Læsetid: 3 min.

Exit Utopia

Velkommen til et ansigtsløst bureaukrati, der ikke har en retning; måler og vejer sig ind i fremtiden; og kun sikrer velfærden, fordi det skal
7. juli 2007

Adspurgt om det ikke var godt, at vi havde fået det bedre, svarede forfatteren Villy Sørensen engang i 1970'erne, at det nu var bedre om vi havde fået det godt. Det kunne Sørensen svare, fordi både han og tiden var svanger med adskillige forestillinger om det gode liv, det frigjorte og solidariske menneske og retfærdige samfund.

Det er utænkeligt i dag. På Sørensens tid havde utopierne klangbund langt ind i de politiske partier. Ikke kun som tossegod bevillingspolitik, der fik det til at løbe løbsk mod afgrunden. Men som et ideologisk underlag for den planlægningsrationalisme, der prægede den offentlige forvaltning, der netop var den helt centrale aktør, når fremskridtet skulle planlægges og realiseres.

Markedets alfabet

Jeg mener det var Ritt Bjerregaard, der i kronik i 1975 forudså, at der ville være offentlig kontrol med produktionsmidlerne i år 2000. Utopi og fremsyn i en og samme bevægelse. I dag er der kun fremsynet tilbage. Begrundelserne er ikke utopiske eller ideologisk offensive, men har alle som én forlæg i de trusler, der kan forbindes med globaliseringen. Derfor hentes snart sagt alle koncepter for fornyelse af samfundet og den offentlige sektor deres sprog og rationale i markedets alfabet. Det betyder, at borgere tænkes som producenter og forbrugere, velfærdsopgaver som en service, der kan antage vareform. Som producenter skal vi være mere og mere kompetente. Som forbrugere vil vi have kvalitet for de varer, vi har betalt forlods over skatten. Mønsteret markeres med al tydelighed i de væsentligste politiske reformer de sidste par år.

Det drejer sig navnlig om globaliseringsaftalen og den forestående kvalitetsreform.

Skåret firkantet ud handlede globaliseringsaftalen om at sikre Danmarks kompetence som kompetitiv nation i det internationale horserace. Her adresseres nationen, dens virksomheder og indbyggere som arbejdskraft; producenter af ideer, viden og produkter, der gør os bedre, hvor de andre er billigere for nu parafrasere statsministeren.

Ligeså firkantet set handler den kvalitetsreform, der snart lanceres, om at forbedre kvaliteten af de ydelser og den service velfærdsstaten leverer til os som mere eller mindre krævende konsumenter; forbrugere der i Gucci-strik gerne besætter en daginstitution på Østerbro for at få optimeret ungernes kompetenceudvikling.

Fra løfter til trusler

Fremtiden er globaliseringstruslen, hvor den i 1970'erne ville have været løftet om fritidssamfundet, økonomisk demokrati eller solidarisk fællesskab. Fra 1970'ernes lyriske politik til 2000'ernes usentimentale ressourcemobilisering. Staten er ikke længere bærer af et mere retfærdigt samfund, men en aktør, der i sig selv markedsgøres og samtidig har sine mål rettet mod at fremme markedets performans.

Markedets styrke er dets nihilisme, dets usentimentale forening og distribution af udbud og efterspørgsel. Det fordeler narko lige så godt som fødevarer. Men staten og det politiske fællesskab kan ikke løbe fra at ville noget med sine borgere. Derfor bliver en stat, der tænker sig selv i markedsbegreber og afpolitiseret lingo uden forankring, overladt til kontrol, måling og administration af den kompetence- og kvalitetsoprustning, der i stigende grad sætter dagsordenen.

Godt eller nødvendigt?

I en målløs strøm af tiltag, der kan garantere velfærden, opstår derfor en ny bureaukratisk, ansigtsløs paternalisme. Bureaukratisk, fordi den er henvist til at garantere kontrakternes opfyldelse gennem målinger, sammenligninger og evalueringer. Ansigtsløs, da den ikke vil vide af ismer eller sammenhængende idépolitik. Paternalistisk, fordi den foreskriver borgernes færden fra vugge til krukke uden at ville stå ved det. Den er hverken socialistisk, liberal eller konservativ, men den vil i manglen på et projekt med sine borgere gennem markedsforhippet administration sikre, at de kender prisen (normeringerne, de sociale rettigheder) på alt, men værdien af ingenting.

De politiske 1970'ere, som Villy Sørensen var en del af, har for eftertiden vist os, at den politiske fornuft i skikkelse af planlægningsoptimisme og vildfarne utopier bør kende sine grænser. I dag er der brug for at finde et begrænsningspunkt for den ny politisk fornuft, der i stedet for alene at mime markedet, burde finde styrke i ideer, der ikke blot er nødvendige, men gode.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu