Jean Claude Mahirwe har lovet at lave en fodbold af plastikposer. Mest for sjov. I Uganda bruger børnene bananblade, men i Rwanda, hvor Jean Claude er vokset op, er det plastik, man skal på jagt efter. Det bliver bundet sammen til den runde bold, som lynhurtigt kan blive centrum for børns og voksnes opmærksomhed overalt i verden. I Rwanda foregår legen på gaden og på bare tæer.
Og det er alt, hvad spiller nummer 6 på det danske hjemløselandshold har lyst til at fortælle om sin fortid.
"Det var ikke et normalt liv, jeg levede dengang, og jeg kan ikke lide at snakke om det," siger den 22-årige Jean Claude Mahirwe.
Han har gennemgået historien så mange gange med de danske myndigheder, efter han søgte asyl i Danmark i 2002, at han har fået nok.
Nok af fortællinger om flugten fra Congo til Rwanda. Beskrivelser af livet i hovedstaden Kigali, hvor et af verdens grusomste folkemord begyndte, da Jean Claude var 10 år. Nok om flugten videre til det kolde nord. Punktum.
Gaderummet
I foreningen Ombolds loftslokaler i centrum af København pryder priser og pokaler hylderne, og der ligger spillertøj i bunker på bordene. Jean Claude fortæller, at han altid har levet alene med sin storebror, indtil storebroren tog til Danmark, efter han havde fået en dansk kæreste, som han var blevet gift med. Han hjalp derefter sin lillebror med at rejse fra Rwanda. Jean Claude Mahirwe ankom i Kastrup Lufthavn som 17-årig.
"Jeg startede med at bo i Sandholmlejren, og derefter flyttede jeg hjem til min storebror i Gladsaxe," fortæller han.
Men der var ikke plads til tre mennesker i lejligheden, og Jean Claude endte med at flytte. Nogle år efter han var kommet til Danmark, boede han i Gaderummet, et værested for unge hjemløse på Nørrebro.
"Det var ikke noget for mig. Døren er altid åben, og der kommer hele tiden nye folk til, Mange drikker 24 timer i døgnet - jeg kunne ikke bo der," fortæller han.
Fra april i år har Jean Claude Mahirwe boet i Kofoed Skoles ungdomsboliger på Amager. Når han ikke spiller fodbold, spiller han bas i den afrikanske kirke i Herlev, hvor hans storebror er præst.
På søndag skal Jean Claude Mahirwe for første gang repræsentere Danmark i VM for hjemløse, som løber af stabelen på Rådhuspladsen i København. På hjemmebane. I alt 48 landshold rejser i disse dage mod Danmark, og Jean Claude drømmer oftere og oftere om spillet, når han lægger sig til at sove.
"Jeg har ventet på det her i lang tid. Det går heldigvis altid godt i drømmene," siger han stille.
Den afrikanske fodboldspiller var ikke med til de hjemløses VM i Cape Town, Sydafrika, sidste år, men Ombold havde ham allerede dengang i kikkerten.
"Det vidste jeg godt," siger han, og et stort smil breder sig. "Det vidste jeg godt".
Dengang spillede Jean Claude på Gaderummets fodboldhold, og nogle af hans holdkammerater var kendt for ikke at spille helt fair. Foreningen Ombold ville være sikker på, at han skilte sig ud fra mængden, som hurtigt røg i totterne på hinanden. Og det gjorde han. Derfor blev han håndplukket til landsholdet.
"Jeg kan bedst lide at være i forsvaret. Og så er jeg klart bedst med mit højre ben," fortæller han og tilføjer, at han er nødt til at gøre sit bedste til VM.
Sidste uge var en lang træningslejr, og der er blevet trænet løbende siden februar. Når VM er overstået, planlægger han at tage folkeskolens 9. klasse og derefter søge ind på teknisk skole.
Da Jean Claude blev væk
Hjemløselandsholdet består af en broget skare. Jean Claude er en af de yngste. Assisterende landstræner Claudia Hoffensetz sætter sig ved bordet og fortæller, hvilke krav der stilles til spillerne.
"Der er to ting, vi ikke accepterer: Sidder man i fængsel, eller har man fået et tilbagefald, så ringer man, og man må ikke udøve vold eller komme med trusler," siger hun.
Jean Claude bliver nogle gange væk og har derfor fået kælenavnet 'Holger' på landsholdet, efter den populære børnebog Find Holger. En af de gange, han blev væk, var, da Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet, og politiet arresterede alle beboere i Gaderummet. Også Jean Claude.
"Vi skulle af sted til Sorø, men jeg kunne ikke komme til at ringe. Så der stod de og ventede på mig," siger han.
"Ja, og så er du altså også engang mødt op i rødt tøj og tophue," indskyder den assisterende landstræner. "Og ser han en sød pige ovre ved Netto - så glemmer han tid og sted".
Jean Claude fniser stille.
Claudia Hoffensetz er overbevist om, at de yngre spillere kan lære noget af de ældre skæbner på landsholdet.
"Nogle af de unge knallerter kan lære af de gamle narkomaner, som kan dele ud af deres erfaring," siger hun.
Jean Claude er af en lidt anden opfattelse. Til spørgsmålet om, hvorvidt han kan bruge de ældres erfaring til noget, svarer han:
"Hmmm nej, ikke til så meget. Jeg har lært så meget, før jeg kom hertil. Jeg har været i krig og boet i Kabali næsten hele mit liv," siger han.
"Jeg tager ikke selv stoffer, og jeg prøver altid at hjælpe dem, jeg møder, som har problemer. Jeg har kendt mange forskellige slags mennesker."
Som mange andre 22-årige går Jean Claude i byen. Sidste fredag havde en af hans venner fødselsdag, og det blev fejret på diskotek Emma i København.
"Jeg tog en pæn skjorte på for at komme ind," fortæller han.
Fest er der ellers ikke meget af under træningen til VM, og det er en regel, at der ikke engang drikkes øl, når spillerne er ude og spise middag.
"Måske når vi vinder?," siger Jean Claude. Og Claudia Hoffensetz svarer:
"Ja, så bliver der nok åbnet en enkelt flaske champagne - eller 20".
