - for hvem ud over landets grænser læser stadig franske forfattere?"

Og man må indrømme, at en del af de underskrivende forfattere, som Tahar ben Jelloun eller Nancy Huston, er langt mere kendte ude i verden end for eksempel Christine Angot, et af fransk litteraturs hotshots, som Le Bris har et særligt horn i siden på. Måske fordi hun både skriver i et langt monologisk eksperimenterende sprog og kun skriver om sig selv, rundt og rundt om den incest hun har været udsat for. "Jeg har ikke noget imod Angot, men hun er ikke Montaigne," udtaler Bris sig til mediemagasinet "Tele-rama".

I forlæggerverdenen ser man oppe fra og ned på Le Bris og tilbageviser kritikken. Paul Otchakowsky-Laurens, direktør for det ekperimenterende forlag P.O.L sukker, også i Tele-rama, " at hver tiende eller femtende år skal vi have et angreb på en såkaldt 'censur', som visse forlæggere skulle udvise over for romangenren". Og så får han med litterær ekvilibrisme vendt problemstillingen på hovedet: "Hver eneste gang skal vi så høre at fiktionen skal have fortrin frem for en såkaldt navlebeskuende litteratur. Men åbningen mod verden sker også gennem de allermest introspektive romaner".

Modernistisk poesi i skudlinjen

Også Olivier Cohen fra Éditions de l'Olivier mener, at kampen slet ikke er en kamp: "I litteraturen lægger vi talenter sammen, vi trækker dem ikke fra hinanden. At trække linjerne op, som om forfatterne kæmper på hver sin front, tror jeg er direkte farligt".

Den franske litterære kamp giver selvfølgelig påmindelser om den standende diskussion på det norske parnas, hvor det er den modernistiske poesi, der er i skudlinjen.

Men situationen i Frankrig synes yderligere forværret af, at man selv i skolesystemet nu udelukkende beskæftiger sig med formen. Og her er det ikke Michel le Bris, der leverer skytset, men overraskende nok en af strukturalismens egne eminenser, den bulgarsk franske sprogteoretiker Tzetan Todorov. Hans kritik er også en selvkritik, idet han betragter sprogteoretikere som sig selv "som dværge, der står på skuldrene af kæmper". Det kan man læse i et lille just udkommet skrift med titlen La Littérature en péril (litteraturen i fare, red.), hvor han retter et langt angreb på det franske skolesystem. Her underviser man i følge Todorov efterhånden udelukkende "ud fra et dogme om at litteraturens verden er fuldkommen afskåret fra den virkelige verden". Denne tendens har så "dominerende indflydelse i universitetsverdenen, at det i høj grad har indflydelse på de fremtidige gymnasielærere." Todorov, der mindes sine egen læseglæde som ung, er også helt enig i , at det har indflydelse på hele det litterære parnas i Frankrig, der udspringer af de samme universitetsfakulteter.

"Når forfatterne så gerne vil have gode anmeldelser, er de nødt til at tilpasse sig dette billede, lige meget hvor kedsommeligt det er. Og for resten er en stor del af dem selv begyndt som kritikere."

Og hvad har det hele så med verdenslitteraturen at gøre? Et af de mest spændende punkter i debatten er måske ikke så meget, at en stor del af den parisiske litteratur tilsyneladende er gået i implosion, men at der parallelt er en masse godter at hente på fransk helt andre steder. Situationen er måske at ligne med, da en "kolonilitteratur" for alvor sprang ind på den engelske scene og overtog hovedrollerne. Som hos Salman Rushdie, eller Hanif Kureishi med My beatiful Launderette, hvor der ikke blot rapporteres ude fra verden, men fra verdener vi står lige midt i, men blot ikke ser. Så må de gøre det, som de vil, eller for at slutte med Glissant: "Nu er det blevet mig muligt at strukturere skriget eller at skrige strukturen".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu