Nøglen til Ryszard Kapuscinskis sidste bog skal findes på de allerførste sider.
Den nu afdøde polske forfatter og udlandskorrespondent begynder med sine formative år som journalist i midten af 1950'erne. To år efter, at Josef Stalin døde.
"Atmosfæren blev mere afslappet, folk kunne ånde mere frit... Litteratur syntes at være alt dengang. Folk opsøgte den for at finde livskraft, vejledning og åbenbaringer," skriver han.
Og så den afslørende detalje. Herodots Historier oversættes til polsk og udkommer i 1955.
Kapuscinski kan ikke bevise det, men som alle andre polske intellektuelle dengang antager han, at de kommunistiske censorer må have fundet 'allusioner' i den lange tekst, Herodot skrev om den græsk-persiske krig og livet i den antikke verden for 2.500 år siden, som kunne give læserne uønskede associationer til Stalinismen.
Derfor den forsinkede udgivelse.
Kapuscinski finder ikke alene "livskraft, vejledning og åbenbaringer" i det mesterlige værk af den vestlige civilisations første egentlige kronikør og historiker.
Den trofaste følgesvend
Herodot følger troligt den polske udlandskorrespondent i tyndt og tyk under de følgende 30 års reportage fra Kina, Indien, Afrika og Latinamerika, hvor han på tæt hold beskriver oprør mod de europæiske kolonimagters herredømme og den kaotiske opløsningsproces, som ofte bliver resultatet i de nyligt frigjorte nationer.
Kapuscinskis fanskare, som er kolossal, kender historierne fra bøger som Kejseren om Haile Selassies fald og Shahen over Shaher.
Under sine mange udlandsrejser for det polske nyhedsbureau (P.A.P) læser og genlæser, dissikerer og analyserer Kapuscinski den græske historikers Historier. Og opdager her dybt fascinerende allusioner til vor tids eksistentielle problematik, nemlig forholdet mellem den arabiske og europæiske verden eller islam og kristendommen.
Det er primært, hvad Rejser med Herodot handler om. Men Kapuscinski er naturligvis en eminent fortæller. Han væver sine egne oplevelser, indtryk og analyser af verden i midten af det 20. århundrede sammen med uddrag og kommentarer fra Herodots Historier om verden i det 5. århundrede før Kristi.
Hos Herodot udspiller konfrontationen sig mellem Persien (det tyranniske Asien) og Grækenland (demokratiets vugge i Europa). I Kapuscinskis verden er der først sammenstødet mellem Øst og Vest (kommunismen og kaptalismen), dernæst Sydens opgør med Norden (frihedskampen mod kolonialismen) og tilsidst sammenstødet mellem den muslimske og vestlige verden.
Ensartethed ikke et mål
"Herodot", skriver Kapuscinski, "er den første til at se verdens multikulturelle karakter. Den første til at fastholde, at hver kultur har krav på accept og forståelse, og at man for at forstå det bliver nødt til først at vide noget (om de andres kultur, red.)".
Et andet sted skriver han: "Herodot chokeres aldrig over forskelligartethed, han fordømmer det aldrig. Snarere prøver han at lære mere om det. Anderledeshed tjener paradoksalt nok til at understrege vores større ensartethed; det handler om livskraft og livsrigdom."
Kapuscinski beundrer Herodot for at have opdaget under sine mange rejser og undersøgelser, at europæisk kultur (den antikke græske civilisation) faktisk har sin oprindelse i Afrika (Egypten og Libyen). Det var noget, grækerne på hans tid absolut ikke ville vedkende sig. Først efter afkolonialiseringen i 1960'erne og 1970'erne har denne historiske udlægning vundet udbredelse på vestlige skoler.
Herodot støder konstant ind i nye folk, nye sprog, nye ritualer og nye guder. I antikken begreb det enkelte menneske ikke verden. Folk kendte kun nabostammerne. Kapuscinski besøger nogle af de samme steder og finder stadig et utal af stammer. I stedet for at indtage den typiske arrogante europæiske attitude - åh, alle de stammer og alle de familiefejder, det er så uciviliseret - undrer han sig ligesom den græske historiker over menneskets utrolige kreativitet.
Krigenes anatomi
Tænk engang! Folk, der lever tæt op ad hinanden, har skabt deres eget sprog, deres egne ritualer og guder. Hvorfor? Kunne de ikke bare have lært af hinanden!
Kapuscinski er lige så fascineret som Herodot af menneskets uimodståelige trang til at løse problemer gennem voldsanvendelse. Hvorfor opstår krige? Er de skæbnebestemte? Drives ledere af en eller anden irrationel overbevisning om deres uovervindelighed, eller følger de en indre stemme, når de går i krig? Det bliver i sidste instans umuligt at begribe, hvorfor den persiske konge Xernes angreb grækerne og Bush irakerne.
Kapuscinski har igen skrevet en eminent bog, der som de tidligere udvisker skellet mellem fiktion og virkelighed. Men sandheden er underordnet. Det er som altid stor kunst, vi får. Nu er han død og beskyldt af det nye polske højreregime for at have samarbejdet med efterretningstjenesten UB under kommunismen. Naturligvis gjorde han det. Men ud af det er kommet den bedste journalistiske reportage i det 20. århundredes anden halvdel - og det fra en mand, som levede under et kommunistisk regime! Ikke dårligt.
Ryszard Kapuscinski:Travels with Herodotus, 2007, Alfred A. Knopf, 275 sider, oversat af Klara Glowczewska, US-dollar 25ISBN 978-1-4000-4338-5
