Læsetid: 5 min.

En lyserød prinsesse i direktørstolen

Drenge og piger. Nu skal vi atter have gjort op med kønsrollerne, har ligestillingsministeren fornuftigt erklæret. Men tænk, hvis det slet ikke spillede nogen rolle?
Rollespil. Kan børne læse sig til ligestilling mellem kønnene, eller er det et dyk ned i en pose de gjorde sin diskutable virkning for årtier siden.

Rollespil. Kan børne læse sig til ligestilling mellem kønnene, eller er det et dyk ned i en pose de gjorde sin diskutable virkning for årtier siden.

David Bering

Moderne Tider
6. juli 2007

For ikke så længe siden fortalte en af Informations udmærkede redaktører mig, at han syntes, at et interview, jeg havde lavet om børneopdragelse var som en tur ned ad Memory Lane. Det var på en eller anden måde hørt før.

Den tyggede jeg lidt på, eller hvad er det, man siger: jeg vendte skråen i munden.

Den anden redaktør og en del læsere havde nemlig været ganske tilfredse med at høre noget om, at der skulle regler og faste linjer til ud over kærlighed.

Og det er da ved Gud hørt før. Mit modargument var så, at der er sandheder, som sagtens kan gentages. For eksempel får folk børn igen og igen, men ikke de samme folk, og indtil man får børn, interesserer man sig ikke en døjt for børneopdragelse. Så hvis det stod i avisen for 10 år siden, at faderen også skal spille en rolle, er det da glemt. Eller ganske enkelt aldrig trængt ind.

Historien gentager sig

Nu har ligestillingsministeren fundet ud af, at der stadig er et problem med kønsroller i børnehaven, og at den mægtig gode ide vil være at lave en bog, der gør op med kønsrollerne. Forbilledet skulle være sådan én som Lindas mor er buschauffør af Bodil Bredsdorff, fra 1980, sikkert en udmærket bog. Men er der ikke i den grad deja vu over at lave en sådan bog nu igen?

Jeg må indrømme min pludselige sympati for redaktørernes idé om Memory Lane. Bortset fra, at det efter min mening denne gang er en fejltagelse, vi har tænkt os at gentage, og det er jo også et ganske udbredt fænomen.

Man kunne for eksempel bare et sekund overveje, hvilket resultat sådanne bestræbelser i realiteten har haft. Jeg ved ikke, om der findes sådan nogle seriøse universitære undersøgelser af det.

Men i Danmark, hvor vi altså vitterlig finder på at gøre noget så håndfast, som at udbrede den slags bøger i landets børnehaver, gik der i de følgende år fuldkommen prinsesselyserødagurk i børnehaverne. Jeg mindes engang i midten af 90'erne, hvor jeg stod i sådan et typisk dansk baggårdskøkken med min morgenkaffe med udsigt til en børnehave. Ungerne flintrede rundt i regnen og mudderet og samtlige, jeg siger samtlige piger var i lyserødt. Prinsesse eller ej.

Historien gentager sig. Første gang som tragedie, anden gang som farce, hævdede den gode Marx.

Lige på vore kanter er kønsroller ikke en tragedie, vil mange måske hævde. Men ikke desto mindre er det noget, vi må gøre noget ved, og det mislykkes så igen og igen.

Jeg tror slet ikke, at alle de lyserøde børnehavepiger er et resultat af den der bog med den kvindelige buschauffør. Men bogen fra dengang var så med garanti resultatet af meget udbredte overvejelser over, at kønsroller kunne forandres på den måde. Ved at give piger bukser på og fortælle dem, at de kan svejse.

Lyserødt også i regnvejr

Men hvad var resultatet så? Det var lige præcis det modsatte i al fald på overfladen. Det var, at de piger, der selv var blevet opdraget på denne måde i 70'erne, hvor ens rødstrømpemor så foragteligt på strutskørter og derefter skrev bøger om kvindelige buschauffører, tog en grusom hævn gennem deres egne døtre: Deres døtre skulle have lov til at gøre lige præcis, som de ville. Og det de ville, var at have sølvsko på og lyserødt. Også selv om det regner.

Hvis vi tror, at endnu en bog om kvindelige buschauffører gør nogen som helst forskel, tror jeg, vi tager grusomt fejl. Det vil ærlig talt være at gentage historien som farce: Isabellas farmor er dronning. Eller Astrids mor er topmanager i IBM. (Men hun klarer ikke desto mindre ofte indkøbene på vejen hjem, for Astrids far er bankdirektør, og han har bare aldrig bleer på hjernen)

Roller

Kønnet har selvfølgelig noget med roller at gøre. Det har noget at gøre med den rolle, man som seksuelt væsen spiller over for det andet køn. Og dermed har det med noget så svært som at blive mand eller kvinde at gøre - eller hvad man nu ellers finder på.

Hvis vi nu sætter det lidt på spidsen, så er det ikke pigerne, men drengene, som kan lide det søde og blide og lyserøde. Det er derfor, pigerne bliver sådan. Måske fordi kvindeligheden jo er meget meget farlig, man er kommet ud af moderens urdyb og skal slippe fra hende, derfor skal kvinder helst skjule deres farlighed - som altså ikke er hin enkelte kvindes, men vor eksistensbetingelse. Til gengæld er det måske kvinder, der kan lide det rå, og at drenge er lidt vilde. Også selv om de i den grad nogle gange ikke vil indrømme det - sådan på det bevidste plan. Også kvinder er lidt bange for kvindeligheden, og så skal der en vild, viljestærk fyr til at frelse hende fra hende.

Så ja, der er roller, der passer godt til dette, men måske slet ikke så firkantet, som vi tror det. For det jeg også så, da jeg så alle prinsessepigerne, sådan lidt fra oven i en baggård i København, var jo også, at de spænede rundt, og nogen gange helt glemte glimmeret og satte sig i en vandpyt.

Måske er problemet med manglen på mænd i børnehaverne derfor ikke så meget, at drengene så mangler nogle rollemodeller. Måske er problemet, at der mangler nogen, der godt kan lide også de søde piger? Men også godt kan se det fede i, at de bliver lidt vilde?

For det er ikke umuligt, at kvindelige pædagogers blik på drengen er dybt tvetydigt, hvilket måske heller ikke er nemt. På det bevidste plan bebrejder man drengene, at de er vilde og asociale. Men måske er det alligevel dybt tiltrækkende?

Jeg ved ikke, hvordan ministerens nye børnebog bog skal være, for at vi for alvor får gjort noget ved kønsrollerne. Det forekommer mig i den nuværende løst skitserede form at være en gentagelse af en historie, hvor man tror, at man kan lave mennesker om, sådan bevidst. Det kan man sikkert også delvist, men den seksuelle længsel kommer galoperende tilbage. Bemærk, jeg sagde ikke, at det var naturen, som kom galoperende tilbage.

Men måske virker det, hvis Lindas buschaufførmor er klædt i lyserødt tyl med sølvsko? Eller hvis pædagog-Lars er en helt? Eller pædagog-Tine? Eller hvis buschauffør-Oskar også har lyserødt tyl på? Eller hvis det omsider er muligt at have magt i en stor virksomhed, selv om man har højhælede sko på? Hvis lønningerne så er lige gode, hjælper det ærlig talt godt med på det hele også.

Måske bliver det så ikke en farce, men ganske enkelt meget sjovere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her