Perkerdansk – et sprog i blomstrende udvikling

"Wallah, du er min habibi, taieb! Men nogle gange er du mashallah... Jalla!"

Ovenstående er et eksempel på perkerdansk og kan lyde som det rene volapyk men betyder noget så ufarligt som: "Jeg sværger, du er min ven, okay, men nogle gange er du for meget... Kom nu!"

Det er da ikke så svært at forstå, vel?

De fremmede gloser stammer primært fra arabisk, men tyrkiske og kurdiske ord har det også med at snige sig ind i perkerdansk, der undertiden også går under betegnelserne araberslang og multietnolekt. Det er snarere en dialekt, hvor der tales et staccato-agtigt dansk med afstumpede vokaler iblandet fremmedord, end det er et reelt sprog for sig selv. En måde at tale på, der især er udbredt blandt såvel Mohammed som Mikkel, der færdes i multietniske miljøer i større byer som København, Århus og Odense.

Men brugen af perkerdansk er efterhånden ved at bryde ud af en afgrænset subkultur, så stadig flere teenagere krydrer deres standarddanske med et arabisk 'wallah' (jeg sværger) hist og pist.

"Man kan kalde det 'ung i Danmark 2005'. Perkerdansk er en storbyagtig ting, der også hænger sammen med tøj, musik og den generelle stil. Det handler typisk om at gå i baggy pants, Adidas tøj og kasketter for at markere, at man er en del af et fællesskab," fortæller Mette Vedsgaard Christensen, der er ved at skrive ph.d. om unges sprogbrug i multietniske områder i Århus.

Til det formål har hun siden 2002 besøgt diverse ungdomsklubber og skoler i Århus Vest og båndet de unges samtaler. En af hovedkonklusionerne er, at de unges brug af perkerdansk i mindre grad dikteres af den enkeltes etniske baggrund, som af at markere en fælles identitet blandt de unge i lokalområdet. For eksempel vil en pæredansk teenager i Gellerupparken i Århus typisk tale mere udpræget perkerdansk end en iraker i Hjørring.

Det drejer sig ganske enkelt om at markere en identitet i fællesskabet, der hvor fællesskabet nu holder til, fortæller Mette Vedsgaard Christensen. "De unge ønsker at tage afstand fra de voksnes sprog og være ikke-konforme. Og det kan de så gøre med den særlige multietniske dialekt. Unge optager generelt bandeord og dialekter meget hurtigt i deres sprogbrug, og det er jo også derfor, at forældre igennem århundreder har brokket sig over børnenes sprog," siger hun.

Og de arabiske gloser vinder indpas blandt stadig flere pæredanske unge – også uden for ghettoen. Både fordi de fremmede ord virker fascinerende på unge og signalerer et gruppetilhørsforhold, men i høj grad også på grund af mediernes brug af perkerdansk i blandt andet satireprogrammer som Banjos Likørstue og OPS (Oplysning for Perkerne om Samfundet), fortæller Mette Vedsgaard Christensen.

Hun bemærker, at et dagblad som Politiken så småt også er begyndt at benytte sig af ordet wallah og mener derfor, at det blot er et spørgsmål om tid, før det arabiske udtryk for "jeg sværger" bliver optaget af Dansk Sprognævn.

"Det er jo et ord, som er utrolig let at bruge, fordi man stort set kan putte det foran i enhver sætning, så den lyder lidt sejere. Min egen otte-årige datter siger også wallah - det er bare et ord, som alle siger i skolegården, og så smitter det jo hurtigt af," siger Mette Vedsgaard Christensen.

Men drengene er umiddelbart de største forbrugere af arabiske gloser og en staccato-agtig måde at tale på. Med perkerdansk kan de unge fyre og drenge nemlig sætte lidt ekstra krudt på ghettoattituden og virke lidt sejere i stammefællesskabet.

"Det er helt klart en maskulin ting. Pigerne bruger mere de arabiske gloser stilistisk for at sætte trumf på i en diskussion," forklarer Mette Vedsgaard.

Mange af drengene taler da heller ikke perkerdansk, når de er alene sammen med pigerne, mens der bliver skruet helt anderledes op for brugen af de arabiske gloser i ungdomsklubben, fortæller Mette Vedsgaard Christensen. Generelt zapper mange nærmest per automatik ind og ud af perkersproget, alt efter hvilken situationde befinder sig i.

"De er for eksempel godt klar over, at de voksne taler på en anden måde, og at de derfor skal tale et anderledes sprog end blandt vennerne. Hvis jeg sagde til dig: 'Jeg knepper din mor', ville jeg jo vide, at du måske ikke ville forstå, at det ikke var ment bogstaveligt. Derfor siger jeg det ikke," siger Mette Vedsgaard Christensen og tilføjer: "Men de unge ved, at udtrykket 'jeg knepper din mor' kun er ment for sjov. Der er jo generelt nok ikke så mange 13-årige, der rent faktisk har lyst til at kneppe en mor."

Afdelingslederen ved fritids- og ungdomsklubben 'Kloden' på Nørrebro i København, Martin Schrøder, fortæller, at alle klubbens omkring 100 unge har en 'on'-knap, der tænder for bestemte udtryk og udenlandske gloser.

