Læsetid: 5 min.

Om løsning af moralske konflikter

Der er ingen facitliste, når værdi skurrer mod værdi, så det kan være nødvendigt at omdefinere sin modstander
20. juli 2007

Moralske konflikter har det særlige ved sig, at de er uden saglig løsning. Der har været mange forsøg på at gøre simple beregninger mulige - Kants idé om, at man skal kunne leve i en verden, hvor ens handlingsregler følges af alle, Stuart Mills forsøg på at gøre moral til et spørgsmål om at beregne nytte og lykke, eller Habermas' smukke, men umulige ide om at bøje sig for den "tvangfri tvang i det bedre argument". Ingen af dem har vist sig rigtig brugbare. Den tempofordel, som man håbede at opnå med en moralsk møntfod, nægtede at vise sig. Moralske konflikter har for mange og forskellige dimensioner til at moralske regnestykker er mulige.

Hvad gør man så, når man står i en moralsk konflikt, hvor værdi skurrer mod værdi? Det drejer sig ikke om en situation, hvor det er klokkeklart, hvad der er moralsk rigtigt, så spørgsmålet blot er, om man har stamina til at gøre, som man bør. Vi skal se på situationer, hvor - som det hedder i retorikken - der er overbevisende momenter på begge sider af konflikten. Har man kørt en fodgænger ned, ved man godt, at man skal melde sig, men er måske ude af stand til at tage springet ud i katastrofen. Men når ens barn beder om hjælp, er det ikke givet, at det er rigtigt at hjælpe, hvis man dermed underminerer barnets kraft til selvhjælp.

Når der ikke er saglige løsninger på en moralsk konflikt, kan man ikke gemme sig bag sagen og selv blive usynlig. Omvendt får man synlig identitet gennem den måde, man håndterer konflikten på. Andre kan følge hvad der sker, og markere om de sympatiserer eller misbilliger. På den måde bliver moralen, sociologisk, et redskab til at fordele agtelse. For den måde, man definerer, hvad der er en moralsk konflikt, og den måde, man bagefter håndterer den, bestemmes i et kredsløb af, hvad man selv kan leve med, og hvad de mennesker, man gerne vil anerkendes af, kan godtage.

Gør lyst til pligt

Men nu til sagen: Hvordan løser man moralske konflikter? Ud af de utallige metoder vil jeg sætte en enkelt i fokus: Man kan omdefinere sin modstander. Metoden kan bruges på mange måder. Vi skal se på et par stykker.

Står konflikten mellem den klassiske pligt over for den lige så klassiske lyst, kan den løses ved at gøre lysten til pligt. Keine Hexerei, nur Behändigkeit. Den lyst, som før var moralens fjende, er nu dens fornemste allierede.

"Enhver er sig selv nærmest," siger den tidligere SS-officer hårdt for at legitimere sit arbejde i en KZ-lejr.

Mindre dramatisk kan man føle, at man bidrager til at redde kloden ved at forkæle sig selv og svøbe sig i dufte, velsmag og æteriske olier, ligesom man engang gjorde alt muligt sjovt, fra hundevæddeløb over byfester og til konkurrencer for modelfly, og så tilføjede de magiske ord "for fred". Så var den gode samvittighed hjemme.

En variant er at omdefinere sin modstander. Vi kan hente eksempler fra det rige forråd, som opstår omkring nabostridigheder, hvor bagateller kan erobre en metafysisk betydning. Står skuret mere eller mindre end x meter fra skellet, hvor høj må musikken eller skænderiet være, og hvordan skal betalingen for fælles ydelser fordeles? Her kan begge parter indrullere de højeste principper, og da disse principper er kendetegnet ved, at de ikke har nogen værdige modstandere, er der intet, som kan stoppe dem.

Her sker en ejendommelig parring af moralsk styrke og moralsk svaghed. At påberåbe sig moralske principper og stå fast er udtryk for moralsk styrke. Men ikke at kunne stoppe er udtryk for moralsk svaghed, sådan som det sker, når alkoholikeren, powershopper'en eller narkomanen ikke har kraft til at fastholde et nej. Derfor kan mennesker med stor moralsk styrke også iagttages som svage mennesker, der ikke har sund sans nok til at stoppe moralen, når den går over sine bredder og begynder at hærge, så den i stedet for at reparere konflikter ender med at forstærke dem.

Så den ene nabo står stejlt på sin ret til at holde fest, eller at reglen om, at der kun må bygges x antal meter fra skellet, skal overholdes. Den anden nabo slår lige så hårdnakket på sin ret til at sove i fred og ro og på princippet om mindelighed: Ingen er skadet ved at skuret står lidt for tæt på skellet.

Herfra kan konflikten eskalere og ende i retten, som nok kan løse det juridiske problem, men ikke det moralske. Efter dommen er parterne lige så forbitrede som før, selv om den ene har fået ret, den anden uret. Men der kan også ske det, at den ene part pludselig ændrer holdning og i stedet for at se sin modstander som en fjende ser ham som en stakkel. Ordet 'pludselig' skal markere, at der er tale om et skred, som ikke på nogen enkel måde kan 'gøres'. Det er noget, som gøres med én, mere end det er noget, man selv gør.

Skift perspektiv

Selvfølgelig kan man, rent intellektuelt, skifte perspektiv. Men ledsages det ikke af et følelsesmæssigt skift, er det blot en teoretisk øvelse, som ikke indvirker på den moralske konflikt.

Skifter man fra at se sin modpart som en mand, der er ond, til en mand, det er synd for, opløses den moralske konflikt - og vi ved fra Wittgenstein, at mange problemer løses på netop den måde: De opleves ikke længere som problemer, så man ofrer dem ikke mere tid og energi. Naboen er lige så ubehagelig som før, han hyler og skriger lige ubehersket, men alting er forvandlet. Det er en stakkel, som ikke er i stand til at styre sig. Måske kan man endda finde grunde til at han har det så skidt - i ethvert liv er det muligt at finde undskyldende momenter.

Prisen er selvfølgelig, at man gør naboen mindre end et menneske. Han er ikke længere en person, man meningsfuldt kan diskutere - skændes - med. Hans værdighed og alvor er taget fra ham. Han er reduceret til en maskine, hvor mekanismer kører deres blinde løb, og måske er man arrogant nok til at bemærke, at han er så langt ude, at han ikke engang kan se, hvor langt han er ude. Hans selvindsigt er gået med i købet, så han er hinsides rationel, pædagogisk og terapeutisk rækkevidde.

Der kan så ske det, at naboen foretager samme manøvre, så vi ender med to naboer, der ser på hinanden med dyb medlidenhed. Måske fortsætter stridighederne. Men stemningen er ændret og den moralske brod trukket ud.

Det er ikke den eneste måde at løse moralske konflikter på. Måske vil der blive lejlighed til at se på flere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med taknemmelighed har jeg læst Ole Thyssens overvejelser mhp at "løse moralske konflikter", men spørger mig sig selv om der nu også er tale om et løsningsforslag eller om det snarere er et "opløsningsforslag"?
Man fjerner ikke de dilemmaer der er - man glider blot uden om og får det hele til at fungere. og det er jo da også ganske pragmatisk - og for de små sagers vedkommende - som skurrets plads i forhold til skel, er det sikkert udmærkede håndteringstekninkker. Grunden til at sådanne "opløsningsteknikker" fungerer er vel, at livet er for kort, for ellers velfungerende mennesker, til at lade sin tilværelse påvirke af slige minimaliteter.
Men hvad så med de forhold, hvor der virkelig er noget på spil? Det er vel ikke rådet at man skal opløse moralske konflikter på samme måde? Mener Ole Thyssen, at vi helt skal smide kampgejsten vedrørende de store spørgsmål på møddingen for fredens skyld? Er der tale om at insistere på den evige etiske relativismes sejr over anerkendelsen af fundamentale fælleskabsforpligtelser og værdier? Er det atomismens og subjektivismens triumf der leende insisterer på at "mine meninger er a priori lige så "rigtige" som dine" - og når vi ikke kan blive enige - ja så er det bare ærgerligt - og vi må få det bedste ud af den fastlåste situation?