Læsetid: 2 min.

Intet motto i livets lotto

Mira Jargil vil nødigt undvære sit kamera, der gør hende i stand til at indramme virkeligheden og skabe fortællinger. Hendes film 'Mod målet - VM for hjemløse' har open air-premiere på Rådhuspladsen i morgen aften
Mira Jargil vil nødigt undvære sit kamera, der gør hende i stand til at indramme virkeligheden og skabe fortællinger. Hendes film 'Mod målet - VM for hjemløse' har open air-premiere på Rådhuspladsen i morgen aften
27. juli 2007

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Det er nok min vedholdenhed. Nogen vil måske kalde det stædighed - på godt og ondt. Et andet træk er min opmærksomhed på folk omkring mig. Det betyder meget for mig, hvordan mine nærmeste har det. Og så er jeg vist ret god til at bekymre mig.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

Jeg elsker at være i min fars sommerhus i Sverige. Her er der blevet fortalt mange fortryllende historier, set gode film, festet og grinet. Jeg har de bedste barndomsminder herfra. Og så holder jeg meget af at være sammen med folk, der vil og tør noget, tager kampen op og fremhæver det, de kan, i lyset af det, de kæmper med.

- Hvilket teknisk hjælpemiddel vil du nødigst undvære?

Jeg vil være meget ked af at undvære et kamera. Det gør det muligt for mig at indramme virkeligheden og skabe fortællinger. At stå i situationen og beslutte hvad der eksisterer, og hvad der skal udelukkes.

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Jeg beundrer den finske dokumentarist Pirjo Honkasalos måde at arbejde på. Hun optager selv sit materiale på film og optager kun, når hun er helt sikker på, hvad hun vil have. Det gør, at hendes optagelser er ekstremt fokuserede.

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Indtil nu er det nok fravalget af økonomisk tryghed.

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når andre tror, at jeg er arrogant og ligeglad - det skyldes udelukkende generthed.

- Hvad er din største bedrift?

Jeg håber, at jeg har den til gode.

- Dine største fejl?

I pressede situationer kan jeg blive meget bange for at miste kontrollen, og så har jeg desværre en tendens til at blive så lukket, at det kan være svært for andre at trænge igennem.

- Din drøm om lykken?

Evnen til at elske og blive elsket - hengivent, altopslugende, tilgivende.

- Hvordan er din sindsstemning netop nu?

Jeg er spændt på, hvordan min film Mod målet vil blive modtaget. Jeg starter på Den Danske Filmskole den 1. september og glæder mig til alt det nye, der skal ske.

- Hvilken dyd er den vigtigste?

Håbet er vigtigt. Jeg tror, at der kun er fortvivlelse tilbage, hvis håbet forsvinder - og så er vi jo fortabte.

- Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg så En kvinde under indflydelse af John Cassavetes. Jeg var målløs og totalt fascineret af Cassavetes' evne til at fastholde situationen. Inger Christensen's Samlede digte betyder også meget for mig. Her kan jeg i svære tider finde tryghed og ro - hun sætter ord (og billeder) på mine følelser.

- Hvad betragter du som din største ulykke?

Det er et meget personligt spørgsmål. Der er nogle ting, jeg kunne have ønsket anderledes, men det vil jeg egentlig gerne holde for mig selv.

- Dit motto?

Jeg har det svært med mottoer. Det synes lidt kækt og en anelse omklamrende at sammenfatte alt i én (smart) sætning - 'At leve sit liv uden et motto, er bedst for Mira i livets lotto'.

Livet på spidsen er Informations poesibog, hvor en ny person hver uge skriver svar på en række spørgsmål

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu