For et lille års tid siden rasede jeg i denne klumme over planerne om en opdateret genindspilning af Nicolas Roegs mesterværk Rødt chok (1973).
Jeg mener bestemt, at min harme var fuldt berettiget, og jeg fastholder, at opdaterede genindspilninger i de fleste tilfælde er en slet skjult forretningsfidus.
Men for at bringe lidt balance i regnskabet vil jeg nævne et kommende projekt, som jeg håber og tror vil lægge en aktuel vinkel på materialet på en opfindsom og respektfuld facon.
Nye tider, nye venner
Gennem æblevinen - eller var det The Guardian? - hørte jeg forleden, at Lawrence Kasdans stjernespækkede Gensyn med vennerne fra 1983 skal genindspilles.
Filmen, som har den langt snedigere originaltitel The Big Chill, handler om en gruppe 1968'ere, der genforenes til en fælles vens begravelse, og efterfølgende tilbringer et par nostalgiske dage i hinandens selskab. Den skarpsindige amerikanske filmkritiker Pauline Kael skrev om filmen, at den "foregøgler at handle om 'livet', men i virkeligheden handler den om at være vittig, og om, hvor sjovt ensembleskuespil er."
Kael har en pointe. Kasdan og Barbara Benedeks manuskript ikke er så livs- og menneskeklogt endda, men til gengæld er deres replikker så afsindigt vittige og velturnerede, at jeg kan tilgive filmen hvad som helst.
Da en af personerne lufter sin dårlige samvittighed med bemærkningen "Hvem ville have troet, at to rebeller som os skulle komme til at tjene så mange penge," glider en anden genialt af på spørgsmålet med denne kommentar: "Fuck 'em if they can't take a joke."
Rige muligheder
Hvad er så grunden til, at jeg denne gang er forventningsfuld, og ikke spor vred, over planerne om en opdateret genindspilning?
Jo, den nye version af Gensyn med vennerne har sorte skuespillere i alle roller, hvilket åbner for et væld af nye muligheder.
Hvor den oprindelige film altså skuede tilbage mod ungdomsoprøret, er hovedpersonerne efter sigende denne gang Generation Xere, og da det jo ikke skortede på racerelaterede spændinger i USA i begyndelsen af 1990'erne, skulle der være rigeligt for dem at drøfte over gravøllet.