Læsetid: 8 min.

En invasion af det private rum

Valgkamp. Grove beskyldninger fyger gennem luften før valget søndag. Regeringspartiet og dets religiøse bagland anklages for landsskadelig virksomhed, men svarer kun med et skuldertræk. Begge dele modtages med bekymring, for angrebene er for meget, og modsvaret for lidt
Protest. Hundredetusinde tyrkere har på det seneste deltaget i demonstrationer mod regeringens religiøse ideologi. Som her i Izmir, hvor en kvinde fremviser et portræt af det moderne Tyrkiets grundlægger, Kemal Ataturk.

Protest. Hundredetusinde tyrkere har på det seneste deltaget i demonstrationer mod regeringens religiøse ideologi. Som her i Izmir, hvor en kvinde fremviser et portræt af det moderne Tyrkiets grundlægger, Kemal Ataturk.

Murad Sezer

Moderne Tider
21. juli 2007

ANKARA - Den største trussel mod Tyrkiet lige nu er tilsyneladende folk som Bahattin Kilic. Millioner af tyrkere demonstrerede i foråret mod ham og hans slags. Men konfronteret med at han skulle være en trussel, trækker han bare på skuldrene.

"Det er ikke mit problem," siger han.

Problemet, om man vil, med Bahattin Kilic er ikke bare, at han er religiøs, men også at han er velstående og indflydelsesrig, og det er det, der har jaget en skræk i livet på andre dele af den tyrkiske befolkning.

Tidligere havde den verdslige elite magten for sig selv. De kunne forvalte Atatürks arv og holde de religiøse og deres hovedtørklæder på afstand. Men i løbet af de sidste 15 år er de religiøse rykket fra periferien af det tyrkiske samfund ind mod midten, hvor de ikke bare har deres egne skoler, medier og feriesteder, de gør nu også krav på den politiske magt.

Bahattin Kilic er vicepræsident for Gaziantep-afdelingen af den religiøst funderede sammenslutning af industrialister, MÜSIAD, der er en pendant til den verdslige industri-organisation TÜSIAD.

Gaziantep er kendt som en af 'de anatolske tigre', en betegnelse for en stribe byer i den asiatiske del af Tyrkiet, hvor der tjenes store penge på industri, handel og produktion, og hvor kimen til Tyrkiets imponerende vækst er lagt. Hvad man ikke kan læse i de økonomiske nøgletal er, at mange af pengene tjenes af religiøse erhvervsfolk, og for eksempel er der ikke en eneste TÜSIAD-fabrik i Gaziantep - alle industrialister er medlemmer hos den religiøse konkurrent.

Bahattin Kilic er imidlertid helt uforstående overfor, at han skulle være en trussel mod noget som helst.

"Jeg møder på arbejde om morgenen, jeg arbejder hele dagen, jeg beder, producerer, køber, sælger, handler med verden, betaler skat og laver socialt arbejde for byen. Bare fordi jeg også beder, betyder det så, at jeg er skyldig i noget?" siger han.

Hvad det præcis er, Bahattin Kilic har gjort sig skyldig i, afhænger af, hvem man spørger. Spørger man de ledende oppositionspolitikere er det nye religiøse centrum sammen med regeringspartiet AKP i gang med at ødelægge Tyrkiets sekulære fundament og gøre landet til en islamisk stat.

"Det er latterligt," siger han selv.

"Skal man straffes for at tro?"

Han vil meget gerne nedtone betydningen af sin religiøsitet, men han henviser alligevel jævnligt til Koranen og Profeten Muhammed, der også var handelsmand.

"Hvis man tror på noget, så må man også gøre noget for det. Hvis ikke man følger reglerne, når man tror, så er man ikke ærlig mod sig selv. Jeg er både muslim og forretningsmand, så jeg følger påbuddene både privat og i min forretning," siger han.

Trussel om militærkup

Krisen og mistroen mellem de, der tror, og de, der ikke gør, var hovedgrunden til, at valget søndag blev udskrevet i utide i maj. De religiøse var ved at vælge den religiøse udenrigsminister, Abdullah Gül, til ny præsident, og de verdslige øjnede virkeliggørelsen af deres værste mareridt med tre religiøse politikere på landets fornemste poster som præsident, ministerpræsident og parlamentsformand.

