Baggrund
Læsetid: 8 min.

Fremtiden tilhører Brighton, Montpellier og Horsens

I fremtidens Europa bor de rige i storbyerne, de fattige i forstæderne, mens middelklassen er flyttet til provinsen
Boligby. Rundt omkring i Europa blomstrer provinsbyer op som resultat af de nye tilflyttere, der vælger storbyerne fra til fordel for friskere luft og et lokalt netværk. Brighton, der ligger en times kørsel syd for London, kan tilmed friste med blåt badevand og gamle badebroer.

Boligby. Rundt omkring i Europa blomstrer provinsbyer op som resultat af de nye tilflyttere, der vælger storbyerne fra til fordel for friskere luft og et lokalt netværk. Brighton, der ligger en times kørsel syd for London, kan tilmed friste med blåt badevand og gamle badebroer.

Moderne Tider
20. juli 2007

Det er svært at forestille sig en science fiction-film, som ikke foregår i en stålsat metropol, hvor motorveje og højhastighedsbaner snor sig, og mennesker klumper sig sammen for at få del i storbyens dynamik og vækst. Men med alt respekt for Bladerunner er det ikke længere et sandsynligt fremtidsscenario.

Fremtidens byboer ligner snarere Charles Davies, en britisk journalist og tekstforfatter på 29, som har kvittet livet i London for at flytte til den sydengelske by Brighton.

"Du har bare mere plads til at ånde hernede, og så er det nemmere at netværke her, fordi man støder ind i folk på gaden," forklarer Charles Davis.

Og frem for et 20 etagers højhus ligner fremtidens bybolig snarere den murermestervilla i Horsens, som den nyuddannede gymnasielærer Katrine Højlund Bræmer går og sætter i stand.

"Vi kunne godt have købt et hus i en af Århus' forstæder, men så vil jeg hellere bo her. Jeg kan godt lide at bo i en rigtig by, hvor der er mennesker på gaden om aftenen," siger hun.

Både Charles Davies og Katrine Højlund Bræmer er en del af den europæiske middelklasse, som i disse år forlader metropolerne for at bosætte sig i provinsen. Selv om flere mennesker vil bo i byen end på landet i det 21. århundrede, er det ikke længere de store metropoler, der vokser. Ifølge FN-rapporten State of World Population 2007 bor halvdelen af verdens byboere i byer, der har under en halv million indbyggere, .

Også Danmark, som ikke kan mønstre en rigtig millionmetropol, må konstatere, at provinsen vinder frem. Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik tiltrækker byer som Horsens, Næstved og Silkeborg procentvis flere nye beboere end København. Fremtiden tilhører snarere Brighton, Montpellier og Horsens end London, Paris og Tokyo.

De dyre metropoler

Udviklingen kommer ikke bag på Lamai Kamal-Chaou, som er leder af OECD's urbane udviklingsprogram og medforfatter til rapporten Competive Cities in the Global Economy. Den forudser en verden domineret af metroregioner, hvor metropolen er centrum i et større netværk af storby, forstæder og provinsbyer, og hvor arbejde og hjem er skilt helt ad geografisk.

"Storbyerne er stadig motor i den økonomiske udvikling, men det er ikke her, vi bor. Det har vi hverken lyst eller råd til," forklarer Lamia Kamal-Chaoui.

Fra sin arbejdsplads kan hun betragte Paris, byen som Baudelaire besang som hjemsted for modernitetens fristelser og moralsk forfald, men som i dag har kvalt dekadencen i høje huspriser. En verdensomspændende udvikling, som ironisk nok er den negative konsekvens af metropolernes tidligere succes. Det økonomiske opsving i 1990'erne betød, at huspriserne steg drastisk i de efterspurgte metropoler.

"Storbyernes centrum er efterhånden til for turisterne, erhvervslivet og store internationale organisationer," siger Lamia Kamal-Chaoui.

"Det er de færreste parisere, som har råd til at bo i Paris. Det meste af boligmassen i centrum er ejet af rige udlændinge, som har råd til en ferielejlighed."

