Baggrund
Læsetid: 10 min.

Exit og kongedrømme

Tour de France er menneskets svar på legemliggørelsen af guddommelighed. Glæden og begejstringen hænger uløseligt sammen med de uendelige tab. Tour de France er skilsmisse og bryllup mixet i én stor regnbuefarvet cocktail
Moderne Tider
28. juli 2007
Bjarne. Senere på dagen løb drengen op ad to skråninger for at se Ham køre forbi. Fire gange. For til sidst at se Ham kysse sine pegefingre.

Bjarne. Senere på dagen løb drengen op ad to skråninger for at se Ham køre forbi. Fire gange. For til sidst at se Ham kysse sine pegefingre.

Ole Kjær

Anne Dorthe stod i gangen med bøjet nakke og højre hånds tommel- og pegefinger på hver sin side af næseryggen. Han var lige gået forbi og havde sat sig i stolen foran verdenspressen. Og så sagde han det. Det vi havde tænkt, og det vi havde troet. Og det vi havde frygtet, og det vi havde forsvoret.

De mange kameraer lød som maskingeværer, da en fire ord lang sætning satte tingene på plads. Ringen var sluttet. Historien fortalt. Eufori og ekstase havde veget pladsen for afmagt og bedrag. Men sandheden var alligevel en pille af sødlig og næsten varm karakter. Slet ikke bitter. Tavlen var lige så ren som de ryttere, han ville sende af sted. Sagde han. Men utroskab fornægter sig ikke og har en til tider umenneskelig halveringstid. Og som bekendt skal man aldrig gå tilbage til en fuser. Og så alligevel. Bare et sidste afskedsknald -

Motorcyklen rystede som løv og tågen var tyk som grød. Det eneste, der holdt faderen og sønnen på vejen, var troen på de hvide striber, der én efter én afløste hinanden. Brennerpasset er noget af en mundfuld selv for en Nimbus. Og de troede. De troede, at de hvide striber ville føre dem helskindede til toppen og over bjerget. Og de hvide striber holdt ord.

Og så kom tanken til drengen bag på cyklen. Hvad hvis der var en knægt, der bare for sjov havde været ude og male med fars hvide maling? Den han brugte når Det Store Løb kom forbi? En uskyldig drengestreg? Scenariet var blodigt og skræmmende. Om aftenen på hotellet fortalte chaufføren sin søn, at regnbuemændene levede på Guds nåde. At de var hellige, men at Gud jo også har brug for en skraber i ny og næ. Og når Gud sover til middag tager Tilfældigheden over sammen med Viljen. Og så sagde chaufføren at den ene af dem kunne flytte bjerge. Det tænkte sønnen meget over. For han havde hørt noget andet. Da drengen lagde sit hoved på puden kunne han godt forstå faderens fascination af regnbuemændene. Hvis man har så meget at gøre med Gud, måtte man være noget helt specielt. Og så kunne han i det samme godt forstå, at faderen var blevet så vred over det med yoyo'en -

Ritters Kasket

Om morgenen var skyerne lettet, og de kunne se alle tre pas. Luften var tynd og modtagende for selv den skrøbeligste duft. Den første, der ramte drengens næsebor, var duften af brændt træ. Den forfulgte ham siden og mindede ham om barndom og nærvær.

Ved morgenbordet spurgte han faderen om det med yoyo'en. Faderen forklarede, at han var taget til Frankrig med to af sine gode venner. Den ene tog billeder, der ikke bevægede sig, men bevægede. Den anden tog billeder der bevægede sig og bevægede. Den sidste havde også skrevet digte om regnbuemændene, og drengen vidste godt, at det gør man kun om De Største Helte.

Den første tog et billede af én af dem. Et billede der har levet og lever længere end de fleste sætninger. Manden på billedet var regnbuemand. Drengen troede han hed Hansen som Faderen, men det gjorde han ikke. Han hed Ole. Drengen var bare blevet snydt, fordi der stod Sanson på kasketten. Da faderen kom hjem fra Frankrig, havde han kasketten med. Sønnen havde fået den overrakt i en stemning, der mindede ham om de tykke mænd, der nogle gange fik en nøgle til en by.

Kasketten var meget fed, men billedet af regnbuemanden var bedre. Og så lugtede billedet kun inde i hovedet. Så det var billedet af regnbuemanden, der sneg sig ind i erindringen, og ikke kasketten. Det var også derfor, at Sølvgades skolegård blev rammen om et af de mest bemærkelsesværdige byt i faderens og sønnens fælles historie. Det var den tid, hvor Fanta og Coca-Cola for alvor lancerede begrebet merchandise. Og sodavandsfabrikanternes måde at lancere deres produkt på var ligeså idiotisk, som det er at stikke i forplejningen. Det er kun tilgiveligt, hvis det lykkes.

