Fædrelandet er en opfindelse. Men ser man fjernsyn i Danmark, er vejret dansk, og en smule af Sydsverige lister sig kun ind i vejrudsigten, fordi skærmen er kvadratisk og ikke Danmarks-formet. Og hvis man i stedet ser vejrudsigt i USA, fortaber Canada sig mod horisonten i toppen af skærmbilledet og får kun ganske lidt af vejret på det nordamerikanske landkort.
Historikeren Benedict Anderson er i Stavanger for at forelæse på konferencen Nations Unlimited, og her til morgen har han set norsk fjernsyn:
"Vejrudsigter demonstrerer noget grundlæggende ved national tænkning: At man definerer alting ud fra en absolut forskel til de andre - vejret i Norge er norsk og har ikke spor med det danske at gøre - og på samme tid gør man tingene helt ens overalt: Den norske, den danske og alle andre vejrudsigter udspiller sig ens hen over landkortets repræsentation af nationalstaten. Eller tag flaget: Alle flag er forskellige, men de er jo samtidig i deres opbygning næsten helt ens."
Det var i sin tid industrisamfundet, der gjorde nationalstaten mulig og nødvendig. Men overraskende nok har vore dages informationssamfund forstærket den i en ny form. I dag blomstrer og vokser nationalismen, i takt med at nationalstatens konkrete virkelighed fortaber sig. "Der findes en ny, bærbar nationalisme," siger Anderson. Det er en fædrelandskærlighed, der i en stadigt mere globaliseret og mobil verden vokser sig stærkere og stærkere - på afstand.
I starten af 1980'erne stod Benedict Anderson med bogen Imagined Communities (da. Forestillede fællesskaber, 2001) i spidsen for et nyt kritisk syn, der satte nationalstaten på dagsorden og undersøgte dens karakter af konstruktion.
De intellektuelles interesse i national-begrebets kunstighed faldt sammen med en gradvis styrkelse af EF og en stigende politisk interesse i globaliseringen, der fik mange til at spå om nationalstatens forestående død. Konflikterne på Balkan i midten af 90'erne dementerede imidlertid enhver fantasi om en nationalisme på tilbagetog, og som idé synes fædrelandet i dag at stå så stærkt som nogensinde før.
Ikke alene stormer populisterne frem de fleste steder i Europa, men magthaverne og de toneangivende i de fleste samfund definerer sig mere og mere ud fra deres nationale identitet. Og så er der immigranterne. Som de fleste andre indvandrere (han er født irer, men har boet i USA det meste af sit liv), har Anderson oplevet at blive inviteret ind på mailinglister på internettet, hvor folk samles virtuelt om deres fælles nationalitet.
Efter at have observeret idylliseringerne af fædrelandet blomstre og alle kritiske standpunkter blive bandlyst, begyndte Anderson at sammenligne oplevelser med andre.
"Jeg talte med latinamerikanske professorer på mit universitet, og deres nationale mailinglister indeholdt det samme: sentimental palaver, fodbold, piger. Men samtidig fandt man sammen om fjendebilleder: Vi eksperimenterede så med at indskyde et par typisk chilenske gloser og blev straks mødt med en bølge af fjendtlighed, der svarer til den universelle fordom mod chilenere blandt latinamerikanere. Så prøvede vi at stille kritiske spørgsmål om hjemlandene - og blev ekskluderet," fortæller Benedict Anderson.
"Langdistance-nationalismen dyrker fædrelandet i en helt særlig, arkaisk form. For et par år siden var der stor ballade i New York, fordi det irske samfund ikke ville tillade de homoseksuelle at lave deres eget indslag i paraden på St. Patrick's Day. Der fandtes ikke homoer i Irland, mente de; homoseksualitet var produktet af fremmede, degenererende kræfter.
Da nogle så påpegede, at den lesbiske gruppe året før havde vundet prisen for det bedste indslag til St. Patrick-paraden i den irske by Cork, svarede eksil-irerne noget ganske interessant. De sagde, at Irland var blevet korrumperet - af angelsakserne, EU, globaliseringen - og at det sande Irland befandt sig i New York: Det var emigreret." Jo mere flydende og globaliseret, verden bliver, jo mere blomstrer en særlig form for nationalisme.
Men måske ligger den mobile nationalisme i virkeligheden fint i forlængelse af fænomenets oprindelse. For Anderson førte internet-nationalismen til en uventet bekræftelse af en antagelse, han havde gjort i Imagined Communities i 1983: At nationalismen krystalliserer sig i udlandet. Hos de engelske immigranter i USA, hos spaniere født på Filippinerne i 1880'erne.
"Det, der er kolossalt vigtigt i kolonien, har ingen vigtighed i metropolen. Men metropolen påtvinger folk en ny, objektiv identificering. Folk kommer hjem til London i den tro, at de er englændere - husk at den amerikanske uafhængighedserklæring intet sted taler om amerikanere - men får besked på, at de er kolonister; de er blevet til amerikanere. I dag gentager identificeringen sig på andre skalaer: En malaysisk fisker ville møde dig med et blankt blik, hvis du nævnte Asien; hvis han kom til USA, ville ingen kende ham som andet end asiat."
"Problemet er, at borgerskab og nationalisme i stadig stigende grad bliver skilt ad. Den lovlydige, skattebetalende indvandrer i Canada, som kører sine unger til ishockey, tænder for sin computer om natten og finder en anden identitet i et land, hvor han ikke kan stemme, ikke betaler skat, ikke kan blive anholdt og afhørt af det hemmelige politi. Det bliver til en fetichering af hjemlandet, hvor assimilering bliver en form for forræderi."
"Men de penge, han sender hjem og de oprør, han måske støtter derhjemme, har i virkeligheden ligeså meget at gøre med det rige land han befinder sig i: Den transnationale kapitals ødelæggelse og den massive våbeneksport fra pæne lande som Frankrig og England," siger Anderson.
Og langdistance-nationalismen handler i virkeligheden lige så meget om den nære virkelighed.
"Som i eksemplet med flagene og vejrudsigten opstår den nationale forskel på basis af en lighed. Den indre længsel efter en identitet hænger sammen med et pres udefra. Et par år efter at jeg havde udgivet Imagined Communities, kom der et brev fra Sverige om, at de gerne ville oversætte den til svensk. Fint, sagde jeg."
"Kort efter kom der et brev fra Norge, om at de gerne ville oversætte den til norsk. Nu må I holde op, sagde jeg, I er kun 3,5 millioner mennesker, og jeres studerende kan jo sagtens læse svensk. Jamen det vil de ikke, var svaret."
"Ikke så få år efter kom der så et brev fra Danmark: Nu måtte danskerne også have deres egen version. Hvis de andre havde en, skulle danskerne også. Og sådan har bogens udgivelseshistorie været hver gang. Da der først var en japansk, skulle der også være en koreansk og en kinesisk. Den israelske blev fulgt af en arabisk; den tyrkiske af en græsk. Det handler om kompetitiv lighed: Hvis naboerne skal, skal vi også."
"Vi gør os til en anden ved at genkende os selv i dem. Andetheden består af 80 procent lighed, men ligheden producerer andetheden. Og alle dem, som frygter nationalismen, må også forstå, at den handler ligeså meget om denne lighed - de fælles kategorier - som om forskel."
Nu håber mange, at EU vil udviske de nationale forskelle. Men Benedict Anderson er skræmt over de europæiske landes bestræbelser, fordi ideen om fællesskabet er baseret på en udviskning af alt det grimme:
"EU er et provinsialiserende, kommercielt projekt, der ødelægger den historiske forståelse. Europa har en meget nær historie med fascisme og nazisme og blodbad. Imperialismen lever i fuldt flor i England og Frankrig, som stadig øver stor indflydelse i deres gamle kolonier. Alle historikere ved, at Danmark engang havde et imperie, at I deltog i slavehandlen og på mere eller mindre godartede måder i handelen med Fjernøsten."
"Men jeg kan forstå, at det ikke er noget, jeres børn lærer noget om i skolen. I stedet lærer de om dette lille venligtsindede, harmløse land og dets flinke befolkning. Der foregår i Europa en fabrikering af en samlende historiefortælling, der skal udslette den problematiske fortid og skabe et mytologiseret Europa fuldt af flinke mennesker. Nå, men ud af denne flinkhed vokser altså en ondartet tolerance, som meget hurtig slår over i sin egen modsætning," advarer Benedict Anderson.