Klubben har til huse i Lundtoftegade i et område, der dækker over en bred vifte af nationaliteter, og der er en fælles indforstået måde at tale på med til at skabe en fælles følelse af samhørighed, fortæller Martin Schrøder: "Men det er stort set kun over for hinanden, at de unge taler det her sprog. Over for mig siger de sig typisk kun wallah."

Men med alderen begynder mange at lægge den særlige talemåde i perkerdansk fra sig, fortæller Martin Schrøder. "De ældre holder selvjustits, retter de små og siger: 'Hey, tag jer sammen'. De ældre synes nemlig ikke nær så høj grad som de små, at det er sejt med den rå ghettoagtige måde at tale på. De har nemlig oplevet, at man er nødt til at lægge det fra sig. Det er simpelthen nødvendigt i forhold til piger, i forhold til arbejde og generelt for at blive taget seriøst i alle samfundets kontaktflader."

"En almindelig opringning til Sonofon eller kommunen går bare meget lettere, hvis man taler et ordentligt dansk," konstaterer Martin Schrøder, der ved siden af jobbet på fritids-ungdomsklubben også er projektleder på integrationsprojektet Brobyggeruddannelsen, der skal hjælpe indvandrere i 18- til 25-års-alderen ind på arbejdsmarkedet.

Han oplever, at kampen for at få et job typisk er den største øjenåbner for de unge, når det kommer til sprogets betydning for at blive accepteret af samfundet. De associationer som perkerdansk giver til en rå ghettoattitude, er nemlig ikke just i høj kurs hos arbejdsgiverne, fortæller Martin Schrøder.

Han suppleres af projektkoordinatoren på Brobyggeruddannelsen Rene Lyngfeldt Skov, der tidligere også har forsket i integration og kommunikation ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han mener, at en perkerdialekt ikke nødvendigvis skal opfattes som en ekskluderende faktor, hvis ellers den unge er i stand til at veksle mellem dialekter.

"Mange indvandrerunge er utrolig fleksible og dygtige til at veksle mellem kultur, arbejde, familie og venner. Men der er jo nok en klar sammenhæng mellem, hvor ressourcestærke de unge er, og hvor omstillingsdygtige de er. Hvis man ikke kan skifte dialekt, har det helt klart en social slagside i forhold til for eksempel arbejdsmarkedet," siger Rene Lyngfeldt Skov.

Rene Lyngfeldt Skov forklarer, at en udpræget brug af perkerdansk i langt højere grad hænger sammen med de unges sociale opvækst end deres etniske baggrund. En af hovedårsagerne til, at perkerdansk er så udbredt blandt unge, der er født og opvokset i Danmark, er i høj grad, at de imødekommer samfundets fordomme, mener Rene Lyngfeldt Skov:

"De tænker simpelthen: 'Når det omgivende samfund betragter os som perkere, så kan vi ligeså godt give os hen i rollen og være det'. Man kan også se, at de unge indvandrere er dem der værst til at kalde hinanden for perkere."

Mange unge med indvandrerbaggrund gør derfor ofte grin med perkerrollen og taler overdrevent perkerdansk, som man kender det fra tv, for at komme danskernes fordomme i forkøbet, fortæller Martin Schrøder. Derfor kan de yngre indvandrerdrenges perkerdansk nogen gange godt kamme fuldstændig over, forklarer han.

"De fleste her i klubben har forstået, at de ikke skal overdrive det. Men der er da et par stykker, der ikke kan lade være, hvor man pludselig hører den ene sige: 'Min mor er en luder for vildt, hvis jeg ikke knepper dig i det her spil'. Så kigger man hen og ser, at det bare drejer sig om et normalt slag bordtennis!" fortæller Martin Schrøder.

Den københavnske integrationskonsulent Manu Sareen deler brugerne af perkerdansk op i to: Dem der bruger sproget som en gimmick, man bruger til skæg og ballade; og dem hvor outsidersproget er en uundværlig del af fællesskabet – typisk unge, der er vokset op i et ghettoiseret område. Af de pæredanske unge, der bruger arabiske gloser og staccato-dansk, befinder de fleste sig i den første gruppe.

Men Manu Sareen støder da også ofte på etnisk danske unge, der nærmest identificerer sig selv som indvandrere: "Jeg griner i skægget, hver gang jeg ser danske unge, der er fuldstændig som tyrkere i hovedet og med det vildeste perkerdanske siger: 'Aeh, dje dear dansker, de bare focking racister, mand!'"

Manu Sareen slår dog fast, at selv om "det vildeste perkerdansk" kan være skægt at lytte til, så bunder fænomenet reelt i et alvorligt samfundsproblem. "Mange af de her unge, der ikke er i stand til at skifte talemåde, er jo ressourcesvage og udstødte af samfundet. De danner derfor deres egne fællesskaber, og der spiller sproget en vigtig rolle for identiteten," siger Manu Sareen og tilføjer: "De her mennesker bliver jo i stor stil sorteret fra i mange af livets aspekter – det er jo fandeme forfærdeligt."