Læsetid: 4 min.

Er der antisemitisme på venstrefløjen?

Amerikansk professor giver et bud på, hvordan kritisk indstilling til Israel kan blive til ubevidst antisemitisme
Moderne Tider
21. juli 2007

Hvornår bliver en kritisk indstilling til Israel til antisemitisme? Spørgsmålet dukker tit op i mellemøstdebatten, og det er jo ingen overraskelse, at svaret afhænger stærkt af, hvem man spørger. I visse kredse bliver det mindste kritiske pip om den jødiske stat udpeget som det sorteste jødehad, mens andre indstillinger anser selv ret grovkornede udfald som legitim kritik.

De fleste holdninger befinder sig et eller andet sted mellem disse to yderpunkter. De kan beskrives som en stor, glidende skala, hvor det vil være en stærkt subjektiv sag at placere skillemærket for, hvornår holdningerne bliver antisemitiske.

Den amerikanske professor i filosofi Bernard Harrison har gjort et modigt forsøg på at identificere nogle antisemitiske træk på et sted, hvor dette måske er allermest følsomt, nemlig på den liberale meningsdannelse, som han kalder det. Det er den venstrefløj, der selv er meget omhyggelig med at tage afstand fra enhver form for racisme. I visse sammenhænge kalder den sig anti-racistisk, så Harrisons tese er vanskelig at trække hjem, uden at forfatteren vil blive beskyldt for at tilhøre den modsatte fløj, der ser antisemitiske spøgelser overalt.

Til en start skal det siges, at der ikke er noget, som tyder på, at professor Harrison tilhører denne gruppe. Bogen rummer ingen hadske udfald mod venstrefløjen, ligesom den heller ikke forfalder til kritikløs glorificering af Israel. Harrison holder sig til en sober og veldokumenteret stil, og han argumenterer overbevisende på et område, som han tydeligvis godt ved, er noget af et minefelt.

Han skriver selv, at han nok aldrig kunne være sluppet helskindet fra at skrive denne bog for blot seks eller syv år siden. Men de senere års udviklinger med relation til Israel og Mellemøsten har ført debatten op på et helt andet emotionelt plan, hvilket betyder, at der i højere grad sker nogle generaliseringer, hvoraf nogle af dem kan få et ubevidst antisemitisk tilsnit.

Man kan godt sige, at Mellemøsten er blevet mere sort og hvid. Fredsprocessen fra Oslo er stendød, og 11. september har kastet sin slagskygge hen over Mellemøsten. Krigene i Afghanistan og Irak har været med til at skabe en atmosfære af politisk kaos og vedvarende vold, der har næret de aggressive følelser.

Moralisme

Harrison argumenterer med, at dette forhold har sat en ny sprogbrug i omløb på den yderste venstrefløj. Her hører man somme tider, at de israelske forbrydelser mod palæstinenserne står på linje med de nazistiske forbrydelser, at Israel er en racistisk apartheid-stat, og at jøderne benytter sig af den sympati, som er opstået som følge af holocaust, til at dække over egne mishandlinger af palæstinenserne. Jøderne har intet lært af holocaust, men er selv blevet nazister, hører man ifølge Harrison på denne fløj.

Den typiske vestlige sympatisør med den palæstinensiske sag vil tage stærk afstand fra vendinger som disse. Men de bliver ikke desto mindre sagt, og de bliver navnlig ikke modsagt, mener Harrison. Det er en farlig udvikling, dels fordi sprogbrugen bygger på nogle generaliseringer, som har meget til fælles med den klassiske antisemitisme, og dels fordi den findes i mildere former på mindre yderliggående dele af venstrefløjen. Her peger Harrison på en moralisme, som i de senere år er blevet tydeligere på venstrefløjen, og som bygger på den sort-hvide opdeling af verden, der er et af resultaterne af blandt andet begivenhederne 11. september 2001.

Harrison fremhæver, hvad han har identificeret som to åbenbare karakteristika ved denne nye strømning. Det ene er at betragte verden i sort og hvidt, moralsk set; at inddele menneskeheden i truede helgener, som ikke kan begå fejl, og 'reprobaternes horder', der ikke kan andet end begå fejl. Det andet træk er, at skyld og moralsk ansvar kan tillægges en hvilken som helst gruppe mennesker ud fra kriterier, som denne venstrefløj selv definerer.

Et undertrykt folk

Af og til går Harrison over stregen i sine vurderinger, men han følger sin tese bogen igennem, og det er der kommet et stykke spændende læsning ud af. Han tager os gennem kapitler, der omhandler emner som jøder, der kritiserer Israel, en filosofisk gennemgang af begrebet ondskab, fascisme og ideen om den totale krig og ikke mindst et forsøg på at placere skylden for den genopståede antisemitisme.

Et undertrykt folk har altid ret, lød et standpunkt i 70'ernes danske mellemøstdebat. Selv om et undertrykt folk langt hen ad vejen kan have retten på sin side og i Mellemøsten også har det, blev debatten heldigvis noget mere nuanceret med årene. Det, som er sket i de senere år, er en vis tilbagevenden til denne noget generaliserende opfattelse. Harrison træder modigt frem med sit signalement af denne tendens, som kan udarte sig til antisemitisme, men som heldigvis sjældent er det som bevidst udtryk.

Bernard Harrison: The Resurgence of Anti-Semitism. Jews, Israel and Liberal Opinion. Rowman & Littlefield Publishers, Maryland 2006. 219 sider, 24,95 dollar. ISBN 0742552276

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her