Læsetid: 3 min.

Portræt af popkunstneren som ond mand

Andy Warhol får det glatte lag i den velspillede og rapfodede, men substansfattige 'Factory Girl', som skildrer hans uligevægtige muse Edie Sedgwicks storhed og (for)fald
Moderne Tider
6. juli 2007

Andy Warhols sølvfarvede atelier, The Factory, er en visuel guldgrube for enhver filmmager. Det var stedet, hvor nogle af Manhattans særeste, skæveste og mest eksperimenterende eksistenser under Warhols tilsyneladende apatiske ledelse satte et varigt aftryk på kunsthistorien.

En af dem, der blev besnæret af Warhol og det legendariske lokale, var karismatiske Edie Sedgwick, som mødte popkunstens konge i midten af 1960'erne. De næste par år forlod hun sjældent hans side, men siden kom det til et bittert brud, og i 1971 døde Edie af en overdosis som blot 28-årig.

The Factory var altså et ret så alternativt atelier. Navnet signalerer jo netop Warhols begejstring for det maskinfabrikerede og kløgtige tagen pis på forestillingen om det unikke kunstværk.

Kunstneren som kopi

Han overlod gerne skabelsen af sine værker til andre, og uddelegerede som det næste logiske skridt sine offentlige optrædener - en hæderlig Warhol-imitation kunne trods alt klares med en sølvparyk, et permanent uimponeret ansigtsudtryk og et par inspirerede sound bites.

Factory Girl zoomer ind på den mørke side af Warhols coolness, hans følelsesmæssige distance, som her skildres som knusende konsekvent. Også Edie lader sig omforme i Warhols billede, men at lege med sin identitet er ikke risikofrit. Da slet ikke når den, man imiterer, ikke bryder sig synderligt om sig selv.

Virile og atletiske Guy Pearce er et vovet valg til rollen som voksagtige Warhol, som ikke syntes at befinde sig godt i sin egen krop. Men han rammer Warhols stemmeføring og gestik, og god er også Sienna Miller som Edie, der bliver fanget mellem Factory-miljøet og sin borgerlige baggrund. Og mellem to af det 20. århundredes største kunstnere. Hun forelsker sig nemlig i en rockstjerne (spillet af Hayden Christensen), der ligner og - især - lyder som Bob Dylan, men hedder Billy Quinn, fordi den ægte vare har truet med sagsanlæg.

Brug og smid væk

Ikke, at Dylan får en hård medfart, tværtimod. Ikke alene stilles hans dybsindige tekster op som modsætningen til Warhols overfladefiksering, men 'Quinn' forsøger også at advare naive og traumatiserede Edie mod Warhol, som han gennemskuer som en 'blodsuger' og storforbruger af benovede undersåtter. Ikke for ingenting var Warhols kælenavn Drella, en sammentrækning af Dracula og Cinderella (Askepot).

Netop dette alt for belejlige skarpe skel mellem god/dårlig indflydelse og sund/usund kærlighed er et af filmens problemer. Et andet er, at den ikke har mange overraskelser i ærmet. At Warhol var selvisk og manipulerende, kommer næppe bag på mange. Ej heller er der meget polemisk gods i, at magtstrukturerne i Edies rige og 'respektable' familie er mindst ligeså forskruede som i Warhols alternative familie. Det var ophavet, der førte hende til afgrunden, Warhol gav hende bare det sidste skub.

Edies deroute følger en forudsigelig bane komplet med forfærdelse, da Warhol udskifter hende med nye kvindelige kæledægger, Ingrid Superstar og tyske Nico, som han smedede sammen med avantgarde-rockgruppen The Velvet Underground (som også talte Lou Reed, der i skarpe vendinger har fordømt Factory Girl).

Dialogen er en sær blanding af vid - som da Edie siger om Warhol, at han "turned assembly lines into punch lines" - og tung "Show it and tell it":

"På The Factory forventedes det, at du var anderledes," pointerer Edie, skønt dette tydeligt fremgår af de scener, som skildrer det Factory'ske freak show.

Filmen er umiddelbart medrivende, fordi Hickenlooper formidler Edies kortvarige, men altså dyrt betalte, tur i jetset-karrusellen med rastløs kameraføring og i et heftigt fortælletempo. Desværre betyder det også, at den sjældent står stille længe nok til at foretage dybere spadestik.

I glimt ser man den film, Factory Girl kunne være blevet, som når den flygtigt kommenterer på berømmelse-som-mål-i-sig-selv-fænomenet, som Warhol i den grad foregreb.

Set i lyset af hvor meget Warhols kunst, liv og person har at sige om både samtiden og nutiden, er det svært ikke at føle, at Hickenlooper har tabt en stor mulighed på gulvet ved at holde sig til så velafprøvet en fortælleformel.

Instruktion: George Hickenlooper. Manuskript: Captain Mauzner, Simon Monjack og Aaron Richard Golub. Amerikansk (Dagmar Teatret i København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her