Læsetid: 4 min.

Den frie tanke i en verden ude af trit med sig selv

Den frie tanke har altid været usamtidig i forhold til sin omverden. Netop ved ikke at følge tidens tendenser, men ved at holde fast i egne idealer kunne fornuften udvikle sit kritiske potentiale. Det gælder også i dag - i desillusionens og fatalismens tidsalder
Moderne Tider
7. juli 2007

Det var fornuften, der var oplysningens centrale element. Den frie tanke, som skulle sprænge eksisterende bånd - i form af kirkens og absolutismens magt. Troen på, at mennesket kunne erkende verden omkring sig, blev afspejlet i d'Alemberts og Diderots encyklopædi. Troen på, at den kunne beherskes, fik sit enestående monument i Goethes Faust. Det var op til mennesket at tage tilværelsen i egen hånd, at - med Kants berømte ord - overkomme dets selvforskyldte umyndighed. For umyndighed er "mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand".

Ikke kun løsningen

Menneskeheden er blevet en del erfaringer rigere siden da. Fornuften kunne ikke kun anvendes til at erkende universets hemmeligheder og bygge et jernbanenet fra Atlanterhavet til Stillehavet. Den kunne også bruges til at manipulere masserne, indrette koncentrationslejre og udvikle atombomber.

"Herr, die Not ist gross, die ich rief die Geister, werd ich nun nicht los," skrev selvsamme Goethe allerede i Troldmandens lærling. Men det var værre end som så, som Max Horkheimer og Theodor W. Adorno måtte erkende i Oplysningens dialektik godt et århundrede senere. For fornuften var ikke kun løsningen på menneskets umyndighed. Den var lige så meget problemet, jernet, som det moderne samfunds bur var lavet af. Et janus-ansigt, ganske enkelt.

Denne dialektik er et af grundvilkårene, som det moderne samfund er baseret på. Fornuften indeholder til stadighed et kritisk potentiale, men også mørkets magt. Denne kendsgerning ledsages af mange andre paradokser.

Aldrig har den frie tanke haft så gode vilkår i form af manglende bånd. Via internettet og medierne er stort set alle i stand til at formidle sig selv til resten af verden, enhver kan blive lederskribent og give sin mening til kende.

Men netop dette ocean af informationer betyder, at den værdifulde dråbe oftest forbliver usynlig. Og mens videnskaberne igen og igen skubber grænserne for vores viden og kunnen, er sammenhængen på tværs af dem for længst gået tabt. Tanken om én stor encyklopædi (hvor mange bind den end ville indeholde) virker mildest talt naiv - set med nutidens øjne.

Tanker kastes rundt

Den frie tanke i denne komplekse verden - det er grundspørgsmålet, som sidste efterår blev behandlet på Philosophicum Lech, hvis forskellige foredrag nu foreligger i bogform.

Denne komsammen i de østrigske bjerge kunne i 2006 fejre sit 10-års jubilæum, og den har i mellemtiden etableret sig som et populært forum, hvor ét filosofisk grundspørgsmål hvert år spejles fra diverse vinkler - i 2006 kunne man bl.a. finde en kabaretsanger og en forfatter på talerlisten.

Heri skal man hverken lægge en popularisering, eller værre: en bagatellisering af det givne emne. Der er højt til himlen i de østrigske bjerglandskaber - og der bliver kastet rund med tankerne.

Mens Wolf Singer, formand for det renommerede Max-Planck-Institut for hjerneforskning, reflekterer over sammenhængen mellem menneskets frie vilje og opbygningen af hjernen, behandler filosoffen Birgit Recki friheden inden for kunsten, og sociologen Kurt Greussing fokuserer på kontroverser inden for islam med henblik på frihed og den frie tanke. For blot at nævne et par eksempler blandt de i alt 12 oplæg.

"Vi ønsker at vide, hvem vi er. Og vi vil vide det for måske alligevel at gøre noget, som for en kort stund overvinder alle vores begrænsninger. Måske er det tid til en tænkning, som på trods af al desillusion, på trods af alle utopiers tab, på trods af en udbredt fatalisme, på trods af mangel på alternativer til de globale udviklinger netop nu besinder sig på de potentialer, som også hidtil har gjort det muligt for mennesket at stille spørgsmål ved det tilsyneladende foregivne, uigenkaldelige og uundgåelige."

Trods tidens tendenser

På trods af! Det lyder som et beskedent mål, som Konrad Paul Liessmann formulerer i indledningen til værket. Men kan det være anderledes i starten af det 21. århundrede?

Med Friedrich Nietzsche konstaterer Liessmann, at den frie tanke altid har været usamtidig i forhold til sin omverden.

Netop ved ikke at følge tidens tendenser, men ved at holde fast i egne idealer, kunne fornuften udvikle sit kritiske potentiale.

Der er ikke noget sandt liv i det forkerte, konstaterede Adorno i årene efter Anden Verdenskrig. Men det var på ingen måde et argument for at stille sig tilfreds med dette forkerte liv.

Skribenter i bogen synes at dele dette synspunkt. De holder fast i fornuftens selvreflekterende karakter. Der er ikke én overordnet konklusion, men en del interessante tanker - for eksempel når Julian Nida-Rümelin betoner sammenhængen mellem fornuft, ansvarlighed og frihed, eller når forfatteren Franz Schuh gør sig tanker om mediernes forhold til ytringsfriheden.

Et kompendium, javist, dog ikke de vise sten. Men noget at reflektere over. Immervæk.

Konrad Paul Liessmann (red.): Die Freiheit des Denkens. Paul Zsolnay Verlag. Wien 2007. 318 sider. 19,90 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her