Godt sekunderet af oppositionen slog militæret bremserne i og kom i et berygtet memorandum den 27. april meget tæt på at true med et militærkup, hvis ikke regeringen skiftede kurs.

Det gjorde regeringen ikke, men den udskrev det parlamentsvalg, der skal afholdes denne søndag. Umiddelbart står tyrkernes valg mellem sekularisme og det modsatte, men egentlig handler det om et valg mellem to diametralt modsatte virkeligheder.

I den ene virkelighed er Tyrkiet et land i vækst og fremgang og et land, der arbejder med et enormt demokratiseringsprojekt. I den anden virkelighed er Tyrkiets økonomi blevet ødelagt, og landets fremtid er truet af islamiske kræfter, der vil løsrive det fra sit sekulære fundament.

I spidsen for den ene fløj står det regerende og let islamiske AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) og i spidsen for den anden fløj står det oppositionelle og let socialdemokratiske CHP (Republikansk Folkeparti). De præsenterer hver deres version af Tyrkiet for vælgerne, der kan holde den op mod deres egen personlige hverdag og se, hvordan det passer sammen.

Kører man fra Gaziantep 275 kilometer mod vest kommer man til havnebyen Mersin. Her består befolkningen af lige dele kurdiske migrant-arbejdere og tyrkiske nationalister. Det har ført til flere voldsomme sammenstød og opblomstring af flere ultra-nationalistiske og militante grupper, men det har tydeligvis ikke lagt en dæmper på den politiske debat i byen.

På et lille fiskemarked er kunder og handlende ivrige efter at fortælle, hvordan deres virkeligheder harmonerer med partiernes officielle versioner, og de gør det med stolthed og uden at pakke deres meninger ind af hensyn til de omkringstående. Det vidner om en særdeles sund og ligefrem politisk debat - også på gadeplan.

"Regeringen har investeret i sundhedsvæsenet og i fremtiden. Det er måske ikke det bedste for os, men det er en god investering i vores børns fremtid. De har også gjort meget for små piger, så der nu er fokus på, at de kommer i skole," siger en vælger.

"Jeg er venstreorienteret, og jeg stemmer på socialdemokraterne. Regeringen har været en fiasko på udenrigspolitikken, de har (gennem privatiseringer, red.) solgt vores industri. Det er os, de har solgt," siger en anden.

"Jeg er uenig. Vi behøver politikere, der elsker vores flag og vores jord. Derfor skal det være (det nationalistiske, red.) MHP," siger en tredje.

Debatten vidner ikke bare om livlig debatkultur, men også om, at sekularisme-spørgsmålet ikke nødvendigvis er det, der optager tyrkerne mest. En fjerde vælger i en landsby i Aksaray-provinsen er enig med de tre andre i, at det er meget andet end sekularisme-spørgsmålet, der er vigtigt i Tyrkiet lige nu.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal stemme. Alle partierne er ens, og vi hænger på den, for uanset hvem der kommer til magten, vil det ikke ændre noget," siger han og nævner økonomien som det største problem.

Overfald på mindretal

Selv om diskussionen om sekularisme eller ej ikke har ætset sig fast som det mest betydningsfulde tema hos befolkningen, har debatten været med til at forstærke nationalismen i Tyrkiet. Opposition og militær har fremmanet eller påpeget en trussel, der har fået dele af befolkningen til at blive mere nationalistisk. Det er gået ud over adskillige mindretalsgrupper såsom intellektuelle, kurdere og kristne i form af drab, overfald og grove verbale angreb.

AKP får også et regulært møgfald, hvis man spørger næstformanden for det nationalistiske MHP (Den Nationalistiske Bevægelses Parti). Han hedder Mehmet Sandir, og han synes sikker på valg i Mersin-provinsen.

"Tyrkiet havde engang et Hizbollah, der dræbte deres eget folk. AKP er deres politiske arm, de vil lave Tyrkiet til et nyt Iran," siger Mehmet Sandir.