De forærede yoyo'er væk som aviser, man ikke skal betale for. Og drengen var forelsket. Forelsket i en af de yoyoer hvor der stod Fanta på den ene side og Cola på den anden. De var meget sjældne. Og det med hønseringe gik bare ikke. Der skulle mere på bordet.

Drengen sagde til sin ven, at hans fader havde fået en kasket af en mand, der kunne tale med Gud. Altså når han ikke sov. Gud, altså. Og det virkede. Byttehandelen var i hus, og drengen gik stolt hjem til sin far og fortalte ham om sin erobring. Men glæden var delt, og det kom bag på drengen, at faderen blev så vred. Måske vidste han slet ikke, at de yoyo'er med forskellige sider var meget sjældne? Og kasketten var jo alligevel snasket og fedtet af regnbuemandens sved. Den kunne umuligt være speciel. Han havde jo ikke engang gidet at vaske den.

Hautacam Forever

Men drengen var også blevet forelsket i noget andet. Det vidste han bare ikke. Endnu. Der skulle gå præcis tyve år før forelskelsen blussede ud i al sin uimodståelige magtfulde flor. Drengen var blevet en mand, og faderen var blevet farfar. Det var sommer og sønnen fik en opringning fra faderen. Han var i Frankrig for at skrive om cykelløb. Igen.

"Kan du møde mig i Nice og være min chauffør under løbet?"

Drengen sagde ja, og han pakkede sin tandbørste. Fem timer senere sad han på en cafe i Nice og tastede faderens mobilnummer. Teknologien var ny som nettet og e-mailen. Få minutter senere kørte de mod Gap for at møde karavanen.

De skulle mødes med verdens største omrejsende cirkus. De skulle også opdage nye sider af hinanden, og de nåede at se skønheden sammen. Op til flere gange. Samtidig leverede de underholdningsstof til to meget forskellige små danske aviser. I Gap vidste de begge, at der ville ske noget stort. Løbet var læsbart og logisk. Men at Han ville skifte cykel på Hautacam havde de ikke regnet ud. At Han ville angribe havde de kun turde drømme om.

Natten var sort som den kun kan være i Det Dybe Frankrig. Det var kun næsten, at bilens lyskegler fangede et frønnet skilt, hvor der stod: Hautacam. Station de ski des Pyrénées.

Det var faderen, der kørte. Det er altid godt lige at lure, hvordan kagen skal skæres. Da de blev overhalet af Coca-Cola-konvojen på vej mod toppen, mindedes drengen dengang, han byttede Ole Ritters kasket for en yoyo. Den han havde på, da han kørte Paris-Roubaix i 1976.

Der var små boder med petroleumslamper og campere, hvor der blev serveret hjemmelavet vin fra Cahors. Sønnen havde købt cornichoner i et supermarked. Det passede til landskinken og baguetterne, mente han. Faderen mente mest, at glassets størrelse var absurd, mens han fortalte om Riis, der i rasende snestorm, havde kørt fra Val d' Isére til Sestriéres. På Galibier skulle stødet sættes ind. Men det havde kun Han vidst. Og da en snestorm havde indhyllet Iseran, skulle der sneplove til at føre cirkusset over bjerget. I omvendt proportionalt tempo som Riis' drømme smuldrede.

Etapen var forkortet med 45,5 kilometer, og ud gennem bilruden havde Han i sneen og skyerne over Galibier set etapen skrumpe. Og sine drømme forkortet yderligere.

Drengen var fascineret og lyttede sultent til sin fader, mens han tænkte på, hvordan de skulle slå en pløk i et bjerg. Men optimisme er en glimrende hammer, og om natten lå de i teltet og var fortrolige. Og minderne blev forankret med mærker i hver en havn de lagde til i, og hvilket som helst bjerg de kørte op ad. Og det var endda i bil.

Om morgenen havde stjernerne sagt, at det skulle blive en smuk dag. En der skulle kunne huskes. Drengen kiggede ud på vejen gennem den fugtige teltdug, og han smilte. Der løb drenge rundt og skrev på vejen. Med hvid maling. Den slags man gemmer, til når Det Store Løb kommer forbi. Senere på dagen løb drengen op ad to skråninger for at se Ham køre forbi. Fire gange. For til sidst at se Ham kysse sine pegefingre.

Mistænksomme Elskere

Det, der senere fulgte, var sort som et kapitel i det, de fleste religioner og ekstreme politiske overbevisninger kan prale af eller skammes over. Og de kom allerdybest ned i kælderen.

Utroskaben havde taget en dimension, der var uforenelig med kærligheden. Og de var ikke længere bejlere eller kurtisaner; de var ikke en gang hanrejer; de var værre end luderkarle. Og de havde været med til at skrive drejebogen. De havde holdt Fandens fakkel i løbet mod afgrunden. De havde mistet synet, der forbandt løbet med virkeligheden. Forblændelsen smittede, og til sidst havde drengen og faderen kun hinanden. De havde ingen helte. Og måske havde de knap nok hinanden.

Det var først da Den Lille Elefant satte det definitive punktum og blev den symbolske og endelige syndebuk for al den løgn og al det bedrag, der ville have givet Shakespeare røde øre, at de for alvor blev parate til at skrive skilsmissepapirerne under. De havde fået nok. Og så alligevel. Da den første lavine rullede, skrev faderen til sin søn:

"Hvad fanden bilder de sig ind? At journalister, som befinder sig i dette specielle hjørne af virkeligheden, fordi de holder af det hjørne, holder op med at være journalister, når deres kærlighed bliver plettet? Tror de, at man kan skrive begejstret om ædel kappestrid, når en af dette løbs favoritter må aflevere sine briller, inden han i cellen må vente på at blive afhørt. Bilder de sig ind, at man skulle lade være med at skrive om det? Skulle en undersøgelsesdommer i den politikreds, hvor en Tour de France-bil er blevet taget med så mange stoffer, at de kunne få hele feltet til månen, undlade at efterforske og rejse sag, fordi han - som de fleste franskmænd - er vild med Tour de France?"

I sin roman Sekundanten skriver P. O. Enquist om en far, der var hammerkaster og fuskede med vægten i sit vinderkast. Det er et kast, der ikke kan fortrydes. Et hvilket som helst senere kast vil være tynget af det førstes snyd, og sønnerne og elskerne af det kast og den far vil altid skulle leve med forræderiets traume.

Sønnen tænkte, at svarene var underordnede, og at de hverken rummede anklager eller frifindelser. Og at det var dét, der var problemet. Den mistænksomme elsker er ingen elsker.

Alligevel blev den nymoralistiske og puritanske tone for meget, og da papirerne var ved at være klar, rystede deres hænder. Skilsmissen var blevet til en separation. Fire års par-terapi havde gjort sin virkning, og de enedes med sig selv og hinanden om, at snyd var en uundgåelig del af cykelløbet og i øvrigt altid havde været det. Men de var mærket på sjælen. De var blevet en smule mere kyniske.

Men i medgang og modgang -

Forsoningen

Det var en lummervarm forårsdag, da drengen gik fra stationen mod Riis Cyklings lokaler på Firskovvej i Kongens Lyngby. Og de var der alle sammen. Alle bejlerne. Og de troløse, og dem der bare var på arbejde. Og det, de havde frygtet, og det, de havde forsvoret, skulle siges.

De mange kameraer lød som maskingeværer, da en fire ord lang sætning satte tingene på plads: Jeg har taget EPO.

Ringen var sluttet. Historien fortalt.

Anne Dorthe kigger på Line Baun Danielsen. Hendes blik er næsten medlidende. Hun har ikke længere højre hånds tommel og pege finger mod næseryggen. Hendes håndflader støtter mod væggen og hun kigger op i loftet i de skærende lysstofrør. På væggen hænger der en falmet CSC-plakat, hvor Carlos og Jens griner. Der er dannebrogsflag og glade mennesker på plakaten. Men ingen i lokalet griner endsige smiler. Der er en andagtsagtig stemning, som var det en begravelse. Og så spreder der sig en duft af forløsning. Og de kan ånde igen.

På Firskovvej ligner scenariet bemærkelsesværdigt meget Det Store Cirkus. Brian Holm bliver interviewet til Eurosport, mens Dennis laver en live standup. Alle har travlt og alle vejrer morgenluft. Det lykkedes. Det lykkedes at komme ud af krisen og bevare venskabet.

Om aftenen lagde drengen sit hoved på puden, og tænkte på den gang, han løb op ad skråningerne, for at se Ham kysse sine fingre. Billedet stod klart og tydeligt. Det var ikke eroderet af løgnens syle. Det var der. For det var godt cykelløb.

Om morgenen spurgte drengens søn om han - der nu var barnebarn - var blevet lavet med værktøj. Drengen, der nu var en voksen mand, kiggede på sin søn og sagde: Ja; og Gud har smeltet kuglelejerne til det som drømme fødes af.

Og i det samme kom han til at mindes. Venskabet var allerede på vej til at udvikle sig til kærlighed.

Igen.

De indbyggede citater er venligst udlånt af forfatteren Henrik Jul Hansen og digteren Jørgen Leth

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her