Læsetid: 7 min.

Hoteldatteren der blev Emmanuelle

Porno. I 1974 blev Sylvia Kristel verdensberømt for sin hovedrolle i pornofilmen 'Emmanuelle'. Filmen var den første pornofilm, der fandt vej til de rigtige biografer - og blev kult. Nu har Sylvia Kristel udsendt sine erindringer
Porno. I 1974 blev Sylvia Kristel verdensberømt for sin hovedrolle i pornofilmen 'Emmanuelle'. Filmen var den første pornofilm, der fandt vej til de rigtige biografer - og blev kult. Nu har Sylvia Kristel udsendt sine erindringer
6. juli 2007

Jeg møder Sylvia Kristel - stadig 'Emmanuelle', selv efter alle disse år - på en bar i Amsterdam. Hun er allerede ankommet, med briller og med et tørklæde om halsen, hun sidder stille ved et bord og læser i en avis. Hun er blevet 55, køn, og med en dejlig teint. "Det er genetisk. De cremer, jeg bruger, er ikke dyre. Nivea er lige så godt. Hvorfor bruge en formue?"

Hun bor over baren i en lille, lejet lejlighed, hvor hun maler, ser amerikanske sæbeoperaer og laver mad om mandagen. "Jeg laver en stor grydefuld pasta med grøntsager, den holder en uge."

Vi bestiller kaffe. Hendes selvbiografi, Undressing Emmanuelle, rummer alt fra en underlig barndom, over Emmanuelle og endelig til disse kokain-fyldte, fordrukne år hvor hun levede sammen med Ian McShane i Hollywood.

Han rummede en masse vrede, fortæller hun. "Hans agent fortalte ham, at hvis han havde været omkring syv centimeter højere, ville hans karriere ha' kunnet matche Sean Connerys. Det frustrerede ham. Han fik ikke de roller, han havde fortjent."

Hun har ikke selv haft meget held med mænd. Det har sublime skønheder sjældent.

Trods bogens titel må hun være ret træt af Emmanuelle i dag. Altså, det er 33 år siden. Er der mere at fortælle? Hun svarer: "Interessen forbløffer mig. Hvornår holder det op?" Generer det hende? "Ikke rigtig."

Et spørgsmål om timing

Hvad er det så med Emmanuelle, der ikke kan få folk til at glemme hende? Hun mener, det handlede om timing. På grund af ændringer i censuren, blev den den første sexfilm, der blev vist i almindelige biografer, og ikke for et regnfrakkeklædt publikum i ydmyge lokaler.

"I mange lande blev lyset tændt, og det var i høj grad medvirkende til succesen."

Jeg fortæller hende, at jeg netop har set filmen igen, for første gang, siden jeg var 13, og det, der slog mig, var ikke blot filmens kejtede uskyldighed - men også hendes vidunderlige friskhed og renhed. Jeg tilføjer, at jeg ikke tror, filmen havde rykket overhovedet, hvis stjernen havde været en eller anden gammel pornostjerne med store bryster. Hun siger, at der måske er noget om det. Hun så den igen for et års tid siden, fordi Channel 4 lavede en dokumentarfilm om den.

"Jeg synes, den var charmerende. Meget uskyldig, som du siger. Det slog mig, hvor ung jeg så ud på det tidspunkt, men jeg troede, jeg var så voksen, at jeg vidste alting og ville erobre verden."

Har hendes i dag 30-årige søn set den? "Han faldt i søvn. Han syntes, den var meget kedelig." Hendes mor? "Hun så filmen, da den blev vist på tv. Hun sagde: 'Hvis de viser den på tv, kan det vel ikke være så slemt.' Da hun havde set den, sagde hun: 'Er det det hele?' Jeg sagde: 'Mor, har du virkelig forestillet dig det værst tænkelige i 20 år."

Druk og ensomhed

Sylvia Kristel blev født i Utrecht, hvor hendes forældre ejede The Commerce Hotel. Sylvia og hendes søster, Marianne, voksede op på værelse 21, medmindre hotellet var fyldt op med gæster, så blev de, ofte midt om natten, flyttet ind på værelse 22, "ikke stort andet end et kosteskab." Hun fortæller, at hun ofte tænkte: "Hvad nu hvis min mor lejer værelse 22 ud. Hvor skal vi så være?"

Forældrene drak tæt. Engang talte hun, hvor mange glas øl hendes far drak på en dag, hun standsede, da hun nåede til 40. Hendes far havde været hollandsk mester i lerdueskydning, men han var stædig, nægtede at bære høreværn og blev døv. Når han ikke passede hotellet, forsvandt han op på kvisten, hvor han snittede skakbrikker. Hendes mor Pete, var til gengæld en følelsesmæssigt kølig person, altid med sherryflasken inden for rækkevidde. Pete? "Hun er fra landet, hvor man opkalder børn efter andre familiemedlemmer, hvad enten det er en mand eller en kvinde."

Sylvia anede ikke, at alkohol ikke var en fast del af alles liv; at alkohol ikke var som mad eller vand. Det var først, da hun i en periode som 11-årig kom på kostskole, at hun fandt ud af, at sådan var det ikke. "Den første nat kunne jeg ikke sove, så jeg bad søster Assassia om en cognac. Hun sagde: 'Det må være din spøg. Bed din aftenbøn i stedet, det virker lige så godt.' Det var første gang, nogen havde nægtet mig det."

Smidt ud

Et afgørende punkt indtraf, da hun var 16: En dag kom hendes far tilbage til hotellet med en kvinde, han introducerede som sin nye kone. Derefter smed han bogstavelig talt Pete og børnene ud. De flyttede ind i en lille lejlighed, og hendes mor fik nyt arbejde. Sylvia vendte tilbage til hotellet en enkelt gang, men den nye kone nægtede at lukke hende ind.

Hun er ikke selv klar over, hvornår hun fandt ud af, at hun var smuk. Men hun kiggede altid i spejlet. Hendes mor syntes, hun var forfærdelig forfængelig. Det samme gjorde hendes bedstemor, som dækkede spejlene med aviser. Men som 17-årig oplevede hun, at en mand kom løbende hen til hende på gaden og sagde: 'Tak. Blot det at se på dig, har gjort mig glad'.

Jeg spørger hende, om hun i et nyt liv helst ville komme tilbage som smuk eller ikke smuk? Hun tænker over det, og siger så: "Jeg ville hellere være sund og stærk som en hest, men det er da dejligt at være attraktiv." De senere år har hun ikke været rask. Hun har været angrebet af kræft to gange. Behandlingerne har svedet hendes hals - derfor tørklædet.

Mand og barn

Efter hun var gået ud af skolen, arbejdede hun som sekretær og tjener og blev så model for en fotograf i Utrecht. Hun vandt to skønhedskonkurrencer: først Miss TV Holland, siden Miss TV Europa.

I bogen skriver hun om, at da hun blev Miss TV Europa, var hendes første tanke: "Jeg ville gerne have, at min far så det her, at han så denne skønne lille fugl, han bare lod flyve." Måske havde hun ledt efter sin far i alle sine senere forhold til mænd.

Hendes første mand var en hollandsk forfatter, Hugo Claus, far til Arthur og 24 år ældre end hende. Hun svarer: "Om jeg ledte efter en far? Måske ubevidst, men Hugo var ikke en faderfigur, han var en skøn elsker. Han var ældre, javist, men meget drenget og atletisk, han dyrkede karate hver dag."

Til casting

Hugo opfordrede hende til at blive skuespiller og at gå til prøve på Emmanuelle.

"Jeg har den her undertøjsagtige kjole på, med stropper. Den når halvvejs ned på mine lår. Jeg sætter mig og smiler. Jeg er 20 år gammel på det tidspunkt, med alt det gå-på-mod der følger med den alder. Jeg benytter mig af et kedeligt spørgsmål om min uddannelse til at skyde den ene skulder lidt frem indtil den ene af stropperne glider ned, så den anden. Jeg fortsætter med at snakke. Den kølige luft får mine bryster til at stritte. Min tilsyneladende afslappethed giver indtryk af, at min krop er påklædt, selv om den er nøgen lige for øjnene af dem. Panelet er overvældet, nogle af dem sidder med tungespidsen ude af munden... Det var underligt, jeg er faktisk ret snerpet."

Hun havde ikke forestillet sig, at Emmanuelle ville slippe igennem censuren, men når nu det hele skulle filmes i Thailand, kunne hun og Hugo lige så godt få en gratis ferie ud af det.

Hun fortæller, at ved premieren i Paris, da hun så køen uden for La Triumph på Champs-Èlysées, var hun fuldstændig overvældet. Og "filmen spillede det samme sted de næste 13 år".

Hun blev en stor stjerne. Rigtig stor! Med det hele, champagne, stort følge og Mercedes- Steg det hende til hovedet? Mon ikke! Hendes største fejltagelse var at forlade Hugo til fordel for Ian McShane, som hun havde mødt under optagelserne til Den femte musketer. "Det er det dummeste, jeg har gjort."

Nedturen

Han tilbød at tage hende med til Hollywood, og hun var ivrig efter at tage af sted. "Jeg troede Hollywood ventede på mig. Den gjorde den ikke." De film, hun lavede, var middelmådige "og jeg måtte kæmpe for at beholde tøjet på." Hendes forhold til Ian var omskifteligt. De sloges, kastede ting efter hinanden, drak og sniffede kokain. Hun gik til mange A-liste fester "hvor jeg sniffede, drak, snublede i min kjolesøm og faldt om." Hun blev gravid men faldt, og mistede barnet. Hun vågnede endelig op, da en læge fortalte hende, at hendes lever var ødelagt, og hendes revisor fortalte, at hun havde valget mellem huset eller kokainen. Hun havde ikke råd til begge dele. Hun valgte huset. Det tog hende seks år, før hun holdt op med at tænke på kokain.

I 1986 giftede hun sig med Philippe Blot, en drømmer, der så sig selv som Orson Welles. Han overtalte hende til at finansiere hans film. Én af dem var så dårlig, at den kun spillede i seks dage; en kritiker kaldte den "den værste film, der nogensinde er lavet." Da han forlod hende, var hun fallit, og i årevis blev hun forfulgt af fogeden.

Hvordan overlever hun i dag? Hun sælger et par billeder, siger hun. Og måske kommer bogen til at sælge godt. Føler hun sig ensom? "Tja, nogle gange ville det måske være dejligt -" svarer hun, og lader svaret hænge i luften. Hun fortsætter med, at hun jo har sit maleri, sine sæbeoperaer, sin store gryde med pasta - og sønnen, som regelmæssigt kommer på besøg. Det er slet ikke så dårligt.

© Independent og InformationOversat af Ebbe Rossander

Undressing Emmanuelle: a memoir. Udgivet af Fourth Estate, 14.99 pund.

Emmanuelle fås nu i sin fulde længde på dvd, Optimum Home Entertainment

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu