Den forsvundne far var et godt kort i baghånden

Digteren og maleren Gustaf Munch-Petersen har altid svævet over sin datters liv som en, alle andre kendte. Først en man burde skamme sig over, siden en man burde være stolt af. Der er skrevet afhandlinger om ham, og historikere har gisnet om hans tanker og motiver. Selv ville Ursula Munch-Petersen helst bare have haft sin far.

"Jeg havde en drøm for mange år siden, som jeg tænker på en gang imellem," fortæller Ursula Munch-Petersen, der i dag er 69 år gammel. "Jeg drømte, at min far var kommet tilbage og sad i en stor sal. Jeg stod langt nede i en kø af alle dem, der skulle hilse på ham. Jeg kom nærmere og nærmere, og han så ikke helt ud, som jeg havde troet. Da jeg så kom helt op til ham, begyndte jeg at græde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham, og så blev han irriteret på mig. Han skulle jo have haft en datter, der var stærk."

Med farens død smækkede nogle døre i Ursula Munch-Petersens liv i. Det anede hun ikke som barn. Hun voksede op i Gudhjem med en stedfar og en masse halvsøskende. Men som 16-årig fik hun pludselig en oplevelse af stærk nærhed med den far, hun aldrig har mødt.

Den 7. november 1937, få måneder før Ursula Munch-Petersen bliver født, forlader Gustaf Munch-Petersen sin gravide kone, Lisbet, og deres et-årige datter for at drage i krig mod fascisterne i Spanien sammen med andre europæiske forfattere og arbejdere i den internationale brigade. Af breve fremgår det, at Gustaf Munch-Petersen er overbevist om, at han kæmper for en bedre verden ikke blot i Spanien men også for Lisbet og børnene. Efter et halvt år falder han i krigen.

Der går mange år, før Ursula og hendes søster får at vide, hvad han skulle i Spanien. I Gudhjem er han blot en ung far, der har forladt kone og børn.

Gustaf Munch-Petersen blev født i 1912 som ældste søn af fire i en velhavende og veluddannet familie. Hans mor Valfrid Palmgren Munch-Petersen var lektor i svensk og doktor i filosofi og kendt for sit stærke samfundsengagement. Faren, Jon Julius Munch-Petersen, var professor i vandbygningskunst og har bygget alle havnene på Bornholm. Gustaf Munch-Petersen selv påbegyndte adskillige uddannelser, men endte med at forfølge sit kunstneriske kald, altid understøttet økonomisk af forældrene.

Han nåede at udgive fire digtsamlinger og en roman og male en række surrealistiske malerier. Han slog aldrig igennem, mens han levede, men blev senere anerkendt som en væsentlig modernistisk lyriker, der fik stor betydning for blandt andre 80'er-digteren Michael Strunge. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig blev Gustaf Munch-Petersen betragtet som en helt, der faldt under kampen mod den internationale fascisme - en forløber for frihedskæmperne under den danske besættelse. Myten om den døde digter var skabt.

Et fjernt savn

I barndomshjemmet på Bornholm var Gustaf Munch-Petersen tabu. Moren talte aldrig om ham, og da hun giftede sig igen, krævede det en juridisk dødserklæring, for Gustaf Munch-Petersens lig blev aldrig fundet. En væsentlig detalje for en lille pige, der bar på drømmen om sin far.

Ursula Munch-Petersen voksede op i et kunstnerhjem i Gudhjem. Hun var glad for sine halvsøskende og tog sig gerne af dem, mens stedfaren, Paul Høm, malede, og moren, der var ud af en stor keramikerfamilie, gik i værkstedet.

"Paul Høm kæmpede med sit maleri. Han havde svært ved at få overskud til de mange sammenbragte, forladte og fælles børn - otte i alt, og min mor gav tydeligt udtryk for afmagt over hele menageriet," fortæller Ursula Munch-Petersen.

Mange år senere viste det sig, at Gustaf Munch-Petersens mor havde bidraget måned for måned med at skaffe brød på bordet til den store familie, men det talte ingen om. For Ursula Munch-Petersen var hendes far tilstede som en fjern mulighed, som et godt kort i baghånden. Han ville komme hjem en dag og ordne det hele. Han var noget særligt, der hjalp hende til at holde distance til alt det derhjemme, noget hun forbandt med noget godt. Det gjorde hendes storesøster ikke. Hun følte, faren havde svigtet dem.

Da søsteren kom på gymnasiet i Rønne, læste en dansklærer et af de kendteste digte af Gustaf Munch-Petersen op, men hun anede ikke, hvem der havde skrevet det.

Først mange år senere fandt Ursula Munch-Petersen brevene, som hendes far havde sendt til hendes mor fra Spanien, og dem har hun grædt mange tårer over, for som hun siger, kan man godt savne nogen, man ikke har kendt, selv om hendes mor hævdede det modsatte:

"Man kan savne alt det, der kunne være blevet. Brevene er smukke, men også alvorlige. Og han skriver jo, at han vil komme hjem og være en god far. Jeg husker, jeg var i Spanien mange år senere. Jeg så mænd gå rundt i parkerne med små pyntede piger i hånden. Da blev jeg så trist og tænkte, at det havde jeg aldrig prøvet - at gå der med min far i hånden og opleve, at han er stolt af mig."

