For de fleste danskere er Kassel i den tyske delstat Nordhessen ikke andet end en grå korridor til sydens sol og sommer. Man kører lige igennem uden at se sig til siden og standser kun, hvis bilen med campingvognen på slæb må give op i det stejle bjerglandskab, der omkranser byen. Men én gang hvert femte år træder Kassel ud af anonymiteten, når byen i tre måneder er centrum for et kunsttræf helt uden sidestykke.
Documenta i Kassel har fundet sted hvert fjerde eller femte år siden 1955 og regnes for at være en af verdens største og mest toneangivende fremvisninger af samtidskunst. Ved den sidste udstilling i 2002 fik Kassel mere end tredoblet sit indbyggertal, da Documenta 11 trak 650.000 kunstelskere til byen. Prognoserne peger på, at den rekord bliver overgået ved årets udstilling, der har et budget på 150 millioner danske kroner og kan fremvise flere end 500 forskellige værker - fra alle egne af verden og inden for alle genrer: malerkunst, skulptur, video, installation, foto og happenings.
Danske Katya Sander er sammen med fire udenlandske kunstnerkolleger repræsenteret med videoværket 9 Scripts from a Nation at War, hvor såvel amatører som rigtige skuespillere opfører en række rollespil, der alle adresserer krigen i Irak. Også den spanske kunster Iñigo Manglano-Ovalle har Irak-krigen som tema. I et mørkt rum under jorden i Documenta-Halle har han opført en tro kopi af en af de lastbiler, som den amerikanske udenrigsminister Colin Powell i 2003 forsikrede FN's Sikkerhedsråd og verdensoffentligheden om, var mobile biologiske våbenlaboratorier. Værket hedder Phantom Truck.
Formernes forvandling
De dokumentariske værker er, som det fremgår, rigt repræsenteret på Documenta 12 - og sådan har det traditionelt set været, siden den første udstilling blev bragt til live i 1955 af den lokale Kassel-kunstner og professor, Arnold Bode. Documenta skulle dengang markere et endeligt opgør med nazitidens kunstfjendske ensretning og censur samt bidrage til international dokumentation, inspiration og diskussion.
De første fire udstillinger i 1955, 59, 64 og 68 blev kurateret af Bode selv. Siden er det blevet kutyme, at det kunstneriske lederskab fra gang til gang skifter hænder, og i år er ansvaret placeret hos ægteparret Roger M. Buergel og Ruth Noack - en professionel udstillings-organisator og en kunsthistoriker, der begge har base i Wien.
De sidste tre et halvt år har parret arbejdet på udstillingen, som de har valgt at bygge op omkring tre ledemotiver, der er formuleret som spørgsmål: "Er moderniteten vores antik?, Uddannelse: Hvad skal der gøres? og Hvad er nøgent liv?"
Som svar på det første spørgsmål har de to chefkuratorer foretaget et radikalt valg: i stedet for kun at udvælge nye værker til udstillingen har de insisteret på, at værker produceret i fortiden også kan være samtidskunst, så længe de stadig er vedkommende.
På årets Documenta kan man derfor se antikke tæpper fra før vor tidsregning udstillet side om side med eksperimenterende billeder fra 1960'erne og videokunst fra de sidste fem år. Ifølge Buergel og Noack skal man som publikum blive opmærksom på de mange tråde, samtidskunsten trækker tilbage i kunsthistorien og få en fornemmelse af "formernes migration", som er et af de mange slagord på årets udstilling.
I en indgangsbøn til udstillingen slår Buergel fast, at kunstformernes vandring gennem tid, geografi og medier om ikke andet viser, at "globalisering er et gammelt fænomen", mens det som kuratorisk princip er det "en måde at skabe spekulative forbindelser imellem kunstværker på".
Opium for folket
Ikke alle værk-forbindelser på Documenta 12 er dog spekulative - nogle giver sig selv: Siden den tyske kunstner Joseph Beuys under Documenta 7 i 1982 plantede syv tusind egetræer i det centrale Kassel, er det således nærmest blevet en fast tradition, at de offentlige rum og pladser i byen tages i brug til 'sociale installationer'. I år har den thailandske kunstner Sakarin Krue-on anlagt en rismark ved slottet i Wilhelmshöhe, mens den kroatiske kunstner Sanja Ivekovic har plantet røde valmuer over alt på den store Friedrichsplatz overfor Museum Friedericianum midt i byen.
I løbet af de 100 dage, udstillingen varer, vil valmuerne springe ud og transformere pladsen til et rødt blomsterhav, mens en radio med revolutionære sange vil levere åndeligt 'opium for folket'. Den slags intervenerende kunstværker, der griber ind i hverdagslivet og omformer det, er nærmest blevet et varemærke for Documenta: I Kassel er kunsten ikke gemt af vejen på museer - hele byen er ét stort udstillingsrum. Konstant risikerer man at løbe ind i en performance eller en happening på gaden - og overalt på byens torve, cafeer og restauranter diskuteres kunst af lægmænd og eksperter.
'Visuelt søle'
I alt er der seks udstillingssteder. Foruden de faste - Museum Fridericianum, Neue Galerie, Documenta-Halle samt slottet i Wilhelmshöhe lidt uden for Kassel - har man i år opført en 10.000 kvadratmeter stor pavillon på plænen foran det gamle Orangeri midt i byen. Pavillonen er tegnet af det franske arkitektteam Lacaton & Vassal og er designet til at kunne beskytte de dyrebare værker mod fugt og lys. Det sjette og sidste udstillingssted på Documenta 12 ligger slet ikke i Kassel, men i Spanien og er egentlig ikke et udstillingssted, men et spisested. På den verdensberømte restaurant elBulli på Costa Brava holder stjernekokken Ferran Adrià hver aften et bord for to ledigt. Samtidig udvælger den kunstneriske leder i Kassel, Roger M. Buergel, hver dag to heldige besøgende, der bliver fløjet sydpå til en middag på den berømte restaurant, som normalt har flere års ventetid på en reservation. Ekstravagant? Ja. Kunst? Døm selv.
Kritikerne har ikke lagt fingrene imellem i deres bedømmelser af Documenta 12. I The New York Times diskuterer kunstkritiker Holland Cotter længe udstillingens kuratoriske koncept med sig selv og ender med at skrive: "Virker det? Til syvende og sidst, nej." Samme konklusion når The Guardians Adrian Searle, der kalder præsentationen af værkerne for et "visuelt søle", mens Richard Dorment i den britiske avis Telegraph sætter dødsstødet ind under overskriften: "The worst art show ever" (Den værste kunstudstilling nogensinde, red.). Som altid deler Documenta vandene, og man skal ikke lede længe efter anmeldere, der ser helt anderledes positivt på udstillingen. Michael Hierholzer fra Frankfurter Allgemeine Zeitung kan i sin anmeldelse udpege mange højdepunkter ved Documenta 12 - herunder Harun Farocki's Deep Play, der på 12 skærme analyserer alle bidder af VM-finalen i fodbold mellem Frankrig og Italien sidste år, Trisha Browns Floor of the Forest, hvor dansere kravler rundt i et edderkoppelignende spind, der er spændt ud over gulvet på Museum Fridericianum samt James Colemans film Retake with Evidence, hvor den amerikanske filmskuespiller Harvey Keitel opfører en monolog på en flere meter høj storskærm: "Aldrig har det udenlandske været så rigt repræsenteret, så multifacetteret og så nært som på årets Documenta," konkluderer Hierholzer.
Så meget for kritikerne og kunstnerne - som med så mange andre store kulturbærende institutioner er også Documenta i sidste ende større end de mennesker, der omgiver den; større end de kritikere, der skriver om den, større end de kunstnere, der udstiller på den og større end de kuratorer, der leder den.
Som Roger M. Buergel for nylig sagde til den tyske avis Die Welt i et af sine utallige interview: "Jeg er ved at have fået nok af al den snak. Nu må udstillingen vise, hvad den kan."
