Sommerens lyserøde stads

En fortræffelig terrassevin. Sådan hed det om en rosévin, jeg tilfældigvis lige havde købt, i en vinanmeldelse i Politiken. Den hed noget vældig fint noget, men jeg omdøbte den straks til 'min fortræffelige terrassevin'. Men så blev jeg eftertænksom. En fortræffelig terrassevin? En terrassevin, det er måske ikke en rigtig vin - eller hvad? Ja, jeg ved det ikke, men trods anmeldelsens hædrende omtale, synes jeg, man anede et vist forbehold.

Det var en lun sommeraften, vores ældste datter var et smut hjemme for at slappe lidt af fra det hektiske liv i metropolen.

"Vil du have et glas rosé?" spurgte jeg.

"Det er en fortræffelig terrassevin," tilføjede jeg.

Men nul, det ville hun ikke.

"Jeg vil hellere have en bajer," sagde hun.

Som læsere af Peter Rønnov-Jessens nyeste roman, Reparation af spunsvægge, vil vide, er jeg - der optræder i bogen under navnet Bent Sulsted, skolefotograf og livsstilskunstner - en betydelig kender og ekspert vedr. munkeøl, såvel belgiske som munkeøl fra så mange andre udlande, men jeg havde lige den aften kun en simpel Maribopils i huset.

"Vil du virkelig have den?" spurgte jeg min datter.

Det ville hun gerne.

"Hvorfor kan du ikke lide rosévin?" spurgte jeg så.

"Jeg har boet på kollegie," sagde hun bare - eller oplyste, nærmere. Det var jo ikke noget svar, men hun syntes vist ikke, det var nødvendigt at sige mere.

Jamen, ok så da. Jeg har aldrig boet på kollegie, det brugte vi ikke, da jeg var malerlærling i Nr. Sundby. Men jeg har været til fest på ét engang, hvor to piger rottede sig sammen om at få drengene til at smide mig ud. Fordi jeg, en bonderøv fra Sulsted, troede jeg kunne slippe godt fra at være kæreste med dem begge to på én gang. Det bør for den historiske sandheds skyld tilføjes, at dobbeltkæresteriet ikke skyldtes, at Unge Nielsen var en ryggesløs skørtejæger, men at han, som som mange andre unge, nørrejyske mænd, var benådet ikke bare med tvivlens, men også ubeslutsomhedens nådegave. Men - undskyld, jeg skal lige have tørret savlet af hagen - hvor var det nu gammelfar kom fra - jo, rosévin. Rosévin er jo nemlig ikke kun noget lyserødt stads, man drikker om sommeren ude på terrassen, det er også noget, man drikker alt for meget af, når man er ung - det gjorde vi i alt fald dengang i 60'erne, som nutidens ungdom på ingen måde skal tro, de slipper for at høre om. Dengang drak folk ikke så meget vin som nu. Rødvin var nærmest sådan lidt højkirkelig i smagen, og meget, meget fornem, og så var den også temmelig dyr. Hvidvin gav nærmest mindelser om militær og blankvåben, sådan lidt af typen Østrig-Ungarn med mensurar og hele svineriet. Og så var der også rygter om, at når fønvinden blæste over Limfjordens vande, så forvandlede hvidvinsdrankerne sig til massemordere. Så det drak vi ikke. Selv om vi var ret vilde, og selvfølgelig oplevede meget mere end de unge i dag, var vi dog alt overvejende fredelige folk.

Men rosé, det kunne man godt drikke. Det var en 'mellemting', lidt halvkirkelig, lidt blankvåben, men ingen af delene i en grad, der kunne kaldes decideret kedelig eller farlig. Og under alle omstændigheder rummede den dejlige alkoholprocenter, sådan en 12-13 stykker.

Debut med fin dialekt

Min egen debut som forbruger af alkoholholdige drikke fandt sted en sommerdag, det år jeg fyldte 15 - en sen start, vil børn måske sige i dag, men hvad skal jeg i grunden bruge den oplysning til? Jeg indkøbte, i Brugsen i Gl. Sulsted, en flaske portugisisk rosévin af mærket Palanca. Den kostede 14 kroner, kan jeg huske. Jeg drak den oppe på mit værelse - eller kammer, som vi kaldte det deroppe - og var overrasket over, hvor godt det smagte. I lang tid syntes jeg heller ikke, der var noget lumsk ved den, derfor besluttede jeg at tømme hele flasken. Det kunne jeg jo lige så godt, og jeg kunne sagtens nå det, inden vi skulle spise, mente jeg.

Et ret morsomt aftensmåltid fulgte. Det fortælles, at jeg pludselig snakkede 'fint', dvs. min mors sprog, rigsdansk, og ikke dialekt, som jeg plejede. Derved kom det for en dag, at jeg faktisk var god til rigsdansk, og det var først og fremmest pinligt. Rigsdansk var tøset, i dag ville man nok sige direkte bøsseagtigt, og jeg havde da også altid været meget omhyggelig med ikke at røbe mine færdigheder i det f.eks. i skolen. Men nu sad jeg og skvadrede op på 'fint' og var 'grumme klog at høre på', som min far sagde.

Relativt kort tid efter måltidet slog jeg et jysk vend om bag vores redskabsskur, over til brændenælderne. Her brækkede jeg mig selvfølgelig i stride, lyserøde strømme. Jeg tømte mig med andre ord for den fortræffelige terrassevin fra Portugal. Af mærket Palanca. Det sad jeg og kom i tanke om, mens min datter drak sin Maribopils. Som jyde, som fhv. malerlærling og ung mand på Limfjordsegnen, men også som dansker, europæer og forfatter, fuldstændig ligesom Jens Chr. Grøndahl, forstod jeg pludselig udmærket min datter. Jeg havde jo tit besøgt hende, dér på kollegiet i St. Kannikestræde, og syntes godt, jeg kunne sætte mig ind i, hvordan det må have været at soppe i lyserød rosé, før og efter indtagelsen, i en hob af studerende ungdom. Især ved midsommertide, hvor forkælede borgerbørn af en eller anden grund altid skejer ud i sanseløs druk - som de har fået lov til af far og mor. Den slags kan godt få en til at sætte pris på en almindelig Maribopils.