Og det er en udvikling, som det er svært at gøre noget ved.

"Byrådene kan ikke bare bygge nogle billige huse til middelklassen, for der er ingen byggegrunde i midten af byerne, og i gamle byer som Rom eller Paris kan man ikke rive de gamle huse ned," påpeger Lamia Kamal-Chaoui.

Provinsen som alternativ

Det er ikke bare huspriserne, som tvinger menneskerne væk fra storbyerne. Charles Davies fra Brighton bliver helt blød i stemmen, når han sammenligner provinslivets glæder med 'the London life'.

"I London er livet hårdt. Man arbejder sent, man går direkte fra arbejde ud og møder vennerne, og når man endelig er hjemme, går man i seng, for man skal tidligt med undergrunden næste morgen, hvis man skal nå ind på arbejde. Efter at jeg er flyttet til Brighton, føler jeg, at jeg har fået meget mere fritid," siger han og fremhæver begejstret, hvordan han i Brighton kan cykle til både arbejde og cafeerne. En beskrivelse, som Lamai Kamal-Chaoui nikker genkendende til.

"Vi har opdaget, at metropolerne stagnerer, når de når over seks millioner mennesker, for så overstiger de negative effekter af byens størrelse de positive," forklarer hun og henviser til, at trafikkaos, forurening, lange transporttider og sociale problemer kan få både virksomheder og beboere til at flygte fra storbyen.

"Selv hvis du elsker den urbane livsstil, kan storbyens problemer blive for meget, og forstæderne har ofte storbyens problemer uden at få fordelene med i købet. Provinsbyerne bliver et attraktivt alternativ i Europa, hvor mange mindre byer omkranser de store," forklarer Lamia Kamal-Chaoui og forudser, at det især vil være middelklassen, som flytter til provinsen. De fattige er bundet til forstædernes ghettoer.

Også den danske forsker i urban geografi Hans Thor Andersen fra Københavns Universitet mener, at flere danskere vil foretrække at pendle til provinsen.

"For en generation siden strømmede den nye middelklasse til forstæderne. I dag er de præget af mangel på udvikling. For dem, som har lyst til at bo et sted med identitet og historie, er en provinsby mere attraktiv," siger han.

At der ofte er længere at pendle, hvis man bosætter sig i provinsen, mener trafikforsker Thomas Sick Nielsen ikke nødvendigvis er et problem. Middelklassen har vænnet sig til at køre efter arbejdet, og desuden er infrastrukturen fulgt med, forklarer han:

"I gennemsnit bruger vi 20 minutter på at komme på arbejde, og det tal har ikke ændret sig, men motorveje, lavsprisfly og højhastighedstog betyder, at man i dag kan komme betydeligt længere på de 20 minutter."

De nye provinsboere

Netop derfor har gymnasielæreren Katrine Højlund Bræmer og hendes kæreste valgt Århus' forstæder fra og satset på Horsens og en tilværelse som pendlere. De er ikke de eneste. Horsens er den by i Danmark, som i øjeblikket oplever den største tilvækst, og selv om Katrine Højlund Bræmer er grundigt træt af ejendomsmæglernes konstante understregning af, at Horsens er "lille Århus", håber hun alligevel, at tilflytterne vil sætte deres præg på byen.

"Det er altså ikke Århus, men på den anden side er der flere og flere i vores omgangskreds, som flytter hertil. Jeg kan godt savne helsekostbutikker og en ordentlig bager, men mon ikke, at det kommer," spørger hun.

Og der er hold i hendes forhåbninger. Andre steder i Europa blomstrer provinsbyer op som resultat af de nye tilflyttere. Det er blandt andet Charles Davies nye hjemby Brighton et skole-eksempel på. Byen, som i 1980'erne mest af alt var en uddøende badeby har i dag fået kælenavnet "London by the sea", og det vrimler med både bøsser, brunchcafeer og yogacentre, men til gengæld hverken ghettoer eller trafikpropper. Et oplagt sted at slå sig ned, særligt for mange mediemennesker og akademikere, som pendler til London, hvis de altså ikke vælger at starte deres egen Brighton-baserede freelance-virksomhed.

