Baggrund
Læsetid: 8 min.

Opgør med den glade skole

Faglighed er ikke tvang, men regeringens blinde fokus på præstationer i folkeskolen mangler blik for, at eleverne skal dannes til noget andet end arbejdsmarkedet, mener forfatter til ny bog om folkeskolen, Stefan Hermann, der uddeler svedere til begge sider i skoledebatten
Moderne Tider
28. juli 2007

Man hører det igen og igen; der er skam ingen modsætning mellem at lære noget i skolen og elevernes personlige udvikling. Lærerformand Anders Bondo siger det, efter han har leveret en bredside mod regeringens ensidige fokus på faglighed og test i folkeskolen. Og bagefter siger undervisningsminister Bertel Haarder det samme, når han kritiserer lærerne for, at børnene godt kunne lære noget mere på skolebænken: Der er skam ingen modsætning mellem, at et barn får noget ind mellem ørerne og samtidig udvikler sin alsidige personlighed.

Og så er der det alligevel, viser politolog og tidligere chefkonsulent i Undervisningsministeriet Stefan Hermann i sin nye bog Magt og Oplysning, der handler om idealerne for de seneste 50-60 års skolepolitik.

"Hvad ønsker vi for vores børn, når de forlader folkeskolen? Hvis man spørger forældre verden over, vil de sige: 'Jeg håber bare, at mit barn bliver lykkeligt.' Og det har jo ikke meget med faglighed at gøre," hedder det for eksempel i en citatmosaik samlet af forældreforeningen Skole og Samfund i debatten om folkeskolens ny formålsparagraf, der inddrog faglighed og kundskaber på linje med færdigheder og kundskaber. Retorikken om at 'gå på to ben' i folkeskolen - personlig udvikling og faglige færdigheder - er ligeledes et eksempel på, at dannelse adskilles fra viden.

"Viden gøres gold og simpel, og der etableres en tavs alliance mellem det personlige, det oplevelsesorienterede, det demokratiske og det ikke-boglige," skriver Stefan Hermann i bogen.

Der er etableret en modsætning mellem faglighed og glæde, mellem terpeskole og selvudvikling, som har gjort det svært at fokusere på faglighed i folkeskolen uden at fremstå som modstander af frihed og frigørelse. Faglighed er blevet forbundet med tvang. Hermann uddyber:

"Alle siger jo alt. Jeg pejler tendenserne. Danmarks Lærerforening siger også, at faglighed er vejen til dannelse, men de siger det sjældent først. Hovedsigtet er, at det er så vigtigt, at vi er verdensmestre i at være mennesker. Jeg synes, det er lidt højrøvet. Desuden er det misvisende, når man skyder regeringen i skoene, at den vil tilbage til terpeskolen, og kritiserer de internationale Pisa-undersøgelser for kun at teste boglige og teoretiske færdigheder. Både Pisa og regeringen anvender i mange tilfælde et moderne kompetencebegreb, hvor det også handler om elevernes evne til at anvende deres viden. Regeringen har bare nedtonet den psykologiske dimension, som var så stærk i 1990'ernes kompetencebegreb, hvor det handlede om, at viden er forankret i dit selvværd, din indre disposition og din lyst. Det har man droppet. Man siger: 'Du skal ikke bare kunne det her stof, du skal også kunne anvende det.' De skal jo ikke bare terpe."

Skrøbelig dannelse

Stefan Hermann ser med positive øjne på det, han kalder den nye individualiseringsform, nemlig elevrollen. En rolle, der blev anset som undertrykkende i 1970'erne og utidssvarende i 1990'erne. Men som VK-regeringen etablerede efter sin tiltræden ved at placere kundskaber og færdigheder i folkeskolen mere centralt end tidligere, samtidig med at der blev indført bindende trin- og slutmål for, hvad eleverne skal kunne, og nye, obligatoriske testredskaber.

Men bedst som man skal til at placere Stefan Hermann i kategorien 'borgerligt bekymret for den danske konkurrenceevne', vender han skytset mod netop den position:

"Jeg vil ikke kalde det luderfaglighed. Men regeringen forbinder ikke fagligheden til et stærkt dannelsesbegreb. Det eneste dannelsesbegreb, man finder hos regeringen, er kulturelt båret, som det ses hos Bertel Haarder og i kredse af Dansk Folkeparti, der taler om at finde sine rødder og laver en national kanon. Ellers er dannelsesforestillingen skrøbelig, for den er udelukkende rettet mod arbejdsmarkedets behov," siger Stefan Hermann.

I stedet vil han have fortalerne for mere faglighed til at tale sammen med dem, der mener, at en folkeskole, der er verdensmester i mennesker, ikke kan måles. Udvejen er i Hermanns optik et integrerende dannelsesideal, hvor elevrollen bruges til at uddanne børnene til myndige statsborgere.

"Vi har reduceret statsborgerskabet til et cpr-nummer og noget med et valg en gang i mellem. Men demokrati er ikke kun en række rettigheder og pligter eller politiske institutioner. Det er også de roller, vi tilskrives som borgere. Hvordan disponeres vi til at gøre noget med vores rettigheder i vores politiske institutioner? Myndiggørelse er ikke kun noget, der sker juridisk, når man fylder 18 år. Det er også en proces, og der er skolen en afgørende aktør. Børn er ikke myndige i borgerforstand, men de skal kvalificeres til at bruge deres rettigheder og til at færdes i en offentlighed, de hverken ejer eller kan spejle sig i. De bliver ikke frie kritiske, uafhængige borgere ved, at der kun er fokus på dem selv. Heller ikke, hvis vi kun har nationen som forlæg, når vi tænker børns dannelse."

Udgangspunktet for den nye dialog er ifølge Hermann stoffet. Respekten for viden skal genetableres. Og det afgørende i den pædagogiske proces skal være overskridelsen, den respekt for viden man får, når man gennem viden bliver klogere og 'overskrider' sig selv.

Det har flere fordele at gøre den myndige statsborger til dannelsesideal, pointerer Stefan Hermann. Statsborgerskabet er farveblindt. Her betyder det principielt ikke noget, om du er indvandrer eller kommer fra et ressourcesvagt hjem. For meget kultur i folkeskolen - uanset om den trækker på en fin grundtvigiansk tradition for medborgerskab, hvor alle er fælles og synger med hinanden eller ej - kan være ekskluderende.

Dernæst vil en veldefineret, central opgave være med til at fjerne presset på skolen om at løse alle problemer lige fra børns sorg til deres usunde madpakker.

Den glade skole

"Jeg opponerer stærkt mod 'den glade skole'. Glæden kan være en god bieffekt, nu og da en strategi, men aldrig et mål. Det lykkelige og harmoniske er i bund og grund totalitært. Det betyder ikke, at jeg siger, at stoffet skal være nedlagt i gamle lærebøger eller udvirkes med overhøring. Jeg er heller ikke imod projektarbejde, bare det er kvalificerende, det eleverne beskæftiger sig med. Men stoffet skal være det tredje stærke punkt i den didaktiske trekant mellem lærer og elev, og vi skal væk fra intimiseringen af relationen lærer-elev. Der er de nyindførte elevplaner i folkeskolen faktisk langt mere kliniske og mindre intimiderende end de mange logbøger, der skulle omfatte alle sider af barnet. Skolen skal ikke bidrage til den lidt forkælede individualisering. Den skal vi som forældre nok stå for," siger politologen.

Stefan Hermann viser i bogen, hvordan den psykologiske dimension i folkeskolen har vokset sig stærk i 1990'erne, hvor man tager tråden op fra 1950'ernes reformpædagogiske tanker og taler om det enkeltes barns særlige unikke kompetencer og læringspotentialer. Den almene pædagogik viger til fordel for specialpædagogikken og Niels Egelund, professor i specialepædagogik, bliver en af tidens mest citerede pædagogiske eksperter. I 2004 var diplomuddannelsen i specialpædagogik, psykologi og pædagogisk arbejde mere populær blandt lærere end videreuddannelse i dansk, matematik, natur-teknik og naturfag til sammen.

"Der sker noget meget voldsomt med den nye folkeskolelov fra 1993, fordi den enkeltes udviklingsprojekt pludselig bliver omdrejningspunktet for skolen, " konstaterer Stefan Hermann.

Den enkelte bliver et politisk projekt, ikke bare et pædagogisk projekt. Det sker samtidig med den indre aktivering og individualiseringen af arbejdsmarkedet og personalepolitikken. Samtidig tolkes globaliseringens konkurrencevilkår som øget behov for kreativitet, personlige egenskaber og sociale fordringer, der ikke tidligere kunne rummes i forståelsen af, hvad et fag i folkeskolen er. Dermed åbnes porten til det hele barn og de mange bløde kompetencer.

"Kompetencerne er det, der skal give kvalifikationer ben at gå på. Pædagogerne står med armene i vejret. Og det er netop en spejder og succesrig erhvervsmand, Lars Kolind, som bærer faklen i den bevægelse, der sammensmelter det inderlige udviklingsorienterede menneske med den effektive og omstillingsparate arbejdskraft. Fremtidens arbejdskraft har ikke slips, men går i joggingbukser."

Forholdet mellem fællesskab og individ skifter karakter.

"Man kan godt sige, at 50'ernes skole var barnets skole, og 70'ernes var fællesskabets skole. Men det, mener jeg, er fortegnet. For man tænkte ekstremt meget i fællesskab i 90'erne, men det var kompetencetænkning, hvor børnene ses som brugere af fællesskabet. Fællesskabet er en ressource, eleven kan bruge sin egen kompetenceudvikling, og for at han kan det, skal han have sociale kompetencer. I 70'erne er fællesskabet noget i sig selv. Man indfører 'klassens time' og får små gårdhaver til hvert klasseværelse. Klassen er et lille civilsamfund med demokratiske spilleregler."

Styrk lærerne

Samtidig sker der i 90'erne en anden ændring i skolepolitikken, som hænger sammen med moderniseringsprocessen i den offentlige sektor. Udgifterne til velfærd skal under kontrol, og det sker blandt andet ved at stække professionernes magt, herunder lærernes. Sideløbende styrkes borgernes indflydelse via brugerbestyrelser og en række andre initiativer, som skal gøre borgerne til brugere og forbrugere af offentlig service. Lærerne skal tjene en ny herre og ikke længere blot følge loven og lade sig styre af deres professions værdier og indhold, de skal også reagere på mere eller mindre relevante krav fra kunderne.

Her ligger ifølge Stefan Hermann en af barriererne for, at der etableres et nyt dannelsesbegreb i folkeskolen. For ønsket om at hive eleverne ud af deres egen selvrefererende verden er ikke ny. Det har en førende uddannelsesideolog som Thomas Ziehe argumenteret for i flere år, så hvorfor sker det ikke?

"Det er i orden at stille krav til lærerne. Der er brug for modernisering af folkeskolen med konkurrerende butikker. Men lad være med at gøre skolen til et marked. Vi kender ikke nogen markedsøkonomier, hvor goderne ikke fordeles ulige. Og det er jo ikke det politikerne vil med grundskolen. Derimod er det afgørende at få justeret lærernes professionsforståelse," siger han.

Det handler ikke om at styrke læreren som pædagog eller terapeut, men som lærer.

"For tiden hviler styrkelsen af lærerne på en ide om ekspertise. Man gør lærerne til funktionærer ved fortsat at tæppebombe dem med New Public Management-mål, så de og kommunerne kan tage ansvar for kvaliteten. Men når det drejer sig om menneskeprofessioner, er det helt afgørende at få forbundet ekspertise med dømmekraft, og derfor bekymrer lærerne sig om, hvad formålet er. Formålet er ledestjerne. Og den debat har politikerne ikke formået at tage med lærerne. Jeg er ikke tilhænger af flere og flere krav til lærerne om skemaer og arbejdstidsregler, men at man kvalificerer lærernes frihedsudøvelse og autonomi til at lægge det fokus, der er nødvendigt for at få det til at fungere i en klasse på Nørrebro eller Vendsyssel. Der er også risici ved brugen af test. Lærerne vinder vidensautoritet, men taber pædagogisk autoritet. Hvis man udelukkende skaber en konkurrencekultur omkring det, børn lærer, så har man desuden frarøvet skolen muligheden for ethvert dannelsesperspektiv," siger Stefan Hermann.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her