Læsetid: 3 min.

Når ungdommens filosofi bliver til en tradition

Kritiskt, skarpt og generøst rekonstruerer Axel Honneth i sin nye bog den kritiske teori som et stadigt åbent oplysningsprojekt
Moderne Tider
28. juli 2007

Det er vemodigt for den intellektuelle venstrefløj: De unges filosofi er blevet gammel. Den kritiske teori fra den såkaldte Frankfurterskole, som blev dyrket som ungdomsoprørets filosofi og læst som sandheden om senkapitalismen på universiteterne i 70'erne, er ikke længere ny og udfordrende, men gammel og støvet. Som den nuværende leder af Socialforskningsinstituttet i Frankfurt, Axel Honneth, skriver:

"Den kritiske teori synes med overgangen til det nye århundrede at være blevet en fortidig tænkning. Det er som om, den blotte konkrete markering af denne overgang har gjort afstanden endnu større til de teoretikere, der grundlagde skolen."

Navne som Benjamin, Horheimer, Adorno og Marcuse er for unge samfundskritikere nu kun nostalgiske erindringer om en heroisk, marxistisk kritik af et samfund, der ikke længere findes. Denne nye generation er ifølge Honneth vokset op med en forandret kapitalisme i et anderledes samfund og forestillinger om historiens afslutning og multikulturalisme, som ikke var presserende udfordringer for den generation, der fra 20'erne og 30'erne i forlængelse af Hegel, Marx, Weber og Freud etablerede 'Frankfurterskolen'.

Honneth forsøger i sin nye samling af essays, artikler og taler endnu en gang at gøre status over den kritiske teori under det udgangspunkt, at den engang så progressive tænkning i dag må genlæses kritisk, hvis den skal reaktualiseres.

Titlen på bogen peger mod den fællesnævner, som Honneth forsøger at redde som positiv arv: Pathologien der Vernunft, som med en klassisk tysk dobbeltgenitiv både kan betyde patologiernes fornuft og fornuftens patologier.

Det, der for Honneth gør den kritiske teori til en væsentlig arv og et konstruktivt udgangspunkt for en aktuel samfundskritik, er forbindelsen mellem fornuft og historie. Den kritiske teori undersøger fornuftens patologier forstået historisk som de faktorer, der i de kapitalistiske samfund deformerer betingelserne for fornuftige selvrealiseringer, der samtidig er realiseringer af et politisk fællesskab.

Disse undersøgelser udfoldes vidt forskelligt fra Benjamin over Adorno til Marcuse: Det veksler mellem negative bestemmelser af 'det beskadigede liv', henvisninger til den uspolerede barndom som kritisk udgangspunkt eller normative forestillinger om en æstetisk fornuft, der i kunstværker frigør mennesket fra det kapitalistiske samfunds strategiske kalkulerende blik på selvet, de andre og fællesskabet.

Vi må tro på fremskridt

Honneth læser skolens gamle ikoner kritisk: På den ene side udstiller han skarpt overdrevne generaliseringer hos Adorno og Benjamin, der eksempelvis reducerer den borgerlige retsstat til et værktøj for de stærkestes interesser. På den anden side læser han skolens tænkere som et fælles forsøg på at etablere en oplysningstradition og en social fornuft, der gør det muligt at overvinde problematiske grundvilkår i kapitalistiske samfund:

"Den historiske fortid skal praktisk udlægges som en læreproces, hvis deformeringer under kapitalismen kun kan overvindes gennem et socialt forankret oplysningsprojekt."

Denne øvelse foretager Honneth selv i en forbilledlig udlægning af Kants historiefilosofi. Den kritiske teori kan nemlig hverken stille sig tilfreds med en politisk liberalisme, der fokuserer på den enkeltes rettigheder i retsstaten, eller den fællesskabsorienterede kommunitarisme, der sætter 'nationale værdier', 'sammenhængskraft' eller lokale traditioner som samfundets fundament. Den kritiske teori må insistere på en fornuftig og socialt forpligtet selvrealisering, der ikke begrænser sig til et individuelt projekt og heller ikke forlader sig på det mondæne knæfald for 'værdier'. Hvis denne orientering skal funderes, må man ifølge Honneth insistere på en forestilling om et 'fornuftigt fremskridt'. Den forsigtige fremskridtsoptimisme, som Honneth læser frem hos Kant, er ikke identisk med den vulgære fremskridtsoptimisme, som postulerer en historisk nødvendighed og legitimerer krige, katastrofer og ødelæggelser som overgange til nye og højere stadier af indsigt og moral. Den moderate fremskridsoptimisme hævder blot, at menneskene tager del i en fornuftig læreproces, hvor indsigter udvikles og overleveres fra generation til generation.

Den fornuftige læreproces bestemmer ikke historien, men befinder sig i stadig konflikt med tarvelige tilbøjeligheder hos den enkelte til at forfølge egeninteresser og systemer af ulighed og illegitime hierarkier i den sociale verden.

Enhver deltagende intellektuel må ifølge Honneth abonnere på præmissen om en kollektiv, historisk læreproces, fordi selve det at udtale sig, at skrive bøger og reflektere over offentlige anliggender implicerer en forestilling om adressater, der lytter og svarer igen.

Præcis denne læreproces må besinde sig på en filosofisk, kritisk tradition og genlæse de gamle tekster fra Frankfurterskolen for igen at finde nye svar og afdække de nye patologier i fornuften.

Axel Honneth: Pathologien der Vernunft - Geschichte und Gegenwart der Kritischen Teori. 240 s., 10 euro. Surhkamp. - 112 kr. Århus Bogcafé.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her