"Tyrkerne er bekymrede over deres fremtid. De frygter, at deres land bliver ødelagt og deres jord taget. Derfor reagerer de en gang imellem voldeligt, men når vi kommer til magten, vil det ikke længere ske. Så vil de nemlig føle, de bliver hørt."

Ifølge Mehmet Sandir bunder bekymringen blandt tyrkerne også i en følelse af, at Tyrkiet er blevet udelukket fra EU-processen og en usikkerhed over det, han kalder 'USA's store Mellemøst-projekt'.

"Det har tyrkerne reageret på, og det er det, der bliver kaldt nationalisme. De vil tage kontrol med deres egen fremtid, og det kaldes også nationalisme."

Fra socialdemokraterne i CHP er retorikken knap så krads, men budskabet om, at AKP udøver landsskadelig virksomhed, er det samme. Den holdning deler de to partier ikke overraskende med generalerne i den tyrkiske hær, der ikke bare i det berygtede memorandum, men også ved flere andre lejligheder har givet udtryk for, at de mener, at AKP har bragt det sekulære system og Tyrkiet, som vi kender det, i fare.

Generalernes meget direkte kommentering af tyrkisk politik er blevet modtaget med bestyrtelse i EU og blandt intellektuelle tyrkere, men det giver en mand som Riza Kucukoglu stor tilfredshed at vide, at der i den tyrkiske civilbefolkning er stor opbakning til militæret og de meldinger, der er kommet. Riza Kucukoglu er pensioneret general og har blandt andet været en af de nærmeste medarbejdere til kup-generalen Kenan Evren, der tog magten i Tyrkiet i 1980. Han mener, at AKP's politik i forhold til EU vil føre til en opsplitning af Tyrkiet, fordi det vil medføre rettigheder til kurdere og de 20 millioner medlemmer af alevi-sekten.

"Det vil ødelægge militærets rolle i civilsamfundet, og det er blevet klart for folket, at vi også kommer til at miste vores nation, vores uafhængighed og vores suverænitet," siger han.

Frygt for fremtiden

Et langt stykke hen ad vejen har generaler og oppositionspolitikere opbakning fra en betydelig del af befolkningen, der er bekymret over landets fremtid, men det er samtidig meget muligt, at de har spillet på bekymringen og gjort truslen større end samme befolkning egentlig føler, den er.

"Jeg ved godt, at der ikke er en direkte trussel mod staten, men jeg kan ikke se bort fra, at AKP har en meget stærk islamisk ideologi," siger Kristen Sarah Biehl, en ung sociolog fra Istanbul.

"Det er måske ikke en direkte trussel, men når jeg går ind på et offentligt kontor i Tyrkiet i dag og ser alle de kvinder med tørklæde, der arbejder der, føler jeg mig ubehageligt til mode. Vi er ikke på vej mod sharia, men i det daglige liv føler jeg, at jeg ikke er en ligeså god kvinde som dem."

Folk, der bor i Istanbuls meget pæne kvarterer langs Bosporus, oplever også, at de ikke længere har de store huse med havudsigt og firhjulstrækkere for sig selv. I dag bliver de konfronteret med, at de religiøse i høj grad er rykket fra periferien og ind på den gamle elites enemærker, og fordi kvinderne bærer tørklæder, er den politiske og religiøse forskel meget mere synlig end andre politiske forskelle i det tyrkiske samfund. Det er den forskel, der måske i virkeligheden er det største problem for de bekymrede i den verdslige lejr.

"Det oplever folk som en invasion af deres personlige rum på samme måde som i Europa, når folk pludselig reagerer over, at det er en pige med tørklæde, der betjener dem hos bageren. AKP har muligvis gjort det godt, når det handler om at forbedre menneskerettighederne, og når det gælder økonomien og udenrigspolitikken. Men de har gjort det meget dårligt, når det kommer til at afpolitisere religion," siger Kristen Sarah Biehl

I den forbindelse hjælper det ikke, når folk som Bahattin Kilic fra Gaziantep bare trækker på skulderen af bekymringen og siger:

"Det er ikke mit problem."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her