Læsetid: 4 min.

Først koges, så ristes

Pølser skal koges, altid koges. Eller 'de skal gives et opkog', som man siger. For man kan blive slået af banen af en gemen pølse
14. juli 2007

I dag skal vi høre om pølsefobi. Spørgsmålet er: Kan man være bange for pølser? For indmaden i den hot dog, som måske for første gang bliver beskrevet i europæisk litteratur i Célines Rejse til nattens ende fra 1932, hvor hovedpersonen, Berdamu, fortæller om sin tid i USA, i Detroit, hvor han arbejder på Fordfabrikkerne og efter fyraften lærer den fremmede spise at kende. 'Et nærende lille måltid', kalder han den - med al mulig anerkendelse. Kan man virkelig være bange for sådan en bette én? For en pølse? Svaret er, at det var jeg, da jeg var barn. Frygteligt bange. Jeg ved ikke, om det specielt var i Nordjylland, men os deroppe, vi hørte dengang meget om pølseforgiftning. En dag stod der i Stiftstidende, at to små drenge i Aalborg var døde af det. Det djævelske var, at samtidig med min skræk for pølser, kunne jeg vældig godt lide at spise dem. Så når vi skulle have det, med en solid klat kartoffelmos, som man jo brugte dengang, fimrede jeg ud og ind af vores lille køkken og skabte panik med min glubende appetit og min dødsangst. Min mor var skam god nok, det var ikke det, men hun blev nu temmelig irriteret på mig. Du får ingen pølser, før vi skal spise! råbte hun - helt uvidende om den virkelige grund til min fimrende ophidselse. Når maden kom på bordet, blev hun om muligt endnu mere irriteret på mig, fordi jeg 'skabte mig', som hun kaldte det. Hun troede sikkert, at jeg bare ville demonstrere, at hvis det skulle være, så kunne jeg da helt lade være med at spise pølserne, når hun nu havde været så striks ved mig ude i køkkenet. I al fald lod jeg mine pølser blive liggende på tallerkenen, til de blev kolde. Jeg guffede glædesløst den klæge kartoffelmos i mig, mens jeg holdt skarpt øje med mine brødre. Først når de havde spist deres pølser, og jeg kunne konstatere, at de ikke faldt døde om, huggede jeg mine i mig. Det var sgu da en mærkelig måde at opføre sig på, mente mine forældre. Mor forstod ikke, hvorfor jeg absolut skulle være så sær. Far kaldte mig en tosk og en bæller - sidste er vendelbomål for lømmel, men det blev det jo ikke bedre af.

Chefens ordre

I dag er jeg jo en voksen mand og kender udmærket til hemmeligheden bag ufarlige pølser. De skal koges, altid koges, eller de skal 'gives et opkog', som vi kjøgemestre plejer at sige. Og det skal de sandelig også i de tilfælde, efter min ufravigelige, landhusmoderlige mening, hvor ungerne forlanger ristede pølser. At ungerne er en slags voksne mennesker nu om dage, og tit indtager deres pølser andre steder end hjemme ved muer og mæ, det må de selv om. Det gør ingen forskel. Først koges, så ristes, lyder det her fra køkkenet på Grønsundsvej. Chefens ordre. Og han sætter trumf på: pølseforgiftning, Aalborg Stiftstidende! minder vi lige om. Ungeflokken er ved at få spat af det. Det er unødvendigt, siger de, det er noget pjat, jysk overtro, noget forpulet bondevrøvl deroppe fra 117. plovfure i Nørre Halvdum kommune hvor du kommer fra, dit pølseforskrækkede høved. Så siger vi det, gensvarer vor tids svar på den undertrykte landbefolkning, men her i huset findes der køkkenregler - og de vil ikke blive fraveget! Pølsereglen lyder: først koges, så ristes. Uden kogning ingen ristning - og uden kogning og ristning, æv bæv, slet ingen pølser overhovedet! Sådan er det bare, børnlille. Forstået? Jeg minder igen om min barndom, om de mange tilfælde af nørrejysk pølseforgiftning. Hold kæft, siger ungeflokken, da du var barn, var det i den yngre stenalder? Nej, korrigerer min hustru, københavnerinden, det var i den ældre. Men lige meget hjælper det: jeg giver mig ikke. Først koges, så ristes.

For det sidder stadig i mig: Den ellers så tillokkende pølse kan, hvis uheldet er ude, medføre øjeblikkelig død. Célines lille nærende måltid kan betyde enden på alting. Derfor vil jeg se det vand, pølsen ligger i hos pølsemanden, før jeg bestemmer mig for det endelige køb. Vandet skal dampe lidt, det må også gerne boble en smule. Så man kan være sikker på, at pølsen virkelig er kogt. Ellers nægter jeg at sætte tænderne i den. NYC's fremmeste pølsemand, ham oppe på Torvet, har vist forstået det efterhånden. Forstået, hvorfor jeg altid stikker hovedet indenfor, mens han fisker pølsen op af vandet. Det forekommer mig, at han så medfølende på mig en dag, da han sagde til mig, at pølserne skam ikke fejlede noget. Jeg plukkede dem selv i morges, tilføjede han, så jeg kunne forstå, at det var humoristisk ment.

Først koges, så flækkes

Det kan godt være, det er pinligt. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg jo stadig bange for pølser. Til gengæld er jeg ikke mere helt så vild med at spise dem, men hvis jeg er alene en aften - min hustru render en del til politiske møder - kan jeg godt få det indfald at købe en pakke pølser nede i Spar, så både hund og mand kan blive mæt uden at udfolde den helt store kogekunst. Og eftersom jeg jo så er mutters alene - for en hund, selv ikke Molly, vor tids svar på min barndoms tapre, livereddende Lassie, kan finde ud af at ringe efter en ambulance m. udrykning - og altså sagtens kunne falde om af en ordentlig omgang pølseforgiftning, koger jeg dem selvfølgelig ekstra grundigt. Så grundigt, at cirka halvdelen af dem flækker. Jo, for det ville sat'eme være for sølle at blive slået af banen af en gemen pølse. Det må selv folk, der ikke lider af pølsefobi, da kunne forstå?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu