Læsetid: 8 min.

Kulturkamp -på amerikansk

Konservative kræfter anklager det åbne internetleksikon Wikipedia for at favorisere liberale værdier og har i protest lanceret alternativet Conservapedia. Samtidig er en konservativ version af video-delingssiden YouTube kommet til verden. Hvad sker der?
Da O-Reilly (t.v) mødte Colbert. Mens Bill O-Reilly ser sig som en kulturkriger og en stærk forsvarer af traditionelle amerikanske værdier, står Stephen Colbert for det modsatte med -The Colbert Report- - en parodi på -The O-Reilly Factor-. Ingen af dem lader som om, de leverer neutral nyhedsjournalistik. Hvor O-Reilly har en -No Spin Zone-, har Colbert en -No Fact Zone-. Hvor O-Reilly hævder at forpligte sig på -The truth-, forpligter Colbert sig på -Truthiness-, det sandheds-agtige.

Da O-Reilly (t.v) mødte Colbert. Mens Bill O-Reilly ser sig som en kulturkriger og en stærk forsvarer af traditionelle amerikanske værdier, står Stephen Colbert for det modsatte med -The Colbert Report- - en parodi på -The O-Reilly Factor-. Ingen af dem lader som om, de leverer neutral nyhedsjournalistik. Hvor O-Reilly har en -No Spin Zone-, har Colbert en -No Fact Zone-. Hvor O-Reilly hævder at forpligte sig på -The truth-, forpligter Colbert sig på -Truthiness-, det sandheds-agtige.

JEFF CHRISTENSEN

Moderne Tider
14. juli 2007

Overalt i det amerikanske medielandskab kæmper konservative og liberale kræfter i disse år en indædt kamp om, hvilke værdier, der skal tegne USA i fremtiden. Senest har et konservativt modsvar til internetencyklopædien Wikipedia set dagens lys. Conservapedia, som det nye leksikon hedder, har rod i kristne, socialkonservative værdier og definerer sig i opposition til Wikipedia som "en konservativ encyklopædi, du kan stole på".

Stifteren af sitet, Andy Schafly - søn af Phyllis Schafly, en fremtrædende konservativ aktivist - har fortalt, at han kom på ideen til Conservapedia, da en af hans elever i en opgave daterede begivenheder ved hjælp af bogstaverne BCE (before the common era) i stedet for BC (before Christ). Adspurgt, hvor eleven havde lært det henne, lød svaret:

"På Wikipedia".

Det blev starten på Conservapedia, der trods sit korte liv allerede har været udsat for massiv kritik. Et par hurtige opslag på hjemmesiden giver en idé om hvorfor: Homoseksualitet defineres som "en umoralsk seksuel livsform", der "bryder med de rammer, Gud har sat op for ægteskabet".

Pornografi beskrives med henvisning til Biblen som "en fremstilling af unaturlig lyst, der fører til fordømmelse", mens udviklingslæren betegnes som "fuldstændig gendrevet". Abort? "En uetisk milliardindustri". Våbenkontrol? "En indbildt tryghed". Global opvarmning? "En latterlig overdrivelse" - og listen fortsætter.

Andreas Kjeldsen, en 27-årig historiestuderende fra Københavns Universitet, har været tilknyttet Conservapedia som redigerende, men kalder i dag hjemmesiden for "et åbenlyst propaganda-projekt":

"Jeg kom i kontakt med Conservapedia i midten af marts, hvor jeg første gang hørte om det i blogosfæren. Det lød som et interessant projekt, så jeg meldte mig ind og begyndte at skrive nogle artikler, blandt andet om middelalderhistorie, som jeg ved noget om," siger Andreas Kjeldsen.

Han understreger, at han ikke deler Conservapedias konservative udgangspunkt, men at han blev draget af muligheden for at påvirke 'et nyt projekt':

"Hjemmesiden slog sig op på at være 'committed to the truth' og 'neutral to the facts', men det viste sig hurtigt at være propaganda forklædt som en værdifri undervisningsressource," siger Andreas Kjeldsen.

Han trak sig ud i begyndelsen af maj og skriver nu i stedet kritiske kommentarer om Conservapedia på sin blog 'The Conservapedia Column'.

Liberal dominans

Men Conservapedia fortsætter, og hjemmesiden står ikke alene med sin konservative kulturkritik. QubeTV - en konservativ version af YouTube, der definerer sig i opposition til de liberale 'mainstreammedier' - har nu også meldt sig på banen med en opfordring til alle gode kræfter om at forme 'en konservativ hær med kameraer'.

Ifølge ekspert i amerikanske forhold og politik Niels Bjerre-Poulsen fra Copenhagen Business School skal de nye medier først og fremmest ses i forlængelse af en historisk tendens i den konservative bevægelse til at matche ethvert liberalt tiltag med et tilsvarende konservativt:

"Når de konservative oplever bias - selv i medier, der foregiver at være upolitiske som YouTube og Wikipedia - har svaret altid været at opbygge parallelle institutioner, så der hele tiden er det samme establishment i en konservativ udgave. Du kan næsten tidsskrift for tidsskrift finde konservative modsvar på liberale udgivelser, og det her er bare det seneste eksempel på det princip."

Hans kollega, USA-analytiker og underviser i amerikanske forhold på Brandbjerg Højskole Mads Fuglede, levner ikke de nye medier mange chancer:

"Jeg ser dem mere som typiske udtryk for en konservativ reaktion over sædernes forfald og relativisme. Jeg tvivler på, at de nogensinde bliver så store, som de medier, de forsøger at bekæmpe," siger Mads Fuglede.

Med færre end 14.000 postede artikler er Conservapedia da heller ikke i nærheden af at kunne udfordre den engelske version af Wikipedia, der rummer i omegnen af 1.8 millioner artikler - og QubeTV har de færreste endnu hørt om. Alligevel har deres mediekritik givet en vis genlyd: Både Conservapedia og QubeTV definerer sig i opposition til de amerikanske mainstream-medier, som de mener, er domineret af liberale synspunkter og sympatier. Ifølge Niels Bjerre-Poulsen skal kritikken dog tages med et gran salt. Forestillingen om en overvejende liberal presse er nemlig samtidig blevet en nødvendig myte for den konservative bevægelse, mener han:

"Det har i mange år været den konservative bevægelses styrke at slå på, at den var kulturelt autentisk. Det var de liberale, der ikke vidste, hvad der rørte sig blandt almindelige amerikanere, mens konservative politikere havde fingeren på pulsen. Men når vælgerne svigter, har man brug for en forklaring på hvorfor, og det er dér, myten om de liberale mediers dominans kommer ind i billedet," siger Niels Bjerre-Poulsen og uddyber:

"Argumentationen er, at flertallet af amerikanerne i virkeligheden er konservative, de ved det bare ikke, fordi de liberale medier hele tiden vildleder dem. Det er i virkeligheden den samme argumentation, Dansk Folkeparti bruger herhjemme. Søren Krarup hævder også at have et sugerør direkte ned i den danske folkesjæl, og når stemmerne ikke afspejler det, skyder han skylden på 'Systemet Politiken'."

Polariseret

Ifølge Mads Fuglede er de aktuelle beskyldninger om liberal dominans i de amerikanske medier imidlertid ikke skudt helt ved siden af. I modsætning til demokraterne har den konservative bevægelse lige siden Nixon været i en konstant brydekamp med 'the old media', forklarer han: "Nixon led af den fejlagtige forestilling, at han kunne vinde kampen mod de traditionelle liberale medier, hvilket resulterede i, at hans ry og rygte som præsident blev fuldstændigt ødelagt. Da han blev væltet, indså de konservative, at de aldrig ville få positiv presse ud af 'the old media' og drog den lære, at de i stedet måtte fylde æteren med nye medier," siger Mads Fuglede og peger på Reagan-årene i firserne, hvor medielovgivningen blev ændret, som det store vendepunkt for de konservative.

"Ronald Reagan ændrede medieloven, så man ikke længere behøvede at være balanceret og alsidig i sin dækning - bare man gjorde opmærksom på, at man ikke var det. Det var med til at skabe en skov af nye radiostationer, kaldet Talk Radio, som den dag i dag er fyldt med meget markante konservative meninger og budskaber," siger Mads Fuglede, der dog mener, at det albuerum, de konservative vandt med Reagan, er sat over styr igen med Bush:

"Medierne er naturligt liberale i USA, og når man ikke har en meget stærk konservativ præsident, der kan være en populær talsmand for et konservativt syn på virkeligheden, sådan som Reagan var, så vil medierne have en tendens til at blive endnu mere liberale. Man kan bare se, hvordan det er lykkedes 'the old media' at fremstille Præsident Bush som en komplet idiot," siger han.