Den samme udvikling ses i Frankrig, hvor højhastighedstogene har pustet liv i de sydfranske provinsbyer Montpellier og Toulouse, som oplever en enorm vækst.

Provinsbyerne i hele Europa har vænnet sig til at føre bolig- og erhvervspolitik på samme tid, forklarer byforsker Niels Boje Groth fra Center for Strategisk Byforskning.

"I gamle dage satsede provinsbyerne på erhvervspolitik, så man kunne blive et selvstændigt vækstcenter, men den går ikke i dag," siger han og peger på, at antallet af selvstændige arbejdsmarkedsregioner i Danmark er faldet fra 45 til 27 på mindre end 10 år. Væksten klumper sig sammen med hovedstadsregionen og Østjylland, som de helt store vindere, og så må man tiltrække beboere frem for erhvervsledere.

"En provinsby som Randers satser i dag på at blive en boligby til Århus, ligesom Hillerød og Roskilde længe har været det for København," forklarer han.

Og som eksemplet fra Brighton viser, kan der faktisk også være erhvervspolitiske muligheder i at blive en boligby. En status som en trendy provinsby kan dels gøre det nemmere for det eksisterende erhvervsliv at trække kvalificeret arbejdskraft til byen, men også betyde, at pendlerne af sig selv begynder at starte nye virksomheder.

Charles Davies fra Brighton har for eksempel opdaget, at der er fordele i at netværke i Brightons tusinde små caféer fremfor at tage Londons subway fra det ene mødelokale til det andet.

"Nogle gange tænker jeg, at folk i Brighton bruger al deres tid på at drikke kaffe og snakke om nye projekter, men det er også fordelen ved at bo i en mindre by. Det er nemt at møde de rigtige mennesker, og hvis man får en god idé, vækker den opsigt på en helt anden måde," forklarer Charles Davies.

Taberne og vinderne

Succeshistorierne fra Montpellier, Brighton, og Horsens får provinsborgmestre fra Næstved til Bologna til at savle forventningsfuldt, men det er ikke alle byer, som kan gøre de trendy provinser kunsten efter.

"Udviklingen tvinger provinsbyerne til at konkurrere med hinanden og fremhæve deres individuelle fordele. Pludselig er der nogle byer, som bliver miljøbyer, mens andre slår på at være førende inden for kulturområdet," forklarer Niels Boje Groth. Og både Montpellier, Brighton og Horsens er faktisk gode eksempler på provinsbyer, som har vundet ved at satse på kulturlivet. Alle tre byer har investeret i ny arkitektur og store kulturfestivaler for at komme bort fra imaget som sløve provinsbyer, men Niels Boje Groth er i tvivl om, hvor meget den lokale kulturpolitik i virkeligheden har at sige.

"Hvis man virkelig stiller det på spidsen, kan man sige, at der er tre ting, som afgør en provinsbys succes, og det er infrastruktur, infrastruktur og infrastruktur," siger han.

I de nye metroregioner skal man være tæt på metropolens økonomiske kraft, hvis man overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at kunne lukrere på storbyernes problemer. Det har nordjyske Frederikshavn måtte sande. De har ikke trukket nye beboere til på trods af besøg fra Clinton og en ny strand med palmer, for Århus er simpelthen for langt væk.

I Frankrig er det især de nordfranske byer, som stagnerer, for selv om de også er kommet med på TGV-nettet, har de ikke sydens solskin at lokke med. Taberne i historien om de succesfulde nye provinsbyer er derfor paradoksalt nok de andre provinsbyer, mener Hans Thor Andersen.

"Jeg er ikke bekymret for storbyerne, for de er stadig centrum for den økonomiske vækst, og de forstæder, som har holdt sig fri af sociale ghettoer, vil også være attraktive alene på grund af deres beliggenhed. Dem, som for alvor har problemet, er de stagnerede provinsbyer, som ikke ligger i pendlerafstand til storbyen. De kan hverken tiltrække erhvervsliv eller beboere, og de vil have meget svært ved at klare sig i fremtiden."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her