I september 2004 døde Yang Huanyi, over 90 år gammel. Hun var den sidste der beherskede nüshu, en form for skrift der udelukkende blev brugt af kvinder. Nüshu betyder kvindeskrift.
Sådan et kvindesprog appellerer naturligvis vældigt til medierne, og med mellemrum er der en bølge af reportager om sproget der normalt er plaget af misforståelser og forkerte oplysninger. F.eks. har internationalt respekterede medier som New York Times, Independent, Guardian og Washington Post viderebragt forestillinger om at nüshu skulle have været et forbudt eller hemmeligt sprog.
I det gamle Kina behøvede kvinder ikke at lære at læse og skrive, i hvert fald ikke af økonomiske årsager.
Men selv om kvinder i Hunan alligevel opfandt deres eget skriftsprog, er der hverken grund til at antage at det ligefrem skulle have været forbudt eller ukendt af mænd. En undtagelse udgør den japanske besættelse af Kina i 30'erne. De forbød efter sigende skriften fordi de frygtede at den kunne bruges som en hemmelig kode.
Broderede bogstaver
Der er et sted mellem ét og to tusinde nüshutegn, og en del af dem ligner kinesiske tegn. Mange andre ser snarere ud til at være inspireret af broderidesigns.
Men selv ikke de tegn der ligner kinesisk, bærer samme betydning, for hvor kinesisk er en slags blanding af 'billed'skrift ('logogrammer') og udtaleangivelser, er nüshu rent fonetisk. Og som reglen er når sprogligt uuddannede skaber et skriftsprog, er det en stavelseskrift.
Nüshu var ikke kun enestående ved at det udelukkende blev brugt af kvinder. Næsten alle de tekster man har på nüshu, er broderede!
Den japanske nüshuforsker Orie Endo mener at nüshu opstod blandt kvinderne for at de kunne holde kontakt når de blev skilt ved ægteskab som indebar at kvinden flyttede til mandens familie. Når en kvinde skulle flytte, lavede hendes 'søstre' en lille bog med nüshutekster til hende.
Disse bøger blev ofte brændt når kvinden døde, men der har overlevet en lille litteratur på nüshu, hovedsagelig kærlighedsfortællinger og digte der begræder verdens uretfærdighed.