Frihedskæmper

At den sande historie om den spaniensfrivillige Gustaf Munch-Petersen er lidt mere kompliceret end som så, fandt hans datter ud af, da hun som voksen begyndte at stykke historien sammen.

"Min far var forkælet, men ville også gerne leve op til forældrenes forventninger. Det var jo en katastrofe, hvis man ikke blev student i den familie, hvor både mænd og kvinder helst skulle være professorer. Jeg husker tydeligt de middage, min farmor holdt mange år senere, og hvordan de holdt taler for hinanden om, hvor pragtfulde de var. Men der var tre fætre i familien: min far, Arne Munch-Petersen, der jo blev kommunist og døde i Sovjet under Stalin, og så en tredje fætter, Børge Munch-Petersen, der blev klovn og tog livet af sig selv efter en dårlig forestilling. Det tyder på en vis oprørstrang mod den borgerlige familie," siger Ursula Munch-Petersen smilende.

Gustaf Munch-Petersen læste verdenssproget esperanto og involverede sig i psykoanalysen og surrealismen, som der var stor fascination af i kunstnerkredse. Han mente sammen med to af tidens unge talenter, Ejler Bille og Richard Mortensen, at drifterne og de underbevidste kræfter kunne blive verdens frelse, og det omsatte han i sin kunst. Men han begyndte at tvivle på projektet, drak lidt for meget, lavede skandale og blev installeret på et fint svensk kursted, hvor han skrev hjem til moren og bad om tempera-farver og god tobak. Der malede han mange af sine billeder og skrev bl.a. digtsamlingen Mod Jerusalem. "Han brugte sine privilegier meget bevidst, samtidig med at han kæmpede for at frigøre sig økonomisk af familien og rejste bl.a. til Grønland som minearbejder," siger Ursula Munch-Petersen.

Da han i gymnasietiden krævede at lære tysk efter naturmetoden, arrangerede hans mor et ophold i Berlin i starten af 1930'erne. Her så han Hitler Jugend marchere, og Ursula Munch-Petersen tror, at hans ønske om at bekæmpe fascismen kan forklares med den gryende nazisme, han var vidne til i Berlin. Hans mor var nemlig af jødisk afstamning, ikke-troende ganske vist, men det var ikke en relevant skelnen blandt nazister.

Da Ursula Munch-Petersen var 16, havde hun sin første oplevelse af nærhed med sin far. Hun var flyttet ind til sin farmor, Valfrid Palmgren Munch-Petersen i København, og farmoderen fortalte, at Gustaf havde nægtet at tage studentereksamen medmindre, han kunne blive undervist af Vilhelm Grønbech, der var professor i religionshistorie og en stor inspirationskilde for tidens intellektuelle. Straks gik Ursula Munch-Petersen på biblioteket og fandt en lille letlæselig bog af Grønbech, der hed Primitiv religion.

"Da følte jeg for første gang en stærk følelse af at være i familie med min far. Jeg følte mig så tiltrukket af Grønbech, og det, tror jeg, er det nærmeste, jeg har været min far. Hans digte var også tydeligt inspireret af Grønbech."

"Jeg tror især Jesus Menneskesønnen har påvirket min far. Det er en meget fin bog, for man forstår pludselig, hvordan Jesus skilte sig ud fra den kultur, han levede i. 90 procent af alt, hvad han siger, er funderet i almindelig jødisk kultur, men de sidste 10 procent er dybt provokerende. Ifølge Grønbech var Jesus en rebelsk ung mand med en stor vision om en bedre verden - sådan var min far jo også. Da en ung mand for nogle år siden smed rød maling på statsministeren, tænkte jeg igen på den bog og på, hvordan rebellen kan have mange ansigter."

Brevene fra farmor

Hos farmoren dyrkedes Gustaf Munch-Petersen.

"Min farmor ville gøre alt for 'Gustafs flickor' - hun talte Stockholmssvensk. Men hjemmefra havde jeg altid fået at vide, at hun var en heks, så jeg stolede ikke rigtig på hende," fortæller Ursula Munch-Petersen, der boede hos farmoren i seks år og her for første gang stiftede bekendtskab med svenske forfattere som Selma Lagerlöf og Edith Södergran i farmorens bibliotek. Hun var meget bevidst om, at det var de selvsamme bøger, hendes far nogle årtier forinden havde vendt bladene i.

Først mange år senere fandt Ursula Munch-Petersen en stak breve, hvor det fremgik, at farmoren helt fra starten havde sendt penge til Gudhjem måned efter måned, for at Ursula Munch-Petersen og hendes søster kunne få en uddannelse, lære at spille klaver og så videre. Men pengene gik lige i den tomme husholdningskasse, uden pigerne nogensinde fik noget at vide.

"Det var min farmor vred over. Hvert eneste brev starter med: 'Kæreste Lisbet, nu må du ikke blive vred...', og så noget med de penge. Det gav jo anledning til konflikt, for det har været ydmygende for Paul Høm at være afhængig af min farmors penge. Hvert år sendte hun også penge til mig og min søster på vores fars fødselsdag, for at vi ikke skulle glemme ham, det har vi heller aldrig nogensinde hørt om. Jeg fandt først brevene, da min mor var død, og da var min farmor væk for længst."

I perioder sugede Ursula Munch-Petersen enhver oplysning om sin far til sig. Fra de få mennesker hun mødte, der havde kendt ham, bl.a. mosterens mand, grafikeren Sigurd Vasegaard, som boede i Gudhjem, fra sin fars breve og fra de få ting, moren har fortalt. For eksempel at hendes far dansede alene om natten til Bolero på rejsegrammofonen. Straks købte Ursula Munch-Petersen en plade med Bolero.

Men først da Ursula Munch-Petersen som voksen i 1950'erne flyttede til København, blev hun konfronteret med den offentlige Gustaf Munch-Petersen:

"Jeg blev, som datter af Gustaf Munch-Petersen, kontaktet af nogle forfattere, bl.a. Ebbe Traberg og Erik Stinus, som arbejdede i Spanienskomiteen, der skulle prøve at hjælpe fængslede fra borgerkrigen. Det havde jeg meget svært ved at forholde mig til, jeg følte selv, jeg var offer, ikke sådan en der kunne hjælpe nogen. Og så forventede de, at jeg var lige så intellektuel og belæst som min far. Jeg følte mig flov over mig selv. Min far talte seks sprog, og jeg havde ikke engang en studentereksamen."

Faderfigur eller ung mand?

Hvad tænker Ursula Munch-Petersen i dag om den far, hun snart er 50 år ældre end?

"I dag tænker jeg, at han var meget ung og meget forkælet. Jeg tror, det var magtpåliggende for ham over for familien, der var ulykkelig over, at han var så uregerlig og ikke færdiggjorde nogen uddannelse, at vise, at det med digtene betød noget. At det ikke bare var æstetik, men en realisering af hans ideer. At rejse til Spanien var måske en måde at bevise dette på og vinde retten til det gode liv bagefter, når han havde vist sin seriøsitet."

Men hver gang Ursula Munch-Petersen i dag ser et billede af en ung soldat, der sendes til Irak for at indføre demokrati, tænker hun på sin far. På at han kun blev 26 år, og på de familier, der i dag går i stykker. For som hun siger, tror hun ikke på, at drenge på 20 år har en anelse om, hvad de går ind til.

"I min ungdom - i de oprørske 60'ere - tænkte jeg også ofte på min far. Det havde jo været lige ham med den vitalitet og protest mod alt det borgerlige."

"Mit liv ville have været meget anderledes, hvis han havde været der. Jeg er vokset op med en vis seksualskræk. Vi anede ikke, hvordan man fik børn, og da min søster fik sin første menstruation, mens hun boede alene i Rønne, troede hun, hun var meget syg og skulle dø. Min far derimod var jo demonstrativ frigjort. Det var en del af det surrealistiske - drifterne og det oprindelige var det gode," siger Ursula Munch-Petersen.

"Jeg ville formentlig også have fået en akademisk uddannelse - jeg tror ikke, min far havde tilladt, at jeg bare dumpede ud af skolen. Jeg havde jo en fuldstændig klar idé om, hvad jeg ville: Jeg ville være arkæolog eller botaniker. Der var arkæologiske udgravninger forskellige steder på Bornholm, og jeg cyklede derud, hver gang jeg havde muligheden. Det med botanikken kom fra min onkel, Sigurd Vasegaard, der også havde kendt min far, og som boede i Gudhjem. Han lavede træsnit, men var uddannet gartner, og gennem ham lærte jeg om alle de vilde planter og deres familier."

I dag har Ursula Munch-Petersen ikke meget til overs for kunstnere og deres miljøer. Alligevel kom hun til at gifte sig med en, nemlig billedkunstneren Erik Hagens, fortæller hun med et smil.

Hun ved, at hvis hun var vokset op med sin far, havde det formentlig også været i kunstnerkredse. Men han stod i det mindste for nogle visioner for en bedre verden.

Sammenholder man et af Gustaf Munch-Petersens digte med en af Ursula Munch-Petersen dagbogsoptegnelser, er ligheden mellem de to tekster - der begge handler om livskraft og inspiration - så slående, at det er sørgeligt, de to aldrig mødte hinanden.

Digtet "Med lukkede øjne" fra digtsamlingen Det underste land, 1933:

Det er som om

ingen strøm kan drukne mig

ingen sorg kan kvæle mig

helt -

det er som om

kærlighed kommer til mig

over alle have,

fordi en blød streng altid svinger

i mig -

Dagbogsoptegnelse fra Ursula Munch-Petersens ophold i Mexico, 1984:

Det er som jeg altid har haft en for selv ubestemmelig tro, der flakser rundt som en fugl på flugt. Den sætter sig af og til og hviler, når jeg arbejder harmonisk - og viden og sikkerhed kommer til mig fra universet.