Depraverede Danmark

Ifølge Niels Bjerre-Poulsen er mediebilledet i USA i disse år dog først og fremmest karakteriseret ved en øget segmentering:

"Hvor man tidligere lagde stor vægt på, at medierne skulle være alsidige og altdækkende, så laver man i dag i stigende grad medier, der taler til forskellige former for værdisæt," siger han. Den vurdering er Mads Fuglede enig i og nævner som eksempel Sean Hannity fra Fox News, der har sagt om Hillary Clinton, at "hvis hun bliver præsident, bliver det over mit lig", samt den ærkekonservative radiovært og kommentator Rush Limbaugh, der ved sidste valg beskyldte skuespilleren Michael J. Fox for at overdrive sin Parkinsson-syge for at skabe positiv opmærksomhed om stamcelle-forskning:

"Flere og flere kanaler føler behov for at have nogle meget markante politiske værter, der ikke skal forestille at være egentlige nyhedsfolk, men bare har deres eget show, hvor de giver den hele armen. Og i de programmer kan du se modsætningerne i kulturkampen meget direkte," siger Fuglede.

Kaster man et blik ud over det amerikanske mediehav, er tendensen til flere meget politisk engagerede og provokerende tv-værter da også tydelig. Den på samme tid mest populære og mest udskældte er Bill O'Reilly fra Fox News, hvis daglige talkshow, The O'Reilly Factor, ses af flere end to millioner amerikanere. O'Reilly opfatter sig selv som en kulturkriger, er stærk forsvarer af traditionelle amerikanske værdier og som en naturlig følge også stærk modstander af internationale organer som FN, som han mener forsøger at tvinge en humanistisk doktrin ned over USA: "Jeg ville ønske Katrina havde ramt FN-bygningen, intet andet, bare skyllet alle ud, og jeg ville ikke have reddet nogen," som han blandt andet har sagt i en af sine mange kontroversielle udtalelser. I sin seneste bog fra 2006, Culture Warrior, opridser han et "skrækscenarium for USA anno 2020". Til den tid er USA blevet et samfund, hvor alle har ret til sygesikring, velfærdsgoderne bliver ligeligt fordelt, og skatten er høj. Hvor kirke og stat er adskilt, homoseksuelle har ret til ægteskab, og sene aborter er tilladt. Og hvor USA har åbnet sine grænser for varers og menneskers fri bevægelighed og afgivet sin autoritet som verdens eneste supermagt.

Synes man at kunne genkende Danmark i beskrivelsen, er det ikke helt ved siden af. Da O'Reilly besøgte Oprah Winfreys show sidste år, brugte han netop det danske samfund som skræmmebillede på, hvor galt det kan gå, hvis amerikanerne giver slip på deres traditionelle værdier: "Hvilken slags land vil vi leve i? Gode, gamle Amerika eller depraverede Danmark?," lød det retoriske spørgsmål til publikum. Det er her, kulturkampen står: mellem de progressive humanister og de konservative traditionalister. Mellem dem, der ønsker sig et USA efter europæisk forbillede. og dem, som ikke kunne tænke sig noget værre.

Stephen Colbert fra The Colbert Report mener det første, men siger det sidste, og det har på kort tid gjort ham til en af de mest betydningsfulde liberale stemmer i kulturkampen. Over en million amerikanere tuner hver dag ind på Comedy Central for at se hans show, som er en parodisk kopi af Bill O'Reillys. Hvor O'Reilly har en 'No Spin Zone', har Colbert en 'No Fact Zone', og hvor O'Reilly hævder at forpligte sig på 'The truth', forpligter Colbert sig på 'Truthiness', det sandheds-agtige. Eneste forskel på de to er, at hvor O'Reilly mener det, han siger, mener Colbert det stik modsatte. Og måske er forskellen på de to ikke noget helt dårligt billede på det øjeblikkelige styrkeforhold i værdikampen: De konservative opruster med Conservapedia og QubeTV og skælder ud over mediernes bias. De liberale morer sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her